tirsdag den 10. august 2010

Statusopdatering: maven d. 10. august

Ja, det kommer nok ikke som en overraskelse for nogen, at størstedelen af indholdet her på siden vil have en eller anden tilknytning til den lille i maven. Den fylder nemlig mere og mere - ikke bare mentalt men også fysisk. I skrivende stund er jeg 17+5 (gravid i 18. uge). Det betyder at guldægget er ca. 18 cm fra den ene ende til den anden og har en kampvægt på ca. 150 g - altså en fin håndfuld. Inden for de sidste par uger er maven desuden begyndt at tage form, så det ikke længere ser ud som om, moren har et fuldstændig ukontrolleret forhold til slik og flødeboller, men i stedet har en kage i ovnen. Jeg bager alt hvad jeg kan! Og noget tyder på, at det går godt. Da jeg den anden dag cyklede henover et langt stykke med brosten, kunne jeg mærke en lille fisk vende sig i maven. Jeg blev helt paf og mærkede og mærkede, men der kom ikke flere bevægelser derinde fra. Som til nakkefoldsscanningen har baby altså sin helt egen idé om, hvad den vil være med til, og hvor meget vi skal have lov til at bestemme herude fra. Siden har den lille været en smule mere samarbejdsvillig, og lige pt. kan jeg mærke små prik og bobler inde fra maven. Det er så hyggeligt! Og også rart at vide at det ikke er luft det hele :) Nu venter vi bare på, at Jens også får lov til at mærke babys velplacerede spark lige i maveflæsket.
     Næste store begivenhed bliver misdannelsesscanning d. 31. august, der med en smule held også kan afsløre om det er en lille Supermand eller en prinsesse, der gemmer sig derinde... Spændingen stiger støt!

/Mette

Billeder af maven får i ikke endnu, men i kan få et fra nakkefoldsscanningen, selvom det efterhånden er længe siden. Beklager den dårlige billedkvalitet, men foto taget af foto har vist aldrig været verdensklasse?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar