fredag den 4. februar 2011

Når 1 + 1 = 3

I morgen bliver vores lille trold en måned - EN MÅNED - gammel. Tiden er fløjet afsted, og det er slet ikke til at forstå, at vi for en måned siden stadig ikke havde mødt vores livs store kærlighed, fordi han lå og boblede i min mave og var tung og besværlig at bære rundt på. Nu ligger han i stedet og snorker på min arm og sørger derfor for, at dette indlæg kun bliver skrevet med én hånd - jeg undskylder allerede for uundgåelige slåfejl!
   Tiden siden d. 5. januar er gået med at lære Laurits at kende. Da jeg skrev det sidste indlæg, havde vi overstået den første nervøse tid, og befandt os i det man populært sagt kalder for "baby honeymoon". Den er nu overstået, og i stedet for en lille engel viser det sig, at vi har fået en temperamentfuld og tryghedssøgende lille herre i huset. Heldigvis er han aldrig utrøstelig - ligemeget hvor voldsomt et lille grisehyl han stikker i. Han er desuden udstyrret med en lille mave, som kan rumme nærmest umenneskelige mængder af luft, hvilket selvsagt generer ham ret meget. Han prutter og prutter (og indimellem så voldsomt at han selv bliver helt forskrækket over det, og fx vågner mens han sover), men indimellem må vi hjælpe ham ved at cykle med hans små ben. Det kan imidlertid være ret svært, når han ligger spændt som en bue og skriger sit "hywaaaa, hywa hywa hywa" ud - jep, der er RIGTIG meget lyd på den lille fyr, og de stakkels forældre kan slet ikke bære, at han er så ked. Det er slet ikke blevet bedre efter, at han har taget sit første såkaldte "tigerspring". Det er et begreb, der er indført af hollandske videnskabsmænd, som har forsket i børns udvikling. Det viser sig, at alle børn med en uges nøjagtighed tager nogle store udviklingsspring på samme tid. Det første spring ligger omkring uge fem (Laurits sprang bare en uge tidligere) og betyder, at fra kun at kunne se sort/hvid og inden for 20-30 cm, kan han nu skelne farver, han begynder så småt at smile, han er mere opmærksom og kan fokusere i længere tid... og så begynder han at græde med tårer. Især det sidste kan rive mit moderhjerte fuldstændig itu. Når mor her fx er lidt for langsom til at få fundet maden frem, og lille Laurits bare er så sulten, så sulten og ENDELIG bliver lagt til, får fat og kigger op på mig med sine store, mørke og nu også våde øjne - ja så føler man sig som verdens ondeste mor, som på det nærmeste har sultet sit barn, selvom det måske er max 2 timer siden, han sidst har spist. Suk!
   Nå, tilbage til tigerspring: baby reagerer på alle de nye indtryk ved at være urolig, pylret og ekstra tryghedssøgende. Det sammenlagt med ondt i minimaven har givet os nogle udfordrende eftermiddage og aftener. Heldigvis har han været sød om formiddagen, og sovet som han plejer (ca. 3-4 timer ad gangen) om natten, så energiniveauet har været nogenlunde. Men vi har set rigtig meget frem til, at springet var overstået og har flere gange siddet på hver sin side af den lille skrigballon, hvis ansigt på ganske kort tid kan indtage en højrød kulør, og opgivende sagt til hinanden: "han kan da umuligt være mere sulten", for så at lægge ham til, og straks er der ro. Så ja- vi har stadig meget at lære! Derfor er det også SKØNT at komme i mødregruppe og høre, at vi ikke er de eneste, der har unger, som skriger. Jeg bliver helt opløftet hver gang, jeg kan komme hjem og glædestrålende fortælle Jens, at der er nogen som har det værre end os... jeg er et strækkeligt menneske :)
   Men når det så er sagt, så er det også fuldstændig fantastisk at følge den udvikling, der allerede er sket. Fra at have sovet, spist og sovet og spist, har han nu flere timer i træk, hvor han er vågen og glad. Han er begyndt at sige nogle få lyde som udtryk for tilfredshed, lige som basken med arme og ben og en lille tunge som jævnligt titter ud af munden er udtryk for det samme. Vi kan nu have øjenkontakt med ham (dog stadig kortvarigt) og "snakke" med ham (=han siger gyyy, vi siger gyyy, og hvis vi er heldige, siger han det så igen). Han er også så småt begyndt at vise interresse for en lille stofbog med billeder af baby Rasmus Klump og venner, som han har fået af Jens' studiekammerater. Den er beregnet til at have som rand i liften og har billeder i sort/hvid, som han kan kigge på. Så der sker rigtig meget!
   Så i den lille familie går tiden med at kigge på ham, dufte til ham, lytte til ham og snakke om ham. Det har helt sikkert forandret vores liv at blive forældre, og hvor meget er nok ikke helt gået op for os endnu. Ingen af os har endnu vænnet os til, at han er vores søn. Han er en baby vi har til låns på ubestemt tid - men vores søn? Det er for vild en tanke! Jeg er ellers blevet spurgt flere gange, om jeg har vænnet mig til at være mor og har svaret "ja ja, selvfølgelig!" - for det har jeg i den forstand, at jeg har vænnet mig til at skulle op to gange hver nat for at amme, og at alt hvad der hedder mad, bad og Mettetid + JensogMettetid er sat på standby indtil han er tilfreds og sover. Hvad jeg til gengæld ikke har vænnet mig til, er tankerne og følelserne omkring Laurits - vores søn. Det er stadig for stort og ubegribeligt, at vi er blevet forældre. Vi snakkede om det den anden aften, da han endelig sov og nåede frem til, at når der kommer lidt mere respons fra den lilles side - flere smil og tilkendegivelse af at han kan kende os, så kan vi måske begynde at forstå det. Men lige nu er det stadig vildt stort og ubeskriveligt!
   Ja baby fylder meget, men der sker rent faktisk også andre ting i det lille hjem (forstå det hvem som kan). Jens er startet i praktik. Det har været en blød opstart, fordi de stadig venter på noget mel, der skal ankomme fra England, og som de ikke kan komme i gang uden (de skal udvikle glutenfrit brød). Han er dog meget positiv og glæder sig til rigtig at få lov at arbejde med faget. Det er dejligt at få ham hjem, når han er glad, optimistisk og engageret. Vi håber samtidig, at han kan få etableret nogle kontakter, der muligvis kan føre til job, når han er færdiguddannet til sommer.
   Og det vigtigste til sidst: vi skal have bil! Vi har i et stykke tid snakket om, at det er ret besværligt med baby og ingen bil. En tur hjem til Salling og Mors ville med tog betyde, at vi skulle have barnevogn, lift, autostol, tøj og bleer til ham + tøj til os slæbt med i toget. Så ville vi skulle krydse fingre for, at han ville sove og ikke skrige hele vejen hjem, og jeg ville personligt håbe på ikke at skulle amme ham in public midt i toget. Så jo mere vi snakkede om den bil, des vildere blev vi med ideen og udsigten til den frihed, der følger med. Jens satte sig derfor ned og lavede nogle beregninger på nogle forskellige biler og tilhørende forsikringer og afgifter. Det sendte han til banken, mest for at se hvad de ville sige til det. De var meget positive, og vi begyndte for alvor at overveje, om det var noget vi ville - og det ville vi! Så Jens fandt med lidt assistance fra kyndige kammerater en Scoda Fabia Combi fra 2005 i Horsens, som nu står og venter på os. Den skulle gerne være os i hænde d. 27. februar - og så kan i godt passe på! Så kommer vi nemlig kørende i tide og utide (fordi vi blandt andet regner med at finde en gratis og uudtømmelig benzinkilde inden længe... det kan ikke slå fejl!). Vi glæder os!

Nå, nu må jeg hellere slutte. I får selvfølgelig en række billeder af den lille mand. To uger gammel var han vokset 3 cm og havde taget 500 g på (!!!). Det er nu to uger siden og jeg tør næsten ikke gætte på hvor stor han nu er blevet - dog vil jeg skyde vægten til at ligge over 4 kg. Det er med andre ord ikke skummetmælk mor gemmer i madkasserne - og det kan ses på kinder og hager!

/Mette
Han bliver stærkere og stærkere i nakke og ryg. Han er dog overhovedet ikke i nærheden af at kunne holde på noget som helst selv, men han øver sig!

I starten var han ikke ret vild med hverken at ligge i liften eller med at få overtøj på så han var klar til tur i barnevognen. Det går meget bedre nu! Han er også nærmest fixeret i sit overtøj, så han næsten heller ikke andet end bare ligge
Onkel Rasmus pendler frem og tilbage mellem diverse hospitaler - offentlige som private - i Århus og Horsens pga. fysiske konstruktionsfejl (så nej, far og mor - 3. gang var ikke lykkens gang!). Det har resulteret i nogle besøg - og måske noget fodboldindoktrinering allerede fra en tidlig alder. Rasmus får stor hjælp fra Thomas, som vist ikke helt har opgivet  tanken om, at hans første nevø skal opkaldes efter mindst én spiller fra Manchester United
Laurits har haft mange gæster, her de stolte oldeforældre. Han opførte sig pænt og pruttede og snorkede sig igennem det meste af besøget. Han glæder sig til at se dem igen om forhåbentligt ikke så længe.


Her kan man se hvor meget han vokser! Det hjælper selvfølgelig også at hans ben for en gangs skyld er strukket ud i stedet for trukket helt op under ham i fosterstilling. Beklager i øvrigt den ringe billedkvalitet - billedet er taget med mobilen


Slut for denne omgang! Nu skal mor og søn vist have sig en lur... kryds fingre for at han snupper sig en time eller to på øjet! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar