Driving home for christmas... Lige om lidt!

Nu er det virkelig snart jul! Dette år har december i mit univers overtrådt alle fartgrænser, og på rekordtid er vi nået til d. 22. december. Det har bl.a. betydet, at jeg først i dag har fået købt den sidste julegave - det plejer jeg ellers at have overstået (eller uddeligeret) senest midt i december.
   Jeg gætter på, at decembers voldsomme fremmarch kan begrundes med babys snarlige ankomst og eksamenspres. For at tage det sidste først: min eksamen d. 15. - 16. gik rigtig godt. Til trods for preammehjerne og søvnunderskud fik jeg hevet et 10-tal hjem, så det må siges, at være godkendt. Den anden eksamen har jeg imidlertid udskudt på ubestemt tid. Den må jeg finde frem igen når jeg får mere overskud... om 18 år? Men alt i alt betyder det, at jeg nu har juleferie og barsel og derfor holder fri og slapper af med god samvittighed. Så i stedet for at stresse over at det snart er jul og babys fødselsdag, kan jeg nyde at skulle se familie og venner mellem jul og nytår, inden det bliver januar og dermed også måneden hvor to bliver til tre, og Lillefisen melder sin ankomst. Jens er til gengæld sprunget i den modsatte grøft. Han har igen i år valgt at fejre sin juleferie med et hektisk arbejdsskema hos slagteren, omgivet af ænder, gæs og glødende dankort - "bare på beløbet". Han har fået smidt en hel del ekstra vagter oveni handlen, da vores slagtersvend, Mathias, er blevet far i lørdags og derfor har 14 dages barsel hen over jul og nytår - det er da godt planlagt hvis i spørger mig :)
   Og så til baby! Han er et stædigt lille asen og noget så usamarbejdsvillig i hænderne på hospitalspersonale. I går, tirsdag, var vi endnu engang en tur på Skejby - denne gang med tid til et vendingsforsøg. Inden vi kom ind til lægen, fik vi kørt endnu en CTG-strimmel, som afslørede en aktiv lille fyr med helt fin hjertefrekvens. Det betød, at lægen gerne ville forsøge at vende ham. Så jeg lagde mig på briksen, hun scannede os, og ganske som forventet havde han ikke vendt sig siden sidst. Så hun tog fat... Med højre hånd forsøgte hun at skubbe hans lille bagdel op af bækkenet, mens hun med den venstre forsøgte at tvinge ham til at slå en kolbøtte. Og det ville han bare ikke. Hun lagde ellers alle sine kræfter i (og det var saftsusemig mange!), og hun kunne flytte ham ca. 5 cm, hvorefter han smuttede tilbage i den position, han kom fra. Efter 5- 7 minutters asen og masen fra lægens side og en hel masse grimasser, prusten og smertesudbrud fra min side, gav hun op - han var ikke til at flytte med. Vi fik nu tilbudt enten et kejsersnit eller endnu et vendingsforsøg - det var vores valg, og hun ville lade os gå hjem og tænke over det. Inden vi gik derfra, skulle vi have kørt endnu en CTG-strimmel for at dobbelttjekke, at alt var, som det skulle være. Den afslørede Lillemandens reaktion på vendingsforsøget - han hikkede sig igennem de første 10 minutter for så at falde i søvn. Det er hårdt at blive skubbet så meget rundt!
   Så vi tog hjemad - Jens mod Risskov og jeg mod Søndre Ringgade. Vi har bestemt os for et kejsersnit. Lægen vurderede, at muligheden, for at han kunne vendes, ville være ca. 30%. Andet vendingsforsøg ville foregå på stort set samme måde, men jeg ville skulle have et stik med noget muskelafslappende, der skulle gøre livmoderen mere slap. Det ville dog give mig hjertebanken, men ikke have nogen effekt på den lille. Det synes jeg bare overhovedet ikke lød rart, ligesom vendingsforsøget i sig selv var rigtig, rigtig ubehageligt. Det, sammenholdt med den lave succesrate, gjorde udslaget - vi vil gerne give ham fred for nu og have et planlagt kejsersnit. Det skal jeg så til samtale om i morgen, hvor jeg regner med at få en præcis dato at vide. Den vil dog forblive hemmelig. Vi vil nemlig stadig gerne kunne ringe hjem og sige, at "nu har vi født" som en overraskelse. Vi kan dog afsløre, at de lægger planlagte kejsersnit i ugen op til termin (som jo er d. 13. januar) - så må i gætte alt det i vil så længe! Da jeg efter reglerne (hvis man da kan tale om sådan nogle i forbindelse med fødsler?) må føde fra i morgen, kan der i princippet ske ting og sager inden den planlagte dato. Hvis fødslen skulle gå i gang af sig selv, ender det alligevel med et kejsersnit. Som førstegangsfødende får jeg ikke lov til at føde almindeligt (med mindre jeg selvfølgeligt holder virkelig stædigt på det - og det gør jeg ikke!), så vi har nu indstillet os på et kejsersnit. Det giver faktisk en vis ro - vi ved, at vi har gjort, hvad der kan gøres for at vende ham, og at vi ikke bare har valgt et kejsersnit, fordi det var den nemmeste løsning. En anden fordel er, at jeg nu i hvert fald ikke kommer til at gå 14 dage over tid - det er da en bonus, der vil noget!
   Så efter samtale i morgen er jeg klar til at tage hjem til jul. Min far kommer kørende direkte fra Herning i morgen med barnevogn og tremmeseng bag i golfen. Det bliver så læsset af og skiftet ud med julegaver, vasketøj og Jens, Thomas og mig + mave, hvorefter turen går nordpå i det tempo, som forholdene tillader. Jeg er lidt spændt, da de har lovet noget rigtig træls vejr i det meste af landet, men umiddelbart ser det ud som om, vi slipper ret billigt i de områder, vi skal færdes. Vi burde kunne komme hjem til jul - også helst uden om snedriver og trafikpropper.

Det' sørme, det' sandt, december! Og snart er det endda helt ovre igen for i år. Her et billede af adventskransen med fire lys - det ER snart jul!

Og til jul hører gaver - her et udpluk af dem vi vil slæbe med hjem her fra Århus. Der gemmer sig nemlig flere i et "hemmeligt" skab i soveværelset, som jeg ikke må kigge i.
   Lillemanden og jeg har pakket ind og pyntet her til aften imens far arbejder, så nu glæder vi os til at komme hjem og dele dem ud.

Før vi nåede til gaveindpakningen begav mor og Blyb sig ud på de sidste gaveindkøb. Vi travede afsted for at finde en gave til den kommende morfar. Det var hundekold, men helt fantastisk smukt med den høje, blå himmel og den sneklædte Smilets By. Billedet her er taget ud over Ringgadebroen af et ellers ikke særligt pænt motiv - banegård og industri - men på en dag som i dag tager det sig alligevel maleriskt ud.

Og så lige til sidst: babyforberedelserne er ved at være på plads, og som noget af det sidste har vi vasket den lilles tøj, så det er klar til brug. Jeg har aldrig hygget mig så meget med vasketøj, som jeg har denne gang, og jeg er tit hørt i udbrud som "nej, men prøv lige at se hvor søøøød den er!". Det handler især tit om små bitte strømper, som helt klart ligger øverst på min nåårh-hvor-er-det-fint-liste. Billedet her ilustrerer hvor små strømper, der er tale om - og så bruger Jens endda kun str. 42 og har altså på ingen måde store fødder (kun lange tæer)


/Mette

Som lovet ...

... en tilbagemelding efter samtale med fødselslæge!
I morges ringede jeg til svangreambulatoriet for at få en tid til samtale med med fødselslægen. Heldigvis havde de en tid kl. 11.20 i dag, og således hoppede vi på bussen og drog afsted. Velankomne på Skejby blev vi hurtigt kaldt ind til de to (!) kvindelige læger, som skulle stå for samtalen. Sådan som jeg forstod det, kunne vi vælge imellem at tage imod et vendingsforsøg eller blive skrevet direkte op til et kejsersnit. Tanken om det sidste var tillokkende i den forstand, at vi så ville have guldklumpen i armene om kun to - tre uger. Vi er ved at være rigtig utålmodige og vil bare gerne møde ham NU! Alligevel har vi (måske mest mig?) hele vejen igennem gerne villet føde selv. Derfor fik vi os en god snak med lægen om for og imod ved vending og kejsersnit.
   Der er ingen risici forbundet med et vendingsforsøg. Det er aller højest ubehageligt for mig, og det værste der kan ske er, at han ikke er til at flytte med. Det foregår på den måde, at de uden på maven tager fat om hans lille numse og forsøger at tvinge ham til at slå en forlæns kolbøtte. Hvis han har skruet numsen ned i bækkenet, kan det ikke lade sig gøre, og så stopper de efter et forsøg. Hvis de til gengæld fornemmer, at han bare er lidt genstridig på dagen, kan de give det endnu et forsøg et par dage senere.
   De anbefalede os at forsøge at vende ham. Dels fordi han er fin og gennemsnitlig i størrelse og har masser af fostervand (og altså burde være til at flytte med), og dels fordi et kejsersnit kan gøre, at jeg danner arvæv, som kan besværliggøre eventuelle kommende fødsler. Det kan betyde, at selvom en almindelig fødsel går godt, kan en bristning i livmoderen resultere i akut kejsersnit, og det er sjældent nogen rar oplevelse.
   Vi bestemte os for at sige "ja tak" til et vendingsforsøg. Lægen sagde, at der jo ikke var nogen garanti for succes, og at vi stadig kunne ende med et kejsersnit, men på denne måde ville vi i hvert fald have givet vendingen et forsøg. Samtidig fik hun manet en del af mine bekymringer i forbindelse med et kejsersnit i jorden. De par gange jeg er blevet opereret for graviditeter uden for livmoderen, har jeg været fuldstændig ødelagt bagefter. Jeg har været træt, træt, træt og følt det som om, jeg var blevet ramt af et tog i maven. Derfor var jeg også ret nervøs for, hvordan jeg ville have det efter et kejsersnit - selvom det er en rutineoperation for dem, er det jo stadig en operation og et rimelig stort sår, der skal hele bagefter. Lægen pointerede, at jeg jo de andre gange har været syg, og at min krop i den grad har været stresset. Dette vil være helt anderledes under et planlagt kejsersnit, der i langt de fleste tilfælde vil foregå i god ro og orden. Der udover havde jeg været nervøs for amning og for ikke at kunne knytte mig til barnet, fordi kroppen ikke får udløst de samme hormoner under et kejsersnit som ved en almindelig fødsel. Også her kunne hun berolige mig, og tanken om et kejsersnit er ikke længere så skræmmende. Det involverer ikke længere indlæggelse end ellers (to overnatninger), og man er oppe at gå samme dag. Og der fødes jo børn ved kejsersnit hver dag, jeg er IKKE den første i historien, som det ville ske for... tænk engang!
   Nå, men - vi sagde altså ja til vendingsforsøg, og hun havde tid med det samme. "Skønt" - tænkte vi, "så skal vi måske alligevel ikke tilbringe d. 24. på Skejby!" Først skulle vi dog have kørt en CTG-strimmel. Det gør de for at måle den lilles hjertefrekvens og dermed tjekke, om alt er som det skal være. Det foregik på den måde, at jeg fik spændt nogle måledimser på maven, som sendte signal til en maskine, som udskrev hjertefrekvensen i en graf på en lang strimmel papir. Det tager normalt ca. 20 minutter og skal helst vise nogle udsving, men samtidig gerne ligge mellem 120 og 140 slag i minuttet. Lillemanden startede ud på 180, og sygeplejersken så lidt betænkelig ud. 10 minutter senere dykkede hjertelyden pludselig for så at forsvinde helt. Vi blev lidt forvirrede og forstod ikke så meget. Sygeplejersken fik til gengæld travlt, hev dimserne af min mave, og vi fi kbesked på at følge med tilbage til scanningsapperatet. Her blev vi scannet og overvåget af to læger + sygeplejersken. I nogle meget lange minutter var der helt stille.... meget stille... jeg kunne ikke rigtig se skærmen og er jo heller ikke trænet i at kigge på den, så jeg observerede i stedet nogle bekymrede miner hos personalet. Heldigvis åndede de lettet op og siger noget i retningen af "nå, der var nok nogen (=den lille), der havde brug for lidt ekstra opmærksomhed". Så tilbage til CTG-dimsen og få kørt en ny strimmel - denne gang en hel time. Herefter kom vi tilbage til lægen, som forklarede os, hvad det var sket. Hun viste os begge strimler, og vi kunne tydeligt se en forskel. Den første lå som sagt på 180 slag i minuttet i de ti minutter, den havde kørt. Herefter faldt den drastisk og forsvandt faktisk næsten helt. Hun sagde, at man kan være i tvivl om, om det er fordi han flytter sig, og de så i stedet kommer til at mærke mit hjerteslag, men at det i dette tilfælde er ham, de har målt. Heldigvis viste scanningen ret hurtigt, at der var gang i det lille hjerte. Hvad der var gået galt, sagde de ikke, men sygeplejersken nævnte, at de små kan komme til klemme på deres egen navlestreng. Den anden strimmel var til gengæld et fuldstændig perfekt skoleeksempel på, hvordan en fin hjerterytme skulle være. De havde kørt den så lang for at få muligheden for at se eventuelle udsving, og der var ikke noget at komme efter. Vi fik en scanning mere, hvor de tjekkede blodgennemstrømningen i hjerte og hjerne - igen var det hele, som det skulle være. Resultatet af Babys stunt blev dog, at de ikke ville forsøge at vende ham i dag alligevel. For at de ville gøre det skulle strimlen have været helt fint i første omgang - de ville ikke risikere at stresse ham. Så vi fik en ny tid til vendingsforsøg på tirsdag kl. 9.
   Vi blev sendt hjem for at slappe af, og jeg skal være ekstra opmærksom på, om jeg mærker liv, som jeg plejer. På grund af den fine anden strimmel var de ikke nervøse, og det er vi som sådan heller ikke. Men det er da en ret ubehagelig oplevelse at kunne høre hjertelyden forsvinde helt, så jeg håber, at den strimmel, vi skal have kørt på tirsdag, er perfekt som udgangspunkt.
   Så nu sidder jeg så her i sofaen efter en dag med nerverne og maven uden på tøjet. Jeg er ligeså træt som et helt alderdomshjem og skal helt afgjort tidligt i min seng. Jens er ude og fejre sin nyerhvervede juleferie og praktikplads, der nu endelig er i hus. Helt præcis hvad det går ud på, må i hellere lige selv spørge ham om, men den er i hvert fald sikret, og hele gruppen var meget lettede og glade. Tillykke til dem!
   Jeg vil nu bruge resten af aftenen på at glæde mig til trodsalder og teenageår, når vi starter ud på den her måde med et fuldstændig autonomt, stædigt og utilregneligt barn, som ikke engang er født endnu. SKØNT!

/Mette, som endnu engang ikke kan lægge billeder ind, men i stedet vil henvise til scanningsbilledet fra i går - det kan vist godt tåle et gensyn. Hvem kan stå for de kinder??!

Netop hjemvendt fra Skejby ...

Så er vi hjemme igen efter besøg og scanning på Skejby. Desværre var forhåbningerne til Lillefisens akrobatiske evner sat for højt - han har ikke rykket sig det mindste, siden jordemoderen havde fingrene i ham d. 9. Det betyder, at jeg i morgen formiddag skal ringe ind og have en tid til en samtale med en fødselslæge. Her skal mulighederne for vendingsforsøg og et eventuelt kejsersnit diskuteres. Samtalen kommer højst sandsynligt til at ligge i starten af næste uge. Vi har nemlig lidt travlt, hvis vi skal nå at vende ham, inden han bliver for stor. Heldigvis vurderede sygeplejersken ham til at veje 2850 g (= fuldstændig gennemsnitlig) og til at have fint med fostervand - begge dele optimerer mulighederne for en succesfuld vending. Men nu må vi se - jeg er pt. lidt forvirret og trænger vist til sådan en samtale med fødselslægen, så vi håber på at komme hurtigt til.
Vi fik et fint 3D billede med hjem af den lille. Her kan man se runde babykinder og en lille trutmund. Det var så sjovt at se på skærmen - man kunne helt tydeligt se, hvordan han lå og smaskede og faktisk så ud som om, han var lidt fornærmet over at blive forstyrret derinde. Men så må han jo bare vende sig, så han kan få fred!

Vores lille fis! Billedet er lidt utydeligt, men det nederste af ansigtet kan sagtens anes. Det grumsede i højre side er navlestreng mv. som han ligger og putter i.










Nå, det blev lige til en kort opdatering - vi vender tilbage med mere efter samtale med fødselslægen
/Mette som GLÆDER sig til at blive mor til verdens 8. vidunder og til at opleve mødet mellem sine to yndlingsmænd

Temadag!

Hermed endnu en opdatering fra Århus C - denne gang fra en noget eksamenspresset og -stresset kommende mor. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor jeg HVERT ENESTE ÅR omkring jul lader mig overrumple af den enorme læsebyrde, der er forbundet med det eksamenshelvede, der udspiller sig i december og januar. Denne gang er jeg ekstra hårdt ramt, da jeg frivilligt har bedt om at komme tidligt op til en mundtlig eksamen, der ellers ligger sidst i januar. Da jeg forhåbentligt er beriget med et skønt drengebarn til den tid, har jeg altså søgt og fået bevilget en tidlig eksamen, som løber af stablen over 24 timer fra onsdag til torsdag i næste uge. Rart at det kan lade sig gøre, knapt så rart at jeg så rent faktisk skal til eksamen lige om lidt. SUK! I mit næste liv vil jeg uddanne mig til noget der ikke tager 5 år, hvor alting ikke kan diskuteres, hvor 2 + 2 = 4, og hvor man helt præcis ved, hvad man kan blive, når man er færdiguddannet.
   Nå, tilbage til overskriften som egentlig er anledningen til denne opdatering. I torsdags havde vi babytemadag. Vi skulle nemlig både til jordemoder, have besøg af sundhedsplejersken og til fødselssamtale hos jordemoderen sammen med resten af mødregruppen.
   Inden afgang til jordemoderen torsdag formiddag havde jeg tænkt og overvejet, hvad der ville være gode spørgsmål at stille, når vi kom til. De andre tre gange vi har været der, er vi gået halvskuffede derfra med en fornemmelse af, at vi ikke har fået det ud af besøget, vi kunne. De har alle gange været noget forsinkede, så det har føltes som om, vi bare har skullet så hurtigt ud af døren som muligt, så de kunne indhente lidt af den tabte tid. Derfor ville jeg denne gang være godt forberedt med relevante og velovervejde spørgsmål, så jeg i hvert fald ville få mere at vide end "det er en god idé at dyrke motion" (Jow tak, det har vi fattet).
   Altså mødte vi bevæbnede med intelligente spørgsmål op i jordemodercentret præcis kl. 10.50 og blev straks kaldt ind (!) af en ung kvinde, som præsenterede sig som Elisabeth, jordemoderstuderende. Det var hende, der den dag skulle lede konsultationen, flankeret af en erfaren jordemoder. Elisabeth var bare SÅ god! Hun startede ud med at spørge, hvordan det gik og så ud som om, hun rent faktisk var interesseret i svaret. Vi snakkede frem og tilbage i 10 - 15 minutter, og hele vejen igennem var hun nærværende og spurgte ind til de svar, vi gav. Der udover spurgte hun til Jens også, det har vi heller aldrig prøvet før. Så skønt! Fordi vi havde indtrykket af, at hun spurgte af interesse, og ikke bare fordi hun skulle og samtidig lyttede til svarerne i stedet for at overveje, om hun skulle have boller i karry eller spaghettig kødsovs til aften, havde vi også meget mere lyst til at fortælle, at det faktisk ikke er helt vildt sjovt at være gravide lige i tiden, at vi har rigtig, rigtig travlt, og at jeg glæder mig til barsel som et lille barn til juleaften.
   Der udover fik jeg tjekket vægt og blodtryk - begge dele fint, lige som der hverken er tegn på graviditetsbetinget sukkersyge, blærebetændelse osv. Inden afgang var vi noget nysgerrige efter at finde ud af, hvor stor han mon havde vokset sig derinde siden sidst. Som i måske husker, var det sidste besøg hos jordemoderen, hvor vi fik varslet en kæmebebs. Derfor var det med lige dele nysgerrighed og nervøsitet, vi lod hende måle maven. Heldigvis har den lille stoppet sin abnorme vækst og har bevæget sig tilbage i normalskalen. Begge jordemødre skønnede ham til at veje ml. 2500 og 2600 gram. En fin, fin størrelse som hverken er for stor eller lille - dejligt!
   Ved lægen for et par uger siden fik vi jo at vide, at han ligger i UK (underkropsstilling = med fødderne og numsen ned mod mit bækken). Det skulle helst have ændret sig på nuværende tidspunkt, for han har så godt som ingen plads at vende sig på mere. Men ak! Det lille pus hygger sig åbenbart med hovedet presset op mod mine ribben, og han har således ikke rykket sig en milimeter siden sidst. Det betyder, at vi nu har fået en tid til en scanning på Skejby på torsdag d. 16. Hvis han til den tid stadig ikke har vendt sig, bliver vi tilbudt nogle vendingsforsøg. Jeg har set det gjort på tv (ikke drama, men dokumentar), og det ser simpelthen så ubehageligt ud. Jeg håber, at det lykkes ham at slå den kolbøtte, det føles som om, han øver sig i, men hvor han bliver bremset på halvvejen af min ribben. Hvis det hverken lykkes ham eller jordemoderen at få ham vendt 180 grader, må vi vinke farvel til naturlig fødsel og indstille os på et kejsersnit. Det har hele tiden været min værste frygt. Både fordi jeg gerne selv vil føde, men også fordi de efterfølgende gener ved et kejsersnit er så store. Selv i bedste fald er det et stort sår i maven, som kommer til at være ømt længe efter. Man må fx ikke løfte mere end baby i 8 uger bagefter. Da Jens har eksamen og praktikopstart i januar, vil det derfor være drøn upraktisk at skulle være rimelig nyopereret med en nyfødt, når hverken eksamen eller praktik er omfattet af 14 dages barselsorlov til faren. Men nu ser vi - jeg har i hvert fald store forventning til den lilles akrobatiske evner og satser på en kolbøtte af dimensioner inden torsdag. Det vigtigste er trods alt, at han er stor, sund og rask, at hans lille hjerte slår som det skal, og at vi stadig kan se og mærke masser af liv der inde fra.
   Temadagen fortsatte med et hjemmebesøg af sundhedsplejersken. Det er et ekstratilbud, der kører som et forsøg i vores del af Århus (lige som mødregrupper inden fødslen), og som vi selvfølgelig har sagt ja tak til. Sundhedsplejersken hedder Grethe og er ca. 60 år, vil jeg gætte på. Det passede mig helt fint - det betyder, at hun har masser af erfaring, og at hun også har været sundhedsplejerske før verden gik af lave (den gang hvor man opfordrede ammende mødre til at drikke et glas rødvin om dagen, for så sov baby meget bedre osv). Jeg synes nemlig, der er lige rigeligt med løftede pegefingre rettet mod gravide i disse tider. Der er jo nærmest ingenting vi må! Igen og igen hører vi at "graviditet jo ikke er en sygdom", men samtidig er der SÅ mange restriktioner, at det nærmest er umuligt ikke at komme til at slå sit barn bare lidt ihjel allerede inden,  det er født! Ingen alkohol, narkotika eller rygning (helt fint - ret store skadesvirkninger er bevist), ingen hovedpinepiller, ingen sukkerfri sodavand, ingen almindelig sodavand - faktisk ingenting med sukker i det hele taget, ingen rovfisk (laks og tun fx), ikke noget rødt kød, ingen bløde oste, ingen skimmeloste, ingen make up, ingen parfumer, ingen kunstige farvestoffer, ingen parabener, ingen farven hår, ikke for meget motion, ikke for lidt motion, ingen vejrtrækning i store byer osv. osv. osv. Jeg forestiller mig derfor at Grethe har set at der fødtes rimeligt normale børn før alt dette opdages og at hun derfor knapt så let hopper med på sidste nye modedille og i stedet begrunder sin råd på dejligt mange års erfaring i stedet for "ny, banebrydende forskning fra USA".
   Nå, men vi fik en god lang snak med hende. Hun gjorde meget ud af at finde ud af hvilket bagland, vi kom fra, hvad vi lavede, og hvem vi i det hele taget var. Der udover spurgte hun til forventninger til den første tid, og det kom ret naturligt at sige, at min største bekymring er i forbindelse med, at man ikke kender sig selv i de ekstreme situationer, vi uden tvivl vil blive kastet ud i - for hvordan reagerer man på spædbarnsgråd på tredje time, når man selv er i stort søvnunderskud osv? Hun var super god til at svare på den slags spørgsmål uden at male idylliske billeder eller fratage os troen på, at det kan vi godt klare. Efter samtalen er vi i hvert fald 100% trygge ved, at hun kun er et opkald væk i tilfælde af kolik, problemer med amning osv.
   Afslutningen på temadagen var en 1½ times fødselssamtale med resten af mødregruppen + deres partnere. Her gennemgik vi et almindeligt fødselsforløb, hvornår man skal kontakte fødegangen, ophold på fødsels- og barselsgang, hvilke muligheder for smertelindring der er på Skejby osv.. Der blev desuden understreget igen og igen, at det er vores fødsler, så vi skal sige til og fra, sige vores ønsker højt osv. for at få et så godt forløb som muligt. Det hele kom til at lyde lidt som et hotelophold, indtil vi nåede til smertelindring. Så gik det lige så stille op for de tykmavede hormonellaer rundt om bordet, at det rent faktisk var for alvor det her - det kommer til at gøre helt vild ondt. Det er meget mærkeligt at glæde sig til at få lov til at føde,  når jeg nu ved at det kommer til at gøre afsindigt ondt. Hvordan kan man nogensinde glæde sig til så meget smerte? Igen synes jeg simpelthen kroppen er SÅ smart. Den kan selv føde! Hvor vildt er det lige? Jeg ved godt at spædbarnsdødeligheden var meget højere dengang, men man har jo også født børn for 100.000 år siden. I vores moderne og højteknologiske verden er reproduktion stadig (som oftest) bundet tæt op på oldgamle urinstinkter. Og for at forberede os til den kommende  fødsel er vores kroppe indstillet så praktisk at den sidste del af graviditeten er så ubekvem og træls, at man hellere vil føde end bære rundt på den her kæmpe mave længere end aller højst nødvendigt. Det fysiske ubehag gør altså at man mentalt forbereder sig på og ser frem til endnu mere ubehag - det er sgu da smart!

Nå, jeg tror, jeg vil stoppe for nu. Selvom blogopdatering er en fantastisk overspringshandling, gør det mig nok desværre ikke bedre rustet til at overleve 30 minutter mundtlig eksamination i "Prostitution i København fra 1850 - 1910" på torsdag.
   Næste temadag bliver for øvrigt den torsdag, og overskriften bliver "Skejby". Efter endt eksamen står den nemlig på rundvisning på fødegangen. Det er et tilbud der gives for at mimimere mulighederne for at fødende og deres stakkels mænd farer forvildet rundt som høns uden hoveder når de med veer og vandafgang møder op på fødeafdelingen - klar til at byde baby velkommen til verden. Senere torsdag vender vi som sagt tilbage til Skejby for at få scannet den lille og forhåbentligt få bekræftet at han har vendt sig og at vi derfor kan nøjes med et dejligt gensyn med ham inde i maven. Det er jo efterhånden rigtig længe siden vi har set ham sidst.
   Heller ikke denne gang bliver det til opdatering med billeder. Jeg må tage revance med kameraet snarest - leder med lys og lygte efter passende motiver!

/Mette

Lægebesøg, mødregruppe og sne - masser af sne!

Ja, egentligt burde overskriften have været i modsatte rækkefølge, for det er sådan, vi har oplevet det - men skidt!
   Vi bor et af de heldige steder i landet, hvor sneen først har dalet, siden væltet ned fra himlen i en uge nu. Umiddelbart kan skønheden og begyndende julestemning være svær at ane, når man bor lige ud til ringgaden i Danmarks næststørste by. I stedet for tyst og idyllisk landskab har vi fra snevejrdags nr. 1 haft sjap, mudder og i bedste fald gråt sne. Samtidig bor vi også i en kommune, hvor budgetterne for snerydning i 2010 blev overskredet allerede i februar, hvorfor både salt og sneplove har været en mangelvare hen over weekenden. Vi skulle begge arbejde lørdag, hvor vi endte med at tage en taxa derud, fordi toget ikke kørte. Vi betalte knapt 200 kr. for at få lov til at komme på arbejde - det er simpelthen en dårlig forretning. Hjemad nægtede vi at gentage det nummer - der måtte vel komme en bus? 1½ time efter fyraften stod vi igen i Århus C (en tur der normalt kan klares på 10-15 minutter) med meget kolde tæer og meget trætte ben. Åh jo - sne er først og fremmest drønbesværligt, når man ikke får den smukke side med. Måske man burde tage en tur i skoven for at se, at sne ikke kun er møgirriterende og vådt, men også flot? I hvert fald er vinteren nu begyndt - endda en uge for tidligt i forhold til kalenderen.
   Nå, men nok om vejret - man skulle jo nødig komme til at lyde som Peter Tanev? Vi har jo i forbindelse med flytning skiftet læge, og som de samvittighedsfulde skatteydere vi er, har vi da virkelig også tænkt os at benytte os af den gratis praktiserende læge. Således har jeg været ved lægen både fredag og i dag, mandag. Onsdag og torsdag havde jeg været dårlig med hovedpine, svimmelhed osv og efter at have rådført mig med den kommende mormor, fik jeg en tid ved lægen fredag til et tjek. Han mistænkte en mulig svangerskabsforgiftning, men da blodtrykket var normalt og mængden af vand i kroppen var tilforladelig, afblæste han alarmen igen. Dejligt - jeg kunne på ingen måde overskue en svangerskabsforgiftning, der muligvis kunne ende med en rimelig for tidlig fødsel.
   I dag har jeg så været afsted igen, denne gang flankeret af Jens. Der var dog bare tale om et rutinetjek - det sidste af tre i en normal graviditet. Denne gang var vi inde ved en anden læge, en kvinde, og hun var bare rigtig god. Jeg havde ellers frygtet det en lille smule - det er lidt et spil i lotteriet at vælge læge. Der er rigtig mange valgmuligheder, og hvordan kan man lige vide, om det er et godt eller dårligt sted, man kommer til? Hende her var i hvert fald super sød, og hende skal vi nok blive glade for. Hun var stort set også tilfreds med status for graviditeten. Min vægt er fin, mængden af vand i kroppen ok, blodtryk perfekt og fosteraktivitet helt i top. Vi fik lov til at høre hjertelyd, og da hun satte doptonen på min mave, futtede det lille tog der ud af med det samme. For ligesom at sætte to streger under sin tilstedeværelse gav den lille også lige maskinen et ordentligt spark - baby er i den grad meget livlig og aktiv! Eneste minus (og det er stadig et lille et!) er, at han stadig ikke vender med hovedet nedad. Han har stadig ca. tre uger til at vende sig i, så der er ingen grund til panik endnu. Vi skal heldigvis til jordemoder igen d. 9., så må vi se, hvordan det ser ud til den tid. Har han ikke vendt sig der, vil de formegentlig forsøge at vende ham. Der er det en fordel, at der er relativt meget fostervand, da det skulle gøre vendingsforsøget nemmere. Vi krydser dog fingre for, at det slet ikke bliver nødvendigt, og at han helt af sig selv finder vej ned i bækkenet.
   I dag har jeg udnyttet endnu et af de offentlige tilbud til gravide - et møde med sundhedsplejersken og min mødregruppe. Sundhedsplejersken var desværre syg, så vi fik en vikar. Hun var rigtig sød, men bliver altså ikke den vi kommer til at skulle benytte os af. Mødregruppen, eller gravidgruppen som det jo stadig er - vi er stadig uden babyer hele vejen rundt, er sat sammen af sundhedsplejersken på baggrund af geografi, termin og antal af børn. Aldersmæssigt ligger vi ml. 22 og 41, vi er to studerende og tre færdiguddannede og venter altså alle fem barn nr. 1. Vi startede med at præsentere os selv, og herefter blev samtalen sat i gang vha. en række spørgsmål fra sundhedsplejersken. Helt fra starten var der stor åbenhed, og vi fik snakket om forventninger til fødsel, amning, fædre, os selv som mødre og til mødregruppen i det hele taget. Det var utrolig rart, at der helt fra starten var god kemi, og at snakken faldt naturligt. Jeg havde ellers frygtet, at det ville ende i ren hønsegård, hvor det handlede om at have det nyeste babytøj, leve mest økologisk og om altid at have et eller andet hjemmebagt klar. Heldigvis var det åbenbart en generel frygt, og da den var viftet væk, fik vi snakket en masse og endte faktisk med at blive en halv time længere end planlagt. Vi skal mødes igen på mandag til morgenmad på café, og så er planen ellers at mødes en gang om ugen for hurtigt at komme tæt på hinanden. Den første skal føde ved planlagt kejsersnit d. 14. december, så det varer heller ikke længe, inden der kommer bebser med. Jeg glæder mig rigtig meget til hele det her mødregruppeshow. Jeg har ikke super mange veninder med børn, og derfor er det rart med et forum, hvor dem man snakker med ikke bliver tomme i blikket, når man lufter bekymringer for hvor meget tøj, sådan en lille nyfødt mon skal have på ud i barnevognen, hvordan bleer skal vende, eller hvordan man undgår at glemme baby ude på gaden, når man også skal have barnevogn, indkøbsposer, nøgler osv. bakset hjem og fisket frem.
   Sidst men ikke mindst er jeg nu endelig klar til at indrømme det - jeg er ved at være klar til jul! I går, søndag, var Jens og jeg med Toft og Lene nede og se byens store juletræ blive tændt til yndig korsang fra små nissepiger og Nikolaj Wammen (jo - han både sang og holdt tale om energisparepærer på Danmarks største juletræ). Jeg blev helt grebet af stemningen, den pletvis hvide sne og duften af glög og æbleskiver, og derfor vil jeg slutte med et "glædeligt december til alle"

/Mette

Da jeg ikke rigtig har nogen billeder af lægen og ikke synes, at grågrumset snesjap er særlig idyllisk, må I i stedet få et billede af fuldstændig upraktisk pude, som har fundet ved ind i det lille hjem (måske via mit dankort?). Det er en fin lille abe og ikke helt magen til billedet her. Der er nemlig ikke lavet to puder, der er ens, de er alle af forskelligt stof og syet i hånden. SÅ fine - selv Jens var solgt - og det siger ellers ikke så lidt!

Symbiosen brudt - men kun for en kort tid

Så er det tid til endnu en opdatering fra Århus C på en mandag, der har bragt genforening til det unge og kommende forældrepar, der ellers har været adskilt i op til flere døgn i træk! Ak ja...
   Torsdag morgen drog Jens til Give for sammen med sin gruppe at deltage i et 48 timers udviklingsprojekt på Give Konfekture A/S. Her skulle de sammen med en forskellige andre studerende hjælpe firmaet med at forbedre deres produkter. Jens er selv meget beskeden, når han skal fortælle hvorfor lige nøjagtig deres gruppe var valgt til at deltage i projektet, men faktum er, at det er fordi de er blandt de to bedste grupper på skolen, og derfor har underviserne tilbudt dem deltagelse. Jeg vil gerne prale med ham, når han nu selv bliver lidt forlegen over at få ros.
   Velankomne til Give blev de præsenteret for deres projekt - Jens og co. skulle videreudvikle en sukkerfri marmelade. I løbet af de 48 timer fandt de frem til, at den marmelade fabrikken producerer nu havde for høj pH-værdi, for mange forskellige smagsnuancer mv. Ejerne var meget interesserede og lyttede til de fremlagte ideer, og Jens var i det hele taget imponeret over, hvor alvorligt ejerne tog de resultater og de forslag en gruppe studerende havde. Det havde været en rigtig god oplevelse og understøttet drømmen om at finde job som produktudvikler, når studietiden inden længe er overstået.
    Her er et link fra TV2 Syd som har bragt et indslag fra projektet. Den opmærksomme seer vil lægge mærke til en lille linselus, der ikke bare én, men hele TO gange sniger sig forbi kameraet med en travl mine. Kvinderne, der laver flødeboller, er i øvrigt også fra Jens' hold, og dem takker vi for ondt i maven, da deres flødebolleforsøg har resulteret i dejligt mange smagsprøver til blandt andre os!
http://www.tvsyd.dk/artikel/72404?autoplay=1
   Jens vendte hjem til Århus lørdag middag, og vores veje krydsedes kort på banegården, hvor jeg sammen med en gruppe tøser fra mit gamle nordisk hold skulle besøge Jeanette i København. Vi tog toget så vi var fremme i hovedstaden kl. 17. lørdag eftermiddag. Herefter fik vi noget mad, gik en tur og hyggede på café. Søndag sov vi længe og var kulturelle på Glyptoteket, som bl.a. kunne vise en udstilling af Claus Beck-Nielsen, som vi har arbejdet med i litteraturhistorie. Han er en meget sær mand som kort fortalt har erklæret sig selv for død. Han lever nu videre som organisationen Das Beckwerk, som bl.a. har stået for en begravelse af Claus Beck-Nielsen på Assistens Kirkegården i København. Vi har været til et foredrag med Das Beckwerk i Århus, og Julie og Jeanette har desuden deltaget i et skrivekursus på Testrup Højskole, hvor de har haft Das Beckwerk som lærer. Det er lidt svært at forklare ideen bag Das Beckwerk, især fordi det er en form for kunst jeg godt kan have meget svært ved at forstå. Derfor indsætter jeg endnu et link, så i selv kan kigge lidt nærmere på udstillingen, hvis det skulle have vækket nogens interesse eller nysgerrighed
http://www.glyptoteket.dk/dasbeckwerk
   Søndag eftermiddag og tidlig aften tilbragte vi i Tivoli. Her nød vi den smukke julebelysning, og selvom jeg stadig ikke er klar til at overgive mig til julen, skal man vist være mere end almindelig blind (hvilket nogen måske med rette vil mene, at jeg er, hvis jeg undlader at iføre mig øjenkrykker) for ikke kunne se skønheden i den gamle have beklædt i lys, kunstigt sne og julepynt.

Her fx. et kæmpestort og meget flot juletræ. Billedets kvalitet er ikke helt i top, da det er tage med mobilen

Her et billede taget helt inde under et stort lindetræ. Det var næsten helt eventyrligt at stå i den smukke belysning.
















Mandag formiddag stod vi på bussen i Valby, kl. 13 var vi tilbage i Århus og efter en kort vagt på arbejde er jeg nu tilbage på matriklen - dejligt!

Ooog til sidst en maveopdatering. Jeg er i skrivende stund 32+4 og om kun en måned og en dag (altså lillejuleaften) vil en evt. fødsel være betegnet som rettidig. Det er helt vildt så hurtigt tiden går nu. Heldigvis er vi mere eller mindre klar til ham, og utålmodigheden er så småt er begyndt at komme snigende. Jeg er nu af den opfattelse, at nu har vi prøvet graviditet - nu vil vi godt prøve baby i stedet for. Desuden har jeg været plaget af mange og lange plukkeveer, som gør graviditeten lidt mere upraktisk og ubehagelig. Måske skal jeg bare erkende at 1½ måned før termin skal man ikke renge med at kunne løbe efter bussen/arbejde 6 timer i træk/løfte tunge poser og tasker op af trappen uden at det hævner sig? Heldigvis er der heller ikke ret lang tid til barsel fra jobbet, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.

  
Her et billede af babyboligen hvor udlejeren ser en anelse mere kæk ud, end hun i virkeligheden føler sig. Som i kan se, er maven stadig stor (og nu også tung). Den er den bedste hagesmæk, jeg har haft til dato - den fanger simpelthen ALT, intet slipper forbi. Som man måske kan ane på billedet (jeg kan i hvert fald både se og mærke det) har jeg en del vand i kroppen, hvilket tydeligst viser sig i hænder og fødder.










/Mette

Lilypie

Lige et kort info-indlæg:
Som i kan se i højre side af bloggen, har jeg indsat en Lilypie Maternity ticker. Det er en tælledims, der tæller ned til min termin d. 13. januar. I kan desuden se hvor stor Lillemanden er, hvad hans lille krop kan nu, hvor langt den er udviklet osv. Dette er dog kun gennemsnitlige tal, og da vi allerede har konstateret, at han ligger et pænt stykke over normalvægt, tror jeg ikke, at vi skal hænge os alt for meget i den del. Men det er da lidt sjovt alligevel...
Knus og god weekend
/Mette - som IKKE er ude i julesneen

Shopping + forsøgskanin + gourmet = kold og regnfuld onsdag

Nu sidder der måske en enkelt læser eller to derude bag skærmen og tænker "jøsses - hun er da vist både sproglig student OG humanist siden sådan en overskrift kan give mening" - og I har ret! Men tillad mig alligevel at uddybe i følgende blogindlæg...
   Først om shopping: Jens og jeg havde begge undervisningsfri i dag, og vi havde derfor bestemt os for at fejre det med ikkeundervisningsrelaterede gøremål. Det er som tidligere nævnt så småt begyndt at gå op for os, at det ikke varer uanede mængder af tid, før Lillemanden banker på døren (eller hovedet mod bækkenet?), så vi besluttede os for at samle en del af de løse babyindkøbsender i Ønskebørn i dag. Vi entrede derfor enhver hormonramt gravids himmerrige og enhver kommende fars største mareridt med et forberedt dankort og indøvet "på beløbet, tak". Efter at have turneret butikken rundt et par gange fandt vi frem til en puslepude, en ammepude, to sæt sengetøj, et termometer, en flaskerenser, et lille vaskefad og en heeeel masse strømper og strømpebukser. Heldigvis var beløbet overskueligt, og den frygtede paniksved på overlæben udeblev. Vi fik det hele slæbt hjem og puttet ned i de rigtige skuffer, som nu bugner endnu mere, end de gjorde i forvejen.
   Og apropos skuffer - dem har vi også fået flere af som kan fyldes til brístepunktet af LIVSNØDVENDIGT meget babytøj. Vi har nemlig været en tur i IKEA og har investeret i en puslekommode. Jeg havde for stykke tid siden fået tigget og tudet mig til en tur i det famøse bolighus/-helvede, og sidste torsdag kom vi afsted. Jeg følte mig rigtig snu og snedig og tænkte, at stakkels Jens igen havde været udsat for kvindelist, som han ikke forstod. Men jeg tog fejl! Jeg havde måske nok fået lov til at komme en tur i IKEA, men det blev på Jens' præmisser. Vi skulle købe en reol og en puslekommode, hvilket betød, at vi ikke kunne transportere det hjem i bus, ergo måtte vi alliere os med nogen med bil. Valget faldt på Frank, og jeg tror ikke, at det var helt tilfældigt. Der viste sig nemlig at være rigtig mange fordele forbundet med det valg, hvis man nu er Jens og ens begejstring for IKEA har begrænset størrelse. For det første havde Jens regnet ud, at deltagelse af en tredjepart ville minimere mine hysteriske anfald og turen igennem tingel-tangel-etagen. Dernæst havde Frank en aftale med sin storebror, hvilket skabte en naturlig tidsbegrænsning på opholdet. Sidst men ikke mindst er Franks bil ikke den største blandt biler (selvom den er god, pålidelig og rar at låne), hvilket igen satte en effektiv stopper for indkøb før det tog fuldstændig overhånd. Alt i alt betød denne konstellation, at vi endte med at købe nøjagtig det, vi var taget afsted efter... og to opvaskebørster. Billigt, effektivt - og jeg var slet ikke så smart, som jeg først havde troet. I virkeligheden var det vist mig, der havde været udsat for listig tankegang, hittet på af trængt mand, der godt kunne se fornuften i en tur i IKEA, men som ikke havde den mindste smule lyst til at trække det mere i langdrag end allerhøjst nødvendigt. Både puslekommode og reol er nu samlet og taget i brug. Tak for turen, Frank!
   Forsøgskanin: Jeg modtog forleden et brev med posten, hvor jeg blev tilbudt at deltage i et forskningsprojekt, de kører på Skejby. Forsøget handler om mental smertelindring i forbindelse med fødsler. Jeg var i dag til et informationsmøde hos jordemoderen og er nu officielt deltager i projektet. Ideen til projektet bunder i, at mulighederne for medicinsk smertelindring er begrænset, idet at alt hvad man giver moderen, giver man også barnet, og det kan ikke tåle ret meget medicin. Derfor søger man alternativer, og da mental træning allerede bliver brugt flere steder i medicinalregi m.m., har man, understøttet af udenlandske forskningsprojekter, valgt at undersøge det i forhold til fødsler. De udenlandske undersøgelser viser, at kvinder der gør brug af mental træning ofte har et bedre fødselsforløb, idet de har bedre kontrol over og er i bedre kontakt med deres krop, de føder hurtigere, de får færre rygmarvsbedøvelser og fødselsdepressioner, ligesom man i flere tilfælde har været i stand til at afværge fødsler før uge 38. Der er ingen bivirkninger forbundet med forsøgene. Det foregår på den måde, at man bliver inddelt i tre grupper. Den første gruppe får undervisnings i selvhypnose, der beskrives som en tilstand, hvor man lukker sig ind i sig selv og arbejder med sin krop - de sammenligner det med at falde i staver. Den anden gruppe modtager undervisning i afspænding, og den sidste gruppe får ikke yderligere tilbud end de, der normalt gives til fødende på Skejby. Så skal man svare på nogle spørgeskemaer i graviditeten, 6 uger efter fødslen og 6 måneder efter fødslen. Man kan til enhver tid trække sig fra forsøget, og de almindelige smertelindringstilbud til den fødende er ikke begrænset til den tredje gruppe, men er fuldt tilgængelige for alle. Jeg synes, det lyder som et super spændende projekt. Jeg kan godt have svært ved at forestille mig sammenligningsgrundlaget, da smerte må være noget af det man opfatter mest individuelt i hele verden, ligesom der ikke findes to ens fødsler. Jeg har dog valgt at fokusere på, at det værste der kan ske ved min deltagelse er, at jeg ikke får noget ud af det, og at det bedste der kan ske er, at jeg får nogle gode redskaber under fødslen. Så nu må vi se -er i hvert fald spændt på det hele!
   Sidst men ikke mindst, gourmet: Jeg havde givet Jens en "Smart Box" med en gastronomisk oplevelse i fødselsdagsgave. En Smart Box er en form for gavekort, som man køber i Bog og Idé. Her kan man købe forskellige oplevelser (Brunch, kroophold osv.), hvor man frit kan vælge imellem en række udvalgte værter for arrangementet. Jeg havde givet Jens en "gastronomisk oplevelse", og i anledningen af onsdag (findes der en bedre anledning?) havde vi bestilt bord på Restaurent Mellemrum. Det er en vildt hyggelig restaurent, med kompetent personale og en rigtig god stemning. Vi fik tre forudbestemte retter: carpaccio af tun, krondyrfilet med flødekartofler og vildtglace samt en æbledessert med tærte, sorbet og tørrede æbler. Fordi jeg er gravid er rå tun i så store mængder en dårlig idé, så jeg fik i stedet en ovnbagt sandart med jordskokkesuppe og jordskokkechips. Det hele var fantastisk lækkert og veltilberedt. Jens fik desuden en vinmenu, der også var lige i øjet. Vi gik derfra mætte og glade og kan varmt anbefale alle at besøge den restaurent ved lejlighed.

/Mette - som dog lige vil tilføje et par billeder!

Her ser vi Farmand udfolde sine maskuline evner med noget meget mandigt værktøj. Puslekommoden blev samlet i en ruf, og alle skuffer glider som de skal, åbner ud ad osv. Skønt!

Endnu et billede af Jens og IKEA-møbel. Denne gang i en lidt mere uhandy arbejdsstilling, men ikke destro mindre fuldt koncentreret - ja han opdagede faktisk slet ikke fotografen!

Og her er så det færdige resultat! Et stk. puslekommode proppet til randen. Her ser i desuden den fine puslepude som matcher det ene sæt sengetøj og ammepuden. Musen er en gave fra en kunde fra butikken, som blev meget glad da hun fandt ud af, at vi venter os...

Sidst men ikke mindst lidt dokumentation af HVOR meget tøj der ligger gemt i de to skuffer (for ikke at nævne det, der ligger i den store hvide kommode som ikke er med på billedet). Det skal dog nævnes at moren har gjort kup på kup ved at købe brugt tøj. Så sent som i mandags modtog jeg en pakke med posten (eller jeg hentede den på posthuset - det viser sig at postbudet og jeg ikke er helt enige om, hvornår han har forsøgt at aflevere noget på adressen, og hvornår han bare har smidt en "kom selv ned på posthuset og hent din åndssvage pakke - jeg gider i hvert fald ikke gå op af trappen med den!"-seddel i postkassen, men lad nu det ligge), som indeholdt i alt 27 stykker mærketøj i størrelse nyfødt som knapt nok er brugt. Pris inkl. fragt 310 kr. Det er næsten bedre end at få penge tilbage i skat, jeg føler virkelig, at jeg har skudt papegøjen :)

Far og mor med kæmpesofa og kæmpebaby

Det er vist efterhånden længe siden vi har fået opdateret bloggen så hermed lidt nyt i ord og billeder.
   Først og fremmest er vi efterhånden kommet på plads i den nye lejlighed. Vi mangler stadig at få sat en enkelt hylde op, og så drømmer jeg om en tur til IKEA, men det bliver vist først når der kommer lidt flere penge på kontoen. Vi havde regnet med at få hele indskuddet tilbage fra den gamle lejlighed, men en vandskade på køkkengulvet satte en stopper for den plan i sidste øjeblik. Lidt ærgerligt, men heldigvis er der ikke noget vi akut mangler, så det går nok. Lidt nyt har vi dog fået - en grotesk stor sofa! Vi bestilte den i Biva et par dage før vi flyttede, og d. 15. (!) kom den endelig, efter at leveringen var blevet udskudt et par gange. Min indre hormonheks havde ad flere omgange hidset sig alvorligt op over manglende service i sådan en discountmøbelbiks, men heldigvis formåede jeg at kontrollere mig, da jeg fik forhandlet en endelig leveringsdato frem. Således kom jeg glad og forventningsfuld hjem fra arbejde d. 15. til en lejlighed fuld af... verdens største sofa. Det viser sig, at man ikke bare kan regne med at størrelsesforholdene i Bivas store møbelhus og vores i den sammenhæng lille lejlighed er ens. Så den sofa, hvis størrelse så rimelig almindelig ud i butikken, er ENORM på Søndre Ringgade. Heldigvis sidder man godt... Lektie til næste gang der skal købes sofa: MÅL OP hvor meget plads der rent faktisk er, og hvor meget sofaen må fylde, og vær måske en anelse mindre benovet over de (åbenbart knapt så) uanede mængder af plads i det nye palads.
   Men altså - bortset fra bemærkelsesværdigt meget nøl fra Bivas side, manglende finanser og nogle småting der skal rokeres omkring og sættes ordentligt på plads, er vi nu nået så langt som til at have fornemmelsen af at "nu bor vi her". Så rigtig stor tak til vores respektive forældre for hjælp til indkøb og opsætning af lamper og gardiner og til store, stærke kammerater for asen og masen, malen i den gamle lejlighed og opsætning af endnu flere lamper - tak, tak, tak!

Ellers nyder vi at have efterårsferie. Jeg havde en plan om en hel masse læsning, men den er blevet skiftet ud med nogle flere vagter på jobbet - der skal jo penge i kassen. Jens tager det også stille og roligt - han vender dog snuden mod Mors i weekenden for at deltage i årets første julefrokost. Hvis i spørger mig er det noget tidligt. I det hele taget har jeg et klart indtryk af, at julen i år bliver presset ned over hovedet på os tidligere end normalt. Der har i et par uger været et forholdsvis stort udvalg af juleslik i den lokale Fakta, det har siden bredt sig til også at omfatte SuperBest, Føtex mm. Da vi gik en tur igennem strøget idag viser det sig, at også Salling er blevet pyntet til jul - sådan rigtigt, med gran og store hjerter med lys i på facaden. Jeg ved ikke hvem der er ophavsmanden bag dette forkrampede julehysteri, og hvordan han helt nøjagtig er nået frem til, at det er jul allerede midt i oktober, men et er i hvert fald fuldstændig sikkert - denne forbruger reagerer ikke efter hensigten! I stedet slår hun hælene i jorden og nægter at bringe en nisse/julestjerne/juleslik osv osv osv ind i sit hjem før TIDLIGST 1. søndag i advent. På denne måde bliver man jo træt af jul allerede inden vi kan vende kalenderbladet med 1. december?! Jøsses...

Nå, det var vist et lille sidspring - og ovenikøbet et ret mavesurt et af slagsen. Lad os i stedet vende opmærksomheden mod maven. Den er i hvert fald efterhånden svær at komme udenom. En del af jer har ved selvsyn set hvor stor den efterhånden er blevet, og i dag fik vi endnu en fagpersons mening på området. For 3 uger siden var jeg som sagt ved lægen, hvor hun nævnte at min mave var riiimelig stor, men dog inden for normalen. I dag var vi hos jordemoderen for 2. gang, og også hun medgav at målet på min livmor var ret stort. Sidst jeg fik den besked var jeg helt paf og fik ikke spurgt ind til, hvad det helt præcist betød - stort barn eller meget fostervand? Denne gang var jeg bedre forberedt og fik stillet det spørgsmål, der har rumsteret i baghovedet siden sidste lægebesøg - venter vi os en kæmpebaby, eller har han bare ualmindelig meget plads at boltre sig på? Og svaret er .... ??? ... !!!! .... BEGGE DELE!!! Allerede ved sidste scanning havde sygeplejersken kommenteret hans lange arme og ben (og vi undrede os på behørig vis over, hvor de mon kunne stamme fra). Jordemoderen skønnede ham nu til at have en kampvægt på 1400-1500 gram allerede - normalen er her ved indgangen til 3. trimester 1100-1200 gram. Der udover har han rigtig meget fostervand at svømme rundt i, så alt i alt er der altså ret god grund til at maven er stor. Det betyder også, at jeg kan begynde at mærke et let pres på ribbenene ,når jeg fx sidder ned, men endnu ikke noget der ikke er til at holde ud. Værre er dog den irriterende halsbrand, der efterhånden har indhentet mig. Heldigvis har jeg fået nogle ret effektive tabletter på apoteket som kan tage det. Vægten siger +7 kg. Det kan vist tilskrives stor baby, meget fostervand og bare generelt vand i kroppen. I hvert fald kan jeg stadig være i mit gamle tøj - jeg kan bare ikke heeeelt lukke bukserne. Desuden er baby nu anledning til en ny form for underholdning - observation af hoppende maveskind. Han sparker rigtig meget igennem nu og møffer en masse rundt. Det kan ses uden på maven selv gennem tre lag tøj - det ser simpelthen vildt ud, og jeg kan bruge ret meget tid på at kigge på den dansende mave.
   Vi er nu for alvor begyndt at glæde os til han kommer. Det har betydet rigtig meget i hvert fald for mit vedkommende, at vi er flyttet og kommet på plads. For nu skal vi ikke længere før hans fødselsdag, han skal bo her - sammen med os. Det er blevet meget mere virkeligt, og vi kan begynde at forestille os hvordan det bliver, når hans lille seng bliver redt, puslebordet bliver samlet og barnevognen kommer hjem. Samtidig har det givet anledning til stress og et enkelt hysterisk anfald fra den noget hormonforstyrrede kommende mor. For nu er der jo alt muligt vi SKAL have på plads - vi kan ikke blive ved med at udskyde det hele med "det når vi nok, der er jo lang tid endnu!". For det er der faktisk ikke! I dag er der præcis 12 uger til jeg har termin. Det vil sige at alt efter 9 uger fra nu vil blive betegnet som en normal fødsel, og der går max - MAX 14 uger før to bliver til tre. Det er så vildt at tænke på, og jeg er sikker på at tiden kommer til at gå lynhurtigt. Der er så mange ting vi skal have ordnet inden - de sidste indkøb (som jeg fuldstændig mangler overblik over, men som vist ikke er så slemt, at det ikke kan klares med en enkelt tur i BabySam og tilsvarende besøg i IKEA), jul, nytår, fire eksaminer, tøjvask og færdig indretning af babyhjørnet i soveværelset. Kan i ikke godt se at 12 uger ikke er lang tid? Ih.... Jøsses det hele er gået stærkt indtil nu.

Og billeder skal i ikke snydes for/undgår i ikke!
Først af den nye lejlighed:

Først fra den ene af to stuer: en fin karnap med udsigt til ringgaden. I kan måske fornemme fine små babushkadukker i vindueskarmen - de er importeret direkte fra Budapest. De er superfine, håndmalede og slet ikke til at stå for... med mindre man er manden i huset. Så er de nemlig bare i vejen, når man fx skal tørre støv af, og de er altid, fuldstændigt uden undtagelse årsag til skæld ud når man ikke lige har fået dem placeret milimeterkorrekt, som de stod, før man begav sig ud med støvkluden.

Her ses Jens i den nye og store sofa. Han ser meget glad ud, for han har lige købt sig et nyt spil til sin playstation. Vi befinder os i øvrigt stadig i den samme stue som ved ovenstående billede.

Et enkelt billede af tv-bordet. Den er oprindelig født med en væghængt del, der skal sidde over tv'et, og vi håber at det bliver en af de ting vi finder penge til inden længe. 

Et billede af spisebordet med en af de lamper, der har voldt en hel del frustrationer. Den blev sat op søndag med vold og magt og ingen rawlplugs. Efter at den med et brag havde tilbragt efterfølgende nat på gulvet lavede Jens en Storm P-lignende opfindelse med nogle gamle gipsskruer, og nu sidder lampen som den skal. Vi ønsker os noget billede-plakathalløj til det hjørne, men har ikke lige noget bestemt i tankerne endnu.

Et billede fra den anden stue/kontoret/det kommende børneværelse. Indtil videre er det i åben forbindelse med den store stue, men vi regner med at kunne sætte en spånplade eller sådan noget op, når det engang bliver nødvendigt, at den lille får sit eget værelse. Den flotte vægudsmykning er en indflyttergave til Jens og to andre kammerater fra de gutter, der ikke flyttede med. Motivet vil jeg ikke kommentere, blot vil jeg henlede opmærksomheden på de flotte farver - det er sådan jeg vælger at se det!

Et billede fra gangen/entreen. Nå i engang kommer på besøg, behøver i ikke være bange for at fryse fødderne - der er nemlig lånesutsko til alle! (eller i hvert fald til de første fem...)

Soveværelset. Her mangler vi stadig en del, og det fungerer en hel del af tiden som opbevaring for det, vi ellers ikke helt ved hvad vi skal gøre af. Billedet er tage fra det hjørne der skal være babyhjørne - her skal sengen og puslebordet stå, ligesom der er udgang til den altan, hvor vi regner med, at han skal stå og sove i en barnevogn. Jeg er dog stadig lidt spændt på, om trafikstøjen vil være for meget, men det er der vel kun én måde at finde ud af på?

Køkkenet. Rigtig fint i størrelsen, meget funktionelt og vigtigst af alt - med opvaskemaskine! Den har kørt flittigt siden vi flyttede ind - første gang var vi næsten så imponerede, at vi sad og kigge på den, mens den kørte hele vaskeprogrammet igennem. I nederste højre hjørne kan ganske svagt anes en rullepølsepresser. Jens har lavet årets første rullepølse, og han er rigtig god til det. Han har også lavet sylte, så lige for tiden lever vi af bagerens gode rugbrød med hjemmelavet sylte og rullepølse (som ikke er jule-, men efterårsmad!)

Mere køkken!

Lige et enkelt mavebillede her ved indgange af 3. trimester. Jeg undskylder for det bøvede udtryk og henleder i stedet opmærksomheden på den kæmpe babybule, der altså rummer en dreng, der sprænger normalskalen for små bebser i sin aldersgruppe!

Far og mor har valgt at se glade ud, selvom mor især er en lille smule betænkelig over at skulle føde en baby der allerede nu er stor.

Lige et lille udvalg af indkøbt babygrej. Noget er nyt, andet er brugt, noget billigt, andet knapt så billigt. Især er jeg stolt over sækkestolen med køer på som jeg har købt brugt til 300 kr. inkl. fragt - nypris er knapt 1000 kr. - man kan slet ikke se den er brugt. Ellers er jeg ret vild med det grønne badekar, den lækre brune flyverdragt og og og... ja faktisk det hele! Alt er bare sødere i babystørrelse!

Nå, det blev vist lidt langt - må hellere stoppe mens legen er god. Tak fordi i kiggede med så langt!

/Mette

2. lægebesøg og stilhed før stormen - sådan da!

Så blev det 1. oktober og officielt dagen hvor vi kan flytte i den nye lejlighed. Uofficielt fik vi nøglerne i onsdags, og Jens har således brugt de sidste par aftener på at pendulere frem og tilbage mellem Nordborggade og Søndre Ringgade slæbende på skrammel, dimsedutter, ting og sager der ikke lige passer ned i de mange lånte flyttekasser. Den stakkels mand er helt forslæbt og træt allerede inden den rigtige flyttedag er oprunden, så vi har uden flyttemændenes (Jens' kammerater) kendskab aftalt, at han i dag leder og fordeler - så må de slæbe. Jeg tager på arbejde og slipper på den måde for hele herligheden. Ret smart hvis jeg selv skal sige det :) Jeg har dog sørget for mad til de sultne og velvoksne flyttefolk, og således dufter her af beuf bourgignon i hele den nedpakkede hytte... Så nu skal tiden bare gå! Kl. er i skrivende stund 13.38 og kl. 19 når jeg vender hjem fra flæskestege og hakkekød på tilbud i Risskov, er alt kaos flyttet fra denne lille lejlighed til den store og dejlige lejlighed på den anden side af vejen. Vi glæder os til at vise den frem til jer allesammen!
   I dag har jeg også fået overstået det andet af ialt tre lægebesøg i forbindelse med Lillemandens kommende fødselsdag. Både læge og sygeplejerske var ganske tilfredse med os, og vi har nu på skrift at maven er stor. Den ligger dog inden for normalen, men har en størrelse som gennemsnittet først rammer om et par uger. Jeg gik derfra med et fast håndtryk, et farvel og "go' fødsel"... ?...!...? Her blev jeg lidt paf! SKAL HAN OGSÅ FØDES??? Nej dér tror jeg lægen har misforstået noget - hun ved vist ikke, at jeg har lavet en aftale med storken om, at den kommer og fisker baby ud af maven på en meget blid og fuldstændig smertefri måde engang efter jul. For det er jo storken der kommer med de små børn?
    Hvis ikke kameraet med tilhørende kabler var pakket ned i ukendt kasse med påskrift a la "nips og kasse" (for sådan nogle kasser har vi nemlig, og jeg kan ikke helt tyde kodesproget, men Jens må vel vide hvad det betyder?), ville jeg fluks have lagt billeder ud af YNDIGT drengetøj jeg har indkøbt til ganske fordelagtige priser på et stort lagersalg på havnen i her i Århus. Da det ikke kan lade sig gøre, må i komme og se det live i stedet. Nu vil jeg afsted - så kan drengene ride flyttestormen af mens jeg langer spegepølser over disken!

/Mette

Opdatering på en hel almindelig lørdag

Hermed en lille statusopdatering fra en lørdag der har stået på lidt af hvert og ingenting. Vi sidder nu plantet foran skærmene - Jens foran TVet og jeg foran computeren, hvorfra jeg nyder ævl og kævl af egen avl (jeg læser med andre ord læser bloggen igennem) og kommer i tanke om, at her vist mangler et nyt indlæg.
   Vi er så småt ved at gøre klar til næste weekends højdepunkt - flytning. Jens' kammerat, Morten, er for nyligt selv flyttet, så han havde 20 flyttekasser vi kunne låne. "Fedt!" - tænkte vi, "det skal nok række et langt stykke hen ad vejen." 1½ time senere var kasserne fulde og kun en ubetydelig del af vores skrammel pakket ned. Så i morgen går turen til Silvan efter endnu flere kasser. Jeg er så småt ved at blive i tvivl om, om der overhovedet er plads til så mange kasser herinde - vi må stable dem højt! Planen er nu, at Jens med hjælp fra en håndfuld kammerater flytter det hele fredag eftermiddag, mens jeg er på arbejde. Inden da er resten af lejligheden forhåbentlig på mystisk vis blevet pakket ned - hvordan det helt praktisk vil ske, har jeg endnu ikke gennemskuet, da jeg ikke synes der er mange ledige timer i den kommende uge. Opdatering vil følge!

Her er Jens i virvaret af flyttekasser, dimser, dutter, ting vi ikke anede vi ejede og bøger - masser af bøger! Sidst nævnte er pakket i de flade kasser, der ses til venstre i billedet i et spinkelt håb om ikke at invalidere flere flyttemænd end aller højst nødvendigt.








Da jeg har været på arbejde i dag og eftermiddagen har stået på nedpakken syntes vi, at aftensmad udefra ville være velfortjent, og som altid når vi skal forkæle os selv faldt valget på Sota Sushi Bar. Til alle der endnu ikke har lært at nyde den japanske specialitet, er Sota virkelig stedet at gøre første forsøg. Det er så lækkert og veltilberedt, og vi er lige tilfredse (og mætte!) hver gang, vi går derfra. Efterhånden er de begyndt at kende os dernede, og modsat hos pizzamanden er det her ikke pinligt, men dejligt, når de fx kommer med to store glas vand, uden vi behøver at bestille det, fordi det er det vi plejer at få.

På billedet her kan man se, at det at spise sushi (når det ellers er lavet ordentligt) også handler om at "spise med øjnene". Farvespillet og anretningen er fantastisk, og det er lige før man slet ikke nænner at spise det... men også kun lige før! En time efter dette billede er taget, var vi på vej ud af døren igen. Vi var jo heller ikke kommet for at danse...
   Øverst til venstre er makiruller (ris og fisk rullet i tang) med dybstegte rejer og rå tun ovenpå. Øverst til højre er grillet and med babysalat rullet i rispapir. Nederst til venstre er makiruller med krabbe og avokado og til sidst er der nederst til højre inside-out ruller med friskost, tun og fiskeæg. Allerøverst ses Jens, som nøje overvejer i hvilken rækkefølge og med hvilken mængde wasabi, han skal indtage disse mængder af ris og rå fisk. Det skal lige siges, at de to fade er til deling!




Og sidst får i en babyopdatering. Lillemanden skal nu veje omkring 700-800 gram. Hans lille krop er begyndt at danne det stof, der, inden han bliver født, skal folde lungerne ud. Det betyder, at hvis han skulle komme ud i morgen ville han have 82% chance for at overleve, idet lægerne kan tilføre dette stof kunstigt og derved modne lungerne. Men vi satser nu alligevel på, at han bliver derinde i hvert fald indtil næste år. Vi har nemlig ikke rigtig tid før, da der lige er en flytning, eksaminer, arbejde og jul, der skal overstås inden. I øvrigt er der ingenting der tyder på at han skulle komme ud før tid. Jeg har det rigtig godt, en lille smule plukkeveer, ømme fødder sidst på dagen og minimale bækkensmerter selv efter 6 timers arbejde uden pauser. Der udover er han VIRKELIG livlig og meget vågen. Så alt er godt! Jeg regner med at lægen giver mig ret, når jeg skal til 2. graviditetsundersøgelse på fredag. Ligenu går vi desuden og venter på en opringning fra sundhedsplejersken, som åbenbart er den der står for samling af mødregrupper her i bydelen. Her hvor vi bor nu får vi tilbudt mødregrupper inden fødslen, så det er jeg lidt spændt på.

I får lige et billede af maven. Det er godt nok en uge gammelt, men der er ikke sket det helt vilde siden. Det er pt skønt at være gravid - maven kan ikke skjules, men er samtidig heller ikke stor nok til at være i vejen... eller mere i vejen end at jeg spilder alting på den, men det er småting og er ikke kun begrænset til graviditet i 6. måned. I dette tilfælde er det vist mere et spørgsmål om genetik - jeg håber Lillemanden kommer til at ligne sin far på det punkt!
Vægten siger +3,5 kg og det er vist heller ingen hemmelighed hvor de sidder gemt.







Forresten modtager vi gerne navneforslag. Lige nu smager vi på Laurits og Jacob. Christian er indtil videre lagt lidt på køl - det er som om, det ikke er det, han hedder. Endnu en uforklarlig mavefornemmelse a la at jeg vidste, at det var en dreng. Kom med jeres bedste bud!

/Mette

Ferie i Budapest

I anledningen af deres 25 års bryllupsdag d. 20. juli havde mine forældre inviteret på sommerferie til Budapest. Som julen der varer lige til påske, varer et sølvbrullup åbenbart fra sommer til efterår, og således landede vi i Budapest om eftermiddagen torsdag d. 2. Her ventede en fantastisk herskabslejlighed indrettet efter nyeste IKEA-katalog - lidt af et kultur-og stil-clash. Her var HØJT til loftet, der var rigt udsmykket med kunstfærdig stuk, gamle sildebensgulve og flotte vinduer (der godt kunne have båret overordentligt ekstravagante, tunge bordeaux gulv-til-loft gardiner i bedste klunkestil) side om side med plastikstole, rispapirslamper og moderne køkken.

Her et skønt billede af Jens, som slaver i køkkenet (eller poserer for fotografen?). Det giver en lille fornemmelse af hvor højt der er til loftet - og dog, der var VIRKELIG højt!

Her et billede fra det store soveværelse. Vi skridtede rummet af og sjussede os frem til at hele vores lejlighed inkl. reposet i opgangen nemt kunne have været her. Samtidig viser billedet de smukke, gamle vinduer indrammet af IKEA-lamper, -gardiner,-møbler osv.







Efter at have suget de første indtryk af den ungarske hovedstad til os på busturen fra lufthavnen til lejligheden, begav vi os nu ud i hvad der viste sig at være en storslået og kompleks by. Vi lærte hurtigt Budapests centrum at kende som et sted præget af ekstravagant og overvældende arkitektur, lækre restaurenter med udsøgte menukort og en gennemtrængende dunst af ferskenduftfrisker. 

Her et billede af parlamentet, en på alle måder utrolig bygning, der bl.a. rummer 20 km trapper indvendigt. Det er opført over 7 år omkring afslutningen af 1800-tallet, hvor der gennemsnitligt har arbejdet 1000 håndværkere på det konstant. En restauration blev påbegyndt i 1925 og er endnu ikke afsluttet, hvilket forklarer stilladset på venstre side.

Billedet her er taget i byens største jødiske synagoge. Stedet var uden tvivl meget helligt for de troende, hvorfor alle mænd blev påbudt at iklæde sig den traditionelle hovedbeklædning ligesom alle kvinder skulle have tildækkede skuldre. Synagogen havde under 2. verdenskrig været centrum for den jødiske ghetto, og derfor var der talrige mindesmærker til ære for de over 2000 omkomne bydelen afslørede efter krigens afslutning og ghettoens befrielse. Alt sammen meget fascinerende og gribende.

Heltepladsen - opført for at mindes og æres Ungarns afdøde helte, der bl.a. tæller gamle stammeledere. Pladsen var som alt andet overdådig og storslået. Desværre havde de netop fundet en gammel bombe på en byggeplads i nærheden, hvilket betød at pladsen blev afspærret ligesom resten af ruten vi havde tænkt os at følge den dag. Vi travede derfor en hel del frem og tilbage for at forsøge at undgå politiafspærringer, men modsat Danmark lider Ungarn ikke af politimangel og vores planer blev gang på gang forpurret af uniformerede brød uden humor. Heldigvis nåede vi da at tage billedet her!

Turen bød også på et besøg i zoologisk have, på museum, på bådtur an der schönen blauen Donau (som måske burde omdøbes til "der schönen GRAUEN" i stedet?) og en hel masse lækker mad og vin. Vi kom rundt med byens metro, der tæller tre linjer hvoraf den ene er Europas ældste. Det fungerede fuldstændigt fejlfrit når bare vi fik talt stationer, da ungarsk udtalt over skrattende højttalere må være uforståeligt for selv indfødte ungarere.
   Alt i alt fik vi lov at se Budapest fra sin smukkeste side, men samtidig var vi heller ikke i tvivl om byens hårde skæbne. De smukke, gamle bygninger stod mere eller mindre i forfald. De vidnede om tidligere tiders storhed, men samtidig om mere nutidig histories barske sandhed. Dette understøttedes af de hjemløse tiggere i gaderne og metroen, ligesom bådturen ned ad Donau afslørede at vi ikke skulle ret langt uden for det rige centrum for at se Ungarn som det også er - beton i beton, og ikke kun smukke parker, storslået arkitektur og smukke, langbende kvinder i høje stiletter. Det giver stof til eftertanke og gør,at man forstår at værdsætte den danske velfærdsstat ligegyldigt om den er med rød eller blå galionsfigur.
   Nu er vi så hjemme igen, og må efter et aftensmåltid bestående af varm leverpostej og medister på rugbrød konstatere at ude er godt, men også at hjemme - trods alt - er bedst!

/Mette

Misdannelsesscanning og kanelstorm over Nordborggade

ENDELIG!!! Endelig, endelig, endelig nåede vi til d. 31. august og misdannelsesscanningen. Vi har gået og sukket og ventet og sukket noget mere, sjældent har tid dog sneget sig så langsomt afsted og én bestemt dato været så langt væk som denne. Men på forunderlig vis dagen alligevel oprunden og nu også snart overstået.
   Vi vågnede tidligt i morges. Jens var almindeligt utålmodig og spændt - jeg skulle på toilettet (man skulle tro, at nogen havde taget fast bolig på min blære?). Vi fik os alligevel snøvlet igennem en formiddag uden at få udrettet noget nævneværdigt, og kl 12 mødte vi op på Skejby. Til nakkefoldsscanningen fik jeg at vide, at hvis man drak lidt vand så blæren ikke var tom, var sandsynligheden for aktiv baby større. Det råd fulgte jeg så denne gang og gik ombord i venteværelsets udbud af iskolde drikke. Vi blev ret hurtigt kaldt ind i scanningsstuen, hvor en meget sød læge smurte noget meget klistret og MEGET koldt gele på min mave. De første billeder afslørede resultatet af mit tidligere koldvandschok - en meget vågen og meget livlig lille bebs. Vi havde, inden vi begyndte, sagt til lægen, at hvis hun kunne se kønnet og ikke var i tvivl, så ville vi gerne vide det. Der gik nøjagtig ½ minut fra vi startede til at en lille, men meget tydelig tap viste sig på skærmen. Selv ikke Jens og jeg med vores utrænede scanningsøjne var i tvivl om, at bebsen er en lille dreng. Her efter fulgte 40 minutters gennemscanning, der afslørede at Lillemanden er helt perfekt - lillehjerne, nyrer, hjerte osv er helt som det skal være. Der udover ligger han helt fint i sin vægtkurve med ca. 430 g. Han har, hvor så end de er kommet fra, fine lange arme og ben - alt er i skønneste orden. Det betyder også, at det højst sandsynligt er sidste gang, vi får lov at se ham før hans fødselsdag. Derfor har vi fået fire fine billeder med hjem, som vi nu kan prale med til alt og alle der gider høre og se på dem (moren har i hvert fald vist dem til de første fire mennesker på jobbet i dag!)  

 

Her fået i lige det ene af de fire billeder. I kan måske fornemme hvordan han ligger med knæene helt oppe under hagen, ane den lille næse, et øje og et øre.

 
 
 
 
Nå, men efter scanningen måtte jeg skynde mig på arbejde - der skal jo penge i kassen. Jeg havde imidlertid liiidt svært ved at koncentrere mig, fordi jeg vidste at der var ugler i mosen herhjemme. Jens fylder som bekendt 25 år i morgen, og i hans vennekreds er det lig store mængder kanel - hvis man i øvrigt ikke er blevet gift inden, og det er han så vidt vides ikke. Jens havde dog selv regnet med, at når man nu smutter på ferie lidt efter selve dagen, ja så måtte den hellige grav være velforvaret. Ikke desto mindre tikkede en mail ind i min indbakke for et par dage siden - Jens' kammerater lagde skumle planer. Jeg havde derfor sørget for at sætte Jens i sving med rengøring og opvask og derved holdt ham hjemme i dag. Kl 17. bankede det på døren.... og uden for står en ordentligt flok, der godt kan huske nøjagtig hvor meget kanel Jens har sendt i deres retning i løbet af tiden. Da jeg et par timer senere kom hjem fra arbejde, duftede her dejligt af kanel og min egen lille julemand var meget glad og overrasket. De havde heldigvis ladet ham tage noget gammelt tøj på og slubbet ham ud på gaden i stedet for at lade kanelstormen rase på vores beskedne 36 m2. Nu er de så forsvundet ned i byen til en enkelt øl og noget festugehalløj. Alt i alt rigtig, rigtig hyggeligt og godt fundet på. Jeg håber at få fingrene i nogle billeder af julemanden, så vi må vente i spænding lidt endnu.
 
Så nu vil vi bare glæde os rigtig meget til ferie i den næste uges tid, inden virkeligheden for alvor kalder, og jeg skal tilbage på skolebænken. Men skidt med det - alt er godt, helt perfekt og fuldstændig som det skal være - jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om noget mere, som jeg kunne ønske mig lige nu!
 
/Mette