Seks måneder senere...

Iiii dag er det Laurits' fødselsdag, hurra hurra HURRAAAAAAAAA! I går fik han en gave af morfar, og i dag har han fået frugtmos som dessert, inden han blev puttet - så er det da næsten som at have rigtig fødselsdag? Jep, den er god nok - i dag er det et helt halvt år siden vi mødte Laurits første gang. Der er sket SÅ meget siden, at det er virkelig svært at forstå - både med vores liv men også med den lille fyr i sig selv. Og hvor er tiden lige blevet af? Det ender jo med at vi bliver gamle af det her?!

Nå, men siden sidste indlæg er Jens blevet færdig som procesteknolog, og han vil fra nu af kun tituleres Hr. Procesteknolog. Han afsluttede med et flot 10-tal og har al mulig grund til at være stolt af sig selv. Som sædvanligt er han beskeden og endda en smule skuffet over, at det ikke blev til et 12-tal, men mon ikke han affinder sig med karakteren, når han får det hele lidt på afstand? Nu er han så gået fra at have været blomsten af dansk ungdom til at være arbejdssøgende. Det er noget af et spring som på ingen måde kan betale sig rent økonomisk. Vi lever af kærlighed, kildevand og babymos, indtil han har overstået sin karensperiode i A-kassen og dermed er berettiget til dagpenge. Imellemtiden har vi valgt at kalde hans periode som arbejdssøgende for "barsel på ubestemt tid".  Det næste stykke tid står for Jens' vedkommende på arbejde i Løvbjerg og for Laurits' og mit vedkommende på sommerhustur med mine forældre. Det bliver vores sommerferie i år, da "barsel på ubestemt tid" desværre ikke er så godt betalt, som man skulle tro, og der derfor ikke rigtig er råd til hverken charterferie eller kanotur på Gudenåen. Heldigvis er der kun et par måneder til dagpengene strømmer ind på kontoen. I mellemtiden må vi i stedet glæde os over de fordele, Jens har fået ved sit LO+ medlemsskab som fx rabat til en bedemand under overskriften "personlig pleje" - jow jow!

Laurits fortsætter sin udvikling i raketfart, og der tages daglige kvantespring. Jeg synes hele tiden, at jeg opdager noget nyt, han har lært - eller også er det ham, der opdager? Han har i et stykke tid kunnet nå sine fødder med hænderne, men nu har han også fundet ud af at stoppe dem i munden. Lige så snart han kan komme til for tøj og ble, har fem små kartofler fundet vej ind imellem savlende gummer. Og apropos gummer - hvad vi tidligere troede var en tand, har vist sig i stedet at være... tjah - men nu er det i hvert fald væk, så enten har Laurits haft besøg af tandfeen, som har hugget hans første tand uden at efterlade en 5 krone, eller også har det været noget helt andet. I stedet kan man nu se to små bisser, der lurer lige under overfladen og ser ud som om, de kan bryde igennem når som helst. Så vi venter fortsat i spænding ...

Jeg vil slutte af med lidt billeder. De kan på ingen mulig måde gengive, hvor dejlig den lille knægt er i virkeligheden eller vise, hvordan den totale sum af dejlighed vokser dag for dag. Eller gør den? Måske ændrer den sig bare? Hmmm... ja, det må være sådan. For jeg savner mit lille spædbarn, der bare lå og knirkede med sine store grå øjne, men der er ingenting, der kan overgå min lille babys latter, når man kilder ham eller det store smil, han sender, når man kommer ind og tager ham op, efter at han har sovet.

Nå, det var de der billeder...
/Mette

Billeder fra fødslen. Her har far far fået Laurits i armene for første gang efter at have klippet navlestrengen og har taget ham med ind til mor, som er ved at blive syet sammen.

Lille, fin, helt perfekt og vågen. Masser af fosterfedt indikerer, at hvis det ikke var blevet til kejsersnit, ja så havde han nok taget en uge eller to mere i de trygge rammer i maven.

På opvågningen som en lille familie

Nu næsten et døgn gammel på vej til morgenmad med mor og far

Og nu - et halvt år senere: et styk kæmpebaby, som næsten sidder selv, som spiser mere og mere skemad og mindre og mindre hos mor, som lige om lidt popper to fine bisser, som strækker armene ud, når han vil op, som pludrer, hviner og griner og og og....

Den lille familie i dag

Men det er ikke lige sjovt det hele. Man kan godt blive sur når man er træt, men mor gerne vil tage billeder til bloggen

Sommerdag på dynen i haven. Laurits sidder næsten selv, men man skal dog være opmærksom, for han giver bare op og falder, når han enten får overbalance eller får øje på et eller andet uden for rækkevidde, som han gerne liiiige vil have sine små snaskede fingre i.

Rigtig meget grød smager super godt og glider ned til herrens store velbehag. Han spiser nu gerne en hel portion uden at spytte ret meget ud igen.

Noget grød smager rimelig dårligt - den slags grød er fx havregrød eller øllebrød. Vi har dog ikke opgivet endnu og har stadig et par tricks i ærmet, som burde få de to smagsvarianter til at ende i maven i stedet for på hagesmækken, på gulvet, på fingrene, på mor/far (tilføj selv flere steder i spytteafstand)

Namme nam! Tæer i munden