Om stort og småt, nyt og gammelt, mus og mand. En hverdagskrønike om livet som en lille familie - de største sejre, de mindste nederlag og de tåbeligste dumheder
I går fejrede vi Laurits' 1 års fødselsdag. Han er nu officielt en tumling og ikke længere en baby. Det er gået vanvittigt stærkt, og jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne spole tiden lidt tilbage. Bare en lille smule! Jeg har været mere end almindelig rørstrømsk de sidste dage. Har jeg nydt vores baby nok? Nusset ham nok? Kysset ham nok? Kysset ham for meget? Er jeg overhovedet klar til at være mor til en tumling i stedet for en baby? Hvor er facitlisten, så jeg kan se, om det sidste års benhårde, men fuldstændigt fantastiske arbejde er bestået?
Når jeg tænker mig om, ved jeg det jo godt. Foran mig kravler den dejligste, sødeste, kærligste, sjoveste (find selv på flere superlativer, alt der er positivt ladet passer på min søn!) lille dreng, der smelter alle hjerter. Han er en selskabspapegøje, morsdreng og grinebidder. Han trives og er fint med i sin udvikling. Han skaber sig, griner, hoster, råber og græder for at få opmærksomhed. Han bliver helt salig, når han bliver nusset og putter sig i vores arme, når han bliver træt og pylret. Han kaster med alt og vil helst lege med en rød eller gul melaminskål fra køkkenskabet. Han kan ikke lide mælk, men elsker sovs og kartofler. Hans seng står stadig i vores soveværelse, men han vil helst sove imellem os. Han skal starte i dagpleje på mandag. Han bliver så stor og dygtig!
Vores babyarbejde må være godkendt. Man kan ikke få så dejlig en dreng og samtidig være dumpet i forældreskab, det tror jeg ikke på!
Nå, men dagen i går forløb rimelig stille og roligt. At dømme efter vejret har Laurits opført sig tæskeelendigt det sidste år. Da jeg har lidt svært ved at genkende den opførsel, vælger jeg at tro, at vejret må tilskrives en anden. Er sikker på at kl. 12.21 skinnede solen fra en skyfri himmel over afdeling Y2 på Skejby.
Laurits vækkede os kl. 7.30, og vi stod søvndrukne op og puslede og lavede havregrød til fødselsdagsbarnet. Efter at have fyldt den lille mave, pakkede han gaver op. Vi havde været dødkedelige praktiske i vores gaveindkøb, så der var strømper, sengetøj og andet brugbart i pakkerne. Ikke så meget som en eneste lille ting fra Fætter BR havde sneget sig ind. Laurits var ligeglad, for der var gavepapir og -bånd, så festen var sikret ligemeget hvad.
Vi kørte til Mors for at spise frokost og køber lamper, så bedstefar og bedstemor fik også chancen for at sige tillykke til den lille supermand, der vanen tro lige tjekkede under tæpperne om bedstefar havde gjort ordentligt rent.
Til aften fik vi fødselsdagsmenu bestående af bl.a. sovs og kartofler. Fødselsdagsbarnet var himmelhenrykt og underholdt flittigt ved bordet ved fx at blæse sovsebobler.
Han fik lov til at være længe oppe og hyggede videre til tvet med rosiner og smoothie.
Det har været en dejlig, dejlig dag. Jens og jeg har kigget på hinanden SÅ mange gange og sagt "det er for vildt, tænk at der er gået et år allerede?!". Hele tiden har vi kigget på uret og sagt: "for et år siden ventede vi på at komme ind" "For et år siden fik jeg lagt epiduralblokade" "For et år siden blev han født" "For et år siden ringede vi hjem". I mit tilfælde: "For et år siden tudede jeg" - den kunne jeg så bruge fire-fem gange i løbet af dagen, og kan sådan set stadig i et par dage fremad. Jøsses som jeg tudede! Det var så overvældende stort, udmattende, opløftende, nervepirrende, beroligende, dejligt, voldsomt, befriende, forløsende, ALT!
Og nu er han så et år... I får en voldsom omgang billeder af fødselsdagsbarnet, som i dag har været til 1 års undersøgelse hos lægen: 75 cm, 10,4 kg og otte bisser. Der er altså 25 cm og 7.3 kg lækkerhaps mere i dag end for 1 år siden. Det er så stort. Han bliver så dygtig og der sker så meget lige nu. Jeg GLÆDER mig til det næste år og er spændt på hvad det vil bringe. I første omgang en fødselsagsfest på søndag og dagplejestart på mandag. Ih <3
Nå, det var de der billeder, vi kom fra...
Selvom man har fødselsdag ånder alt ikke idyl - det viser sig nemlig, at man også skal have strømper på, når man er fødselar!
En lille fødselsdagssang til havregrøden
Så er han frisk igen
Uh gaver! Jeg prøvede at tage et billede af gaverne alene, men de var uimodståelige for en lille pilfinger. Det var sådan set også ok - de var jo til ham
Den ser bedst ud!
Pakke, pakke op!
Så gik der hul på bylden, om man så må sige...
Er det virkelig bare kedelige hjemmesko eller er det snydefuttere som i virkeligheden er lavet af slik?
Hit med flere PAKKER!
Og det fik han så...
Skægt papir, kedeligt indhold
Den samlede, praktiske høst som man slet ikke kan lege med
Store drenge spiser med gaffel (og kyler den et splitsekond senere på gulvet)
Se mig far, jeg er sød!
Danse, danse hos bedsterne. Den er sjov den her!
Tjek! Bedstefars rengøring er godkendt
Far og søn deler en pakke rosiner efter en hård, men dejlig fødselsdag.
Og sidst lidt musik til de nostalgiske
Dette bliver måske det korteste blogindlæg nogensinde, men jeg har ikke lige tid og overskud til at berette en hel masse. Vi har det godt, men er noget trætte. Jens har travlt med eksamen, mig og baby og jeg har travlt med at lære en lille mand at kende som fuldstændig har stjålet mit hjerte. Han er helt igennem perfekt og fantastisk dejlig! I skal nok få en hel lang forklaring og beretning om fødslen inden alt for længe, nu vil jeg bare lige dele nogle billeder af den smukkeste lille dreng verden nogensinde har set (og nej - Frederik og Marys tvillinger er intet sammenlignet med ham - de kan godt pakke sammen!)
ENDELIG!!! Endelig, endelig, endelig nåede vi til d. 31. august og misdannelsesscanningen. Vi har gået og sukket og ventet og sukket noget mere, sjældent har tid dog sneget sig så langsomt afsted og én bestemt dato været så langt væk som denne. Men på forunderlig vis dagen alligevel oprunden og nu også snart overstået.
Vi vågnede tidligt i morges. Jens var almindeligt utålmodig og spændt - jeg skulle på toilettet (man skulle tro, at nogen havde taget fast bolig på min blære?). Vi fik os alligevel snøvlet igennem en formiddag uden at få udrettet noget nævneværdigt, og kl 12 mødte vi op på Skejby. Til nakkefoldsscanningen fik jeg at vide, at hvis man drak lidt vand så blæren ikke var tom, var sandsynligheden for aktiv baby større. Det råd fulgte jeg så denne gang og gik ombord i venteværelsets udbud af iskolde drikke. Vi blev ret hurtigt kaldt ind i scanningsstuen, hvor en meget sød læge smurte noget meget klistret og MEGET koldt gele på min mave. De første billeder afslørede resultatet af mit tidligere koldvandschok - en meget vågen og meget livlig lille bebs. Vi havde, inden vi begyndte, sagt til lægen, at hvis hun kunne se kønnet og ikke var i tvivl, så ville vi gerne vide det. Der gik nøjagtig ½ minut fra vi startede til at en lille, men meget tydelig tap viste sig på skærmen. Selv ikke Jens og jeg med vores utrænede scanningsøjne var i tvivl om, at bebsen er en lille dreng. Her efter fulgte 40 minutters gennemscanning, der afslørede at Lillemanden er helt perfekt - lillehjerne, nyrer, hjerte osv er helt som det skal være. Der udover ligger han helt fint i sin vægtkurve med ca. 430 g. Han har, hvor så end de er kommet fra, fine lange arme og ben - alt er i skønneste orden. Det betyder også, at det højst sandsynligt er sidste gang, vi får lov at se ham før hans fødselsdag. Derfor har vi fået fire fine billeder med hjem, som vi nu kan prale med til alt og alle der gider høre og se på dem (moren har i hvert fald vist dem til de første fire mennesker på jobbet i dag!)
Her fået i lige det ene af de fire billeder. I kan måske fornemme hvordan han ligger med knæene helt oppe under hagen, ane den lille næse, et øje og et øre.
Nå, men efter scanningen måtte jeg skynde mig på arbejde - der skal jo penge i kassen. Jeg havde imidlertid liiidt svært ved at koncentrere mig, fordi jeg vidste at der var ugler i mosen herhjemme. Jens fylder som bekendt 25 år i morgen, og i hans vennekreds er det lig store mængder kanel - hvis man i øvrigt ikke er blevet gift inden, og det er han så vidt vides ikke. Jens havde dog selv regnet med, at når man nu smutter på ferie lidt efter selve dagen, ja så måtte den hellige grav være velforvaret. Ikke desto mindre tikkede en mail ind i min indbakke for et par dage siden - Jens' kammerater lagde skumle planer. Jeg havde derfor sørget for at sætte Jens i sving med rengøring og opvask og derved holdt ham hjemme i dag. Kl 17. bankede det på døren.... og uden for står en ordentligt flok, der godt kan huske nøjagtig hvor meget kanel Jens har sendt i deres retning i løbet af tiden. Da jeg et par timer senere kom hjem fra arbejde, duftede her dejligt af kanel og min egen lille julemand var meget glad og overrasket. De havde heldigvis ladet ham tage noget gammelt tøj på og slubbet ham ud på gaden i stedet for at lade kanelstormen rase på vores beskedne 36 m2. Nu er de så forsvundet ned i byen til en enkelt øl og noget festugehalløj. Alt i alt rigtig, rigtig hyggeligt og godt fundet på. Jeg håber at få fingrene i nogle billeder af julemanden, så vi må vente i spænding lidt endnu.
Så nu vil vi bare glæde os rigtig meget til ferie i den næste uges tid, inden virkeligheden for alvor kalder, og jeg skal tilbage på skolebænken. Men skidt med det - alt er godt, helt perfekt og fuldstændig som det skal være - jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om noget mere, som jeg kunne ønske mig lige nu!
