mandag den 4. april 2011

Bliver jeg mon aldrig klogere?

NB! Indlægget her er skrevet for et par uger siden, så derfor er indholdet lidt ved siden af, men i får det alligevel:

Jeg skal lære at holde min mund og derved lade være med at udfordre skæbnen. That's it - så enkelt er det! Det burde være til at hitte ud af, og jeg burde måske have lært det efter Laurits' tur til lægen i en alder af 6 uger, hvor jeg pralede af mit englebarn, og han som respons skreg, så der ikke var nogen i en radius af 1 km., der kunne have undgået at høre ham. Men nej, nej!
   At jeg aldrig har fået ordsproget "klog af skade" ind under huden viste sig, da jeg i går endnu en gang tog til lægen, denne gang til et efterfødselstjek af mig selv. Jeg havde tænkt, at der var tale om et fysisk tjek, men det viste sig at have mere karakter af en samtale. Han spurgte ind til hvordan det gik med at være en familie, hvordan jeg havde det, hvordan det gik med amning osv. Og jeg snakkede, ævlede og kævlede! Han var ganske givet ikke klar over, hvilken naturkraft han havde sluppet løs med sit: "Nå, hvordan går det så?". En sand talestrøm flød fra min mund, og fluen på væggen kunne blandt andet lægge øre til sætningsbrudstykker som "englebarn", "masser af overskud", "sover og spiser godt", "glad", "fint parforhold", "ingen skrigeture", "tabu at have et nemt barn" osv. osv. osv. Jeg overdrev ikke, men udelod på den anden side heller ingenting. Når han nu spurgte, skulle han dælme også have et ordentligt og fyldestgørende svar!
   Jeg gik derfra efter at have fået tid til vaccination af knægten - måske det mest konstruktive der kom ud af det lægebesøg - bortset fra, at lægen selvfølgelig fik bekræftet, at jeg ikke var på vej ud i en fødselspsykose og som resultat deraf, at baby ikke var på vej ud fra altanen på 5. sal.
   Hjemme igen var jeg stadig helt ovenpå af glæde over min velfungerende lille familie, og sendte derfor med is i maven og god samvittighed Jens afsted til sin krav maga-træning (eller "slåsning" som måske er en mere dækkende titel?).

Og så brød helvede ellers løs!

Da knægten begyndte at gabe og sige sine pylre/klynke lyde som normalt betyder "giv mig sutten og jeg sover!" sprang han elegant den sidste del over. Så i stedet for at hapse sutten, blinke nogle gange og blive skeløjet for så at falde i søvn, udviklede klynk sig til gråd, og gråd udviklede sig til hyl og skrig. SUK! Sådan brugte vi en hel del tid, og til sidst gav han op, da han fik noget mad. "Endelig ro", tænkte jeg, men ak! Uroen i hans lille krop varede hele natten. Han har ikke skreget, men heller ikke sovet særlig meget. Han har rodet -rundt og spyttet sutten ud igen og igen og igen. Så da han vågnede sådan for alvor kl. 7.30 i morges, var jeg ikke i nærheden af at være klar til at stå op. Men det er der jo ikke nogen (læs: Laurits), som tager hensyn til. Uroen fra i nat er overført til i dag, og det samme er skrig og skrål. Da jeg her til aften havde aftalt med min veninde, Pernille, at hun skulle komme på besøg, var jeg tæt på at aflyse, fordi han var så umulig. Men alt det dårlige humør forsvandt som dug for solen, da Moster Pernille trådte ind ad døren, og resultatet kan ses i det lille filmklip, der ligger under indlægget "Small talk med Moster Pernille".

Skøre knægt! Bliver jeg mon nogensinde klogere på dig?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar