onsdag den 3. november 2010

Shopping + forsøgskanin + gourmet = kold og regnfuld onsdag

Nu sidder der måske en enkelt læser eller to derude bag skærmen og tænker "jøsses - hun er da vist både sproglig student OG humanist siden sådan en overskrift kan give mening" - og I har ret! Men tillad mig alligevel at uddybe i følgende blogindlæg...
   Først om shopping: Jens og jeg havde begge undervisningsfri i dag, og vi havde derfor bestemt os for at fejre det med ikkeundervisningsrelaterede gøremål. Det er som tidligere nævnt så småt begyndt at gå op for os, at det ikke varer uanede mængder af tid, før Lillemanden banker på døren (eller hovedet mod bækkenet?), så vi besluttede os for at samle en del af de løse babyindkøbsender i Ønskebørn i dag. Vi entrede derfor enhver hormonramt gravids himmerrige og enhver kommende fars største mareridt med et forberedt dankort og indøvet "på beløbet, tak". Efter at have turneret butikken rundt et par gange fandt vi frem til en puslepude, en ammepude, to sæt sengetøj, et termometer, en flaskerenser, et lille vaskefad og en heeeel masse strømper og strømpebukser. Heldigvis var beløbet overskueligt, og den frygtede paniksved på overlæben udeblev. Vi fik det hele slæbt hjem og puttet ned i de rigtige skuffer, som nu bugner endnu mere, end de gjorde i forvejen.
   Og apropos skuffer - dem har vi også fået flere af som kan fyldes til brístepunktet af LIVSNØDVENDIGT meget babytøj. Vi har nemlig været en tur i IKEA og har investeret i en puslekommode. Jeg havde for stykke tid siden fået tigget og tudet mig til en tur i det famøse bolighus/-helvede, og sidste torsdag kom vi afsted. Jeg følte mig rigtig snu og snedig og tænkte, at stakkels Jens igen havde været udsat for kvindelist, som han ikke forstod. Men jeg tog fejl! Jeg havde måske nok fået lov til at komme en tur i IKEA, men det blev på Jens' præmisser. Vi skulle købe en reol og en puslekommode, hvilket betød, at vi ikke kunne transportere det hjem i bus, ergo måtte vi alliere os med nogen med bil. Valget faldt på Frank, og jeg tror ikke, at det var helt tilfældigt. Der viste sig nemlig at være rigtig mange fordele forbundet med det valg, hvis man nu er Jens og ens begejstring for IKEA har begrænset størrelse. For det første havde Jens regnet ud, at deltagelse af en tredjepart ville minimere mine hysteriske anfald og turen igennem tingel-tangel-etagen. Dernæst havde Frank en aftale med sin storebror, hvilket skabte en naturlig tidsbegrænsning på opholdet. Sidst men ikke mindst er Franks bil ikke den største blandt biler (selvom den er god, pålidelig og rar at låne), hvilket igen satte en effektiv stopper for indkøb før det tog fuldstændig overhånd. Alt i alt betød denne konstellation, at vi endte med at købe nøjagtig det, vi var taget afsted efter... og to opvaskebørster. Billigt, effektivt - og jeg var slet ikke så smart, som jeg først havde troet. I virkeligheden var det vist mig, der havde været udsat for listig tankegang, hittet på af trængt mand, der godt kunne se fornuften i en tur i IKEA, men som ikke havde den mindste smule lyst til at trække det mere i langdrag end allerhøjst nødvendigt. Både puslekommode og reol er nu samlet og taget i brug. Tak for turen, Frank!
   Forsøgskanin: Jeg modtog forleden et brev med posten, hvor jeg blev tilbudt at deltage i et forskningsprojekt, de kører på Skejby. Forsøget handler om mental smertelindring i forbindelse med fødsler. Jeg var i dag til et informationsmøde hos jordemoderen og er nu officielt deltager i projektet. Ideen til projektet bunder i, at mulighederne for medicinsk smertelindring er begrænset, idet at alt hvad man giver moderen, giver man også barnet, og det kan ikke tåle ret meget medicin. Derfor søger man alternativer, og da mental træning allerede bliver brugt flere steder i medicinalregi m.m., har man, understøttet af udenlandske forskningsprojekter, valgt at undersøge det i forhold til fødsler. De udenlandske undersøgelser viser, at kvinder der gør brug af mental træning ofte har et bedre fødselsforløb, idet de har bedre kontrol over og er i bedre kontakt med deres krop, de føder hurtigere, de får færre rygmarvsbedøvelser og fødselsdepressioner, ligesom man i flere tilfælde har været i stand til at afværge fødsler før uge 38. Der er ingen bivirkninger forbundet med forsøgene. Det foregår på den måde, at man bliver inddelt i tre grupper. Den første gruppe får undervisnings i selvhypnose, der beskrives som en tilstand, hvor man lukker sig ind i sig selv og arbejder med sin krop - de sammenligner det med at falde i staver. Den anden gruppe modtager undervisning i afspænding, og den sidste gruppe får ikke yderligere tilbud end de, der normalt gives til fødende på Skejby. Så skal man svare på nogle spørgeskemaer i graviditeten, 6 uger efter fødslen og 6 måneder efter fødslen. Man kan til enhver tid trække sig fra forsøget, og de almindelige smertelindringstilbud til den fødende er ikke begrænset til den tredje gruppe, men er fuldt tilgængelige for alle. Jeg synes, det lyder som et super spændende projekt. Jeg kan godt have svært ved at forestille mig sammenligningsgrundlaget, da smerte må være noget af det man opfatter mest individuelt i hele verden, ligesom der ikke findes to ens fødsler. Jeg har dog valgt at fokusere på, at det værste der kan ske ved min deltagelse er, at jeg ikke får noget ud af det, og at det bedste der kan ske er, at jeg får nogle gode redskaber under fødslen. Så nu må vi se -er i hvert fald spændt på det hele!
   Sidst men ikke mindst, gourmet: Jeg havde givet Jens en "Smart Box" med en gastronomisk oplevelse i fødselsdagsgave. En Smart Box er en form for gavekort, som man køber i Bog og Idé. Her kan man købe forskellige oplevelser (Brunch, kroophold osv.), hvor man frit kan vælge imellem en række udvalgte værter for arrangementet. Jeg havde givet Jens en "gastronomisk oplevelse", og i anledningen af onsdag (findes der en bedre anledning?) havde vi bestilt bord på Restaurent Mellemrum. Det er en vildt hyggelig restaurent, med kompetent personale og en rigtig god stemning. Vi fik tre forudbestemte retter: carpaccio af tun, krondyrfilet med flødekartofler og vildtglace samt en æbledessert med tærte, sorbet og tørrede æbler. Fordi jeg er gravid er rå tun i så store mængder en dårlig idé, så jeg fik i stedet en ovnbagt sandart med jordskokkesuppe og jordskokkechips. Det hele var fantastisk lækkert og veltilberedt. Jens fik desuden en vinmenu, der også var lige i øjet. Vi gik derfra mætte og glade og kan varmt anbefale alle at besøge den restaurent ved lejlighed.

/Mette - som dog lige vil tilføje et par billeder!
Her ser vi Farmand udfolde sine maskuline evner med noget meget mandigt værktøj. Puslekommoden blev samlet i en ruf, og alle skuffer glider som de skal, åbner ud ad osv. Skønt!












Endnu et billede af Jens og IKEA-møbel. Denne gang i en lidt mere uhandy arbejdsstilling, men ikke destro mindre fuldt koncentreret - ja han opdagede faktisk slet ikke fotografen!












Og her er så det færdige resultat! Et stk. puslekommode proppet til randen. Her ser i desuden den fine puslepude som matcher det ene sæt sengetøj og ammepuden. Musen er en gave fra en kunde fra butikken, som blev meget glad da hun fandt ud af, at vi venter os...















Sidst men ikke mindst lidt dokumentation af HVOR meget tøj der ligger gemt i de to skuffer (for ikke at nævne det, der ligger i den store hvide kommode som ikke er med på billedet). Det skal dog nævnes at moren har gjort kup på kup ved at købe brugt tøj. Så sent som i mandags modtog jeg en pakke med posten (eller jeg hentede den på posthuset - det viser sig at postbudet og jeg ikke er helt enige om, hvornår han har forsøgt at aflevere noget på adressen, og hvornår han bare har smidt en "kom selv ned på posthuset og hent din åndssvage pakke - jeg gider i hvert fald ikke gå op af trappen med den!"-seddel i postkassen, men lad nu det ligge), som indeholdt i alt 27 stykker mærketøj i størrelse nyfødt som knapt nok er brugt. Pris inkl. fragt 310 kr. Det er næsten bedre end at få penge tilbage i skat, jeg føler virkelig, at jeg har skudt papegøjen :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar