tirsdag den 24. maj 2011

Alt muligt godt og blandet

Så er det endnu engang ved at være tid til lidt opdateringer her fra det østjyske. Laurits er siden sidst blevet fire måneder (whaaat?!?!) og har haft besøg af sundhedsplejersken, han er ved at poppe sin første lille tand og har spist sin første portion rismelsgrød. Oh yes, der er meget at berette om, samt fine billeder som dokumentation af den rivende udvikling, lillemanden er i. Forbered jer derfor på en ordentlig omgang ævl fra en stolt mor, som nyder at have et sted, hvor hun kan dyrke sin nye hobby - at snakke, prale og fortælle om Laurits, som er så fantastisk, at man næsten skulle tro, at det var noget jeg fandt på!
   Vi har ikke haft sundhedsplejerske siden, Laurits var to måneder. Det siger sig selv, at mange ting har ændret sig siden da, og at utallige spørgsmål har meldt sig. Nogle har rumsteret vedvarende i vores baghoveder, og andre har besvaret sig selv. I hvert fald syntes vi, at det var på høje tid med en fagpersons statusopdatering over vores helt store livsprojekt - "Hold ungen i live uden at bryde alle skrevne og uskrevne regler for førstegangsforældre med nerverne uden på tøjet". Derfor var velkomsten varm, da vi tog imod Grethe, da Laurits var ca. fire måneder. Hovedoverskriften på besøget var itroduktion til mere fast føde. Hun vurderede, at vi godt kunne vente en måned mere, før vi for alvor tog skeen i den anden hånd og startede med grød. Årsagen hertil var først og fremmest, at han stadig sover godt om natten og ligger fint i sin vægtkurve. Og apropos vægt - Laurits blev målt og vejet: 66 cm og 7,7 kg. Længden/højden er fuldstændig gennemsnitlig, og vægten er en smule over gennemsnittet, men han ligger på den samme vægtkurve, som han har gjort, siden han var 2 uger gammel, så han følger sin egen kurve helt fint. Vi fik stillet og besvaret vores spørgsmål, og sundhedsplejersken tog følgende notater i Laurits' "barnets bog": Laurits stortrives. Glad dreng. Rækker efter og fanger legetingene. Snakker meget. Ammes efter behov. Han starter med skemad fra 5-6 måneder. Det sidste notat omkring skemad har vi valgt at tolke på vores egen måde, men det vil jeg komme tilbage til senere i indlægget. Næste sundhedsplejerskebesøg er fastlagt til 4. oktober (... pause til undrende udbrud indlagt ...). Det er om HELT VILDT lang tid, og jeg gik nærmest en lille smule i panik, da hun sagde det. En af mødrene i mødregruppen sagde "du har ikke brug for et besøg før, i har jo styr på det!", men jeg synes nu alligevel, at det kunne være rart med et besøg igen, når han er et halvt år. Det er der dog ikke noget at gøre ved, og vi må klare os selv så længe.
   Laurits er blevet rigtig dygtig til at tage fat i alt muligt og forsøge at putte det i munden. Nogle få ting har opnået yndlingsstatus, og her kan bl.a. nævnes blæksprutte fra Lamaze, alle fingre i hele verden, fars briller og mors hår (av!). Det er noget relativt nyt, at han forstår linket mellem at gribe fat i noget og føre det op til munden. Måden babyer sanser på er med netop munden og hænderne, og ved at putte alt i munden lærer han forskellige strukturer at kende og genkender gengangere. Han sutter altså lystigt på alt, hvad han kan få sine små snaskede næver viklet ind i. Men inden for de sidste par uger har denne sutten ændret sig til en gnaven, og fra at have savlet som en almindelig baby har han ændret sig til en lille savlesatan, der kan producere mere mundvand end et helt hjem fyldt med retaderede voksne. Han har desuden været lidt pylret og pjevset. "Hmmm...." tænkte de grønne forældre, "kan det tænkes, er det muligt, mon der er bisser på vej?". Så selvom det måske er lidt tidligt og selvom moren til barnet inderligt håbede, at riskornene først poppede op, når han var mere end seks måneder af hensyn til mejeriets ve og vel, gik vi på jagt i den lille mund, og sandeligt om der ikke i undermunden er en ny, hård og hvid lille plet på størrelse med et knappenålshovedet. Lillefisen har groet sin første pløk! Den vokser ikke noget særligt, men vi har dog indkøbt en køle-/bidering og en lille tandbørste, der begge kan bruges til at gnubbe lidt på kløende gummer. Den lille tand er endnu så lille, at man ikke rigtig kan fotografere den, og hvis man kunne, ville det nok også være rimelig umuligt, da pladsen lige foran tanden konstant er optaget af enten fingre eller en lille, vaks tunge, som så gerne vil ud af munden. Fotografen er dog opmærksom på problemet, og hun vil derfor arbejde intensivt på at få et pletskud i kassen - når altså den lille pløk har vokset sig så stor, at den er til at få øje på.
   Og så tilbage til sundhedsplejerskens notat om grødopstart ved 5-6 månedersalderen. På den ene side passede den udmelding mig helt fint. Jeg har nemlig en aftale med Laurits, som vi faktisk indgik, mens han stadig lå i maven, og mors vægt steg proportionelt med omfanget af mave og ankler. Aftalen lyder: "nu har jeg huset dig i ni måneder, så ammer du mig ned i en str. 38 igen". Ikke til at misforstå og på sin vis rimelig nem at gå til. Problemet er bare, at her ved fire måneder og med grødopstart og nedgang i amning i sigte, er der stadig rimelig langt til str. 38. Så da Grethe udskød skemaden en måned mere, blev jeg glad. Men så kommer vi til "på den anden side": siden har Laurits' spisevaner ændret sig en smule. Fra at spise hver 3. - 4. time er han nu nede på max to timer mellem måltiderne - om dagen vel at mærke, om natten sover han stadig nogenlunde, selvom han står en time tidligere op og går en time senere i seng. Vi har derfor tænkt, at vi stille og roligt ville starte op med grøden, så han kan vænne sig langsomt til både skeen, den nye smag og den nye konsistens. På den måde får vi startet, før han bliver alt for sulten, og vi får en god overgang, som er tilfredsstillende for alle parter - måske lige undtaget Grethe, men sådan er det nu. Laurits havde et positivt første møde med grøden. Skeen skal han vist lige vænne sig til, da vi nærmest skulle hælde grøden ind i munden på ham, og han så da også noget mistroisk ud, da den tyktflydende rismelsgrød blev læsset af på tungen, men han sank det fint uden at spytte ret meget ud igen. Han grinede og baskede med armene under hele måltidet. Han fik dog kun en lille smule, da hans lille mave lige skal have lov til at vænne sig til fastere føde. Nu har vi tænkt at fortsætte succes med en lille portion hver dag, og så starter vi op med grøntsagsmos, når han er fem måneder. De kloge siger, at vi skal vente med frugtmos til efter, at grøntsagerne er introduceret, for at han ikke skal få for meget smag for det søde, før han er vant til grøntsagerne, så det holder vi os til.

Jeg vil stoppe for nu, da jeg er træt, træt, træt som et helt alderdomshjem. De efterhånden mange månder med afbrudt søvn er ved at sætte sine spor, og jeg har nu genindført en lur midt på dagen sammen med Laurits. Jeg glæder mig til den dag, hvor han sover igennem, samtidig med at jeg udmærket godt er klar over, at der kan gå lang tid endnu, og at jeg i virkeligheden slet ikke har noget at klage over, fordi han sover rigtig flot af så lille et barn at være. Måske er det fordi jeg er blevet gammel? Jeg har taget hul på et nyt år og rækken af næsten endeløse 29 års fødselsdage anes i horisonten. Af en eller anden grund er det nu gået op for mig, at jeg er blevet voksen - måske baby og station car burde have givet mig et hint allerede? Hmm... drømme om villa og vovhund rykker tættere på, ligesom realkreditlån og pensionsopsparinger gør det. Ak ja, hvem der bare havde nogle hemmlige millioner til snarlig udbetaling!

/Mette - som egentligt også havde et par film i ærmet, men dem vil møgserveren ikke godtage. I må altså undvære live-optagelser af et storsmilende sæbeskumsmonster og en lille rullesteg, som kommer hele vejen om på maven helt af sig selv.
Stor, stærk dreng i lidt voldsom omgang med legestativet - han startede med at ligge inde midt under det

Så er det spisetid! Den første grød...

Jeg synes egentligt, at det er ret godt klaret der ikke er mere grød omkring munden og på smækken end der er?






Ingen kommentarer:

Send en kommentar