Laurits - et dagplejebarn

Nå eehm... Laurits er altså startet i dagpleje. Sådan rigtigt. Han er der nu. Alene. Uden sin moar. Han savner hende stensikkert. Han sidder nok ved vinduet og venter og venter. Han ser garanteret ca. sådan ud...

 

Når jeg henter ham om 125 minutter, kan han måske slet ikke kende mig. Han er sikkert sur og skuffet over, at jeg har forladt ham. Måske er dette den direkte løbebane ud i ungdomkriminalitet og stofmisbrug? Om 18 år vil man ryste bedrøvet på hovedet over hans udskejelser, kigge bedrevidende på hinanden og undskyldende blive enige om at "han var sådan en god dreng, men forældrenes tidlige omsorgssvigt gjorde det umuligt for ham at leve et godt, sundt og normalt liv." Når vi går hjem falder han udmattet i søvn efter at have grædt og hulket uafbrudt siden jeg gik - forlod ham.

Suk!

Eller også hygger han sig bare helt vildt og ser sådan her ud:

                  

Han startede i mandags hvor vi var hos Anne-Marie i en time sammen. Han tumlede, legede og kluklo af legetøj, han ikke havde set før. Han tjekkede lige ind hos mig engang imellem og fik et lille kram. Han ville ikke sidde hos mig, men ville meget hellere lege på gulvet. Efter en time var han træt, så vi sagde tak for i dag, puttede ham i barnevognen og trillede hjem. Han snorksov i tre timer.
   I går var han der en time alene, hvor moren til barnet skulle gå en lille tur og komme tilbage. Det gik også rigtig fint. Han græd ikke da jeg gik, ja ænsede det knapt nok, for de tre andre unger sad bænkede omkring bordet, klar til at indtage formiddagsmaden. Da jeg kom tilbage en time senere var han puttet i overtøjet og klar til at komme ud at sove. Han havde pylret lidt, men ikke noget særligt, og havde i det hele taget bare nydt det rigtig meget.
  I dag afleverede jeg ham kl 8. Jeg var lid nervøs for han har ikke haft den bedste nat og var ret pjevset her til morgen. Han pylrede videre da han kom i overtøjet og i barnevognen. Hele vejen på vej ud til Anne-Marie kom han med klagende lyde, dog dæmpet lidt af sutten som mor for engangs skyld ikke måtte få. Lige syv minutter før ankomst spyttede han sutten ud og begyndte at råde og pludre "didididididi BABABABA". Sådan gik det resten af vejen. Da vi trådte ind af døren kom han med det samme over til Anne-Marie - ganske uden problemer. Her ålede han sig ivrigt for at komme fri. Ikke for at komme over til mor, nej nej, men for at komme ned og lege med de andre. Jeg vinkede farvel, og han kiggede sådan lidt mærkeligt på mig: "Hvorfor gør du egentligt det mor?". Og så.... stilhed. Ikke så meget som et enkelt piv, klynk eller en lille krokodilletåre kunne han ofre på mig - sin mor! Mig der ellers har båret ham først i ni lange måneder på indersiden af maven, for dernæst at mandsopdække ham i yderligere et år uden for maven. Kunne han så ikke i det mindste lige være lidt ked af det, da jeg gik?! Nænæ, han har i virkeligheden tænkt "thank GOD! Så fattede hun det endeligt! SMUT mor!"

Er det takken, spør' jeg bare?! Gad vide om jeg overhovede GIDER at hente ham om.... 50 minutter? Hmmm... Nix! Eller... måske.. tjoh... jo, jeg tror, jeg gør det. Ellers bliver Jens bare sur...

Juleferie? Bah...

Når man er på barsel, holder man ikke juleferie. Når man er på barsel og skriver eksamensopgave, holder man overhovedet ikke juleferie. Når Laurits sover dårligt om dagen, skriver man dårlig opgave. Det betyder, at man hverken har juleferie eller færdig opgave, og det er sådan set en møgdårlig cocktail, hvis tømmermænd udmønter sig i voldsomt stress. At nogen påstår at de arbejder bedst under pres, er jeg stensikker på er noget vrøvl, som de er nødt til at klamre sig til, fordi de endnu engang har malet sig op i et hjørne, hvor en opgave ikke kan udskydes længere. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Og det hjørne er jeg ved at være bakket op i - ganske ufrivilligt! Når lille L kun sover en halv time ad gangen, er det dælensprøjtemig svært at få fabrikeret noget der tilnærmelsesvis kan gøre det ud for en kandidatopgave fyldende 20 ECTS-point ( hvilket er 5 mere end bachelor-opgaven eller 2/3 et speciale). Der er dog håb endnu... og det bygger jeg udelukkende på det faktum at afleveringsdatoen er 4/1 og derfor først næste år. Den psykologiske effekt er STOR!

Nå, men nyt om ungen kan i få, når nu opgavestatus er nogenlunde status quo (altså ikkeeksisterende). Han har fået dagplejeplads og i sidste uge var vi på besøg hos Annemarie. Hun bor to km væk og altså i nogenlunde gåafstand, så det er fint. Hun var supersød og hendes unger var helt vilde med hende. De klatrede rundt på hende og ville kramme - det var skønt at se. Laurits var først ikke alt for vild med alle de fremmede. Men han blev sat for bordenden i en høj stol, fik et par vindruer og noget legetøj og rimelig hurtigt tøede han op. Så blev han højtråbende og kommanderende og kastede ting på gulvet - med andre ord sit eget charmerende selv. Da alt med underholdsningsværdi alligevel var endt på under bordet, kom han ned på gulvet for at lege med de andre. Det var en bragende succes. Bl.a. delte han en kiks med Villum, som de skiftedes til at hive ud af munden på hinanden for at tage en bid. Han kravlede også over til Annemarie for lissom at tjekke hvad det nu var de andre børn var så vilde med. Så han kom op på skødet og indkasserede endnu flere vindruer. Det må have været kærlighed ved første blik!
   Hun har fire børn i alt. Den ældste 1,5 år og den yngste 10 mdr - to piger og to drenge. Det er med andre ord en perfekt blanding. Vi har SÅDAN en god mavefornemmelse, og glæder os bare til at han skal starte. Det bliver skønt for ham med nogle børn at lege med, for det kan godt blive liiiidt kedeligt at gå hjemme ved dumme mor hver dag. Vi håber desuden, at dagplejestart vil have den bonuseffekt, at han vil få en fastere døgnrytme. Når han bare går hjemme med mig, er det ikke noget problem (bortset altså fra når jeg skriver opgave), for så tager vi bare dagene en ad gangen, men når man skal have søvn til at gå op med tre andre børn, legestue og udflugter dur det ikke, hvis Laurits vil sove tre timer om formiddagen, hvor de ellers skulle have været i skoven.
   Han starter mandag d. 9/1 - en opdatering vil følge!

Til sidst lidt billeder ...

Lejehusets juletræ - det var egentligt som udgangspunkt pænere, men det viser sig, at selvom man er lavet af døde grene, kan det godt være svært at overleve en julefrokost for gutterne?

Hvis jeg så liiiige bakker lidt, så sidder jeg stensikkert fast, og så kommer der nok nogen og redder mig

Hvad?

Laurits har fundet julegaverne og er begyndt at pakke op. Indil videre (7-9-13) er alt papir stadig helt og der er kun gavebåndet der er blevet udsat for træk og slip

Kært barn har mange udryk, Laurits har endnu flere. De næste tre billeder er taget inden for 30 sekunder

Thi-hi fnis - far synes det sviner når jeg spiser i barnevognen, men jeg gør det alligevel når han ikke kigger

...Og den skal være der og den skal være der og den skal være ... der! Sådan - så har jeg lige tømt skuffen for dig, mor!

Og så kan jeg også lige tømme mormors kurv med julepynt når jeg nu er i træning.

Find babyen

Hva' mon det er?

Mmmm kanel!