Bliver jeg mon aldrig klogere?

NB! Indlægget her er skrevet for et par uger siden, så derfor er indholdet lidt ved siden af, men i får det alligevel:

Jeg skal lære at holde min mund og derved lade være med at udfordre skæbnen. That's it - så enkelt er det! Det burde være til at hitte ud af, og jeg burde måske have lært det efter Laurits' tur til lægen i en alder af 6 uger, hvor jeg pralede af mit englebarn, og han som respons skreg, så der ikke var nogen i en radius af 1 km., der kunne have undgået at høre ham. Men nej, nej!
   At jeg aldrig har fået ordsproget "klog af skade" ind under huden viste sig, da jeg i går endnu en gang tog til lægen, denne gang til et efterfødselstjek af mig selv. Jeg havde tænkt, at der var tale om et fysisk tjek, men det viste sig at have mere karakter af en samtale. Han spurgte ind til hvordan det gik med at være en familie, hvordan jeg havde det, hvordan det gik med amning osv. Og jeg snakkede, ævlede og kævlede! Han var ganske givet ikke klar over, hvilken naturkraft han havde sluppet løs med sit: "Nå, hvordan går det så?". En sand talestrøm flød fra min mund, og fluen på væggen kunne blandt andet lægge øre til sætningsbrudstykker som "englebarn", "masser af overskud", "sover og spiser godt", "glad", "fint parforhold", "ingen skrigeture", "tabu at have et nemt barn" osv. osv. osv. Jeg overdrev ikke, men udelod på den anden side heller ingenting. Når han nu spurgte, skulle han dælme også have et ordentligt og fyldestgørende svar!
   Jeg gik derfra efter at have fået tid til vaccination af knægten - måske det mest konstruktive der kom ud af det lægebesøg - bortset fra, at lægen selvfølgelig fik bekræftet, at jeg ikke var på vej ud i en fødselspsykose og som resultat deraf, at baby ikke var på vej ud fra altanen på 5. sal.
   Hjemme igen var jeg stadig helt ovenpå af glæde over min velfungerende lille familie, og sendte derfor med is i maven og god samvittighed Jens afsted til sin krav maga-træning (eller "slåsning" som måske er en mere dækkende titel?).

Og så brød helvede ellers løs!

Da knægten begyndte at gabe og sige sine pylre/klynke lyde som normalt betyder "giv mig sutten og jeg sover!" sprang han elegant den sidste del over. Så i stedet for at hapse sutten, blinke nogle gange og blive skeløjet for så at falde i søvn, udviklede klynk sig til gråd, og gråd udviklede sig til hyl og skrig. SUK! Sådan brugte vi en hel del tid, og til sidst gav han op, da han fik noget mad. "Endelig ro", tænkte jeg, men ak! Uroen i hans lille krop varede hele natten. Han har ikke skreget, men heller ikke sovet særlig meget. Han har rodet -rundt og spyttet sutten ud igen og igen og igen. Så da han vågnede sådan for alvor kl. 7.30 i morges, var jeg ikke i nærheden af at være klar til at stå op. Men det er der jo ikke nogen (læs: Laurits), som tager hensyn til. Uroen fra i nat er overført til i dag, og det samme er skrig og skrål. Da jeg her til aften havde aftalt med min veninde, Pernille, at hun skulle komme på besøg, var jeg tæt på at aflyse, fordi han var så umulig. Men alt det dårlige humør forsvandt som dug for solen, da Moster Pernille trådte ind ad døren, og resultatet kan ses i det lille filmklip, der ligger under indlægget "Small talk med Moster Pernille".

Skøre knægt! Bliver jeg mon nogensinde klogere på dig?

Max billedspam og en lille smule opdatering!

Så er der nyt fra Århus C - eller Aarhus C som det jo nu så smart hedder! Lad mig starte med at lufte min undren over behovet for at ændre stavemåden i bynavnet og dermed en ekstra udskrivning for kommunen, som ellers burde være spændt hårdt nok for økonomisk... men lad nu det ligge!

Som overskriften måske afslører, kommer dette indlæg til at bestå mest af billeder. En lille statusopdatering inden i skal kvæles i fotos af vores guld slipper i dog ikke for!
   Da Laurits var ca. 5 uger gammel skulle han til tjek hos lægen. Jeg havde fodret og fodret den lille ædedolk inden afgang fra hjemmet for at undgå overdrevet hyleri på vejen. De resulterede i super søvnig baby, som snorkede hele vejen ned til lægen - så langt, så godt! Vel indendøre meldte vi vores ankomst ved skranken, og jeg følte mig som den vildeste overskudsmor, som var mere præcis end lægen, og hvis englebarn oveni købet boblede derudaf og overhovedet ikke gjorde væsen af sig. Et kvarter forsinkede blev vi kaldt ind til lægen, som selv var nybagt far og derfor vidste lige præcis hvor i vores liv, vi befandt os. Han var vældigt tilfreds med vores nu knapt så lille søn. I en alder af knapt 6 uger var han vokset 7 cm og havde taget 2,1 kg på ... (pause til imponerede og undrende udbrud). Laurits var til gengæld knapt så imponeret over lægen som omvendt. Fra at have siddet i sin autostol i sin varme flyverdragt og sovet, blev han vækket, trukket af tøjet, lagt på en kold briks med masser af lys, prikket til og hevet i osv. osv. Følelsen af overskud forsvandt som dug for solen, da den lille stak i et hyl af en anden verden, og jeg bandede mig selv og min "han græder faktisk næsten aldrig"-udtalelse hen hvor peberet og lægebesøg gror. Jeg fik ham pakket sammen og med skrig og skrål stod vi igen i venteværelset. Når lillefisen er i dét humør er der kun et middel, der virker - madkasserne! Så på trods af alle mine halvnegative følelser omkring at amme i offentlighed, måtte skrappe midler tages i brug - og så var der ro, og vi kunne efter en heftig omgang smasken og bøvsen bevæge os hjemad i ro og mag.
   Noget siger mig, at offentlig amning og dermed luftning af mælkejungerne (som Jens så poetisk kalder dem) er noget, jeg må vænne mig til. Jeg synes ellers, at vi forsøger at gøre det så diskret som muligt, men nogle mennesker forstår åbenbart ikke en hentydning. Ex: Vi var på hospitalet for at få scannet Laurits' hofter (rutine for børn som har ligget i sædestilling, da deres hofter kan have taget skade af at sidde fast i bækkenet. Laurits var helt fin, og det havde vi også regnet med, for han sad ikke fast, men svømmede rundt i sin mors Lalandia af en mave med tilhørende fostervand/spa) og efter endt session, fik vi lov at sidde i et lidt aflukket hjørne og amme ham inden turen gik til banken. Vi have parkeret barnevognen helt tæt op ad os, så den kunne skærme lidt, og samtidig have jeg gemt mig godt bag dynen og stofbleer. ALLIGEVEL lykkes det en fuldstændig fremmed kvinde at suge maven og hagen ind, kante sig forbi barnevognen, hinke forbi en pæl, lave en hældrejning forbi en tom hospitalsseng, trække dynen til side og stikke hovedet helt ned til ham for at konstatere, at han da ikke var ret gammel?!?!?  Det var på alle måder grænseoverskridende for meget. Jeg har intet imod af familien ser på, når jeg ammer ham, men fremmede mennesker, som ikke engang spørge om lov skal simpelthen holde sig på lidt længere afstand. Vi var begge to helt paf og sagde ikke rigtig noget, så hun forduftede heldigvis rimelig hurtigt igen. Men jøsses!
   Bortset fra det er der stortset intet nyt fra Østfronten. Han er dog meget mere vågen og vi kan så småt begynde at lege lidt med ham. Han smiler mere og mere og vores hjerter vokser i takt med hans udvikling. Selvom moren kan være halvknotten når han skriger kl xx om natten, er det alligevel det heleværd når han pludrer til koen som spiller musik på puslebordet og sender et stort, tandløst smil. Smilet er dog begrænset til liveoptrædender og er så godt som umuligt at fange med et kamera - vi arbejder på sagen!

Og så til de lovede billeder!
/Mette

Vi har prøvet at øve os i sutteflaske, så far også engang imellem kan stå for maden, men som med sutten forstår han ikke rigtig pointen. Han var rimelig uinteresseret i sutteflasken som kun allernådigst fik et trut indimellem. Men far var sjov!

Her en lille badenymfe, just fisket op af badet - så hygger vi på puslebordet med koen som spiller musik

Her på første tur i egen vogn - tilpas uimponeret og i dyb søvn!

Træt mor og søn - sidstnævnte iført sit konattøj som morens fætter Claus rimeligsikkert er misundelig på ikke laves i en voksenstørrelse

Det er sjovt at være i bad, synes både far og søn. Badeand og natursvamp på babys hoved kan således tilskrives morsom far. Badeænderne lever i øvrigt et farligt liv i rørte vande, hvor de bliver tacklet på det voldsomste af ivrige babyspjæt.

Efter endt bad er det tid til personlig pleje. Det indebærer bl.a. en frisering som efterlader det fine babyfehår i en fin frisure.

Laurits har fået et lækkert legestativ med flotte farver - det er ganske spændende og han kigger og kigger og kigger på det

Han er rigtig dygtig til at holde hovedet,når han ligger på maven (moren er bare for langsom med kameraet, men det er jo ikke hans skyld). Samtidig bliver han utroligt ivrig og udstøder en hel masse anstrengte stønnelyde, så man rigtig kan høre,hvor mange kræfter han lægge i arbejdet. Det er simpelthen SÅ sjovt!

Ikke længe efter må han dog give op, og så ligger han i stedet og slikker på puslepuden. Men den er da også meget lækker?

Det tætteste vi endnu er kommet på at fange et smil med kameraet - vi fortsætter det hårde arbejde og kilder hager og knipser løs

Ligeså svært det har været at fange et smil på foto, ligeså nemt har det været at fange det modsatte. Her har han lige slået en prut så stor, at han selv vågnede af det - og så bliver man helt forskrækket! Den supersøde bjørnejakke er en gave, som vi også er RIGTIG glade for - den er perfekt til at skulle på tur i bilen med, når man samtidig er iført lækre hjemmestrikkede strømper!

 Som sagt er han ikke ret god til at bruge sut. Når han endelig overgiver sig, kan han sutte sig selv i søvn. Desværre spytter han den ud, så snart han falder hen, og så vågner han med et spjæt, og vi kan starte forfra på at putte ham. Jens har derfor fundet en løsning, der er hyggelig for alle parter. Her putter far og søn - sutten holdes på plads af fars næse. I mellemtiden har mor lidt fred som bl.a. kan udnyttes til at knipse løs og håbe på at blitzen ikke vækker dem.

En invitation, der minder om denne, vil være dumpet  ned i postkassen hos familien på nuværende tidspunkt (er den ikke, må i lige sige til!). Vi holder barnedåb i Breum d. 24/4 - påskedag og vi glæder os til at se jer!

Lægebesøg, mødregruppe og sne - masser af sne!

Ja, egentligt burde overskriften have været i modsatte rækkefølge, for det er sådan, vi har oplevet det - men skidt!
   Vi bor et af de heldige steder i landet, hvor sneen først har dalet, siden væltet ned fra himlen i en uge nu. Umiddelbart kan skønheden og begyndende julestemning være svær at ane, når man bor lige ud til ringgaden i Danmarks næststørste by. I stedet for tyst og idyllisk landskab har vi fra snevejrdags nr. 1 haft sjap, mudder og i bedste fald gråt sne. Samtidig bor vi også i en kommune, hvor budgetterne for snerydning i 2010 blev overskredet allerede i februar, hvorfor både salt og sneplove har været en mangelvare hen over weekenden. Vi skulle begge arbejde lørdag, hvor vi endte med at tage en taxa derud, fordi toget ikke kørte. Vi betalte knapt 200 kr. for at få lov til at komme på arbejde - det er simpelthen en dårlig forretning. Hjemad nægtede vi at gentage det nummer - der måtte vel komme en bus? 1½ time efter fyraften stod vi igen i Århus C (en tur der normalt kan klares på 10-15 minutter) med meget kolde tæer og meget trætte ben. Åh jo - sne er først og fremmest drønbesværligt, når man ikke får den smukke side med. Måske man burde tage en tur i skoven for at se, at sne ikke kun er møgirriterende og vådt, men også flot? I hvert fald er vinteren nu begyndt - endda en uge for tidligt i forhold til kalenderen.
   Nå, men nok om vejret - man skulle jo nødig komme til at lyde som Peter Tanev? Vi har jo i forbindelse med flytning skiftet læge, og som de samvittighedsfulde skatteydere vi er, har vi da virkelig også tænkt os at benytte os af den gratis praktiserende læge. Således har jeg været ved lægen både fredag og i dag, mandag. Onsdag og torsdag havde jeg været dårlig med hovedpine, svimmelhed osv og efter at have rådført mig med den kommende mormor, fik jeg en tid ved lægen fredag til et tjek. Han mistænkte en mulig svangerskabsforgiftning, men da blodtrykket var normalt og mængden af vand i kroppen var tilforladelig, afblæste han alarmen igen. Dejligt - jeg kunne på ingen måde overskue en svangerskabsforgiftning, der muligvis kunne ende med en rimelig for tidlig fødsel.
   I dag har jeg så været afsted igen, denne gang flankeret af Jens. Der var dog bare tale om et rutinetjek - det sidste af tre i en normal graviditet. Denne gang var vi inde ved en anden læge, en kvinde, og hun var bare rigtig god. Jeg havde ellers frygtet det en lille smule - det er lidt et spil i lotteriet at vælge læge. Der er rigtig mange valgmuligheder, og hvordan kan man lige vide, om det er et godt eller dårligt sted, man kommer til? Hende her var i hvert fald super sød, og hende skal vi nok blive glade for. Hun var stort set også tilfreds med status for graviditeten. Min vægt er fin, mængden af vand i kroppen ok, blodtryk perfekt og fosteraktivitet helt i top. Vi fik lov til at høre hjertelyd, og da hun satte doptonen på min mave, futtede det lille tog der ud af med det samme. For ligesom at sætte to streger under sin tilstedeværelse gav den lille også lige maskinen et ordentligt spark - baby er i den grad meget livlig og aktiv! Eneste minus (og det er stadig et lille et!) er, at han stadig ikke vender med hovedet nedad. Han har stadig ca. tre uger til at vende sig i, så der er ingen grund til panik endnu. Vi skal heldigvis til jordemoder igen d. 9., så må vi se, hvordan det ser ud til den tid. Har han ikke vendt sig der, vil de formegentlig forsøge at vende ham. Der er det en fordel, at der er relativt meget fostervand, da det skulle gøre vendingsforsøget nemmere. Vi krydser dog fingre for, at det slet ikke bliver nødvendigt, og at han helt af sig selv finder vej ned i bækkenet.
   I dag har jeg udnyttet endnu et af de offentlige tilbud til gravide - et møde med sundhedsplejersken og min mødregruppe. Sundhedsplejersken var desværre syg, så vi fik en vikar. Hun var rigtig sød, men bliver altså ikke den vi kommer til at skulle benytte os af. Mødregruppen, eller gravidgruppen som det jo stadig er - vi er stadig uden babyer hele vejen rundt, er sat sammen af sundhedsplejersken på baggrund af geografi, termin og antal af børn. Aldersmæssigt ligger vi ml. 22 og 41, vi er to studerende og tre færdiguddannede og venter altså alle fem barn nr. 1. Vi startede med at præsentere os selv, og herefter blev samtalen sat i gang vha. en række spørgsmål fra sundhedsplejersken. Helt fra starten var der stor åbenhed, og vi fik snakket om forventninger til fødsel, amning, fædre, os selv som mødre og til mødregruppen i det hele taget. Det var utrolig rart, at der helt fra starten var god kemi, og at snakken faldt naturligt. Jeg havde ellers frygtet, at det ville ende i ren hønsegård, hvor det handlede om at have det nyeste babytøj, leve mest økologisk og om altid at have et eller andet hjemmebagt klar. Heldigvis var det åbenbart en generel frygt, og da den var viftet væk, fik vi snakket en masse og endte faktisk med at blive en halv time længere end planlagt. Vi skal mødes igen på mandag til morgenmad på café, og så er planen ellers at mødes en gang om ugen for hurtigt at komme tæt på hinanden. Den første skal føde ved planlagt kejsersnit d. 14. december, så det varer heller ikke længe, inden der kommer bebser med. Jeg glæder mig rigtig meget til hele det her mødregruppeshow. Jeg har ikke super mange veninder med børn, og derfor er det rart med et forum, hvor dem man snakker med ikke bliver tomme i blikket, når man lufter bekymringer for hvor meget tøj, sådan en lille nyfødt mon skal have på ud i barnevognen, hvordan bleer skal vende, eller hvordan man undgår at glemme baby ude på gaden, når man også skal have barnevogn, indkøbsposer, nøgler osv. bakset hjem og fisket frem.
   Sidst men ikke mindst er jeg nu endelig klar til at indrømme det - jeg er ved at være klar til jul! I går, søndag, var Jens og jeg med Toft og Lene nede og se byens store juletræ blive tændt til yndig korsang fra små nissepiger og Nikolaj Wammen (jo - han både sang og holdt tale om energisparepærer på Danmarks største juletræ). Jeg blev helt grebet af stemningen, den pletvis hvide sne og duften af glög og æbleskiver, og derfor vil jeg slutte med et "glædeligt december til alle"

/Mette

Da jeg ikke rigtig har nogen billeder af lægen og ikke synes, at grågrumset snesjap er særlig idyllisk, må I i stedet få et billede af fuldstændig upraktisk pude, som har fundet ved ind i det lille hjem (måske via mit dankort?). Det er en fin lille abe og ikke helt magen til billedet her. Der er nemlig ikke lavet to puder, der er ens, de er alle af forskelligt stof og syet i hånden. SÅ fine - selv Jens var solgt - og det siger ellers ikke så lidt!

2. lægebesøg og stilhed før stormen - sådan da!

Så blev det 1. oktober og officielt dagen hvor vi kan flytte i den nye lejlighed. Uofficielt fik vi nøglerne i onsdags, og Jens har således brugt de sidste par aftener på at pendulere frem og tilbage mellem Nordborggade og Søndre Ringgade slæbende på skrammel, dimsedutter, ting og sager der ikke lige passer ned i de mange lånte flyttekasser. Den stakkels mand er helt forslæbt og træt allerede inden den rigtige flyttedag er oprunden, så vi har uden flyttemændenes (Jens' kammerater) kendskab aftalt, at han i dag leder og fordeler - så må de slæbe. Jeg tager på arbejde og slipper på den måde for hele herligheden. Ret smart hvis jeg selv skal sige det :) Jeg har dog sørget for mad til de sultne og velvoksne flyttefolk, og således dufter her af beuf bourgignon i hele den nedpakkede hytte... Så nu skal tiden bare gå! Kl. er i skrivende stund 13.38 og kl. 19 når jeg vender hjem fra flæskestege og hakkekød på tilbud i Risskov, er alt kaos flyttet fra denne lille lejlighed til den store og dejlige lejlighed på den anden side af vejen. Vi glæder os til at vise den frem til jer allesammen!
   I dag har jeg også fået overstået det andet af ialt tre lægebesøg i forbindelse med Lillemandens kommende fødselsdag. Både læge og sygeplejerske var ganske tilfredse med os, og vi har nu på skrift at maven er stor. Den ligger dog inden for normalen, men har en størrelse som gennemsnittet først rammer om et par uger. Jeg gik derfra med et fast håndtryk, et farvel og "go' fødsel"... ?...!...? Her blev jeg lidt paf! SKAL HAN OGSÅ FØDES??? Nej dér tror jeg lægen har misforstået noget - hun ved vist ikke, at jeg har lavet en aftale med storken om, at den kommer og fisker baby ud af maven på en meget blid og fuldstændig smertefri måde engang efter jul. For det er jo storken der kommer med de små børn?
    Hvis ikke kameraet med tilhørende kabler var pakket ned i ukendt kasse med påskrift a la "nips og kasse" (for sådan nogle kasser har vi nemlig, og jeg kan ikke helt tyde kodesproget, men Jens må vel vide hvad det betyder?), ville jeg fluks have lagt billeder ud af YNDIGT drengetøj jeg har indkøbt til ganske fordelagtige priser på et stort lagersalg på havnen i her i Århus. Da det ikke kan lade sig gøre, må i komme og se det live i stedet. Nu vil jeg afsted - så kan drengene ride flyttestormen af mens jeg langer spegepølser over disken!

/Mette