Vi har kendt datoen for hans fødselsdag siden før jul, og selvom der egentlig er få dage fra d. 23. december til d. 5. januar sneglede tiden sig afsted så det føltes som år og måneder i stedet for uger og dage. Alligevel fandt vi os selv i IKEA om aftenen d. 3. for lige at få styr på de sidste småting inden den store dag. D. 4 var vi til infomøde på Skejby og det faktum at vi dagen efter rent faktisk ville blive forældre ramte os lige så stille. Jeg tog forskud på hormonglæderne og fik tårer i øjnene over alle de babyer der var på afdelingen. Det burde måske have forberedt mig på dagene der kom, men nej - jeg var stadig lykkeligt uvidende :) Vi tog hjem igen efter at have mødt en meget energisk nærmest manisk narkoselæge og en sød sosuassistentelev som fortalte os om forløbet den kommende dag. På vej hjem i bussen sad vi i hver vores verden omgivet af hver vores tanker om det der skulle ske. Det var så uvirkeligt og alligevel så tæt på. Tænk sig at det vi havde ventet på det meste af et år om kort tid ville blive forløst og ende med en rigtig baby.
D. 5. skulle vi møde på Skejby kl. 8.15. På mystisk vis lykkes det os at få en god nats søvn og at bevare fatningen nogenlunde hele morgenen. Jeg skulle være fastende og brugte en del energi på ikke at koncentrere mig om min knurrende mave. Da vi kom til Skejby blev vi vist ind i et venterum og jeg fik noget hospitalstøj på. Vi vidste at vi skulle til som nr. 3 og at de startede med at operere den første kl. 9. Så vi sad og ventede og ventede. Tiden var ualmindelig lang, og vi fik læst (eller læst er måske så meget sagt - skimmet?) en ordentlig bunke blade. Kl. 11.45 ville Jens gå ned for at få noget mad for vi vidste jo ikke om vi ville være tilbage i tide til aftensmad. Et minut efter han var gået, kom han farende ind af døren igen med et forvirret udtryk i øjnene. "Det er nu!". Og ja- ind ad døren kom sosuassistenten som skulle følge os ned på OP. Hun så helt højtidelig og spændt ud og sagde "Så er det nu!". Den stemning spredte og forplantede sig i os. Vi fulgte tavse efter og jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke kan huske præcis hvordan vi kom frem. Ikke desto mindre befandt vi os kort efter i et koldt rum omgivet af grønklædte mennesker, som præsenterede sig som jordemødre, narkosesygeplejersker og narkoselæger. Jeg fik lagt drop og Jens hoppede i grønt operationstøj. På det her tidspunkt begyndte jeg at blive nervøs. For hvad kan jeg ikke helt redegøre for, for jeg var ikke som sådan nervøs for rygmarvsbedøvelsen og operationen. Måske var det bare udsigten til de kæmpestore ændringer. I hvert fald var jeg mere end lykkelig for at have Jens ved min side hele vejen og jeg klamrede mig til hans hånd det bedste jeg havde lært.
Fra jeg fik lagt rygmarvsbedøvelsen gik det stærkt. I løbet af et minut kunne jeg mærke bedøvelsen virke og efter tre minutter havde jeg ingen kontrol over eller følelse i min krop fra brystet og ned. Herefter blev jeg sprittet af og der blev hængt et klæde op så Jens og jeg ikke havde udsigt til operationen. Så fik jeg fornemmelsen af at noget var i gang i min mave. Det rumsterede noget og jeg kunne mærke at der blev rykket noget voldsomt i min mave. Jeg begyndte at overveje om de måske var gået i gang med operationen og før jeg nåede at tage stilling var der en anden der gav mig svaret. Operationsstuen som ellers emmede af stille koncentration genlød af en vræl der mest af alt mindede om en lille gris - vores lille søn så dagens lys d. 5. januar kl. 12.23. Hans livskraftige hyl genlød på hele stuen og jeg måtte knibe et par tårer af ren og skær lettelse og lykke. Jens gik med jordemoderen ud i et varmt værelse hvor han blev tjekket og hvor den nybagte far klippede navlestrengen. Herefter kom Jens ind på operationsstuen igen medbringende vores guldklump. Op på mig stirrede to mørkegrå øjnene i et yndigt lille ansigt fuldstændig indsmurt i fosterfedt. Han var fin og perfekt og selv i min noget dopede tilstand kunne jeg ikke tage øjnene fra ham. Han var det dejligste nogensinde! Da de havde syet mig færdig fik jeg han lagt op på maven og vi blev kørt på opvågning. Her fik vi tid for os selv så vi kunne nyde at være os selv og vores nye familie. Det var så dejligt og fornemmelsen af hans lille varme krop mod min er ubeskrivelig. Efter et stykke tid kom en jordemoder ind og han blev målt og vejet - 3100 g rent guld fordelt på 50 fine cm. Vi var blevet spået en kæmpebaby og det viste sig altså på ingen måde at holde stik. I stedet fik vi den fineste lille dreng verden nogensinde har set.
Da jeg havde fået følelsen tilbage i mine fødder blev vi kørt tilbage på afdelingen hvor vi var indlagt det første døgn. Jeg var stadig koblet til noget morfinlignende og ret rundt på gulvet. Derfor står de første timer heller ikke helt klart. Jeg havde heldigvis ikke særlig ondt og derfor bad jeg ret hurtigt om at få slukket for morfinen - jeg syntes simpelthen at det var for ubehageligt at være så bedøvet.
Vel tilbage på stuen fik vi ringet rundt til familien og fortalt de gode nyheder. Jeg tudede hele vejen igennem - lettet og lykkelig. Vi fik desuden gang i amningen og den lille viste stor suttelyst fra starten. Herefter nød vi bare resten af dagen og natten i hinanden selskab. Jeg fik ikke rigtig sovet. Jeg var alt for optaget af det lille nye liv som lå i min seng. Jeg var desuden bange for at komme til at rulle henover ham i søvne - til trods for at jeg som nyopereret ikke kunne flytte mig en milimeter uden at det kunne mærkes i hele kroppen.
Andendagen som ny familie startede på afdelingen, men kl. 11 blev vi flyttet over på patienthotellet. Her var stuen lidt finere og bedre indrettet til besøg - så det benyttede vi os af! Her tog vi imod venner og familie og viste stolt vores lille guldklump frem. Efter endnu en overnatning var vi klar til hjemturen og havde mod på for alvor at begynde livet som familie på tre.
Det viste sig imidlertid hurtigt at være en stor udfordring. Vi havde ikke forventet at det ville blive nemt, men vi var på ingen måde forberedt på alle de tvivlsspørgsmål vi endte med at have. Set i bakspejlet ville jeg have holdt mere stædigt på endnu en overnatning. Den dag vi kom hjem var samtidig den dag hvor mælken for alvor løb til. Det betød både store smerter og tudetur på tudetur. Der udover har baby i de første døgn åbenbart et stort trygheds- og kontaktbehov, men det var vi ikke klar over. Det resulterede i skrig og skrål - både fordi baby var utryg og fordi han ikke kunne få ordentlig fat når der skulle ammes. Det betød at vi blev rigtig frustrerede, kede af det og utrygge og alt sammen havde det en forstærkende effekt på hinanden. Så vi ringede til Skejby kl. 02.30 for at bede om et godt råd. Det var super nemt - læg ham helt tæt på jer, hud mod hud. Den slags råd ville vi gerne have haft der ude så det ikke var nået at blive et problem, når løsningen nu var så nem.
Der udover har vi brugt det meste af en uge på at vænne os til at have ham i sengen. Nu sover vi endelig godt når han sover i stedet for at ligge mussestille og anspændte af frygt for at lægge os på ham. Vi er desuden begyndt at stole på at han selv kan trække vejret - også uden at vi kigger til ham eller mærker ham under næsen hele tiden.
Så jo jo - det går fremad! Han er ellers nem - han spiser godt, sover godt og kommer af med det han skal. Sundhedsplejersken var også meget tilfreds med ham da hun var på besøg. D. 12. havde han taget 100 g. på og var vokset 1 cm. Det er flot, da de flete nyfødte starter med at tabe sig. Han er dog lidt gul, hvorfor vi får endnu et besøg af sundhedsplejersken i næste uge. Hun er skøn og derfor glæder vi os bare. Det giver også muligheden for at få svar på flere spørgsmål end den million vi allerede har stillet hende i forbindelse med besøget i sidste uge.
Ellers har vi været på tur med barnevognen - både gåtur og bustur. Begge dele er gået fint. Jeg er dog stadig noget betænkelig ved at skulle køre i bus alene med barnevognen, så indtil videre er planen, at jeg skal gå alle steder hen. Derfor passer det mig også glimrende at vejret ikke længere byder på sne og hård frost - så må baby nemlig også komme med uden for!
Vi har desuden været på Skejby et par gange for at få tjekket ører og få taget blodprøver som kan afsløre mulige stofskiftesygdomme. Ørerne var fine og det regner vi også med at blodprøverne var - vi hører kun noget hvis der viser sig at være noget i vejen.
Jeg har det også godt. Jeg kan mærke at jeg skal koncentrere mig om at få sovet. Hvis bare det sker, ser resten af verden meget lysere ud. Såret efter kejsersnittet er vokset sammen og sygeplejersken som fjernede klammerne jeg var lukket sammen med sagde, at det er det pæneste kejsersnitar hun længe har set - skønt! Jeg er heller ikke øm mere og har ligget på maven og sovet for første gang i et halvt år. Vægten siger - 11 kg. siden fødslen, hvilket bekræfter mig i, at jeg må have haft en hel del vand i kroppen. Jeg mangler nu kun fire kg. før jeg er tilbage til førgraviditetsvægt - det skal jeg nok nå med min plan om at gå alle steder hen i stedet for at tage bussen rundt.
Nå, det blev vist lidt langt. Jeg håber, at der ikke vil gå så lang tid mellem opdateringerne, nu hvor overskuddet er større. I får lige nogle billeder der kan dokumentere Lillemandens 12 dage lange liv. Vi synes allerede, at han har forandret sig rigtig meget, men bedøm selv!
 |
| Han er mere og mere vågen, og vi kan nu nyde dette dejlige syn op til flere gange i døgnet. Oftest er det at opleve først på natten efter første amning. Måske er det ikke så mærkeligt at moren er en lille smule brugt at se på, for hvordan er det meningen at man skal kunne lægge sig til at sove, når det her er hvad man skal lukke øjnene fra? |
 |
| Den lille familie - moren ser ret smadret ud, egentligt også noget mere end hun føler sig? Måske man skulle erhverve sig kronprinsesse Marys stylist... |
 |
| Lillemanden har her besøg af to af sine onkler - Frank og Toft. Der blev passet rigtig godt på den lille, som ikke fik lov at sige at pip uden der straks var tre par øjne på ham. Han opdagede det imidlertid ikke, for han sov trygt tre timer i træk. |
 |
| Her er han faldet i søvn efter maden. Jeg synes simpelthen, han er så yndig, når han ligger sådan med hænderne foldet så fint, så fint |
 |
| I bad for første gang. Han ser en del mere skræmt ud på billedet end han var. Mor og far var ellers forberedt på skrig og skrål, men han nød det i fulde drag og sprællede. Til gengæld var det sjove ovre med det samme vi tog ham op af vandet - så hylede han som en lille gris. Heldigvis havde vi varme håndklæder på radiatoren, så det gik hurtigt over igen. |
 |
| Her et billede taget i går aftes. Far og søn har en samtale om løst og fast - her om alle de fisk de skal fange i fremtiden <3 |
 |
| Vi er ved at øve os i at bruge sut i stedet for at hyggeamme i timevis. Det går for så vidt nogenlunde. Sutten skal dog genopdages hver dag og den slår bare ikke en rigtig amning, mor eller fars lillefinger eller hele hans egen hånd. Men når han i korte perioder fanger teknikken, er han simpelhen uimodståelig med den cigar! |
 |
| Lille og fin - stille og rolig i sin lift. Her er han ellers ikke vild med at ligge, og han vil helst ikke sove der om natten - så tager han hellere en godnatbajer ekstra hos mor! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar