Vi vågnede tidligt i morges. Jens var almindeligt utålmodig og spændt - jeg skulle på toilettet (man skulle tro, at nogen havde taget fast bolig på min blære?). Vi fik os alligevel snøvlet igennem en formiddag uden at få udrettet noget nævneværdigt, og kl 12 mødte vi op på Skejby. Til nakkefoldsscanningen fik jeg at vide, at hvis man drak lidt vand så blæren ikke var tom, var sandsynligheden for aktiv baby større. Det råd fulgte jeg så denne gang og gik ombord i venteværelsets udbud af iskolde drikke. Vi blev ret hurtigt kaldt ind i scanningsstuen, hvor en meget sød læge smurte noget meget klistret og MEGET koldt gele på min mave. De første billeder afslørede resultatet af mit tidligere koldvandschok - en meget vågen og meget livlig lille bebs. Vi havde, inden vi begyndte, sagt til lægen, at hvis hun kunne se kønnet og ikke var i tvivl, så ville vi gerne vide det. Der gik nøjagtig ½ minut fra vi startede til at en lille, men meget tydelig tap viste sig på skærmen. Selv ikke Jens og jeg med vores utrænede scanningsøjne var i tvivl om, at bebsen er en lille dreng. Her efter fulgte 40 minutters gennemscanning, der afslørede at Lillemanden er helt perfekt - lillehjerne, nyrer, hjerte osv er helt som det skal være. Der udover ligger han helt fint i sin vægtkurve med ca. 430 g. Han har, hvor så end de er kommet fra, fine lange arme og ben - alt er i skønneste orden. Det betyder også, at det højst sandsynligt er sidste gang, vi får lov at se ham før hans fødselsdag. Derfor har vi fået fire fine billeder med hjem, som vi nu kan prale med til alt og alle der gider høre og se på dem (moren har i hvert fald vist dem til de første fire mennesker på jobbet i dag!)
Her fået i lige det ene af de fire billeder. I kan måske fornemme hvordan han ligger med knæene helt oppe under hagen, ane den lille næse, et øje og et øre.
Nå, men efter scanningen måtte jeg skynde mig på arbejde - der skal jo penge i kassen. Jeg havde imidlertid liiidt svært ved at koncentrere mig, fordi jeg vidste at der var ugler i mosen herhjemme. Jens fylder som bekendt 25 år i morgen, og i hans vennekreds er det lig store mængder kanel - hvis man i øvrigt ikke er blevet gift inden, og det er han så vidt vides ikke. Jens havde dog selv regnet med, at når man nu smutter på ferie lidt efter selve dagen, ja så måtte den hellige grav være velforvaret. Ikke desto mindre tikkede en mail ind i min indbakke for et par dage siden - Jens' kammerater lagde skumle planer. Jeg havde derfor sørget for at sætte Jens i sving med rengøring og opvask og derved holdt ham hjemme i dag. Kl 17. bankede det på døren.... og uden for står en ordentligt flok, der godt kan huske nøjagtig hvor meget kanel Jens har sendt i deres retning i løbet af tiden. Da jeg et par timer senere kom hjem fra arbejde, duftede her dejligt af kanel og min egen lille julemand var meget glad og overrasket. De havde heldigvis ladet ham tage noget gammelt tøj på og slubbet ham ud på gaden i stedet for at lade kanelstormen rase på vores beskedne 36 m2. Nu er de så forsvundet ned i byen til en enkelt øl og noget festugehalløj. Alt i alt rigtig, rigtig hyggeligt og godt fundet på. Jeg håber at få fingrene i nogle billeder af julemanden, så vi må vente i spænding lidt endnu.
Så nu vil vi bare glæde os rigtig meget til ferie i den næste uges tid, inden virkeligheden for alvor kalder, og jeg skal tilbage på skolebænken. Men skidt med det - alt er godt, helt perfekt og fuldstændig som det skal være - jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om noget mere, som jeg kunne ønske mig lige nu!
/Mette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar