Jeg har sagt det tit i forskellige sammenhænge - hvis jeg fx ikke har forstået de valg, der træffes eller prioriteringer omkring mig. Jeg har sagt det for at minde mig selv om, at ikke alle er ens - og det gør (måske?) ikke noget. Alt er relativt, alt kan sættes i forhold til hinanden. Jeg oplever i disse dage Albert Einsteins ordsprog definere sig selv for øjnene af mig. Jeg oplever i høj grad, hvordan begrebet "tid" er relativt. Hvordan? Laurits er blevet ni måneder.
9 måneder - lang tid
Mennesket er et af de pattedyr hvis drægtighedsperiode er aller længst. Ni lange måneder hvis man ellers er så heldig at få fuld valuta for de penge man enten har brugt på en drink i baren i stedet for præventionsmidler, graviditetstests i overflod eller fertilitetsbehandling. Ni lange måneder hvor man har set sin krop ændre sig fra sit velkendte og alligevel blot udholdelige selv til en hvalroslignende tilstand, der medfører vralten, strækmærker i alle regnbuens farver og væskeophobninger, der får dialysepatienter til at sende medfølende blikke. Ni lange måneder hvor humørbarometeret dagligt svinger fra iskold storm, over regnfulde kastevinde til varme og blide sommerbriser. Ni lange måneder hvor skærpede sanser har krævet bestemte madvarer fjernet fra et ellers velassorteret køkken og i stedet levnet plads til nye mærkelige typer mad, som man nu ikke kan komme igennem natten uden. Ni lange måneder hvor følelsesregistret så småt begynder at udvide sig og langsomt gøre klar til den endnu ukendte og måske endda uventede eksplosion, der vil komme til at sprænge skalaen for følelser og beskyttertrang for et andet menneske. Ni lange måneder hvor man lærer et lille nyt liv at kende fra man ser der på skærmen hos scanningssygeplejersken første gang, til man dagligt mærker spark og møven, så man forventer at alle de indre organer er så ommøblerede, at selv ikke den mest erfarne kirurg vil kunne finde op og ned på noget som helst. Ni dejlige måneder hvor man utålmodigt glæder sig til at møde den lille, som man måske allerede har givet et navn, tildelt en karriere eller forestillet sig udseende og personlighed på. Og efter hvad der føles som de længste ni måneder i hele ens liv, får man endelig lov til at møde personen bag alt påstyret - den lille varme klump, som er så 100% afhængig af dig, at dit liv aldrig bliver det samme igen. Og så sker det - forholdet til "tidens gang" ændrer sig.
9 måneder - kort tid
For så begynder hverdagen med et nyt lille liv i hjemmet, og før man får set sig om, er der gået endnu ni måneder. Den lille baby er blevet til et barn, der spiser rugbrød i stedet for modermælk, sover i tremmeseng i stedet for mellem mor og far, suser rundt i bedste jægersoldatstil mens han forcerer dørtrin, legetøj og andre forhindringer, stopper og sætter sig op hvis der er noget, der kræver større interesse end hvad der kan gives fra liggende tilstand, i stedet for at ligge trygt og slumre på armen hos forældrene. Et barn med fast døgnrytme i stedet for en baby, der ikke kender forskel på dag og nat. De ni måneder stryger forbi, og i skyndingen er det nemt at glemme at nyde, men bare ride med på bølgen og lad en dag tage den næste. Livet på barsel leves i en forræderisk boble, der, i det øjeblik man træder ind i den, virker ubrydelig og tommetyk, men hvor virkeligheden langsomt, men sikkert sniger sig ind på en og rammer dig i ansigtet med 100 km/t - der er et liv på den anden side, boblen er tynd og forgængelig. Et liv med dagpleje og pasningsgaranti pr. 1/1 -2012. Hvor uerfarne forældre skal sende deres dyrebareste eje ud i den virkelige verden. Et liv hvor man ikke bare kan gå hjemme og stirre forelsket på sit barn til det flytter hjemmefra som 30 årig, men stadig kommer hjem til mor og spiser tre gange i ugen. SUK!
Sådan går altså 2x9 måneder. Den første halvdel slæber sig i et tempo som føles så langsomt, at man bliver yngre af det. Den næste halvdel blæser forbi så hurtigt, at man helt glemmer smerter ved amning, skrigeture og bleskift i måneskær. Tilbage sidder man med det dejligste lille menneske i verden, med de smukkeste brune øjne, den dejligste latter og de sjoveste grimasser. Et lille menneske man slet ikke kan se sig mæt i, og som man savner, bare det ligger og sover i et andet rum.
Så nu hvor vi har kendt lille Laurits længere tid uden for maven end inde i maven, er vi vist så tilpas tilfredse med resultatet, at vi snupper ni måneder mere!
/Mette, som sætter billeder ind så snart hun har mulighed for det. Nedtælling til internet er begyndt - 17 dage tilbage!
Jeg kunne
Viser opslag med etiketten Status. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Status. Vis alle opslag
søndag den 9. oktober 2011
tirsdag den 5. juli 2011
Seks måneder senere...
Iiii dag er det Laurits' fødselsdag, hurra hurra HURRAAAAAAAAA! I går fik han en gave af morfar, og i dag har han fået frugtmos som dessert, inden han blev puttet - så er det da næsten som at have rigtig fødselsdag? Jep, den er god nok - i dag er det et helt halvt år siden vi mødte Laurits første gang. Der er sket SÅ meget siden, at det er virkelig svært at forstå - både med vores liv men også med den lille fyr i sig selv. Og hvor er tiden lige blevet af? Det ender jo med at vi bliver gamle af det her?!
Nå, men siden sidste indlæg er Jens blevet færdig som procesteknolog, og han vil fra nu af kun tituleres Hr. Procesteknolog. Han afsluttede med et flot 10-tal og har al mulig grund til at være stolt af sig selv. Som sædvanligt er han beskeden og endda en smule skuffet over, at det ikke blev til et 12-tal, men mon ikke han affinder sig med karakteren, når han får det hele lidt på afstand? Nu er han så gået fra at have været blomsten af dansk ungdom til at være arbejdssøgende. Det er noget af et spring som på ingen måde kan betale sig rent økonomisk. Vi lever af kærlighed, kildevand og babymos, indtil han har overstået sin karensperiode i A-kassen og dermed er berettiget til dagpenge. Imellemtiden har vi valgt at kalde hans periode som arbejdssøgende for "barsel på ubestemt tid". Det næste stykke tid står for Jens' vedkommende på arbejde i Løvbjerg og for Laurits' og mit vedkommende på sommerhustur med mine forældre. Det bliver vores sommerferie i år, da "barsel på ubestemt tid" desværre ikke er så godt betalt, som man skulle tro, og der derfor ikke rigtig er råd til hverken charterferie eller kanotur på Gudenåen. Heldigvis er der kun et par måneder til dagpengene strømmer ind på kontoen. I mellemtiden må vi i stedet glæde os over de fordele, Jens har fået ved sit LO+ medlemsskab som fx rabat til en bedemand under overskriften "personlig pleje" - jow jow!
Laurits fortsætter sin udvikling i raketfart, og der tages daglige kvantespring. Jeg synes hele tiden, at jeg opdager noget nyt, han har lært - eller også er det ham, der opdager? Han har i et stykke tid kunnet nå sine fødder med hænderne, men nu har han også fundet ud af at stoppe dem i munden. Lige så snart han kan komme til for tøj og ble, har fem små kartofler fundet vej ind imellem savlende gummer. Og apropos gummer - hvad vi tidligere troede var en tand, har vist sig i stedet at være... tjah - men nu er det i hvert fald væk, så enten har Laurits haft besøg af tandfeen, som har hugget hans første tand uden at efterlade en 5 krone, eller også har det været noget helt andet. I stedet kan man nu se to små bisser, der lurer lige under overfladen og ser ud som om, de kan bryde igennem når som helst. Så vi venter fortsat i spænding ...
Jeg vil slutte af med lidt billeder. De kan på ingen mulig måde gengive, hvor dejlig den lille knægt er i virkeligheden eller vise, hvordan den totale sum af dejlighed vokser dag for dag. Eller gør den? Måske ændrer den sig bare? Hmmm... ja, det må være sådan. For jeg savner mit lille spædbarn, der bare lå og knirkede med sine store grå øjne, men der er ingenting, der kan overgå min lille babys latter, når man kilder ham eller det store smil, han sender, når man kommer ind og tager ham op, efter at han har sovet.
Nå, det var de der billeder...
/Mette
Nå, men siden sidste indlæg er Jens blevet færdig som procesteknolog, og han vil fra nu af kun tituleres Hr. Procesteknolog. Han afsluttede med et flot 10-tal og har al mulig grund til at være stolt af sig selv. Som sædvanligt er han beskeden og endda en smule skuffet over, at det ikke blev til et 12-tal, men mon ikke han affinder sig med karakteren, når han får det hele lidt på afstand? Nu er han så gået fra at have været blomsten af dansk ungdom til at være arbejdssøgende. Det er noget af et spring som på ingen måde kan betale sig rent økonomisk. Vi lever af kærlighed, kildevand og babymos, indtil han har overstået sin karensperiode i A-kassen og dermed er berettiget til dagpenge. Imellemtiden har vi valgt at kalde hans periode som arbejdssøgende for "barsel på ubestemt tid". Det næste stykke tid står for Jens' vedkommende på arbejde i Løvbjerg og for Laurits' og mit vedkommende på sommerhustur med mine forældre. Det bliver vores sommerferie i år, da "barsel på ubestemt tid" desværre ikke er så godt betalt, som man skulle tro, og der derfor ikke rigtig er råd til hverken charterferie eller kanotur på Gudenåen. Heldigvis er der kun et par måneder til dagpengene strømmer ind på kontoen. I mellemtiden må vi i stedet glæde os over de fordele, Jens har fået ved sit LO+ medlemsskab som fx rabat til en bedemand under overskriften "personlig pleje" - jow jow!
Laurits fortsætter sin udvikling i raketfart, og der tages daglige kvantespring. Jeg synes hele tiden, at jeg opdager noget nyt, han har lært - eller også er det ham, der opdager? Han har i et stykke tid kunnet nå sine fødder med hænderne, men nu har han også fundet ud af at stoppe dem i munden. Lige så snart han kan komme til for tøj og ble, har fem små kartofler fundet vej ind imellem savlende gummer. Og apropos gummer - hvad vi tidligere troede var en tand, har vist sig i stedet at være... tjah - men nu er det i hvert fald væk, så enten har Laurits haft besøg af tandfeen, som har hugget hans første tand uden at efterlade en 5 krone, eller også har det været noget helt andet. I stedet kan man nu se to små bisser, der lurer lige under overfladen og ser ud som om, de kan bryde igennem når som helst. Så vi venter fortsat i spænding ...
Jeg vil slutte af med lidt billeder. De kan på ingen mulig måde gengive, hvor dejlig den lille knægt er i virkeligheden eller vise, hvordan den totale sum af dejlighed vokser dag for dag. Eller gør den? Måske ændrer den sig bare? Hmmm... ja, det må være sådan. For jeg savner mit lille spædbarn, der bare lå og knirkede med sine store grå øjne, men der er ingenting, der kan overgå min lille babys latter, når man kilder ham eller det store smil, han sender, når man kommer ind og tager ham op, efter at han har sovet.
Nå, det var de der billeder...
/Mette
 |
| Billeder fra fødslen. Her har far far fået Laurits i armene for første gang efter at have klippet navlestrengen og har taget ham med ind til mor, som er ved at blive syet sammen. |
 |
| Lille, fin, helt perfekt og vågen. Masser af fosterfedt indikerer, at hvis det ikke var blevet til kejsersnit, ja så havde han nok taget en uge eller to mere i de trygge rammer i maven. |
 |
| På opvågningen som en lille familie |
 |
| Nu næsten et døgn gammel på vej til morgenmad med mor og far |
 |
| Og nu - et halvt år senere: et styk kæmpebaby, som næsten sidder selv, som spiser mere og mere skemad og mindre og mindre hos mor, som lige om lidt popper to fine bisser, som strækker armene ud, når han vil op, som pludrer, hviner og griner og og og.... |
 |
| Den lille familie i dag |
 |
| Men det er ikke lige sjovt det hele. Man kan godt blive sur når man er træt, men mor gerne vil tage billeder til bloggen |
 |
| Sommerdag på dynen i haven. Laurits sidder næsten selv, men man skal dog være opmærksom, for han giver bare op og falder, når han enten får overbalance eller får øje på et eller andet uden for rækkevidde, som han gerne liiiige vil have sine små snaskede fingre i. |
 |
| Rigtig meget grød smager super godt og glider ned til herrens store velbehag. Han spiser nu gerne en hel portion uden at spytte ret meget ud igen. |
 |
| Noget grød smager rimelig dårligt - den slags grød er fx havregrød eller øllebrød. Vi har dog ikke opgivet endnu og har stadig et par tricks i ærmet, som burde få de to smagsvarianter til at ende i maven i stedet for på hagesmækken, på gulvet, på fingrene, på mor/far (tilføj selv flere steder i spytteafstand) |
 |
| Namme nam! Tæer i munden |
søndag den 26. juni 2011
De sidste nye pletskud
Her får i lige lidt billeder fra de sidste par dage. Der følger ikke så meget tekst med, da tiden er lidt knap - jeg har kun 30 minutter at gøre godt med inden Laurits skal en tur til drømmeland.
Det går stadig strygende. Den ene dag tager den anden, og jeg synes hele tiden at kunne spotte noget nyt, den lille har lært. Det sidste nye og hotte er at sidde på arm i et stykke tid for så at kaste sig voldsomt bagover og i øvrigt sætte sin lid 100% til, at nogen griber ham - indtil videre er det gået efter planen. Det går fremad med mos og grød - nu kan det efterhånden udgøre et måltid. Inden længe må vi begynde at præsentere ham for kød og flere grøntsager, det bliver spændende. Vi skal dog tage bitte små skridt. Den lille mave skal vænnes langsomt til mere fast føde, hvorfor i øvrigt hele det lille hjem lige pt lugter af sveskemos. Det bliver forhåbentligt bedre når han også begynder at finde lidt mere fidus i vand - indtil videre er han ikke så imponeret. Der kommer dog efterhånden mere ned i maven end ud på hagesmæk/gulv/stol osv, så det er vel også en slags fremskridt.
Ellers går vi og bliver smånervøse for Jens' afsluttende opgaveforsvar på tirsdag. Jeg er sikker på, at han kommer til at klare sig rigtig flot, for jeg ved, at han har styr på sin opgave og teorien bag, men lidt nervøs skal man vel blive op til en afsluttende eksamen? Bagefter venter den store verden og virkeligheden, hvor staten ikke sætter penge ind på kontoen hver måned - det skal nok blive... hmm... spændende?
Nå, det var de der billeder...
/Mette - som håber, at når ens bank er krakket efter at have et underskud på 700.000.000, så kan et lille bitte billån godt forsvinde i mængden. Og at hvis ens bankmand siger "hov, I har da vist lidt rod i økonomien", at man så får lov til at sige "hvad med dig selv?"
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
Det går stadig strygende. Den ene dag tager den anden, og jeg synes hele tiden at kunne spotte noget nyt, den lille har lært. Det sidste nye og hotte er at sidde på arm i et stykke tid for så at kaste sig voldsomt bagover og i øvrigt sætte sin lid 100% til, at nogen griber ham - indtil videre er det gået efter planen. Det går fremad med mos og grød - nu kan det efterhånden udgøre et måltid. Inden længe må vi begynde at præsentere ham for kød og flere grøntsager, det bliver spændende. Vi skal dog tage bitte små skridt. Den lille mave skal vænnes langsomt til mere fast føde, hvorfor i øvrigt hele det lille hjem lige pt lugter af sveskemos. Det bliver forhåbentligt bedre når han også begynder at finde lidt mere fidus i vand - indtil videre er han ikke så imponeret. Der kommer dog efterhånden mere ned i maven end ud på hagesmæk/gulv/stol osv, så det er vel også en slags fremskridt.
Ellers går vi og bliver smånervøse for Jens' afsluttende opgaveforsvar på tirsdag. Jeg er sikker på, at han kommer til at klare sig rigtig flot, for jeg ved, at han har styr på sin opgave og teorien bag, men lidt nervøs skal man vel blive op til en afsluttende eksamen? Bagefter venter den store verden og virkeligheden, hvor staten ikke sætter penge ind på kontoen hver måned - det skal nok blive... hmm... spændende?
Nå, det var de der billeder...
/Mette - som håber, at når ens bank er krakket efter at have et underskud på 700.000.000, så kan et lille bitte billån godt forsvinde i mængden. Og at hvis ens bankmand siger "hov, I har da vist lidt rod i økonomien", at man så får lov til at sige "hvad med dig selv?"
onsdag den 8. juni 2011
Tropiske fugle, stik og dagsrytme
Så er Laurits puttet, og jeg har kunnet finde tid til at skrive lidt nyt til bloggen. Han er har været til fem månedersundersøgelse hos lægen med tilhørende vaccination i dag. Han tog det nogenlunde. Selvfølgelig var det ikke sjovt at blive stukket, og han græd hjerteskærende, men det gik heldigvis hurtigt over igen, og han nåede at charmere både læge, sygeplejerske og alle i venteværelset helt i gulvet, inden vi gik. Nu har han så to små stykker plaster på - et på hvert lår - og ligger og sover sammen med sin far. Vi venter lidt nervøst på eventuelle bibirkninger. Vi slap billigt sidst og håber, at det samme gør sig gældende i denne omgang. Han vejer forresten 8,2 kg og er 69 cm lang, hvilket vil sige, at han fortsættter på nøjagtig den samme kurve, som han har ligget på, siden han var ca 5 uger, så lægen var mere end tilfreds.
Siden sidst har vi haft et par hårde uger, synes vi selv, men vi kan efterhånden se lys for enden af tunnellen. Problemet er søvn - eller mangel på samme. At frarøve fanger søvn er en ganske udbredt form for tortur, og mange forældre kan givetvis nikke genkendende til, hvordan ALT bare bliver mere uoverskueligt, og hvordan selv de mindste problemer kan vokse sig kæmpe store, når man lider af søvnmangel. HELDIGVIS er vores problemer ikke så store. Laurits sover stadig nogelunde om natten. Han bliver puttet mellem kl. 20 og 21 og står op igen mellem kl. 6 og kl. 7. Vores problemer er om dagen. Laurits har aldrig sovet ret meget om dagen, men fordi han altid har været glad og sovet så godt om natten, har det ikke tidligere været et problem. Nu er han imidlertid begyndt at blive rigtig overtræt, og grænsen mellem glad og grinende baby og træt grædende baby er hårfin, og der skal ikke meget til at vælte læsset, hvis han først er nået ud til kanten. Han falder nemt i søvn, men vågner igen efter præcis 30 min. Han er ikke til at tvinge i søvn igen og vil op, men efter yderligere 30 minutter med leg, puslen eller hygge er han træt igen. Så kan vi prøve at putte ham endnu engang, men med samme resultat som sidst - han vågner efter 30 minutter og virker i første omgang frisk. Vi har nævnt problemet for vores egen sundhedsplejerske, som fastholder, at han sover det, han skal - hvis han er træt nok, så sover han. Det er bare slet ikke den oplevelse vi har. Hvis vi lægger os ned og sover sammen med ham, kan han sagtens snuppe 2-3 timers søvn, og så er han en helt anden dreng, når han er vågen, end hvis han har powernappet sig igennem dagen. Så gode råd er dyre! Jeg har taget kontakt til netsundhedsplejersken for at få et andet sæt øjne på sagen. Hvor vores egen sundhedsplejerske altså går ind for selvregulerende døgnrytme, går netsundhedsplejersken i vores tilfælde ind for, at vi hjælper ham til at få en mere fast rytme. Indtil nu er han blevet ammet efter behov, og vi har puttet ham ,når han har set træt ud. Men nu hvor det ikke rigtig fungerer længere, har hun givet os et forslag til et skema, som vi skal forsøge at arbejde ind i vores hverdag. Det er kun et forslag, men vi vil forsøge at følge det. Der skal hver dag være tre lure - formiddag, middag og sen eftermiddag - og to måltider med skemad. Vi er meget positive, da det ikke er raketvidenskab, men derimod til at gå til. Nu skal vi bare være fastholdende, så den lille mand ikke bliver forvirret. En del af planen er at indføre en lang middagslur. Her er det så meningen, at vi skal lægge os og sove med ham, indtil han har lært at sove længere tid end 30 min. Der må krydses fingre!
Ellers går det strygende! Når den lille ikke er træt og trist, er han fuldstændig i hopla og bare griner, griner, griner. Det seneste påfund er en slags skrig/hvin som rammer så høje toner, at vi priser os lykkelige for ikke at eje værdigfuldt krystal, da det ville smadre i tusinde stykker. Han lyder fuldstændig som en tropisk fugl af en art - i hvert fald meget lidt mandigt! Han er begyndt at give mere og mere klart udtryk for, hvad der ikke lige passer ham. Fx er det ikke længere den samme succes at sidde i autostol. Han spænder ryggen i en bue, laver kæmpe dobbelthage og sur smiley-mund. Der sker aaalt for lidt, når man bare sidder der. Han gider heller ikke længere sidde på vores skød og lege "ride, ride ranke". I stedet rejser han sig op, og så må man være hurtig og gribe ham, før han tager et hovedspring ud i det blå. Og så triller han! Stadig kun fra ryg til mave - ikke den anden vej rundt. Hvis jeg lægger ham fra mig på legetæppet for fx at lave lidt grød til ham, går der max to minutter før han er trimlet om på maven. Problemet er så, at han stadig ikke er ret glad for at ligge på den måde, og så er det ærlig talt en lille smule fjollet, at han bliver ved med at trille der om for kort tid efter at blive hidsig over at ligge der. Hvis han til gengæld kan nå noget legetøj, mens han ligger på maven, går det noget bedre, og han kan ligge og lege et lille stykke tid. Skøre, dejlige knægt!
Ellers går vi og glæder os til at Jens er færdig med sit studie lige om lidt. Han har allerede sendt en masse jobansøgninger ud og været til en enkelt samtale på baggrund af en uopfordret ansøgning. Den gav desværre ikke noget job, da de slet ikke havde nogen ledig stilling i øjeblikket, men den gav noget god erfaring, så det var under alle omstændigheder en god oplevelse.
Og jeg hygger mig jo bare på barsel...
Nå, det må være nok for denne omgang. Nu har det også taget en hel eftermiddag og aften at skrive dette. Kl. er nu 20, og det ser ud som om vi er sluppet for feber og ubehag. Lige nu putter Jens en træt lille baby, som er en smule utilfreds. Mon ikke hurtigt det går over?
/Mette - som også lige smider et par billeder i puljen
Siden sidst har vi haft et par hårde uger, synes vi selv, men vi kan efterhånden se lys for enden af tunnellen. Problemet er søvn - eller mangel på samme. At frarøve fanger søvn er en ganske udbredt form for tortur, og mange forældre kan givetvis nikke genkendende til, hvordan ALT bare bliver mere uoverskueligt, og hvordan selv de mindste problemer kan vokse sig kæmpe store, når man lider af søvnmangel. HELDIGVIS er vores problemer ikke så store. Laurits sover stadig nogelunde om natten. Han bliver puttet mellem kl. 20 og 21 og står op igen mellem kl. 6 og kl. 7. Vores problemer er om dagen. Laurits har aldrig sovet ret meget om dagen, men fordi han altid har været glad og sovet så godt om natten, har det ikke tidligere været et problem. Nu er han imidlertid begyndt at blive rigtig overtræt, og grænsen mellem glad og grinende baby og træt grædende baby er hårfin, og der skal ikke meget til at vælte læsset, hvis han først er nået ud til kanten. Han falder nemt i søvn, men vågner igen efter præcis 30 min. Han er ikke til at tvinge i søvn igen og vil op, men efter yderligere 30 minutter med leg, puslen eller hygge er han træt igen. Så kan vi prøve at putte ham endnu engang, men med samme resultat som sidst - han vågner efter 30 minutter og virker i første omgang frisk. Vi har nævnt problemet for vores egen sundhedsplejerske, som fastholder, at han sover det, han skal - hvis han er træt nok, så sover han. Det er bare slet ikke den oplevelse vi har. Hvis vi lægger os ned og sover sammen med ham, kan han sagtens snuppe 2-3 timers søvn, og så er han en helt anden dreng, når han er vågen, end hvis han har powernappet sig igennem dagen. Så gode råd er dyre! Jeg har taget kontakt til netsundhedsplejersken for at få et andet sæt øjne på sagen. Hvor vores egen sundhedsplejerske altså går ind for selvregulerende døgnrytme, går netsundhedsplejersken i vores tilfælde ind for, at vi hjælper ham til at få en mere fast rytme. Indtil nu er han blevet ammet efter behov, og vi har puttet ham ,når han har set træt ud. Men nu hvor det ikke rigtig fungerer længere, har hun givet os et forslag til et skema, som vi skal forsøge at arbejde ind i vores hverdag. Det er kun et forslag, men vi vil forsøge at følge det. Der skal hver dag være tre lure - formiddag, middag og sen eftermiddag - og to måltider med skemad. Vi er meget positive, da det ikke er raketvidenskab, men derimod til at gå til. Nu skal vi bare være fastholdende, så den lille mand ikke bliver forvirret. En del af planen er at indføre en lang middagslur. Her er det så meningen, at vi skal lægge os og sove med ham, indtil han har lært at sove længere tid end 30 min. Der må krydses fingre!
Ellers går det strygende! Når den lille ikke er træt og trist, er han fuldstændig i hopla og bare griner, griner, griner. Det seneste påfund er en slags skrig/hvin som rammer så høje toner, at vi priser os lykkelige for ikke at eje værdigfuldt krystal, da det ville smadre i tusinde stykker. Han lyder fuldstændig som en tropisk fugl af en art - i hvert fald meget lidt mandigt! Han er begyndt at give mere og mere klart udtryk for, hvad der ikke lige passer ham. Fx er det ikke længere den samme succes at sidde i autostol. Han spænder ryggen i en bue, laver kæmpe dobbelthage og sur smiley-mund. Der sker aaalt for lidt, når man bare sidder der. Han gider heller ikke længere sidde på vores skød og lege "ride, ride ranke". I stedet rejser han sig op, og så må man være hurtig og gribe ham, før han tager et hovedspring ud i det blå. Og så triller han! Stadig kun fra ryg til mave - ikke den anden vej rundt. Hvis jeg lægger ham fra mig på legetæppet for fx at lave lidt grød til ham, går der max to minutter før han er trimlet om på maven. Problemet er så, at han stadig ikke er ret glad for at ligge på den måde, og så er det ærlig talt en lille smule fjollet, at han bliver ved med at trille der om for kort tid efter at blive hidsig over at ligge der. Hvis han til gengæld kan nå noget legetøj, mens han ligger på maven, går det noget bedre, og han kan ligge og lege et lille stykke tid. Skøre, dejlige knægt!
Ellers går vi og glæder os til at Jens er færdig med sit studie lige om lidt. Han har allerede sendt en masse jobansøgninger ud og været til en enkelt samtale på baggrund af en uopfordret ansøgning. Den gav desværre ikke noget job, da de slet ikke havde nogen ledig stilling i øjeblikket, men den gav noget god erfaring, så det var under alle omstændigheder en god oplevelse.
Og jeg hygger mig jo bare på barsel...
Nå, det må være nok for denne omgang. Nu har det også taget en hel eftermiddag og aften at skrive dette. Kl. er nu 20, og det ser ud som om vi er sluppet for feber og ubehag. Lige nu putter Jens en træt lille baby, som er en smule utilfreds. Mon ikke hurtigt det går over?
/Mette - som også lige smider et par billeder i puljen
 |
| Hva' dælan er det for nogle små sparkende tingester dernede for enden af benene? Laurits har for alvor opdaget sine fødder - længere nede er der endnu et billede, der kan dokumentere det |
 |
| Allerede i en tidlig alder har Laurits arvet sin fars interesse for biler - her en lækker rød sportsvogn fra Brio |
 |
| Hvis Jens må indoktrinere, må jeg også! Barnet har muligvis også arvet sin mors interesse for bøger. |
 |
| "Nej, jeg sover ikke, hvis det var det, I troede!" - Jeg er ret sikker på, at det ikke var den led, jeg lagde ham på, da han blev puttet. |
 |
| Når man har brugt al sin energi på at trille om på maven, kan det pludselig blive uoverskueligt hårdt at holde hovedet selv. |
 |
| Men jeg kan altså godt! Trille, trille ... |
 |
| Mit andet køretøj - man er vel priviligeret! |
 |
| Laurits med far i "haven" - vi har plantet altanen fint til så den er knapt så betonkedelig |
 |
| Åh så dejlig! |
 |
| Der var fødderne igen! |
Fuglelyde en mas!
tirsdag den 24. maj 2011
Alt muligt godt og blandet
Så er det endnu engang ved at være tid til lidt opdateringer her fra det østjyske. Laurits er siden sidst blevet fire måneder (whaaat?!?!) og har haft besøg af sundhedsplejersken, han er ved at poppe sin første lille tand og har spist sin første portion rismelsgrød. Oh yes, der er meget at berette om, samt fine billeder som dokumentation af den rivende udvikling, lillemanden er i. Forbered jer derfor på en ordentlig omgang ævl fra en stolt mor, som nyder at have et sted, hvor hun kan dyrke sin nye hobby - at snakke, prale og fortælle om Laurits, som er så fantastisk, at man næsten skulle tro, at det var noget jeg fandt på!
Vi har ikke haft sundhedsplejerske siden, Laurits var to måneder. Det siger sig selv, at mange ting har ændret sig siden da, og at utallige spørgsmål har meldt sig. Nogle har rumsteret vedvarende i vores baghoveder, og andre har besvaret sig selv. I hvert fald syntes vi, at det var på høje tid med en fagpersons statusopdatering over vores helt store livsprojekt - "Hold ungen i live uden at bryde alle skrevne og uskrevne regler for førstegangsforældre med nerverne uden på tøjet". Derfor var velkomsten varm, da vi tog imod Grethe, da Laurits var ca. fire måneder. Hovedoverskriften på besøget var itroduktion til mere fast føde. Hun vurderede, at vi godt kunne vente en måned mere, før vi for alvor tog skeen i den anden hånd og startede med grød. Årsagen hertil var først og fremmest, at han stadig sover godt om natten og ligger fint i sin vægtkurve. Og apropos vægt - Laurits blev målt og vejet: 66 cm og 7,7 kg. Længden/højden er fuldstændig gennemsnitlig, og vægten er en smule over gennemsnittet, men han ligger på den samme vægtkurve, som han har gjort, siden han var 2 uger gammel, så han følger sin egen kurve helt fint. Vi fik stillet og besvaret vores spørgsmål, og sundhedsplejersken tog følgende notater i Laurits' "barnets bog": Laurits stortrives. Glad dreng. Rækker efter og fanger legetingene. Snakker meget. Ammes efter behov. Han starter med skemad fra 5-6 måneder. Det sidste notat omkring skemad har vi valgt at tolke på vores egen måde, men det vil jeg komme tilbage til senere i indlægget. Næste sundhedsplejerskebesøg er fastlagt til 4. oktober (... pause til undrende udbrud indlagt ...). Det er om HELT VILDT lang tid, og jeg gik nærmest en lille smule i panik, da hun sagde det. En af mødrene i mødregruppen sagde "du har ikke brug for et besøg før, i har jo styr på det!", men jeg synes nu alligevel, at det kunne være rart med et besøg igen, når han er et halvt år. Det er der dog ikke noget at gøre ved, og vi må klare os selv så længe.
Laurits er blevet rigtig dygtig til at tage fat i alt muligt og forsøge at putte det i munden. Nogle få ting har opnået yndlingsstatus, og her kan bl.a. nævnes blæksprutte fra Lamaze, alle fingre i hele verden, fars briller og mors hår (av!). Det er noget relativt nyt, at han forstår linket mellem at gribe fat i noget og føre det op til munden. Måden babyer sanser på er med netop munden og hænderne, og ved at putte alt i munden lærer han forskellige strukturer at kende og genkender gengangere. Han sutter altså lystigt på alt, hvad han kan få sine små snaskede næver viklet ind i. Men inden for de sidste par uger har denne sutten ændret sig til en gnaven, og fra at have savlet som en almindelig baby har han ændret sig til en lille savlesatan, der kan producere mere mundvand end et helt hjem fyldt med retaderede voksne. Han har desuden været lidt pylret og pjevset. "Hmmm...." tænkte de grønne forældre, "kan det tænkes, er det muligt, mon der er bisser på vej?". Så selvom det måske er lidt tidligt og selvom moren til barnet inderligt håbede, at riskornene først poppede op, når han var mere end seks måneder af hensyn til mejeriets ve og vel, gik vi på jagt i den lille mund, og sandeligt om der ikke i undermunden er en ny, hård og hvid lille plet på størrelse med et knappenålshovedet. Lillefisen har groet sin første pløk! Den vokser ikke noget særligt, men vi har dog indkøbt en køle-/bidering og en lille tandbørste, der begge kan bruges til at gnubbe lidt på kløende gummer. Den lille tand er endnu så lille, at man ikke rigtig kan fotografere den, og hvis man kunne, ville det nok også være rimelig umuligt, da pladsen lige foran tanden konstant er optaget af enten fingre eller en lille, vaks tunge, som så gerne vil ud af munden. Fotografen er dog opmærksom på problemet, og hun vil derfor arbejde intensivt på at få et pletskud i kassen - når altså den lille pløk har vokset sig så stor, at den er til at få øje på.
Og så tilbage til sundhedsplejerskens notat om grødopstart ved 5-6 månedersalderen. På den ene side passede den udmelding mig helt fint. Jeg har nemlig en aftale med Laurits, som vi faktisk indgik, mens han stadig lå i maven, og mors vægt steg proportionelt med omfanget af mave og ankler. Aftalen lyder: "nu har jeg huset dig i ni måneder, så ammer du mig ned i en str. 38 igen". Ikke til at misforstå og på sin vis rimelig nem at gå til. Problemet er bare, at her ved fire måneder og med grødopstart og nedgang i amning i sigte, er der stadig rimelig langt til str. 38. Så da Grethe udskød skemaden en måned mere, blev jeg glad. Men så kommer vi til "på den anden side": siden har Laurits' spisevaner ændret sig en smule. Fra at spise hver 3. - 4. time er han nu nede på max to timer mellem måltiderne - om dagen vel at mærke, om natten sover han stadig nogenlunde, selvom han står en time tidligere op og går en time senere i seng. Vi har derfor tænkt, at vi stille og roligt ville starte op med grøden, så han kan vænne sig langsomt til både skeen, den nye smag og den nye konsistens. På den måde får vi startet, før han bliver alt for sulten, og vi får en god overgang, som er tilfredsstillende for alle parter - måske lige undtaget Grethe, men sådan er det nu. Laurits havde et positivt første møde med grøden. Skeen skal han vist lige vænne sig til, da vi nærmest skulle hælde grøden ind i munden på ham, og han så da også noget mistroisk ud, da den tyktflydende rismelsgrød blev læsset af på tungen, men han sank det fint uden at spytte ret meget ud igen. Han grinede og baskede med armene under hele måltidet. Han fik dog kun en lille smule, da hans lille mave lige skal have lov til at vænne sig til fastere føde. Nu har vi tænkt at fortsætte succes med en lille portion hver dag, og så starter vi op med grøntsagsmos, når han er fem måneder. De kloge siger, at vi skal vente med frugtmos til efter, at grøntsagerne er introduceret, for at han ikke skal få for meget smag for det søde, før han er vant til grøntsagerne, så det holder vi os til.
Jeg vil stoppe for nu, da jeg er træt, træt, træt som et helt alderdomshjem. De efterhånden mange månder med afbrudt søvn er ved at sætte sine spor, og jeg har nu genindført en lur midt på dagen sammen med Laurits. Jeg glæder mig til den dag, hvor han sover igennem, samtidig med at jeg udmærket godt er klar over, at der kan gå lang tid endnu, og at jeg i virkeligheden slet ikke har noget at klage over, fordi han sover rigtig flot af så lille et barn at være. Måske er det fordi jeg er blevet gammel? Jeg har taget hul på et nyt år og rækken af næsten endeløse 29 års fødselsdage anes i horisonten. Af en eller anden grund er det nu gået op for mig, at jeg er blevet voksen - måske baby og station car burde have givet mig et hint allerede? Hmm... drømme om villa og vovhund rykker tættere på, ligesom realkreditlån og pensionsopsparinger gør det. Ak ja, hvem der bare havde nogle hemmlige millioner til snarlig udbetaling!
/Mette - som egentligt også havde et par film i ærmet, men dem vil møgserveren ikke godtage. I må altså undvære live-optagelser af et storsmilende sæbeskumsmonster og en lille rullesteg, som kommer hele vejen om på maven helt af sig selv.
Vi har ikke haft sundhedsplejerske siden, Laurits var to måneder. Det siger sig selv, at mange ting har ændret sig siden da, og at utallige spørgsmål har meldt sig. Nogle har rumsteret vedvarende i vores baghoveder, og andre har besvaret sig selv. I hvert fald syntes vi, at det var på høje tid med en fagpersons statusopdatering over vores helt store livsprojekt - "Hold ungen i live uden at bryde alle skrevne og uskrevne regler for førstegangsforældre med nerverne uden på tøjet". Derfor var velkomsten varm, da vi tog imod Grethe, da Laurits var ca. fire måneder. Hovedoverskriften på besøget var itroduktion til mere fast føde. Hun vurderede, at vi godt kunne vente en måned mere, før vi for alvor tog skeen i den anden hånd og startede med grød. Årsagen hertil var først og fremmest, at han stadig sover godt om natten og ligger fint i sin vægtkurve. Og apropos vægt - Laurits blev målt og vejet: 66 cm og 7,7 kg. Længden/højden er fuldstændig gennemsnitlig, og vægten er en smule over gennemsnittet, men han ligger på den samme vægtkurve, som han har gjort, siden han var 2 uger gammel, så han følger sin egen kurve helt fint. Vi fik stillet og besvaret vores spørgsmål, og sundhedsplejersken tog følgende notater i Laurits' "barnets bog": Laurits stortrives. Glad dreng. Rækker efter og fanger legetingene. Snakker meget. Ammes efter behov. Han starter med skemad fra 5-6 måneder. Det sidste notat omkring skemad har vi valgt at tolke på vores egen måde, men det vil jeg komme tilbage til senere i indlægget. Næste sundhedsplejerskebesøg er fastlagt til 4. oktober (... pause til undrende udbrud indlagt ...). Det er om HELT VILDT lang tid, og jeg gik nærmest en lille smule i panik, da hun sagde det. En af mødrene i mødregruppen sagde "du har ikke brug for et besøg før, i har jo styr på det!", men jeg synes nu alligevel, at det kunne være rart med et besøg igen, når han er et halvt år. Det er der dog ikke noget at gøre ved, og vi må klare os selv så længe.
Laurits er blevet rigtig dygtig til at tage fat i alt muligt og forsøge at putte det i munden. Nogle få ting har opnået yndlingsstatus, og her kan bl.a. nævnes blæksprutte fra Lamaze, alle fingre i hele verden, fars briller og mors hår (av!). Det er noget relativt nyt, at han forstår linket mellem at gribe fat i noget og føre det op til munden. Måden babyer sanser på er med netop munden og hænderne, og ved at putte alt i munden lærer han forskellige strukturer at kende og genkender gengangere. Han sutter altså lystigt på alt, hvad han kan få sine små snaskede næver viklet ind i. Men inden for de sidste par uger har denne sutten ændret sig til en gnaven, og fra at have savlet som en almindelig baby har han ændret sig til en lille savlesatan, der kan producere mere mundvand end et helt hjem fyldt med retaderede voksne. Han har desuden været lidt pylret og pjevset. "Hmmm...." tænkte de grønne forældre, "kan det tænkes, er det muligt, mon der er bisser på vej?". Så selvom det måske er lidt tidligt og selvom moren til barnet inderligt håbede, at riskornene først poppede op, når han var mere end seks måneder af hensyn til mejeriets ve og vel, gik vi på jagt i den lille mund, og sandeligt om der ikke i undermunden er en ny, hård og hvid lille plet på størrelse med et knappenålshovedet. Lillefisen har groet sin første pløk! Den vokser ikke noget særligt, men vi har dog indkøbt en køle-/bidering og en lille tandbørste, der begge kan bruges til at gnubbe lidt på kløende gummer. Den lille tand er endnu så lille, at man ikke rigtig kan fotografere den, og hvis man kunne, ville det nok også være rimelig umuligt, da pladsen lige foran tanden konstant er optaget af enten fingre eller en lille, vaks tunge, som så gerne vil ud af munden. Fotografen er dog opmærksom på problemet, og hun vil derfor arbejde intensivt på at få et pletskud i kassen - når altså den lille pløk har vokset sig så stor, at den er til at få øje på.
Og så tilbage til sundhedsplejerskens notat om grødopstart ved 5-6 månedersalderen. På den ene side passede den udmelding mig helt fint. Jeg har nemlig en aftale med Laurits, som vi faktisk indgik, mens han stadig lå i maven, og mors vægt steg proportionelt med omfanget af mave og ankler. Aftalen lyder: "nu har jeg huset dig i ni måneder, så ammer du mig ned i en str. 38 igen". Ikke til at misforstå og på sin vis rimelig nem at gå til. Problemet er bare, at her ved fire måneder og med grødopstart og nedgang i amning i sigte, er der stadig rimelig langt til str. 38. Så da Grethe udskød skemaden en måned mere, blev jeg glad. Men så kommer vi til "på den anden side": siden har Laurits' spisevaner ændret sig en smule. Fra at spise hver 3. - 4. time er han nu nede på max to timer mellem måltiderne - om dagen vel at mærke, om natten sover han stadig nogenlunde, selvom han står en time tidligere op og går en time senere i seng. Vi har derfor tænkt, at vi stille og roligt ville starte op med grøden, så han kan vænne sig langsomt til både skeen, den nye smag og den nye konsistens. På den måde får vi startet, før han bliver alt for sulten, og vi får en god overgang, som er tilfredsstillende for alle parter - måske lige undtaget Grethe, men sådan er det nu. Laurits havde et positivt første møde med grøden. Skeen skal han vist lige vænne sig til, da vi nærmest skulle hælde grøden ind i munden på ham, og han så da også noget mistroisk ud, da den tyktflydende rismelsgrød blev læsset af på tungen, men han sank det fint uden at spytte ret meget ud igen. Han grinede og baskede med armene under hele måltidet. Han fik dog kun en lille smule, da hans lille mave lige skal have lov til at vænne sig til fastere føde. Nu har vi tænkt at fortsætte succes med en lille portion hver dag, og så starter vi op med grøntsagsmos, når han er fem måneder. De kloge siger, at vi skal vente med frugtmos til efter, at grøntsagerne er introduceret, for at han ikke skal få for meget smag for det søde, før han er vant til grøntsagerne, så det holder vi os til.
Jeg vil stoppe for nu, da jeg er træt, træt, træt som et helt alderdomshjem. De efterhånden mange månder med afbrudt søvn er ved at sætte sine spor, og jeg har nu genindført en lur midt på dagen sammen med Laurits. Jeg glæder mig til den dag, hvor han sover igennem, samtidig med at jeg udmærket godt er klar over, at der kan gå lang tid endnu, og at jeg i virkeligheden slet ikke har noget at klage over, fordi han sover rigtig flot af så lille et barn at være. Måske er det fordi jeg er blevet gammel? Jeg har taget hul på et nyt år og rækken af næsten endeløse 29 års fødselsdage anes i horisonten. Af en eller anden grund er det nu gået op for mig, at jeg er blevet voksen - måske baby og station car burde have givet mig et hint allerede? Hmm... drømme om villa og vovhund rykker tættere på, ligesom realkreditlån og pensionsopsparinger gør det. Ak ja, hvem der bare havde nogle hemmlige millioner til snarlig udbetaling!
/Mette - som egentligt også havde et par film i ærmet, men dem vil møgserveren ikke godtage. I må altså undvære live-optagelser af et storsmilende sæbeskumsmonster og en lille rullesteg, som kommer hele vejen om på maven helt af sig selv.
 |
| Stor, stærk dreng i lidt voldsom omgang med legestativet - han startede med at ligge inde midt under det |
 |
| Så er det spisetid! Den første grød... |
 |
| Jeg synes egentligt, at det er ret godt klaret der ikke er mere grød omkring munden og på smækken end der er? |
søndag den 8. maj 2011
Trille, grine, svømme, snotte - travl weekend for en lille mand
Hermed en lille opdatering fra en solskinsfyldt og blæsende søndag, som i øvrigt er mors dag, hvilket er blevet forbigået i larmende stilhed herhjemme. Laurits er dog tilgivet, for det er slet ikke så nemt at købe blomster til sin mor, når man kun er fire måneder. Jeg havde godt nok håbet, at han ville have givet mig den dyrebareste af alle gaver, SØVN, men for at kunne give en så perfekt gave, skal man vist ikke være nøjagtig fire måneder gammel. Omkring den alder begynder baby nemlig at blive mere sulten, og det er ved at være tid til at starte op med grød og grøntsagsmos. Når man bliver mere sulten, kan man heller ikke forventes at snuppe sine sædvanlige 7 timers søvn i streg, så i stedet for kun at skulle spise én gang i løbet af natten, er vi nu igen oppe på tre måltider, hvorfor ønsket om søvn i morsdagsgave nok var skudt lige rigeligt langt over målet. På tirsdag kommer sundhedsplejersken, og så håber jeg, at vi derefter er ved at være klar til grødopstart. Det glæder vi os allesammen til. Laurits ved det måske ikke endnu, men vi andre gør! Jeg glæder mig til at få min nattesøvn tilbage, og Jens glæder sig til at kunne være med til at fodre den lille slughals.
Ellers har det været en hyggelig weekend uden planer, hvilket vi har nydt. Lørdag var Jens på arbejde ved slagteren, da de manglede en mand. Laurits og jeg tog en lang tur med barnevognen ud i det forårssmukke Århus, og senere fulgtes vi til babysvømning. Laurits bliver mere og mere vild med det, og er nu begyndt på noget vaskeægte hundesvømning. Dykkene foretager han med varierende succes, men er sjældent ked af det - dejligt! Som bonus har vi oveni glad vandhund fået en løbende snotnæse med hjem fra svømning. Det er virkelig irriterende og synd for det bette pus, som har svært ved at få vejret og spise på én gang.
Ellers har det været en hyggelig weekend uden planer, hvilket vi har nydt. Lørdag var Jens på arbejde ved slagteren, da de manglede en mand. Laurits og jeg tog en lang tur med barnevognen ud i det forårssmukke Århus, og senere fulgtes vi til babysvømning. Laurits bliver mere og mere vild med det, og er nu begyndt på noget vaskeægte hundesvømning. Dykkene foretager han med varierende succes, men er sjældent ked af det - dejligt! Som bonus har vi oveni glad vandhund fået en løbende snotnæse med hjem fra svømning. Det er virkelig irriterende og synd for det bette pus, som har svært ved at få vejret og spise på én gang.
Weekenden er udover traveture og hundesvømning blevet brugt på at øve os i at trille. Altså - Laurits øver sig, vi andre hepper og hjælper. Den første vej babyer burde trille er fra maven og om på ryggen. Det har Laurits bare ikke rigtig forstået - måske som resultat af, at han aldrig er blevet hverken god til eller vild med at ligge på maven. I stedet er han begyndt at trille fra ryggen og om på maven. Han har taget tilløb til det et stykke tid, men har haft problemer med at komme forbi den arm, han triller henover. Så bliver han hidsig og ked af det, fordi kroppen motorisk ikke helt er klar til det, hovedet gerne vil. Det er her i weekenden gået op for ham, hvordan han slipper forbi armen uden at brække den af. Selvfølgelig er det ikke lykkes mig at finde kameraet frem i tide til at filme en 100% vellykket trilletur, men i får her det tætteste vi er kommet på (/har haft tålmodighed til at filme) Men først lige en lille film hvor jeg ihærdigt prøver at sweet talke den lille rullesteg til at give et ekstranummer, når jeg nu har set, at han kunne, men nej nej - forestillingen er forbi
Ellers er der ikke så meget nyt under solen. Jeg glæder mig til at kunne opdatere efter besøget fra sundhedsplejersken i næste uge, så vi også kan få at se, hvor stor Laurits har vokset sig. Jeg vil slutte af med lidt flere billeder fra weekenden, samt et enkelt filmklip mere af far og søn, som hygger sig med en stofble... yes, mere skal der ikke til!
/Mette
 |
| Her er Laurits lige stået op og derfor stadig med sut. Kan i se hvor meget fint, nyt hår han har fået? Han ser så nyklippet ud, fordi alt håret kun lige er nogle få millimeter langt |
 |
| Far og søn snupper sig en lur på sofaen efter svømmeturen lørdag |
 |
| Laurits er egentlig på vej i seng, men derfor kan man jo godt ha' det lidt sjovt - mor hygger sig i hvert fald gevaldigt! |
 |
| I eftermiddags havde vi et tæppe med ud i gården og lå på græsset og slappede af. Selvom solen skinnede, var blæsten koldt, og den lille snotunge blev derfor pakket godt ind. |
 |
| Men hov - vi havde da vist glemt futterne? |
 |
| Uh! Nyt legetøj! |
 |
| To fotomodeller der er rimgelig ligeglade med fotografen, |
søndag den 1. maj 2011
Laurits savner jer!
Siden barnedåben har Laurits været ked. Det er muligt, at han savner den massive opmærksomhed og de villige favne, som kærligt tog imod ham, da vi tilbragte påsken i Breum og Nykøbing. I hvert fald har han siden tirsdag været noget nær umulig og i hvert fald uterlig. Han har aldrig brugt særlig meget tid på at sove om dagen, men en trilletur i barnevognen har, udover madkasserne, været det sikreste es, vi har kunnet rasle ud af ellers løsningstomme ærmer i forsøget på at trøste ulykkelig baby. I den forgangne uge er magien forsvundet fra dét tryllenummer, og tilbage står forældrene gang på gang med fedtede fletninger i postkassen, når de overmodigt og med håbet om en ordentlig travetur med vognen ud i det gode forårsvejr har bevæget sig længst muligt væk fra matriklen - for så starter sirenen! Ikke nok med at Laurits har lagt sin spædbarnsgråd fra sig og i stedet hyler som en lille gris med nærmest umenneskelig kraft, så tårerne sprøjter, han har også udviklet et temperament, der er ganske bemærkelsesværdigt. Han kan simpelthen blive SÅ hidsig. Det går som oftest ud over legetøjet i buerne på hans legetæppe. Hans motorik er lige knapt så veludviklet, at han kan få fat i det, men han vil så gerne, og når det ikke lige lykkes, bliver han hys. Det er der jo som sådan ikke noget at sige til, og når årsagen bare er legetøj, der ikke vil ind i munden ved hjælp af tankens kraft alene, kan man måske endda trække lidt på smilebånden over vores lille hidsigprop, som kan blive ganske bordeaux i bolden af ren og skær arrigskab. Er årsagen tilgengæld lysvågen baby, når man står en god halv time i raskt trav fra hjemmet, er overskuddet til overbærende smil anderledes småt - for ikke at sige ikkeeksisterende. Det er simpelthen verdens dårligste vane (well, måske ikke den aller dårligste, men ganske tæt på), han har fået. Når han er vågen, gider han under ingen omstændigheder ligge i vognen. Så ligger han og vrider sig, pylrer, spytter sutten ud (man kan forundres ret meget over, hvor langt han kan få den kylet sine beskedne motoriske evner taget i betragtning), og hvis der ikke fra forældrenes side reageres på piveriet som herren ønsker det, er løbet kørt - så trækker han sit stærkeste våben og skriger ... Og så er der satme langt hjem! I fredags var jeg med en veninde til årets største fest - den årligt tilbagevendende sportsbegivenhed i uniparken - Kapsejlads. På vej derfra nægtede Laurits at tilbringe yderligere tid i horisontal position, og viste sig altså fra sin mindst charmerende side og brølede om kap med de ivriget heppende tilskuere til løjerne i søen. Gode råd var dyre - skulle jeg lukke ørerne og udsætte mig og ham for misbilligende blikke, indtil vi var nået ned i byen, og jeg havde fundet et passende sted at amme eller? Noget muligt alternativ var svært at få øje på - lige indtil vi kom forbi en åben opgang. Så smed vi vogn og hæmninger, fik os sat lige inden for døren, pakket madkasserne ud og ... ah... RO! Så sad vi der lidt indtil der var tanket op, så vi kunne bevæge os ned i byen. Her faldt han i søvn på vej hjem fra caféen, så jeg, dum som jeg var, troede, at vi kunne nå hjem før han vågnede igen, for nu måtte han da være træt, han havde jo ikke sovet ret meget. Men nej! Ud for parken til Scandinavian Center startede min egen lille luftalarm op igen, og jeg måtte endnu engang ty til offentlig amning. Herefter gik ungen omkuld - i præcis de 10 minutter det tog at komme hjem. Så var han nemlig vågen igen, frisk og klar til leg. Suk!
Og sådan har det været hele ugen. Hver gang han har ligget i barnevognen,, er det blevet til en lur på max 45 minutter. Hjemme har han været pylret og har været sulten i en sådan grad, at der aldrig har været drevet lignende rovdrift på madkasserne. Han har i det hele taget haft det bedst, når han har siddet på arm eller været helt tæt på os. Jens har således tilbragt en enkelt nat på sofaen fordi den lille terrorist havde indtaget fars side af sengen.
Her i weekenden har der dog været lys at spore for enden af tunnellen. Han har sovet mere og er blevet gladere. Herefter følger en række billeder og film fra weekenden, hvor vi har hygget igennem og bl.a. været til babysvømning, som han klarede til topkarakter.
Vi håber, at i allesammen får en skøn, skøn uge, at mandag ikke er for hård ved jer og at solen fortsat vil skinne som den har gjort de sidste 14 dages tid!
/Mette
Et enkelt bad er det også blevet til. Læg mærke til de store mængder af vand, der flyttes fra badekar til gulv, hver gang Jens sjasker vand på maven af den lille elitesvømmer.
Og sådan har det været hele ugen. Hver gang han har ligget i barnevognen,, er det blevet til en lur på max 45 minutter. Hjemme har han været pylret og har været sulten i en sådan grad, at der aldrig har været drevet lignende rovdrift på madkasserne. Han har i det hele taget haft det bedst, når han har siddet på arm eller været helt tæt på os. Jens har således tilbragt en enkelt nat på sofaen fordi den lille terrorist havde indtaget fars side af sengen.
Her i weekenden har der dog været lys at spore for enden af tunnellen. Han har sovet mere og er blevet gladere. Herefter følger en række billeder og film fra weekenden, hvor vi har hygget igennem og bl.a. været til babysvømning, som han klarede til topkarakter.
Vi håber, at i allesammen får en skøn, skøn uge, at mandag ikke er for hård ved jer og at solen fortsat vil skinne som den har gjort de sidste 14 dages tid!
/Mette
 |
| Jens forsøger med lidt ivrig indoktrinering at nære knægtens kærlighed for guitar og musik allerede i en tidlig alder. Bedøm selv hvor interesseret Laurits og koen ser ud! |
 |
| Det her er sjovere far! I øvrigt ikke din bedste vinkel... |
 |
| Så sover ungen og det er tid til sjov med kameraet uden ham |
 |
| Laurits er allerede i en tidlig alder blevet hvad man må betegne som en gourmant (kan man blive andet med den mad han får serveret?). Her er han i gang med en fransk delikatesse - frølår! |
 |
| Det går bedre med at ligge på maven! |
 |
| Flotfyr2011 |
Så er han tilbage i topform, og her til aften har vi fået mange lange samtaler om løst og fast (mest løst vist nok). Her er en af flere film, vi har optaget.
Til sidst en lille film hvor Laurits leger med sin blæksprutte. Bemærk hvor dygtig han er blevet til bevidst at bruge sine fingre til at pille ved den. Han har helt styr på, at han krammer den i hatten hvor den knitrer og vil rigtig gerne putte den helt ind i munden. Det er altså noget HELT nyt, han er begyndt på her i løbet af ugen. Mors store dreng!Undskyld, i øvrigt, for den dårlige vinkel. Jeg kan ikke finde ud af at redigere film og kan derfor ikke rotere den.
tirsdag den 12. april 2011
Nye billeder!
Så er det vist ved at være tid til endnu en omgang billeder af vores lille basse, men inden i druknes i fotos, får i også en opdatering i tekstform.
Laurits er ved at blive stor! Nu hvor han har rundet de tre måneder, begynder hans personlighed at skinne mere og mere igennem. Fra at have været nyfødt og sovet, spist og lavet i bleen, er han nu en rigtig baby, som udover det allerede nævnte griner, snakker, smiler og leger. Nogen har stjålet vores nyfødte søn, som svømmede i sit tøj i str. 50, og har i stedet efterladt en tyk baby, der netop har taget hul på str. 68. Selvom jeg savner ham som nyfødt, er der heller ikke noget bedre end at høre hans latter, når han vender på hovedet, eller når han bliver kildet på maven eller under hagen (-erne). Han er nysgerrig og glad, og han bliver mere og mere interesseret i sit legetæppe. Han er langsomt, men sikkert på vej til at kunne baske koordineret til dyrerne, der hænger i buerne ind over hans hovede, og han snakker en hel del med dem. Han sparker mere og mere og trækker benene op til brystet i en bevægelse, der inden længe vil resultere i, at han triller. Han er så småt begyndt at snakke med de andre babyer, der bor rundt omkring i de spejle, vi kommer forbi (altså ham selv), og han kan med kun en lille smule hjælp trække sig selv op at sidde, hvis han ligger på ryggen. Dygtig dreng! Vi er desuden ved at nå frem til noget, der minder om en rutine. Han går som regel i seng omkring kl. 21. Så sover han til kl. ca. 3, spiser og falder i søvn igen for så at vågne kl. 8. Så snakker, hygger og pusler vi, indtil han bliver sulten omkring kl. 9. Kl. ca. 10 bliver han noget så søvnig, så der kommer han i barnevognen og snupper en lur af varierende længder. Resten af dagen indtil kl. 21 igen varierer rigtig meget fra dag til dag. Nogle dage sover han meget, andre lidt og nogle få dage nærmest ikke. Heldigvis er nattesøvnen rimelig konstant, og det eneste, der kan variere, er, om han spiser én gang eller slet ikke. Jeg priser mig gang på gang lykkelig over at have fået en lille dreng, som sover om natten i stedet for at holde fest med sine dødtrætte forældre som eneste gæster hver eneste nat. Tak for det lille søn!
Siden sidste opdatering er Laurits blevet vaccineret. Vi var noget nervøse for, om det ville resultere i vores første erfaring med sygt barn. Min læge havde forberedt mig (eller forsøgsvis skræmt mig fra vid og sans?) ved at fortælle om sin egen søn, som reagerede voldsomt på vaccinationen med 40 i feber, kramper og hævelser. Er der så noget at sige til, at det var med en vis grad af anspændthed at vi mødte op ved lægen samme dag som knægten fyldte tre måneder? Laurits selv var rimelig rolig og sov, da vi ankom. Det fik dog hurtigt en ende, for den ellers søde sygeplejerske stak ham med to sprøjter - en i hvert lår. Og han SKREG! Den del kom egentlig ikke bag på mig, for selvfølgelig er det ikke rart at blive holdt fast og stukket i - og så endda to gange, men det var alligevel ikke rart at høre på. Sygeplejersken var heldigvis hurtig til at få det overstået, og vi kunne pakke ham ned og få ham ammet, inden vi kørte hjem. På vejen var vi forbi et apotek for at armere os med Junior Panodil på lægens opfordring - skulle vi nu ende med baby med høj feber, var det rart at være forberedt. Vel hjemme igen faldt den lille i dyb søvn - en almindelig reaktion på vaccinationen. Og så kunne vi ellers sætte os ned og vente - ville han få feber og i såfald hvor meget? Hvornår skulle vi ringe til vagtlægen - 38,5? 39? 40? Slap vi helt eller en mellemting? Svaret kom da Lillefisen vågnede fra sin lur fire timer senere. Der lød lidt pylren inde fra sengen. Vi kiggede på hinanden, tog et par dybe indåndinger og tænkte "så går det løs!". Pylren blev til gråd, og gråd blev til skrig. Den stakkels lille fyr havde tydeligvis ondt. Vi kunne dog trøste ham stille og roligt, og hvis han fik lov til at ligge helt stille i vores arme uden at blive flyttet så meget som en milimeter, faldt han til ro igen. Jeg tror, at hans led eller muskler har gjort ondt, for han skreg kun, hvis vi flyttede ham. Efter fire timer skiftevis med gråd, slumrende baby, plyren og smil begyndte han at fægte med armene igen, og vi kunne ånde lettede op - vi undgik feberkramper og opkald til vagtlægen. Kl. 22 faldt han i søvn i vores seng og sov der hele natten. Jeg vågnede på et tidspunkt og bildte mig ind, at han måske var lidt varm og havde feber, men jeg tjekkede ikke temperaturen, for det var ikke alarmerende. Så vi slap altså rigtig let for komplikationer, og vi er nu mindre nervøse for næste vaccination, som ligger, når han bliver fem måneder.
Ellers går vi og glæder os til barnedåben. I weekenden var vi til samtale hos præsten. Hun er simpelthen så god, og jeg er så glad for, at det er hende, der skal døbe ham. Hun synes, at det er helt fantastisk, at vi har fået børn i vores alder, midt i studier osv. Vi fik opgivet navne på faddere, aftalt at Jens skal bære Laurits og alt, hvad der ellers var nødvendigt at tale om i forbindelse med selve dåben. Hun fik det til at lyde tilpas afslappet, men stadig højtideligt - ligesom vi gerne vil have det. I weekenden var vi også på Mors hos Jens' forældre. Her fik vi prøvet kjolen på ham, og han var simpelthen så fin, at hans mor var lige ved at tude. Hvordan skal det så ikke gå i kirken, når der ud over nuttet baby i smuk kjole også er orgelmusik, gæster som kigger og alt muligt. Ih, forbered jer på, at jeg kommer til at vande høns i stride strømme! Vi glæder os og er sikre på, at det bliver en skøn dag - hvordan kan det blive andet med de gæster, vi har inviteret?
Og så komme billederne! Tak fordi i læste med, og undskyld at jeg ikke bare sprang til billederne med det samme, men jeg udnytter jo enhver given lejlighed til at snakke om den lækre lille rullesteg, der lige nu ligger og snorker i sin seng.
/Mette
Laurits er ved at blive stor! Nu hvor han har rundet de tre måneder, begynder hans personlighed at skinne mere og mere igennem. Fra at have været nyfødt og sovet, spist og lavet i bleen, er han nu en rigtig baby, som udover det allerede nævnte griner, snakker, smiler og leger. Nogen har stjålet vores nyfødte søn, som svømmede i sit tøj i str. 50, og har i stedet efterladt en tyk baby, der netop har taget hul på str. 68. Selvom jeg savner ham som nyfødt, er der heller ikke noget bedre end at høre hans latter, når han vender på hovedet, eller når han bliver kildet på maven eller under hagen (-erne). Han er nysgerrig og glad, og han bliver mere og mere interesseret i sit legetæppe. Han er langsomt, men sikkert på vej til at kunne baske koordineret til dyrerne, der hænger i buerne ind over hans hovede, og han snakker en hel del med dem. Han sparker mere og mere og trækker benene op til brystet i en bevægelse, der inden længe vil resultere i, at han triller. Han er så småt begyndt at snakke med de andre babyer, der bor rundt omkring i de spejle, vi kommer forbi (altså ham selv), og han kan med kun en lille smule hjælp trække sig selv op at sidde, hvis han ligger på ryggen. Dygtig dreng! Vi er desuden ved at nå frem til noget, der minder om en rutine. Han går som regel i seng omkring kl. 21. Så sover han til kl. ca. 3, spiser og falder i søvn igen for så at vågne kl. 8. Så snakker, hygger og pusler vi, indtil han bliver sulten omkring kl. 9. Kl. ca. 10 bliver han noget så søvnig, så der kommer han i barnevognen og snupper en lur af varierende længder. Resten af dagen indtil kl. 21 igen varierer rigtig meget fra dag til dag. Nogle dage sover han meget, andre lidt og nogle få dage nærmest ikke. Heldigvis er nattesøvnen rimelig konstant, og det eneste, der kan variere, er, om han spiser én gang eller slet ikke. Jeg priser mig gang på gang lykkelig over at have fået en lille dreng, som sover om natten i stedet for at holde fest med sine dødtrætte forældre som eneste gæster hver eneste nat. Tak for det lille søn!
Siden sidste opdatering er Laurits blevet vaccineret. Vi var noget nervøse for, om det ville resultere i vores første erfaring med sygt barn. Min læge havde forberedt mig (eller forsøgsvis skræmt mig fra vid og sans?) ved at fortælle om sin egen søn, som reagerede voldsomt på vaccinationen med 40 i feber, kramper og hævelser. Er der så noget at sige til, at det var med en vis grad af anspændthed at vi mødte op ved lægen samme dag som knægten fyldte tre måneder? Laurits selv var rimelig rolig og sov, da vi ankom. Det fik dog hurtigt en ende, for den ellers søde sygeplejerske stak ham med to sprøjter - en i hvert lår. Og han SKREG! Den del kom egentlig ikke bag på mig, for selvfølgelig er det ikke rart at blive holdt fast og stukket i - og så endda to gange, men det var alligevel ikke rart at høre på. Sygeplejersken var heldigvis hurtig til at få det overstået, og vi kunne pakke ham ned og få ham ammet, inden vi kørte hjem. På vejen var vi forbi et apotek for at armere os med Junior Panodil på lægens opfordring - skulle vi nu ende med baby med høj feber, var det rart at være forberedt. Vel hjemme igen faldt den lille i dyb søvn - en almindelig reaktion på vaccinationen. Og så kunne vi ellers sætte os ned og vente - ville han få feber og i såfald hvor meget? Hvornår skulle vi ringe til vagtlægen - 38,5? 39? 40? Slap vi helt eller en mellemting? Svaret kom da Lillefisen vågnede fra sin lur fire timer senere. Der lød lidt pylren inde fra sengen. Vi kiggede på hinanden, tog et par dybe indåndinger og tænkte "så går det løs!". Pylren blev til gråd, og gråd blev til skrig. Den stakkels lille fyr havde tydeligvis ondt. Vi kunne dog trøste ham stille og roligt, og hvis han fik lov til at ligge helt stille i vores arme uden at blive flyttet så meget som en milimeter, faldt han til ro igen. Jeg tror, at hans led eller muskler har gjort ondt, for han skreg kun, hvis vi flyttede ham. Efter fire timer skiftevis med gråd, slumrende baby, plyren og smil begyndte han at fægte med armene igen, og vi kunne ånde lettede op - vi undgik feberkramper og opkald til vagtlægen. Kl. 22 faldt han i søvn i vores seng og sov der hele natten. Jeg vågnede på et tidspunkt og bildte mig ind, at han måske var lidt varm og havde feber, men jeg tjekkede ikke temperaturen, for det var ikke alarmerende. Så vi slap altså rigtig let for komplikationer, og vi er nu mindre nervøse for næste vaccination, som ligger, når han bliver fem måneder.
Ellers går vi og glæder os til barnedåben. I weekenden var vi til samtale hos præsten. Hun er simpelthen så god, og jeg er så glad for, at det er hende, der skal døbe ham. Hun synes, at det er helt fantastisk, at vi har fået børn i vores alder, midt i studier osv. Vi fik opgivet navne på faddere, aftalt at Jens skal bære Laurits og alt, hvad der ellers var nødvendigt at tale om i forbindelse med selve dåben. Hun fik det til at lyde tilpas afslappet, men stadig højtideligt - ligesom vi gerne vil have det. I weekenden var vi også på Mors hos Jens' forældre. Her fik vi prøvet kjolen på ham, og han var simpelthen så fin, at hans mor var lige ved at tude. Hvordan skal det så ikke gå i kirken, når der ud over nuttet baby i smuk kjole også er orgelmusik, gæster som kigger og alt muligt. Ih, forbered jer på, at jeg kommer til at vande høns i stride strømme! Vi glæder os og er sikre på, at det bliver en skøn dag - hvordan kan det blive andet med de gæster, vi har inviteret?
Og så komme billederne! Tak fordi i læste med, og undskyld at jeg ikke bare sprang til billederne med det samme, men jeg udnytter jo enhver given lejlighed til at snakke om den lækre lille rullesteg, der lige nu ligger og snorker i sin seng.
/Mette
 |
| Laurits er ikke ret glad for at ligge på maven, og fordi han ikke er det, har hans forældre været for dårlige til at træne det med ham. Derfor er vi nu gået i mere intensiv træning, fordi han ikke er ret god til at støtte på sine arme. Det er hårdt arbejde, men det afføder til gengæld skønne billeder som dette! |
 |
| En glad lille bandit! Så er det endelig lykkes mig at fange et af de rigtig store smil - succes! |
 |
| Hvor blev min lille baby af? Dårlig billedkvalitet skyldes som sædvanligt at det er taget med mobilen. |
 |
| Endnu et bevis på hvor meget han er vokset - her har jeg lige ryddet op i hans tøj, og de to bunker er det han er vokset ud af. Den ene bunke er til salg, den anden bunke gemmer vi til Laurits skal være storebror. Desuden ligger der to poser i skabet som vi har lånt af Tony og Trine, som han også er blevet for stor til. |
 | ||
"Hej Far!" Laurits er mæt og tilfreds på vej i bad. Inden står den på træning af mavemuskler på puslebordet sammen med far. Den lille synes, det er super sjovt og den opmærksomme seer/læser vil ane smil både i øjne og på læber hos den lille gut
|
 | ||
| Vi er nu helt klar til at hoppe i poolen, hvis ellers moren ville give slip, men det er altså lidt svært, når man har sådan en lille lækkermås i armene Og så til selve badet! Filmen slutter lidt pludseligt, da kameraet løb tør for strøm - beklager!
|
Abonner på:
Opslag (Atom)