Første legede vi (ok, mor og far legede mest) gemmeleg under dynen, og såååå... |
Om stort og småt, nyt og gammelt, mus og mand. En hverdagskrønike om livet som en lille familie - de største sejre, de mindste nederlag og de tåbeligste dumheder
onsdag den 23. februar 2011
Breaking news!
Efter at have skrevet indlægget i går blev jeg stædig - jeg VILLE have et billede af knægten med smil på! Siden har jeg så mandsopdækket ham med kameraet, og han har smilet og smilet ... lige mor indtil hiver kameraet frem, blitzen blinker og det er tid til rigtig at skrue charmen på - så er det slut med det glade fjæs! Han har så to udtryk som han skifter imellem: et meget overrasket eller et meget smertefuldt. MEN! Her til aften har han været rigtig i hopla og klukket der ud af i sin lille sækkestol. Moren havde på fornærmet teenagevis opgivet at tage flere billeder, men faren var klar! Resultatet ses her under!
tirsdag den 22. februar 2011
Max billedspam og en lille smule opdatering!
Så er der nyt fra Århus C - eller Aarhus C som det jo nu så smart hedder! Lad mig starte med at lufte min undren over behovet for at ændre stavemåden i bynavnet og dermed en ekstra udskrivning for kommunen, som ellers burde være spændt hårdt nok for økonomisk... men lad nu det ligge!
Som overskriften måske afslører, kommer dette indlæg til at bestå mest af billeder. En lille statusopdatering inden i skal kvæles i fotos af vores guld slipper i dog ikke for!
Da Laurits var ca. 5 uger gammel skulle han til tjek hos lægen. Jeg havde fodret og fodret den lille ædedolk inden afgang fra hjemmet for at undgå overdrevet hyleri på vejen. De resulterede i super søvnig baby, som snorkede hele vejen ned til lægen - så langt, så godt! Vel indendøre meldte vi vores ankomst ved skranken, og jeg følte mig som den vildeste overskudsmor, som var mere præcis end lægen, og hvis englebarn oveni købet boblede derudaf og overhovedet ikke gjorde væsen af sig. Et kvarter forsinkede blev vi kaldt ind til lægen, som selv var nybagt far og derfor vidste lige præcis hvor i vores liv, vi befandt os. Han var vældigt tilfreds med vores nu knapt så lille søn. I en alder af knapt 6 uger var han vokset 7 cm og havde taget 2,1 kg på ... (pause til imponerede og undrende udbrud). Laurits var til gengæld knapt så imponeret over lægen som omvendt. Fra at have siddet i sin autostol i sin varme flyverdragt og sovet, blev han vækket, trukket af tøjet, lagt på en kold briks med masser af lys, prikket til og hevet i osv. osv. Følelsen af overskud forsvandt som dug for solen, da den lille stak i et hyl af en anden verden, og jeg bandede mig selv og min "han græder faktisk næsten aldrig"-udtalelse hen hvor peberet og lægebesøg gror. Jeg fik ham pakket sammen og med skrig og skrål stod vi igen i venteværelset. Når lillefisen er i dét humør er der kun et middel, der virker - madkasserne! Så på trods af alle mine halvnegative følelser omkring at amme i offentlighed, måtte skrappe midler tages i brug - og så var der ro, og vi kunne efter en heftig omgang smasken og bøvsen bevæge os hjemad i ro og mag.
Noget siger mig, at offentlig amning og dermed luftning af mælkejungerne (som Jens så poetisk kalder dem) er noget, jeg må vænne mig til. Jeg synes ellers, at vi forsøger at gøre det så diskret som muligt, men nogle mennesker forstår åbenbart ikke en hentydning. Ex: Vi var på hospitalet for at få scannet Laurits' hofter (rutine for børn som har ligget i sædestilling, da deres hofter kan have taget skade af at sidde fast i bækkenet. Laurits var helt fin, og det havde vi også regnet med, for han sad ikke fast, men svømmede rundt i sin mors Lalandia af en mave med tilhørende fostervand/spa) og efter endt session, fik vi lov at sidde i et lidt aflukket hjørne og amme ham inden turen gik til banken. Vi have parkeret barnevognen helt tæt op ad os, så den kunne skærme lidt, og samtidig have jeg gemt mig godt bag dynen og stofbleer. ALLIGEVEL lykkes det en fuldstændig fremmed kvinde at suge maven og hagen ind, kante sig forbi barnevognen, hinke forbi en pæl, lave en hældrejning forbi en tom hospitalsseng, trække dynen til side og stikke hovedet helt ned til ham for at konstatere, at han da ikke var ret gammel?!?!? Det var på alle måder grænseoverskridende for meget. Jeg har intet imod af familien ser på, når jeg ammer ham, men fremmede mennesker, som ikke engang spørge om lov skal simpelthen holde sig på lidt længere afstand. Vi var begge to helt paf og sagde ikke rigtig noget, så hun forduftede heldigvis rimelig hurtigt igen. Men jøsses!
Bortset fra det er der stortset intet nyt fra Østfronten. Han er dog meget mere vågen og vi kan så småt begynde at lege lidt med ham. Han smiler mere og mere og vores hjerter vokser i takt med hans udvikling. Selvom moren kan være halvknotten når han skriger kl xx om natten, er det alligevel det heleværd når han pludrer til koen som spiller musik på puslebordet og sender et stort, tandløst smil. Smilet er dog begrænset til liveoptrædender og er så godt som umuligt at fange med et kamera - vi arbejder på sagen!
Og så til de lovede billeder!
/Mette
Som overskriften måske afslører, kommer dette indlæg til at bestå mest af billeder. En lille statusopdatering inden i skal kvæles i fotos af vores guld slipper i dog ikke for!
Da Laurits var ca. 5 uger gammel skulle han til tjek hos lægen. Jeg havde fodret og fodret den lille ædedolk inden afgang fra hjemmet for at undgå overdrevet hyleri på vejen. De resulterede i super søvnig baby, som snorkede hele vejen ned til lægen - så langt, så godt! Vel indendøre meldte vi vores ankomst ved skranken, og jeg følte mig som den vildeste overskudsmor, som var mere præcis end lægen, og hvis englebarn oveni købet boblede derudaf og overhovedet ikke gjorde væsen af sig. Et kvarter forsinkede blev vi kaldt ind til lægen, som selv var nybagt far og derfor vidste lige præcis hvor i vores liv, vi befandt os. Han var vældigt tilfreds med vores nu knapt så lille søn. I en alder af knapt 6 uger var han vokset 7 cm og havde taget 2,1 kg på ... (pause til imponerede og undrende udbrud). Laurits var til gengæld knapt så imponeret over lægen som omvendt. Fra at have siddet i sin autostol i sin varme flyverdragt og sovet, blev han vækket, trukket af tøjet, lagt på en kold briks med masser af lys, prikket til og hevet i osv. osv. Følelsen af overskud forsvandt som dug for solen, da den lille stak i et hyl af en anden verden, og jeg bandede mig selv og min "han græder faktisk næsten aldrig"-udtalelse hen hvor peberet og lægebesøg gror. Jeg fik ham pakket sammen og med skrig og skrål stod vi igen i venteværelset. Når lillefisen er i dét humør er der kun et middel, der virker - madkasserne! Så på trods af alle mine halvnegative følelser omkring at amme i offentlighed, måtte skrappe midler tages i brug - og så var der ro, og vi kunne efter en heftig omgang smasken og bøvsen bevæge os hjemad i ro og mag.
Noget siger mig, at offentlig amning og dermed luftning af mælkejungerne (som Jens så poetisk kalder dem) er noget, jeg må vænne mig til. Jeg synes ellers, at vi forsøger at gøre det så diskret som muligt, men nogle mennesker forstår åbenbart ikke en hentydning. Ex: Vi var på hospitalet for at få scannet Laurits' hofter (rutine for børn som har ligget i sædestilling, da deres hofter kan have taget skade af at sidde fast i bækkenet. Laurits var helt fin, og det havde vi også regnet med, for han sad ikke fast, men svømmede rundt i sin mors Lalandia af en mave med tilhørende fostervand/spa) og efter endt session, fik vi lov at sidde i et lidt aflukket hjørne og amme ham inden turen gik til banken. Vi have parkeret barnevognen helt tæt op ad os, så den kunne skærme lidt, og samtidig have jeg gemt mig godt bag dynen og stofbleer. ALLIGEVEL lykkes det en fuldstændig fremmed kvinde at suge maven og hagen ind, kante sig forbi barnevognen, hinke forbi en pæl, lave en hældrejning forbi en tom hospitalsseng, trække dynen til side og stikke hovedet helt ned til ham for at konstatere, at han da ikke var ret gammel?!?!? Det var på alle måder grænseoverskridende for meget. Jeg har intet imod af familien ser på, når jeg ammer ham, men fremmede mennesker, som ikke engang spørge om lov skal simpelthen holde sig på lidt længere afstand. Vi var begge to helt paf og sagde ikke rigtig noget, så hun forduftede heldigvis rimelig hurtigt igen. Men jøsses!
Bortset fra det er der stortset intet nyt fra Østfronten. Han er dog meget mere vågen og vi kan så småt begynde at lege lidt med ham. Han smiler mere og mere og vores hjerter vokser i takt med hans udvikling. Selvom moren kan være halvknotten når han skriger kl xx om natten, er det alligevel det heleværd når han pludrer til koen som spiller musik på puslebordet og sender et stort, tandløst smil. Smilet er dog begrænset til liveoptrædender og er så godt som umuligt at fange med et kamera - vi arbejder på sagen!
Og så til de lovede billeder!
/Mette
Her en lille badenymfe, just fisket op af badet - så hygger vi på puslebordet med koen som spiller musik |
Her på første tur i egen vogn - tilpas uimponeret og i dyb søvn! |
Træt mor og søn - sidstnævnte iført sit konattøj som morens fætter Claus rimeligsikkert er misundelig på ikke laves i en voksenstørrelse |
Efter endt bad er det tid til personlig pleje. Det indebærer bl.a. en frisering som efterlader det fine babyfehår i en fin frisure. |
Laurits har fået et lækkert legestativ med flotte farver - det er ganske spændende og han kigger og kigger og kigger på det |
fredag den 4. februar 2011
Når 1 + 1 = 3
I morgen bliver vores lille trold en måned - EN MÅNED - gammel. Tiden er fløjet afsted, og det er slet ikke til at forstå, at vi for en måned siden stadig ikke havde mødt vores livs store kærlighed, fordi han lå og boblede i min mave og var tung og besværlig at bære rundt på. Nu ligger han i stedet og snorker på min arm og sørger derfor for, at dette indlæg kun bliver skrevet med én hånd - jeg undskylder allerede for uundgåelige slåfejl!
Tiden siden d. 5. januar er gået med at lære Laurits at kende. Da jeg skrev det sidste indlæg, havde vi overstået den første nervøse tid, og befandt os i det man populært sagt kalder for "baby honeymoon". Den er nu overstået, og i stedet for en lille engel viser det sig, at vi har fået en temperamentfuld og tryghedssøgende lille herre i huset. Heldigvis er han aldrig utrøstelig - ligemeget hvor voldsomt et lille grisehyl han stikker i. Han er desuden udstyrret med en lille mave, som kan rumme nærmest umenneskelige mængder af luft, hvilket selvsagt generer ham ret meget. Han prutter og prutter (og indimellem så voldsomt at han selv bliver helt forskrækket over det, og fx vågner mens han sover), men indimellem må vi hjælpe ham ved at cykle med hans små ben. Det kan imidlertid være ret svært, når han ligger spændt som en bue og skriger sit "hywaaaa, hywa hywa hywa" ud - jep, der er RIGTIG meget lyd på den lille fyr, og de stakkels forældre kan slet ikke bære, at han er så ked. Det er slet ikke blevet bedre efter, at han har taget sit første såkaldte "tigerspring". Det er et begreb, der er indført af hollandske videnskabsmænd, som har forsket i børns udvikling. Det viser sig, at alle børn med en uges nøjagtighed tager nogle store udviklingsspring på samme tid. Det første spring ligger omkring uge fem (Laurits sprang bare en uge tidligere) og betyder, at fra kun at kunne se sort/hvid og inden for 20-30 cm, kan han nu skelne farver, han begynder så småt at smile, han er mere opmærksom og kan fokusere i længere tid... og så begynder han at græde med tårer. Især det sidste kan rive mit moderhjerte fuldstændig itu. Når mor her fx er lidt for langsom til at få fundet maden frem, og lille Laurits bare er så sulten, så sulten og ENDELIG bliver lagt til, får fat og kigger op på mig med sine store, mørke og nu også våde øjne - ja så føler man sig som verdens ondeste mor, som på det nærmeste har sultet sit barn, selvom det måske er max 2 timer siden, han sidst har spist. Suk!
Nå, tilbage til tigerspring: baby reagerer på alle de nye indtryk ved at være urolig, pylret og ekstra tryghedssøgende. Det sammenlagt med ondt i minimaven har givet os nogle udfordrende eftermiddage og aftener. Heldigvis har han været sød om formiddagen, og sovet som han plejer (ca. 3-4 timer ad gangen) om natten, så energiniveauet har været nogenlunde. Men vi har set rigtig meget frem til, at springet var overstået og har flere gange siddet på hver sin side af den lille skrigballon, hvis ansigt på ganske kort tid kan indtage en højrød kulør, og opgivende sagt til hinanden: "han kan da umuligt være mere sulten", for så at lægge ham til, og straks er der ro. Så ja- vi har stadig meget at lære! Derfor er det også SKØNT at komme i mødregruppe og høre, at vi ikke er de eneste, der har unger, som skriger. Jeg bliver helt opløftet hver gang, jeg kan komme hjem og glædestrålende fortælle Jens, at der er nogen som har det værre end os... jeg er et strækkeligt menneske :)
Men når det så er sagt, så er det også fuldstændig fantastisk at følge den udvikling, der allerede er sket. Fra at have sovet, spist og sovet og spist, har han nu flere timer i træk, hvor han er vågen og glad. Han er begyndt at sige nogle få lyde som udtryk for tilfredshed, lige som basken med arme og ben og en lille tunge som jævnligt titter ud af munden er udtryk for det samme. Vi kan nu have øjenkontakt med ham (dog stadig kortvarigt) og "snakke" med ham (=han siger gyyy, vi siger gyyy, og hvis vi er heldige, siger han det så igen). Han er også så småt begyndt at vise interresse for en lille stofbog med billeder af baby Rasmus Klump og venner, som han har fået af Jens' studiekammerater. Den er beregnet til at have som rand i liften og har billeder i sort/hvid, som han kan kigge på. Så der sker rigtig meget!
Så i den lille familie går tiden med at kigge på ham, dufte til ham, lytte til ham og snakke om ham. Det har helt sikkert forandret vores liv at blive forældre, og hvor meget er nok ikke helt gået op for os endnu. Ingen af os har endnu vænnet os til, at han er vores søn. Han er en baby vi har til låns på ubestemt tid - men vores søn? Det er for vild en tanke! Jeg er ellers blevet spurgt flere gange, om jeg har vænnet mig til at være mor og har svaret "ja ja, selvfølgelig!" - for det har jeg i den forstand, at jeg har vænnet mig til at skulle op to gange hver nat for at amme, og at alt hvad der hedder mad, bad og Mettetid + JensogMettetid er sat på standby indtil han er tilfreds og sover. Hvad jeg til gengæld ikke har vænnet mig til, er tankerne og følelserne omkring Laurits - vores søn. Det er stadig for stort og ubegribeligt, at vi er blevet forældre. Vi snakkede om det den anden aften, da han endelig sov og nåede frem til, at når der kommer lidt mere respons fra den lilles side - flere smil og tilkendegivelse af at han kan kende os, så kan vi måske begynde at forstå det. Men lige nu er det stadig vildt stort og ubeskriveligt!
Ja baby fylder meget, men der sker rent faktisk også andre ting i det lille hjem (forstå det hvem som kan). Jens er startet i praktik. Det har været en blød opstart, fordi de stadig venter på noget mel, der skal ankomme fra England, og som de ikke kan komme i gang uden (de skal udvikle glutenfrit brød). Han er dog meget positiv og glæder sig til rigtig at få lov at arbejde med faget. Det er dejligt at få ham hjem, når han er glad, optimistisk og engageret. Vi håber samtidig, at han kan få etableret nogle kontakter, der muligvis kan føre til job, når han er færdiguddannet til sommer.
Og det vigtigste til sidst: vi skal have bil! Vi har i et stykke tid snakket om, at det er ret besværligt med baby og ingen bil. En tur hjem til Salling og Mors ville med tog betyde, at vi skulle have barnevogn, lift, autostol, tøj og bleer til ham + tøj til os slæbt med i toget. Så ville vi skulle krydse fingre for, at han ville sove og ikke skrige hele vejen hjem, og jeg ville personligt håbe på ikke at skulle amme ham in public midt i toget. Så jo mere vi snakkede om den bil, des vildere blev vi med ideen og udsigten til den frihed, der følger med. Jens satte sig derfor ned og lavede nogle beregninger på nogle forskellige biler og tilhørende forsikringer og afgifter. Det sendte han til banken, mest for at se hvad de ville sige til det. De var meget positive, og vi begyndte for alvor at overveje, om det var noget vi ville - og det ville vi! Så Jens fandt med lidt assistance fra kyndige kammerater en Scoda Fabia Combi fra 2005 i Horsens, som nu står og venter på os. Den skulle gerne være os i hænde d. 27. februar - og så kan i godt passe på! Så kommer vi nemlig kørende i tide og utide (fordi vi blandt andet regner med at finde en gratis og uudtømmelig benzinkilde inden længe... det kan ikke slå fejl!). Vi glæder os!
Nå, nu må jeg hellere slutte. I får selvfølgelig en række billeder af den lille mand. To uger gammel var han vokset 3 cm og havde taget 500 g på (!!!). Det er nu to uger siden og jeg tør næsten ikke gætte på hvor stor han nu er blevet - dog vil jeg skyde vægten til at ligge over 4 kg. Det er med andre ord ikke skummetmælk mor gemmer i madkasserne - og det kan ses på kinder og hager!
/Mette
Tiden siden d. 5. januar er gået med at lære Laurits at kende. Da jeg skrev det sidste indlæg, havde vi overstået den første nervøse tid, og befandt os i det man populært sagt kalder for "baby honeymoon". Den er nu overstået, og i stedet for en lille engel viser det sig, at vi har fået en temperamentfuld og tryghedssøgende lille herre i huset. Heldigvis er han aldrig utrøstelig - ligemeget hvor voldsomt et lille grisehyl han stikker i. Han er desuden udstyrret med en lille mave, som kan rumme nærmest umenneskelige mængder af luft, hvilket selvsagt generer ham ret meget. Han prutter og prutter (og indimellem så voldsomt at han selv bliver helt forskrækket over det, og fx vågner mens han sover), men indimellem må vi hjælpe ham ved at cykle med hans små ben. Det kan imidlertid være ret svært, når han ligger spændt som en bue og skriger sit "hywaaaa, hywa hywa hywa" ud - jep, der er RIGTIG meget lyd på den lille fyr, og de stakkels forældre kan slet ikke bære, at han er så ked. Det er slet ikke blevet bedre efter, at han har taget sit første såkaldte "tigerspring". Det er et begreb, der er indført af hollandske videnskabsmænd, som har forsket i børns udvikling. Det viser sig, at alle børn med en uges nøjagtighed tager nogle store udviklingsspring på samme tid. Det første spring ligger omkring uge fem (Laurits sprang bare en uge tidligere) og betyder, at fra kun at kunne se sort/hvid og inden for 20-30 cm, kan han nu skelne farver, han begynder så småt at smile, han er mere opmærksom og kan fokusere i længere tid... og så begynder han at græde med tårer. Især det sidste kan rive mit moderhjerte fuldstændig itu. Når mor her fx er lidt for langsom til at få fundet maden frem, og lille Laurits bare er så sulten, så sulten og ENDELIG bliver lagt til, får fat og kigger op på mig med sine store, mørke og nu også våde øjne - ja så føler man sig som verdens ondeste mor, som på det nærmeste har sultet sit barn, selvom det måske er max 2 timer siden, han sidst har spist. Suk!
Nå, tilbage til tigerspring: baby reagerer på alle de nye indtryk ved at være urolig, pylret og ekstra tryghedssøgende. Det sammenlagt med ondt i minimaven har givet os nogle udfordrende eftermiddage og aftener. Heldigvis har han været sød om formiddagen, og sovet som han plejer (ca. 3-4 timer ad gangen) om natten, så energiniveauet har været nogenlunde. Men vi har set rigtig meget frem til, at springet var overstået og har flere gange siddet på hver sin side af den lille skrigballon, hvis ansigt på ganske kort tid kan indtage en højrød kulør, og opgivende sagt til hinanden: "han kan da umuligt være mere sulten", for så at lægge ham til, og straks er der ro. Så ja- vi har stadig meget at lære! Derfor er det også SKØNT at komme i mødregruppe og høre, at vi ikke er de eneste, der har unger, som skriger. Jeg bliver helt opløftet hver gang, jeg kan komme hjem og glædestrålende fortælle Jens, at der er nogen som har det værre end os... jeg er et strækkeligt menneske :)
Men når det så er sagt, så er det også fuldstændig fantastisk at følge den udvikling, der allerede er sket. Fra at have sovet, spist og sovet og spist, har han nu flere timer i træk, hvor han er vågen og glad. Han er begyndt at sige nogle få lyde som udtryk for tilfredshed, lige som basken med arme og ben og en lille tunge som jævnligt titter ud af munden er udtryk for det samme. Vi kan nu have øjenkontakt med ham (dog stadig kortvarigt) og "snakke" med ham (=han siger gyyy, vi siger gyyy, og hvis vi er heldige, siger han det så igen). Han er også så småt begyndt at vise interresse for en lille stofbog med billeder af baby Rasmus Klump og venner, som han har fået af Jens' studiekammerater. Den er beregnet til at have som rand i liften og har billeder i sort/hvid, som han kan kigge på. Så der sker rigtig meget!
Så i den lille familie går tiden med at kigge på ham, dufte til ham, lytte til ham og snakke om ham. Det har helt sikkert forandret vores liv at blive forældre, og hvor meget er nok ikke helt gået op for os endnu. Ingen af os har endnu vænnet os til, at han er vores søn. Han er en baby vi har til låns på ubestemt tid - men vores søn? Det er for vild en tanke! Jeg er ellers blevet spurgt flere gange, om jeg har vænnet mig til at være mor og har svaret "ja ja, selvfølgelig!" - for det har jeg i den forstand, at jeg har vænnet mig til at skulle op to gange hver nat for at amme, og at alt hvad der hedder mad, bad og Mettetid + JensogMettetid er sat på standby indtil han er tilfreds og sover. Hvad jeg til gengæld ikke har vænnet mig til, er tankerne og følelserne omkring Laurits - vores søn. Det er stadig for stort og ubegribeligt, at vi er blevet forældre. Vi snakkede om det den anden aften, da han endelig sov og nåede frem til, at når der kommer lidt mere respons fra den lilles side - flere smil og tilkendegivelse af at han kan kende os, så kan vi måske begynde at forstå det. Men lige nu er det stadig vildt stort og ubeskriveligt!
Ja baby fylder meget, men der sker rent faktisk også andre ting i det lille hjem (forstå det hvem som kan). Jens er startet i praktik. Det har været en blød opstart, fordi de stadig venter på noget mel, der skal ankomme fra England, og som de ikke kan komme i gang uden (de skal udvikle glutenfrit brød). Han er dog meget positiv og glæder sig til rigtig at få lov at arbejde med faget. Det er dejligt at få ham hjem, når han er glad, optimistisk og engageret. Vi håber samtidig, at han kan få etableret nogle kontakter, der muligvis kan føre til job, når han er færdiguddannet til sommer.
Og det vigtigste til sidst: vi skal have bil! Vi har i et stykke tid snakket om, at det er ret besværligt med baby og ingen bil. En tur hjem til Salling og Mors ville med tog betyde, at vi skulle have barnevogn, lift, autostol, tøj og bleer til ham + tøj til os slæbt med i toget. Så ville vi skulle krydse fingre for, at han ville sove og ikke skrige hele vejen hjem, og jeg ville personligt håbe på ikke at skulle amme ham in public midt i toget. Så jo mere vi snakkede om den bil, des vildere blev vi med ideen og udsigten til den frihed, der følger med. Jens satte sig derfor ned og lavede nogle beregninger på nogle forskellige biler og tilhørende forsikringer og afgifter. Det sendte han til banken, mest for at se hvad de ville sige til det. De var meget positive, og vi begyndte for alvor at overveje, om det var noget vi ville - og det ville vi! Så Jens fandt med lidt assistance fra kyndige kammerater en Scoda Fabia Combi fra 2005 i Horsens, som nu står og venter på os. Den skulle gerne være os i hænde d. 27. februar - og så kan i godt passe på! Så kommer vi nemlig kørende i tide og utide (fordi vi blandt andet regner med at finde en gratis og uudtømmelig benzinkilde inden længe... det kan ikke slå fejl!). Vi glæder os!
Nå, nu må jeg hellere slutte. I får selvfølgelig en række billeder af den lille mand. To uger gammel var han vokset 3 cm og havde taget 500 g på (!!!). Det er nu to uger siden og jeg tør næsten ikke gætte på hvor stor han nu er blevet - dog vil jeg skyde vægten til at ligge over 4 kg. Det er med andre ord ikke skummetmælk mor gemmer i madkasserne - og det kan ses på kinder og hager!
/Mette
Han bliver stærkere og stærkere i nakke og ryg. Han er dog overhovedet ikke i nærheden af at kunne holde på noget som helst selv, men han øver sig! |
Etiketter:
baby,
bil,
praktik,
skrig og skrål,
Status,
tigerspring
Abonner på:
Opslag (Atom)