Temadag!

Hermed endnu en opdatering fra Århus C - denne gang fra en noget eksamenspresset og -stresset kommende mor. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor jeg HVERT ENESTE ÅR omkring jul lader mig overrumple af den enorme læsebyrde, der er forbundet med det eksamenshelvede, der udspiller sig i december og januar. Denne gang er jeg ekstra hårdt ramt, da jeg frivilligt har bedt om at komme tidligt op til en mundtlig eksamen, der ellers ligger sidst i januar. Da jeg forhåbentligt er beriget med et skønt drengebarn til den tid, har jeg altså søgt og fået bevilget en tidlig eksamen, som løber af stablen over 24 timer fra onsdag til torsdag i næste uge. Rart at det kan lade sig gøre, knapt så rart at jeg så rent faktisk skal til eksamen lige om lidt. SUK! I mit næste liv vil jeg uddanne mig til noget der ikke tager 5 år, hvor alting ikke kan diskuteres, hvor 2 + 2 = 4, og hvor man helt præcis ved, hvad man kan blive, når man er færdiguddannet.
   Nå, tilbage til overskriften som egentlig er anledningen til denne opdatering. I torsdags havde vi babytemadag. Vi skulle nemlig både til jordemoder, have besøg af sundhedsplejersken og til fødselssamtale hos jordemoderen sammen med resten af mødregruppen.
   Inden afgang til jordemoderen torsdag formiddag havde jeg tænkt og overvejet, hvad der ville være gode spørgsmål at stille, når vi kom til. De andre tre gange vi har været der, er vi gået halvskuffede derfra med en fornemmelse af, at vi ikke har fået det ud af besøget, vi kunne. De har alle gange været noget forsinkede, så det har føltes som om, vi bare har skullet så hurtigt ud af døren som muligt, så de kunne indhente lidt af den tabte tid. Derfor ville jeg denne gang være godt forberedt med relevante og velovervejde spørgsmål, så jeg i hvert fald ville få mere at vide end "det er en god idé at dyrke motion" (Jow tak, det har vi fattet).
   Altså mødte vi bevæbnede med intelligente spørgsmål op i jordemodercentret præcis kl. 10.50 og blev straks kaldt ind (!) af en ung kvinde, som præsenterede sig som Elisabeth, jordemoderstuderende. Det var hende, der den dag skulle lede konsultationen, flankeret af en erfaren jordemoder. Elisabeth var bare SÅ god! Hun startede ud med at spørge, hvordan det gik og så ud som om, hun rent faktisk var interesseret i svaret. Vi snakkede frem og tilbage i 10 - 15 minutter, og hele vejen igennem var hun nærværende og spurgte ind til de svar, vi gav. Der udover spurgte hun til Jens også, det har vi heller aldrig prøvet før. Så skønt! Fordi vi havde indtrykket af, at hun spurgte af interesse, og ikke bare fordi hun skulle og samtidig lyttede til svarerne i stedet for at overveje, om hun skulle have boller i karry eller spaghettig kødsovs til aften, havde vi også meget mere lyst til at fortælle, at det faktisk ikke er helt vildt sjovt at være gravide lige i tiden, at vi har rigtig, rigtig travlt, og at jeg glæder mig til barsel som et lille barn til juleaften.
   Der udover fik jeg tjekket vægt og blodtryk - begge dele fint, lige som der hverken er tegn på graviditetsbetinget sukkersyge, blærebetændelse osv. Inden afgang var vi noget nysgerrige efter at finde ud af, hvor stor han mon havde vokset sig derinde siden sidst. Som i måske husker, var det sidste besøg hos jordemoderen, hvor vi fik varslet en kæmebebs. Derfor var det med lige dele nysgerrighed og nervøsitet, vi lod hende måle maven. Heldigvis har den lille stoppet sin abnorme vækst og har bevæget sig tilbage i normalskalen. Begge jordemødre skønnede ham til at veje ml. 2500 og 2600 gram. En fin, fin størrelse som hverken er for stor eller lille - dejligt!
   Ved lægen for et par uger siden fik vi jo at vide, at han ligger i UK (underkropsstilling = med fødderne og numsen ned mod mit bækken). Det skulle helst have ændret sig på nuværende tidspunkt, for han har så godt som ingen plads at vende sig på mere. Men ak! Det lille pus hygger sig åbenbart med hovedet presset op mod mine ribben, og han har således ikke rykket sig en milimeter siden sidst. Det betyder, at vi nu har fået en tid til en scanning på Skejby på torsdag d. 16. Hvis han til den tid stadig ikke har vendt sig, bliver vi tilbudt nogle vendingsforsøg. Jeg har set det gjort på tv (ikke drama, men dokumentar), og det ser simpelthen så ubehageligt ud. Jeg håber, at det lykkes ham at slå den kolbøtte, det føles som om, han øver sig i, men hvor han bliver bremset på halvvejen af min ribben. Hvis det hverken lykkes ham eller jordemoderen at få ham vendt 180 grader, må vi vinke farvel til naturlig fødsel og indstille os på et kejsersnit. Det har hele tiden været min værste frygt. Både fordi jeg gerne selv vil føde, men også fordi de efterfølgende gener ved et kejsersnit er så store. Selv i bedste fald er det et stort sår i maven, som kommer til at være ømt længe efter. Man må fx ikke løfte mere end baby i 8 uger bagefter. Da Jens har eksamen og praktikopstart i januar, vil det derfor være drøn upraktisk at skulle være rimelig nyopereret med en nyfødt, når hverken eksamen eller praktik er omfattet af 14 dages barselsorlov til faren. Men nu ser vi - jeg har i hvert fald store forventning til den lilles akrobatiske evner og satser på en kolbøtte af dimensioner inden torsdag. Det vigtigste er trods alt, at han er stor, sund og rask, at hans lille hjerte slår som det skal, og at vi stadig kan se og mærke masser af liv der inde fra.
   Temadagen fortsatte med et hjemmebesøg af sundhedsplejersken. Det er et ekstratilbud, der kører som et forsøg i vores del af Århus (lige som mødregrupper inden fødslen), og som vi selvfølgelig har sagt ja tak til. Sundhedsplejersken hedder Grethe og er ca. 60 år, vil jeg gætte på. Det passede mig helt fint - det betyder, at hun har masser af erfaring, og at hun også har været sundhedsplejerske før verden gik af lave (den gang hvor man opfordrede ammende mødre til at drikke et glas rødvin om dagen, for så sov baby meget bedre osv). Jeg synes nemlig, der er lige rigeligt med løftede pegefingre rettet mod gravide i disse tider. Der er jo nærmest ingenting vi må! Igen og igen hører vi at "graviditet jo ikke er en sygdom", men samtidig er der SÅ mange restriktioner, at det nærmest er umuligt ikke at komme til at slå sit barn bare lidt ihjel allerede inden,  det er født! Ingen alkohol, narkotika eller rygning (helt fint - ret store skadesvirkninger er bevist), ingen hovedpinepiller, ingen sukkerfri sodavand, ingen almindelig sodavand - faktisk ingenting med sukker i det hele taget, ingen rovfisk (laks og tun fx), ikke noget rødt kød, ingen bløde oste, ingen skimmeloste, ingen make up, ingen parfumer, ingen kunstige farvestoffer, ingen parabener, ingen farven hår, ikke for meget motion, ikke for lidt motion, ingen vejrtrækning i store byer osv. osv. osv. Jeg forestiller mig derfor at Grethe har set at der fødtes rimeligt normale børn før alt dette opdages og at hun derfor knapt så let hopper med på sidste nye modedille og i stedet begrunder sin råd på dejligt mange års erfaring i stedet for "ny, banebrydende forskning fra USA".
   Nå, men vi fik en god lang snak med hende. Hun gjorde meget ud af at finde ud af hvilket bagland, vi kom fra, hvad vi lavede, og hvem vi i det hele taget var. Der udover spurgte hun til forventninger til den første tid, og det kom ret naturligt at sige, at min største bekymring er i forbindelse med, at man ikke kender sig selv i de ekstreme situationer, vi uden tvivl vil blive kastet ud i - for hvordan reagerer man på spædbarnsgråd på tredje time, når man selv er i stort søvnunderskud osv? Hun var super god til at svare på den slags spørgsmål uden at male idylliske billeder eller fratage os troen på, at det kan vi godt klare. Efter samtalen er vi i hvert fald 100% trygge ved, at hun kun er et opkald væk i tilfælde af kolik, problemer med amning osv.
   Afslutningen på temadagen var en 1½ times fødselssamtale med resten af mødregruppen + deres partnere. Her gennemgik vi et almindeligt fødselsforløb, hvornår man skal kontakte fødegangen, ophold på fødsels- og barselsgang, hvilke muligheder for smertelindring der er på Skejby osv.. Der blev desuden understreget igen og igen, at det er vores fødsler, så vi skal sige til og fra, sige vores ønsker højt osv. for at få et så godt forløb som muligt. Det hele kom til at lyde lidt som et hotelophold, indtil vi nåede til smertelindring. Så gik det lige så stille op for de tykmavede hormonellaer rundt om bordet, at det rent faktisk var for alvor det her - det kommer til at gøre helt vild ondt. Det er meget mærkeligt at glæde sig til at få lov til at føde,  når jeg nu ved at det kommer til at gøre afsindigt ondt. Hvordan kan man nogensinde glæde sig til så meget smerte? Igen synes jeg simpelthen kroppen er SÅ smart. Den kan selv føde! Hvor vildt er det lige? Jeg ved godt at spædbarnsdødeligheden var meget højere dengang, men man har jo også født børn for 100.000 år siden. I vores moderne og højteknologiske verden er reproduktion stadig (som oftest) bundet tæt op på oldgamle urinstinkter. Og for at forberede os til den kommende  fødsel er vores kroppe indstillet så praktisk at den sidste del af graviditeten er så ubekvem og træls, at man hellere vil føde end bære rundt på den her kæmpe mave længere end aller højst nødvendigt. Det fysiske ubehag gør altså at man mentalt forbereder sig på og ser frem til endnu mere ubehag - det er sgu da smart!

Nå, jeg tror, jeg vil stoppe for nu. Selvom blogopdatering er en fantastisk overspringshandling, gør det mig nok desværre ikke bedre rustet til at overleve 30 minutter mundtlig eksamination i "Prostitution i København fra 1850 - 1910" på torsdag.
   Næste temadag bliver for øvrigt den torsdag, og overskriften bliver "Skejby". Efter endt eksamen står den nemlig på rundvisning på fødegangen. Det er et tilbud der gives for at mimimere mulighederne for at fødende og deres stakkels mænd farer forvildet rundt som høns uden hoveder når de med veer og vandafgang møder op på fødeafdelingen - klar til at byde baby velkommen til verden. Senere torsdag vender vi som sagt tilbage til Skejby for at få scannet den lille og forhåbentligt få bekræftet at han har vendt sig og at vi derfor kan nøjes med et dejligt gensyn med ham inde i maven. Det er jo efterhånden rigtig længe siden vi har set ham sidst.
   Heller ikke denne gang bliver det til opdatering med billeder. Jeg må tage revance med kameraet snarest - leder med lys og lygte efter passende motiver!

/Mette