tirsdag den 12. april 2011

Nye billeder!

Så er det vist ved at være tid til endnu en omgang billeder af vores lille basse, men inden i druknes i fotos, får i også en opdatering i tekstform.
   Laurits er ved at blive stor! Nu hvor han har rundet de tre måneder, begynder hans personlighed at skinne mere og mere igennem. Fra at have været nyfødt og sovet, spist og lavet i bleen, er han nu en rigtig baby, som udover det allerede nævnte griner, snakker, smiler og leger. Nogen har stjålet vores nyfødte søn, som svømmede i sit tøj i str. 50, og har i stedet efterladt en tyk baby, der netop har taget hul på str. 68. Selvom jeg savner ham som nyfødt, er der heller ikke noget bedre end at høre hans latter, når han vender på hovedet, eller når han bliver kildet på maven eller under hagen (-erne). Han er nysgerrig og glad, og han bliver mere og mere interesseret i sit legetæppe. Han er langsomt, men sikkert på vej til at kunne baske koordineret til dyrerne, der hænger i buerne ind over hans hovede, og han snakker en hel del med dem. Han sparker mere og mere og trækker benene op til brystet i en bevægelse, der inden længe vil resultere i, at han triller. Han er så småt begyndt at snakke med de andre babyer, der bor rundt omkring i de spejle, vi kommer forbi (altså ham selv), og han kan med kun en lille smule hjælp trække sig selv op at sidde, hvis han ligger på ryggen. Dygtig dreng! Vi er desuden ved at nå frem til noget, der minder om en rutine. Han går som regel i seng omkring kl. 21. Så sover han til kl. ca. 3, spiser og falder i søvn igen for så at vågne kl. 8. Så snakker, hygger og pusler vi, indtil han bliver sulten omkring kl. 9. Kl. ca. 10 bliver han noget så søvnig, så der kommer han i barnevognen og snupper en lur af varierende længder. Resten af dagen indtil kl. 21 igen varierer rigtig meget fra dag til dag. Nogle dage sover han meget, andre lidt og nogle få dage nærmest ikke. Heldigvis er nattesøvnen rimelig konstant, og det eneste, der kan variere, er, om han spiser én gang eller slet ikke. Jeg priser mig gang på gang lykkelig over at have fået en lille dreng, som sover om natten i stedet for at holde fest med sine dødtrætte forældre som eneste gæster hver eneste nat. Tak for det lille søn!
   Siden sidste opdatering er Laurits blevet vaccineret. Vi var noget nervøse for, om det ville resultere i vores første erfaring med sygt barn. Min læge havde forberedt mig (eller forsøgsvis skræmt mig fra vid og sans?) ved at fortælle om sin egen søn, som reagerede voldsomt på vaccinationen med 40 i feber, kramper og hævelser. Er der så noget at sige til, at det var med en vis grad af anspændthed at vi mødte op ved lægen samme dag som knægten fyldte tre måneder? Laurits selv var rimelig rolig og sov, da vi ankom. Det fik dog hurtigt en ende, for den ellers søde sygeplejerske stak ham med to sprøjter - en i hvert lår. Og han SKREG! Den del kom egentlig ikke bag på mig, for selvfølgelig er det ikke rart at blive holdt fast og stukket i - og så endda to gange, men det var alligevel ikke rart at høre på. Sygeplejersken var heldigvis hurtig til at få det overstået, og vi kunne pakke ham ned og få ham ammet, inden vi kørte hjem. På vejen var vi forbi et apotek for at armere os med Junior Panodil på lægens opfordring - skulle vi nu ende med baby med høj feber, var det rart at være forberedt. Vel hjemme igen faldt den lille i dyb søvn - en almindelig reaktion på vaccinationen. Og så kunne vi ellers sætte os ned og vente - ville han få feber og i såfald hvor meget? Hvornår skulle vi ringe til vagtlægen - 38,5? 39? 40? Slap vi helt eller en mellemting? Svaret kom da Lillefisen vågnede fra sin lur fire timer senere. Der lød lidt pylren inde fra sengen. Vi kiggede på hinanden, tog et par dybe indåndinger og tænkte "så går det løs!". Pylren blev til gråd, og gråd blev til skrig. Den stakkels lille fyr havde tydeligvis ondt. Vi kunne dog trøste ham stille og roligt, og hvis han fik lov til at ligge helt stille i vores arme uden at blive flyttet så meget som en milimeter, faldt han til ro igen. Jeg tror, at hans led eller muskler har gjort ondt, for han skreg kun, hvis vi flyttede ham. Efter fire timer skiftevis med gråd, slumrende baby, plyren og smil begyndte han at fægte med armene igen, og vi kunne ånde lettede op - vi undgik feberkramper og opkald til vagtlægen. Kl. 22 faldt han i søvn i vores seng og sov der hele natten. Jeg vågnede på et tidspunkt og bildte mig ind, at han måske var lidt varm og havde feber, men jeg tjekkede ikke temperaturen, for det var ikke alarmerende. Så vi slap altså rigtig let for komplikationer, og vi er nu mindre nervøse for næste vaccination, som ligger, når han bliver fem måneder.
   Ellers går vi og glæder os til barnedåben. I weekenden var vi til samtale hos præsten. Hun er simpelthen så god, og jeg er så glad for, at det er hende, der skal døbe ham. Hun synes, at det er helt fantastisk, at vi har fået børn i vores alder, midt i studier osv. Vi fik opgivet navne på faddere, aftalt at Jens skal bære Laurits og alt, hvad der ellers var nødvendigt at tale om i forbindelse med selve dåben. Hun fik det til at lyde tilpas afslappet, men stadig højtideligt - ligesom vi gerne vil have det. I weekenden var vi også på Mors hos Jens' forældre. Her fik vi prøvet kjolen på ham, og han var simpelthen så fin, at hans mor var lige ved at tude. Hvordan skal det så ikke gå i kirken, når der ud over nuttet baby i smuk kjole også er orgelmusik, gæster som kigger og alt muligt. Ih, forbered jer på, at jeg kommer til at vande høns i stride strømme! Vi glæder os og er sikre på, at det bliver en skøn dag - hvordan kan det blive andet med de gæster, vi har inviteret?

Og så komme billederne! Tak fordi i læste med, og undskyld at jeg ikke bare sprang til billederne med det samme, men jeg udnytter jo enhver given lejlighed til at snakke om den lækre lille rullesteg, der lige nu ligger og snorker i sin seng.

/Mette
Laurits er ikke ret glad for at ligge på maven, og fordi han ikke er det, har hans forældre været for dårlige til at træne det med ham. Derfor er vi nu gået i mere intensiv træning, fordi han ikke er ret god til at støtte på sine arme. Det er hårdt arbejde, men det afføder til gengæld skønne billeder som dette!
En glad lille bandit! Så er det endelig lykkes mig at fange et af de rigtig store smil - succes!
Hvor blev min lille baby af? Dårlig billedkvalitet skyldes som sædvanligt at det er taget med mobilen.

Endnu et bevis på hvor meget han er vokset - her har jeg lige ryddet op i hans tøj, og de to bunker er det han er vokset ud af. Den ene bunke er til salg, den anden bunke gemmer vi til Laurits skal være storebror. Desuden ligger der to poser i skabet som vi har lånt af Tony og Trine, som han også er blevet for stor til.

"Hej Far!" Laurits er mæt og tilfreds på vej i bad. Inden står den på træning af mavemuskler på puslebordet sammen med far. Den lille synes, det er super sjovt og den opmærksomme seer/læser vil ane smil både i øjne og på læber hos den lille gut

Fotografen får også et lille smil
Vi er nu helt klar til at hoppe i poolen, hvis ellers moren ville give slip, men det er altså lidt svært, når man har sådan en lille lækkermås i armene
Og så til selve badet! Filmen slutter lidt pludseligt, da kameraet løb tør for strøm - beklager!
Til sidst et billede af Laurits der artigt er gået omkuld i sin seng omgivet af sut og tøjelefant. Godnat til ham og til jer!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar