Som lovet ...

... en tilbagemelding efter samtale med fødselslæge!
I morges ringede jeg til svangreambulatoriet for at få en tid til samtale med med fødselslægen. Heldigvis havde de en tid kl. 11.20 i dag, og således hoppede vi på bussen og drog afsted. Velankomne på Skejby blev vi hurtigt kaldt ind til de to (!) kvindelige læger, som skulle stå for samtalen. Sådan som jeg forstod det, kunne vi vælge imellem at tage imod et vendingsforsøg eller blive skrevet direkte op til et kejsersnit. Tanken om det sidste var tillokkende i den forstand, at vi så ville have guldklumpen i armene om kun to - tre uger. Vi er ved at være rigtig utålmodige og vil bare gerne møde ham NU! Alligevel har vi (måske mest mig?) hele vejen igennem gerne villet føde selv. Derfor fik vi os en god snak med lægen om for og imod ved vending og kejsersnit.
   Der er ingen risici forbundet med et vendingsforsøg. Det er aller højest ubehageligt for mig, og det værste der kan ske er, at han ikke er til at flytte med. Det foregår på den måde, at de uden på maven tager fat om hans lille numse og forsøger at tvinge ham til at slå en forlæns kolbøtte. Hvis han har skruet numsen ned i bækkenet, kan det ikke lade sig gøre, og så stopper de efter et forsøg. Hvis de til gengæld fornemmer, at han bare er lidt genstridig på dagen, kan de give det endnu et forsøg et par dage senere.
   De anbefalede os at forsøge at vende ham. Dels fordi han er fin og gennemsnitlig i størrelse og har masser af fostervand (og altså burde være til at flytte med), og dels fordi et kejsersnit kan gøre, at jeg danner arvæv, som kan besværliggøre eventuelle kommende fødsler. Det kan betyde, at selvom en almindelig fødsel går godt, kan en bristning i livmoderen resultere i akut kejsersnit, og det er sjældent nogen rar oplevelse.
   Vi bestemte os for at sige "ja tak" til et vendingsforsøg. Lægen sagde, at der jo ikke var nogen garanti for succes, og at vi stadig kunne ende med et kejsersnit, men på denne måde ville vi i hvert fald have givet vendingen et forsøg. Samtidig fik hun manet en del af mine bekymringer i forbindelse med et kejsersnit i jorden. De par gange jeg er blevet opereret for graviditeter uden for livmoderen, har jeg været fuldstændig ødelagt bagefter. Jeg har været træt, træt, træt og følt det som om, jeg var blevet ramt af et tog i maven. Derfor var jeg også ret nervøs for, hvordan jeg ville have det efter et kejsersnit - selvom det er en rutineoperation for dem, er det jo stadig en operation og et rimelig stort sår, der skal hele bagefter. Lægen pointerede, at jeg jo de andre gange har været syg, og at min krop i den grad har været stresset. Dette vil være helt anderledes under et planlagt kejsersnit, der i langt de fleste tilfælde vil foregå i god ro og orden. Der udover havde jeg været nervøs for amning og for ikke at kunne knytte mig til barnet, fordi kroppen ikke får udløst de samme hormoner under et kejsersnit som ved en almindelig fødsel. Også her kunne hun berolige mig, og tanken om et kejsersnit er ikke længere så skræmmende. Det involverer ikke længere indlæggelse end ellers (to overnatninger), og man er oppe at gå samme dag. Og der fødes jo børn ved kejsersnit hver dag, jeg er IKKE den første i historien, som det ville ske for... tænk engang!
   Nå, men - vi sagde altså ja til vendingsforsøg, og hun havde tid med det samme. "Skønt" - tænkte vi, "så skal vi måske alligevel ikke tilbringe d. 24. på Skejby!" Først skulle vi dog have kørt en CTG-strimmel. Det gør de for at måle den lilles hjertefrekvens og dermed tjekke, om alt er som det skal være. Det foregik på den måde, at jeg fik spændt nogle måledimser på maven, som sendte signal til en maskine, som udskrev hjertefrekvensen i en graf på en lang strimmel papir. Det tager normalt ca. 20 minutter og skal helst vise nogle udsving, men samtidig gerne ligge mellem 120 og 140 slag i minuttet. Lillemanden startede ud på 180, og sygeplejersken så lidt betænkelig ud. 10 minutter senere dykkede hjertelyden pludselig for så at forsvinde helt. Vi blev lidt forvirrede og forstod ikke så meget. Sygeplejersken fik til gengæld travlt, hev dimserne af min mave, og vi fi kbesked på at følge med tilbage til scanningsapperatet. Her blev vi scannet og overvåget af to læger + sygeplejersken. I nogle meget lange minutter var der helt stille.... meget stille... jeg kunne ikke rigtig se skærmen og er jo heller ikke trænet i at kigge på den, så jeg observerede i stedet nogle bekymrede miner hos personalet. Heldigvis åndede de lettet op og siger noget i retningen af "nå, der var nok nogen (=den lille), der havde brug for lidt ekstra opmærksomhed". Så tilbage til CTG-dimsen og få kørt en ny strimmel - denne gang en hel time. Herefter kom vi tilbage til lægen, som forklarede os, hvad det var sket. Hun viste os begge strimler, og vi kunne tydeligt se en forskel. Den første lå som sagt på 180 slag i minuttet i de ti minutter, den havde kørt. Herefter faldt den drastisk og forsvandt faktisk næsten helt. Hun sagde, at man kan være i tvivl om, om det er fordi han flytter sig, og de så i stedet kommer til at mærke mit hjerteslag, men at det i dette tilfælde er ham, de har målt. Heldigvis viste scanningen ret hurtigt, at der var gang i det lille hjerte. Hvad der var gået galt, sagde de ikke, men sygeplejersken nævnte, at de små kan komme til klemme på deres egen navlestreng. Den anden strimmel var til gengæld et fuldstændig perfekt skoleeksempel på, hvordan en fin hjerterytme skulle være. De havde kørt den så lang for at få muligheden for at se eventuelle udsving, og der var ikke noget at komme efter. Vi fik en scanning mere, hvor de tjekkede blodgennemstrømningen i hjerte og hjerne - igen var det hele, som det skulle være. Resultatet af Babys stunt blev dog, at de ikke ville forsøge at vende ham i dag alligevel. For at de ville gøre det skulle strimlen have været helt fint i første omgang - de ville ikke risikere at stresse ham. Så vi fik en ny tid til vendingsforsøg på tirsdag kl. 9.
   Vi blev sendt hjem for at slappe af, og jeg skal være ekstra opmærksom på, om jeg mærker liv, som jeg plejer. På grund af den fine anden strimmel var de ikke nervøse, og det er vi som sådan heller ikke. Men det er da en ret ubehagelig oplevelse at kunne høre hjertelyden forsvinde helt, så jeg håber, at den strimmel, vi skal have kørt på tirsdag, er perfekt som udgangspunkt.
   Så nu sidder jeg så her i sofaen efter en dag med nerverne og maven uden på tøjet. Jeg er ligeså træt som et helt alderdomshjem og skal helt afgjort tidligt i min seng. Jens er ude og fejre sin nyerhvervede juleferie og praktikplads, der nu endelig er i hus. Helt præcis hvad det går ud på, må i hellere lige selv spørge ham om, men den er i hvert fald sikret, og hele gruppen var meget lettede og glade. Tillykke til dem!
   Jeg vil nu bruge resten af aftenen på at glæde mig til trodsalder og teenageår, når vi starter ud på den her måde med et fuldstændig autonomt, stædigt og utilregneligt barn, som ikke engang er født endnu. SKØNT!

/Mette, som endnu engang ikke kan lægge billeder ind, men i stedet vil henvise til scanningsbilledet fra i går - det kan vist godt tåle et gensyn. Hvem kan stå for de kinder??!