søndag den 9. oktober 2011

Alt er relativt - åbenbart

Jeg har sagt det tit i forskellige sammenhænge - hvis jeg fx ikke har forstået de valg, der træffes eller prioriteringer omkring mig. Jeg har sagt det for at minde mig selv om, at ikke alle er ens - og det gør (måske?) ikke noget. Alt er relativt, alt kan sættes i forhold til hinanden. Jeg oplever i disse dage Albert Einsteins ordsprog definere sig selv for øjnene af mig. Jeg oplever i høj grad, hvordan begrebet "tid" er relativt. Hvordan? Laurits er blevet ni måneder.

9 måneder - lang tid
Mennesket er et af de pattedyr hvis drægtighedsperiode er aller længst. Ni lange måneder hvis man ellers er så heldig at få fuld valuta for de penge man enten har brugt på en drink i baren i stedet for præventionsmidler, graviditetstests i overflod eller fertilitetsbehandling. Ni lange måneder hvor man har set sin krop ændre sig fra sit velkendte og alligevel blot udholdelige selv til en hvalroslignende tilstand, der medfører vralten, strækmærker i alle regnbuens farver og væskeophobninger, der får dialysepatienter til at sende medfølende blikke. Ni lange måneder hvor humørbarometeret dagligt svinger fra iskold storm, over regnfulde kastevinde til varme og blide sommerbriser. Ni lange måneder hvor skærpede sanser har krævet bestemte madvarer fjernet fra et ellers velassorteret køkken og i stedet levnet plads til nye mærkelige typer mad, som man nu ikke kan komme igennem natten uden. Ni lange måneder hvor følelsesregistret så småt begynder at udvide sig og langsomt gøre klar til den endnu ukendte og måske endda uventede eksplosion, der vil komme til at sprænge skalaen for følelser og beskyttertrang for et andet menneske. Ni lange måneder hvor man lærer et lille nyt liv at kende fra man ser der på skærmen hos scanningssygeplejersken første gang, til man dagligt mærker spark og møven, så man forventer at alle de indre organer er så ommøblerede, at selv ikke den mest erfarne kirurg vil kunne finde op og ned på noget som helst. Ni dejlige måneder hvor man utålmodigt glæder sig til at møde den lille, som man måske allerede har givet et navn, tildelt en karriere eller forestillet sig udseende og personlighed på. Og efter hvad der føles som de længste ni måneder i hele ens liv, får man endelig lov til at møde personen bag alt påstyret - den lille varme klump, som er så 100% afhængig af dig, at dit liv aldrig bliver det samme igen. Og så sker det - forholdet til "tidens gang" ændrer sig.

9 måneder - kort tid
For så begynder hverdagen med et nyt lille liv i hjemmet, og før man får set sig om, er der gået endnu ni måneder. Den lille baby er blevet til et barn, der spiser rugbrød i stedet for modermælk, sover i tremmeseng i stedet for mellem mor og far, suser rundt i bedste jægersoldatstil mens han forcerer dørtrin, legetøj og andre forhindringer, stopper og sætter sig op hvis der er noget, der kræver større interesse end hvad der kan gives fra liggende tilstand, i stedet for at ligge trygt og slumre på armen hos forældrene. Et barn med fast døgnrytme i stedet for en baby, der ikke kender forskel på dag og nat. De ni måneder stryger forbi, og i skyndingen er det nemt at glemme at nyde, men bare ride med på bølgen og lad en dag tage den næste. Livet på barsel leves i en forræderisk boble, der, i det øjeblik man træder ind i den, virker ubrydelig og tommetyk, men hvor virkeligheden langsomt, men sikkert sniger sig ind på en og rammer dig i ansigtet med 100 km/t - der er et liv på den anden side, boblen er tynd og forgængelig. Et liv med dagpleje og pasningsgaranti pr. 1/1 -2012. Hvor uerfarne forældre skal sende deres dyrebareste eje ud i den virkelige verden. Et liv hvor man ikke bare kan gå hjemme og stirre forelsket på sit barn til det flytter hjemmefra som 30 årig, men stadig kommer hjem til mor og spiser tre gange i ugen. SUK!

Sådan går altså 2x9 måneder. Den første halvdel slæber sig i et tempo som føles så langsomt, at man bliver yngre af det. Den næste halvdel blæser forbi så hurtigt, at man helt glemmer smerter ved amning, skrigeture og bleskift i måneskær. Tilbage sidder man med det dejligste lille menneske i verden, med de smukkeste brune øjne, den dejligste latter og de sjoveste grimasser. Et lille menneske man slet ikke kan se sig mæt i, og som man savner, bare det ligger og sover i et andet rum.

Så nu hvor vi har kendt lille Laurits længere tid uden for maven end inde i maven, er vi vist så tilpas tilfredse med resultatet, at vi snupper ni måneder mere!

/Mette, som sætter billeder ind så snart hun har mulighed for det. Nedtælling til internet er begyndt - 17 dage tilbage!

Jeg kunne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar