onsdag den 27. april 2011

Religiøs hårvask

Her sidder vi så og sunder os et par dage efter en veloverstået barnedåb. Laurits fik vasket hår af præsten, Jens stak af ved alteret og jeg havde mine nye sko i hånden. Ak ja, vi kunne ikke have drømt om en dejligere måde at fejre, at lillemanden nu officielt hedder Laurits og ikke Bengt! Vejret var intet mindre end perfekt, det samme var humøret, gæsterne og gaverne.
   Vi var selv nogle paphoveder til at få taget billeder på dagen, men heldigvis var der andre flittigere og bedre fotografer til stede, så deres billeder har vi fået fingre i. Her følger en række billeder fra den store dag.

/Mette
Selvom man er morgendagens hovedperson, kan man godt være afslappet på sit legetæppe og smile til fotografen

Dagen før dagen arbejdes der hårdt i køkkenet. To ivrige kokke forbereder forretten og sjældent er der blevet kælet og nusset så meget for et par stykker død kalv og tun i tin. Jens har tid og overskud til at posere for fotografen, hvor Thomas vælger at fokusere sin energi på gryden

Og så nåede vi til den store dag! Her er den kirkelige del overstået og vi kan nu - et stk. dåbsattest rigere - begive os hjemad mod festen!

Men inden vi når så langt, er der lige nogle gæster der skal have et pænt "goddag, og tak fordi i er rest den lange vej til Sallings Domkirke - Grinderslev"
På Breumvej var der dækekt op til alle! Der var trangt, men da vejret var med os og de fleste gæster tålte synet af hinanden, blev det alligevel til en dejlig dag, med lidt ekstra motion til Thomas som var blevet placeret ved et trafikknudepunkt, og derfor måtte rejse sig hvergang sultne gæster skulle et smut i buffeten
Smukkere køkkenhjælp findes næppe! Dygtige piger, som bare gjorde vores dag SÅ meget nemmere - Tak for det Pernille og Dorte.
Foråret kunne ikke have vist sig fra en smukkere side, og det nød vi alle med et smut i haven så snart muligheden bød sig.
Fætter og kusine. Julie er meget optaget af Baby og i det hele taget bare SÅ sød ved Laurits. Her hygger de i hjørnet af stuen ved bedstefar, som er fotografen
Når man nu har stået fadder, har man gjort sig fortjent til at blive fotograferet med sin lille nevø! Laurits har allerede et godt øje til Onkel Thomas, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det skal udvikle sig til i fremtiden!

Far, faster og Laurits. Et rigtig godt billede og et af mine yndlings fra dagen

Bedster og Older sammen med dåbsbarnet
Faddere og dåbsbarnet
Bedster og dåbsbarnet
Fars familie og dåbsbarnet
Mors familie og dåbsbarnet
Bonusbillede af den lille trold som sender smil bag gennemgnaskede fingre i et udtryk som ser lidt halvkækt ud!



torsdag den 14. april 2011

Barnedåbsforberedelser...

er ikke for sarte sjæle! Jagten er gået ind på outfits til den store dag. Det betyder desværre, at man skal agere påklædningsdukke/model for sin mor, når hun har købt nye bukser som er så fine, at de ikke kan vente i skuffen HELT til d. 24. april, og DET ER HÅÅÅÅRDT ARBEJDE!

tirsdag den 12. april 2011

Nye billeder!

Så er det vist ved at være tid til endnu en omgang billeder af vores lille basse, men inden i druknes i fotos, får i også en opdatering i tekstform.
   Laurits er ved at blive stor! Nu hvor han har rundet de tre måneder, begynder hans personlighed at skinne mere og mere igennem. Fra at have været nyfødt og sovet, spist og lavet i bleen, er han nu en rigtig baby, som udover det allerede nævnte griner, snakker, smiler og leger. Nogen har stjålet vores nyfødte søn, som svømmede i sit tøj i str. 50, og har i stedet efterladt en tyk baby, der netop har taget hul på str. 68. Selvom jeg savner ham som nyfødt, er der heller ikke noget bedre end at høre hans latter, når han vender på hovedet, eller når han bliver kildet på maven eller under hagen (-erne). Han er nysgerrig og glad, og han bliver mere og mere interesseret i sit legetæppe. Han er langsomt, men sikkert på vej til at kunne baske koordineret til dyrerne, der hænger i buerne ind over hans hovede, og han snakker en hel del med dem. Han sparker mere og mere og trækker benene op til brystet i en bevægelse, der inden længe vil resultere i, at han triller. Han er så småt begyndt at snakke med de andre babyer, der bor rundt omkring i de spejle, vi kommer forbi (altså ham selv), og han kan med kun en lille smule hjælp trække sig selv op at sidde, hvis han ligger på ryggen. Dygtig dreng! Vi er desuden ved at nå frem til noget, der minder om en rutine. Han går som regel i seng omkring kl. 21. Så sover han til kl. ca. 3, spiser og falder i søvn igen for så at vågne kl. 8. Så snakker, hygger og pusler vi, indtil han bliver sulten omkring kl. 9. Kl. ca. 10 bliver han noget så søvnig, så der kommer han i barnevognen og snupper en lur af varierende længder. Resten af dagen indtil kl. 21 igen varierer rigtig meget fra dag til dag. Nogle dage sover han meget, andre lidt og nogle få dage nærmest ikke. Heldigvis er nattesøvnen rimelig konstant, og det eneste, der kan variere, er, om han spiser én gang eller slet ikke. Jeg priser mig gang på gang lykkelig over at have fået en lille dreng, som sover om natten i stedet for at holde fest med sine dødtrætte forældre som eneste gæster hver eneste nat. Tak for det lille søn!
   Siden sidste opdatering er Laurits blevet vaccineret. Vi var noget nervøse for, om det ville resultere i vores første erfaring med sygt barn. Min læge havde forberedt mig (eller forsøgsvis skræmt mig fra vid og sans?) ved at fortælle om sin egen søn, som reagerede voldsomt på vaccinationen med 40 i feber, kramper og hævelser. Er der så noget at sige til, at det var med en vis grad af anspændthed at vi mødte op ved lægen samme dag som knægten fyldte tre måneder? Laurits selv var rimelig rolig og sov, da vi ankom. Det fik dog hurtigt en ende, for den ellers søde sygeplejerske stak ham med to sprøjter - en i hvert lår. Og han SKREG! Den del kom egentlig ikke bag på mig, for selvfølgelig er det ikke rart at blive holdt fast og stukket i - og så endda to gange, men det var alligevel ikke rart at høre på. Sygeplejersken var heldigvis hurtig til at få det overstået, og vi kunne pakke ham ned og få ham ammet, inden vi kørte hjem. På vejen var vi forbi et apotek for at armere os med Junior Panodil på lægens opfordring - skulle vi nu ende med baby med høj feber, var det rart at være forberedt. Vel hjemme igen faldt den lille i dyb søvn - en almindelig reaktion på vaccinationen. Og så kunne vi ellers sætte os ned og vente - ville han få feber og i såfald hvor meget? Hvornår skulle vi ringe til vagtlægen - 38,5? 39? 40? Slap vi helt eller en mellemting? Svaret kom da Lillefisen vågnede fra sin lur fire timer senere. Der lød lidt pylren inde fra sengen. Vi kiggede på hinanden, tog et par dybe indåndinger og tænkte "så går det løs!". Pylren blev til gråd, og gråd blev til skrig. Den stakkels lille fyr havde tydeligvis ondt. Vi kunne dog trøste ham stille og roligt, og hvis han fik lov til at ligge helt stille i vores arme uden at blive flyttet så meget som en milimeter, faldt han til ro igen. Jeg tror, at hans led eller muskler har gjort ondt, for han skreg kun, hvis vi flyttede ham. Efter fire timer skiftevis med gråd, slumrende baby, plyren og smil begyndte han at fægte med armene igen, og vi kunne ånde lettede op - vi undgik feberkramper og opkald til vagtlægen. Kl. 22 faldt han i søvn i vores seng og sov der hele natten. Jeg vågnede på et tidspunkt og bildte mig ind, at han måske var lidt varm og havde feber, men jeg tjekkede ikke temperaturen, for det var ikke alarmerende. Så vi slap altså rigtig let for komplikationer, og vi er nu mindre nervøse for næste vaccination, som ligger, når han bliver fem måneder.
   Ellers går vi og glæder os til barnedåben. I weekenden var vi til samtale hos præsten. Hun er simpelthen så god, og jeg er så glad for, at det er hende, der skal døbe ham. Hun synes, at det er helt fantastisk, at vi har fået børn i vores alder, midt i studier osv. Vi fik opgivet navne på faddere, aftalt at Jens skal bære Laurits og alt, hvad der ellers var nødvendigt at tale om i forbindelse med selve dåben. Hun fik det til at lyde tilpas afslappet, men stadig højtideligt - ligesom vi gerne vil have det. I weekenden var vi også på Mors hos Jens' forældre. Her fik vi prøvet kjolen på ham, og han var simpelthen så fin, at hans mor var lige ved at tude. Hvordan skal det så ikke gå i kirken, når der ud over nuttet baby i smuk kjole også er orgelmusik, gæster som kigger og alt muligt. Ih, forbered jer på, at jeg kommer til at vande høns i stride strømme! Vi glæder os og er sikre på, at det bliver en skøn dag - hvordan kan det blive andet med de gæster, vi har inviteret?

Og så komme billederne! Tak fordi i læste med, og undskyld at jeg ikke bare sprang til billederne med det samme, men jeg udnytter jo enhver given lejlighed til at snakke om den lækre lille rullesteg, der lige nu ligger og snorker i sin seng.

/Mette
Laurits er ikke ret glad for at ligge på maven, og fordi han ikke er det, har hans forældre været for dårlige til at træne det med ham. Derfor er vi nu gået i mere intensiv træning, fordi han ikke er ret god til at støtte på sine arme. Det er hårdt arbejde, men det afføder til gengæld skønne billeder som dette!
En glad lille bandit! Så er det endelig lykkes mig at fange et af de rigtig store smil - succes!
Hvor blev min lille baby af? Dårlig billedkvalitet skyldes som sædvanligt at det er taget med mobilen.

Endnu et bevis på hvor meget han er vokset - her har jeg lige ryddet op i hans tøj, og de to bunker er det han er vokset ud af. Den ene bunke er til salg, den anden bunke gemmer vi til Laurits skal være storebror. Desuden ligger der to poser i skabet som vi har lånt af Tony og Trine, som han også er blevet for stor til.

"Hej Far!" Laurits er mæt og tilfreds på vej i bad. Inden står den på træning af mavemuskler på puslebordet sammen med far. Den lille synes, det er super sjovt og den opmærksomme seer/læser vil ane smil både i øjne og på læber hos den lille gut

Fotografen får også et lille smil
Vi er nu helt klar til at hoppe i poolen, hvis ellers moren ville give slip, men det er altså lidt svært, når man har sådan en lille lækkermås i armene
video
Og så til selve badet! Filmen slutter lidt pludseligt, da kameraet løb tør for strøm - beklager!
Til sidst et billede af Laurits der artigt er gået omkuld i sin seng omgivet af sut og tøjelefant. Godnat til ham og til jer!





mandag den 4. april 2011

Laurits 3 måneder

I morgen bliver vores lille søn tre måneder - et helt KVART år! Tiden er gået næsten skræmmende hurtigt, og jeg kan få helt tårer i øjnene ved tanken om, at han ikke længere er nyfødt (oh yearh hormonhelvedet hærger stadig i min postgravide krop!). Han er nu gået fra "nyfødt" til "baby", er sprunget en størrelse op i tøj og bleer, snakker og smiler mere og mere. Han har desuden opdaget sine fingre. Det betyder at de enten flakser vildt, er proppet i munden eller er flettet ind i hinanden foran på kroppen, så han enten ligner en, der beder sin fadervor eller konspirerer på HØJT niveau.
   Han er desuden blevet slyngebarn. Jeg havde ellers under min graviditet tænkt, at det der slyngehalløj - det var noget hippiestads og bare overhovedet ikke mig. Da det så viser sig, at vi er beriget med et barn, der bare allerhelst vil bæres eller sidde på arm hele tiden, og da jeg bliver bare en lille smule træt af både at sidde på sofaen og tv'ets udbud af tv serier før klokken bliver 16.10 og dermed Beverly Hills-tid, må drastiske skridt tages. Således er vi nu de stolte ejere af en skildpaddesele/Mei Tai slynge. Al begyndelse er svær, og der er rigtig meget stof, der skal bindes rigtigt, for at barnet ikke skal gå til i vores forsøg på at bevæge os rundt og bruge armene frit uden at tabe ham på jorden. Det lysner dog i øst, og vi har nu TO gange været uden for hjemmets fire skæve vægge med barnet, og mere vigtigt - er vendt hjem med ham i live igen! Jeg tror dog stadig, at vi skal have taget kontakt til en professionel slyngemonteringsdame (eller hvad deres stillingsbetegnelse nu er?) for at  få lidt hjælp og derved optimalt udbytte af slyngen. Den er ikke rigtig pæn nok til at blive hængt op på væggen som pynt og dækker ikke nok af mine problemområder på kroppen, til at jeg vil iføre mig den, bare fordi den er fancy og smart, så det er nok bedst, hvis den bare kommer til at tjene det formål, den som udgangspunkt var tiltænkt at skulle have: at give den der har den på frie hænder, samtidig med at baby er tryg og tæt på vores kroppe.

Nu vil jeg stoppe, så vi kan komme i seng og få en god nats søvn. I morgen skal Laurits vaccineres, og vi forbereder os lidt på en aften og nat med uro og mulig feber til den lille mand. Heldigvis har han det sidste døgn sovet som en lille engel: fra 22.30 - 6.30, spist i 15 min. for derefter at sove videre til kl. 8.30, sovet igen fra kl. 11-13.30, taget en kort lur i eftermiddags og igen her til aften. Kl. er nu 22 og han sover igen. Jeg vil følge hans eksempel om lidt - her først lige et par billeder:
/Mette
Mor med baby i slyngen. Jeg føler mig tykkere, end jeg nogensinde var som gravid. Det kan evt. skyldes ca. 7 kg Laurits lige midt på maven? Jeg er desuden blevet klippet - en rigtig "mor frisure" så det ikke længere er muligt for små gennemgnaskede babynæver at blive filtret ind i mine lange, lyse lokker for dernæst at lukke sig i et jerngreb om mit stakkels hår og til sidst trække til. Der udover ser jeg ganske åndssvag ud, og jeg vil derfor godt benytte lejligheden til at undskylde væg til væg grisekulør - jeg GLÆDER mig til sommer og farve på kroppen (eller hvad det nu er jeg får, når nu udgangspunktet er "Mette - glows in the dark")


Den lille lækkermås med go'e ben, elastikker og det hele! Han er lige på vej i bad, så alt er godt :)

Bliver jeg mon aldrig klogere?

NB! Indlægget her er skrevet for et par uger siden, så derfor er indholdet lidt ved siden af, men i får det alligevel:

Jeg skal lære at holde min mund og derved lade være med at udfordre skæbnen. That's it - så enkelt er det! Det burde være til at hitte ud af, og jeg burde måske have lært det efter Laurits' tur til lægen i en alder af 6 uger, hvor jeg pralede af mit englebarn, og han som respons skreg, så der ikke var nogen i en radius af 1 km., der kunne have undgået at høre ham. Men nej, nej!
   At jeg aldrig har fået ordsproget "klog af skade" ind under huden viste sig, da jeg i går endnu en gang tog til lægen, denne gang til et efterfødselstjek af mig selv. Jeg havde tænkt, at der var tale om et fysisk tjek, men det viste sig at have mere karakter af en samtale. Han spurgte ind til hvordan det gik med at være en familie, hvordan jeg havde det, hvordan det gik med amning osv. Og jeg snakkede, ævlede og kævlede! Han var ganske givet ikke klar over, hvilken naturkraft han havde sluppet løs med sit: "Nå, hvordan går det så?". En sand talestrøm flød fra min mund, og fluen på væggen kunne blandt andet lægge øre til sætningsbrudstykker som "englebarn", "masser af overskud", "sover og spiser godt", "glad", "fint parforhold", "ingen skrigeture", "tabu at have et nemt barn" osv. osv. osv. Jeg overdrev ikke, men udelod på den anden side heller ingenting. Når han nu spurgte, skulle han dælme også have et ordentligt og fyldestgørende svar!
   Jeg gik derfra efter at have fået tid til vaccination af knægten - måske det mest konstruktive der kom ud af det lægebesøg - bortset fra, at lægen selvfølgelig fik bekræftet, at jeg ikke var på vej ud i en fødselspsykose og som resultat deraf, at baby ikke var på vej ud fra altanen på 5. sal.
   Hjemme igen var jeg stadig helt ovenpå af glæde over min velfungerende lille familie, og sendte derfor med is i maven og god samvittighed Jens afsted til sin krav maga-træning (eller "slåsning" som måske er en mere dækkende titel?).

Og så brød helvede ellers løs!

Da knægten begyndte at gabe og sige sine pylre/klynke lyde som normalt betyder "giv mig sutten og jeg sover!" sprang han elegant den sidste del over. Så i stedet for at hapse sutten, blinke nogle gange og blive skeløjet for så at falde i søvn, udviklede klynk sig til gråd, og gråd udviklede sig til hyl og skrig. SUK! Sådan brugte vi en hel del tid, og til sidst gav han op, da han fik noget mad. "Endelig ro", tænkte jeg, men ak! Uroen i hans lille krop varede hele natten. Han har ikke skreget, men heller ikke sovet særlig meget. Han har rodet -rundt og spyttet sutten ud igen og igen og igen. Så da han vågnede sådan for alvor kl. 7.30 i morges, var jeg ikke i nærheden af at være klar til at stå op. Men det er der jo ikke nogen (læs: Laurits), som tager hensyn til. Uroen fra i nat er overført til i dag, og det samme er skrig og skrål. Da jeg her til aften havde aftalt med min veninde, Pernille, at hun skulle komme på besøg, var jeg tæt på at aflyse, fordi han var så umulig. Men alt det dårlige humør forsvandt som dug for solen, da Moster Pernille trådte ind ad døren, og resultatet kan ses i det lille filmklip, der ligger under indlægget "Small talk med Moster Pernille".

Skøre knægt! Bliver jeg mon nogensinde klogere på dig?

søndag den 3. april 2011

Lidt søndagsunderholdning...

...inden en ny uge med tilhørende arbejdsdage truer - nå ja, med mindre man selvfølgelig er på barsel i 36 uger endnu. Fordi jeg synes det er synd for jer at i skal op til bestemt tid og ud af døren før en vrissen gammel kending får sko på, tænkte jeg, at jeg ville gøre lidt for at hæve underholdningsværdien på sådan en trist mandag. Derfor vil jeg belemre jer med denne lille film af et par tvillingedrenge som helt tydeligt har en meget dyb samtale - er det mon fremtidig fred i Mellemøsten der her diskuteres? De er topskønne og knuselskelige MEN jeg er samtidig ganske godt tilfreds med, at det ikke er mine - de er jo værre end 10 papegøjer og en flok kvinder i samme rum!