fredag den 15. juli 2011

Du danske sommer ...

Jeg elsker dig, men er kærligheden gengældt?

Jeg er svær at stille tilfreds, det er jeg 100% klar over. På den måde er jeg sikkert rigtig dansk, man kan vel altid brokke sig over et eller andet? Og som så mange andre har jeg en mening om vejret, der bare aldrig rigtig er, som man synes det burde være. For tiden går jeg og undrer mig over, hvor solskin og 25 grader i både luft og badevand bliver af? Det har vist lange udsigter ...

I følge DMI er gennemsnitstemperaturen i sommermånederne i Danmark beskedne 15,2 grader. Her skal man være opmærksom på, at middeltemperaturen er udregnet over alle døgnets 24 timer, hvorfor de køligere nattetimer altså trækker hårdt ned i regnskabet. Så 15,2 grader er vel ok?

For mit vedkommende tror jeg, at kæden hopper af (thø hø - fangede i en lille cykeljoke i disse Tour de France-tider?) allerede ved "Du DANSKE sommer" - for er det i virkeligheden dansk sommer jeg forventer, når jeg himler op over møgmeget regn og ingen strandtur? Nej, jeg tror det faktisk ikke. Det, jeg i virkeligheden drømmer om, er tre måneder i Sydeuropa hvert eneste år. Men altså - det kommer jo ikke til at ske her på de lidt nordligere bredegrader. Hvis det var tilfældet, ville vi måske nyde lidt flere appelsiner af egen avl eller vin fra Chateau de Spøttrup Borg?

Samtidig hører jeg  til typen, der bare slet ikke fungerer ret godt, hvis det er FOR varmt! Jeg sagde det selv - jeg er noget nær umulig at stille tilfreds. Jeg pruster og stønner, mine fødder hæver og mit hår klasker sammen af sved med det samme temperaturen nærmer sig 30 grader.

Så hvad er det, jeg i virkeligheden vil have? Er problemet i virkeligheden, at vi bor i en storby og ikke har egen have og dermed muligheden for at nyde solen, når den endelig skinner? Eller er det fordi Laurits i år er så lille at tiden til slikke sol er ikkeeksisterende, og at det endvidere hører til blandt de største forbrydelser i verden at udsætte sit barn for solens dræbende stråler? Eller vejer regnfulde dage bare tungere i sommerregnskabet end solskinstimer?

Jeg vil gå i tænkeboks og samtidig betragte regnen, der nu igen falder fra store tunge og sorte skyer og henlægger Smilets By i et mørke der ikke hører årstiden til.

Du danske sommer, jeg elsker dig - men for pokker! Be' om lidt solskin, hva?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar