lørdag den 15. oktober 2011
P.S.!
En dag når jeg mentalt er klar til at opgive forestillingen om, at vi bor i Århus, skal jeg nok få ændret titlen på bloggen... Selvom "ævl og kævl"-delen vist stadig passer meget godt?
Kender i det?
Kender i det hvor man har puttet overtræt men meget lykkelig lille bebs, som nu snorksover marginalt senere end almindelig sengetid, og man selv har udsigt til dyner og klapjagt på forsømt skønhedssøvn og så... kan man ikke sove? Armen hvad pokker ligner det?!
Jeg HAR prøvet at slukke lyset, lukke øjnene og trække vejret dyyybt og roligt og - ingenting sker der. Jeg har aldrig fået tricket med tælleri af får til at virke og at synge godnatsang for sig selv er bare fjollet. Jeg HAR tjekket mail, facebook og nyheder ligesom jeg har været et hurtigt smut forbi min online mødregruppe og diverse online shops, der sælger alt muligt toplækkert jeg alligevel ikke har råd til- hvor reelt behovet end måtte være. Nu er jeg så endt her - på bloggen via mobilt internet og altså i færd med at skrive en meget lang SMS uden smileys. Jeg kan heldigvis brede mig og behøver ikke være bange for at vække Jens med min rumsteren rundt for at finde en bekvemmelig stilling at ligge vågen i - han er nemlig til den årlige og ualmindeligt tidlige julefrokost i verdensfirmaet, Løvbjerg. Behøver jeg sige, at jeg synes, at et er for tidligt? Det er da stadig sommer,er det ikke?
Ork! Lad mig nu sove! Næste forsøg på søvndyssende aktivitet: bladr i Jens' bog om videnskabsteori... Det burde være så sikkert som amen i kirken (jeg har åbenbart ligge vågen VIRKELIG længe og er altså blevet 60 år imens...)
Jeg HAR prøvet at slukke lyset, lukke øjnene og trække vejret dyyybt og roligt og - ingenting sker der. Jeg har aldrig fået tricket med tælleri af får til at virke og at synge godnatsang for sig selv er bare fjollet. Jeg HAR tjekket mail, facebook og nyheder ligesom jeg har været et hurtigt smut forbi min online mødregruppe og diverse online shops, der sælger alt muligt toplækkert jeg alligevel ikke har råd til- hvor reelt behovet end måtte være. Nu er jeg så endt her - på bloggen via mobilt internet og altså i færd med at skrive en meget lang SMS uden smileys. Jeg kan heldigvis brede mig og behøver ikke være bange for at vække Jens med min rumsteren rundt for at finde en bekvemmelig stilling at ligge vågen i - han er nemlig til den årlige og ualmindeligt tidlige julefrokost i verdensfirmaet, Løvbjerg. Behøver jeg sige, at jeg synes, at et er for tidligt? Det er da stadig sommer,er det ikke?
Ork! Lad mig nu sove! Næste forsøg på søvndyssende aktivitet: bladr i Jens' bog om videnskabsteori... Det burde være så sikkert som amen i kirken (jeg har åbenbart ligge vågen VIRKELIG længe og er altså blevet 60 år imens...)
tirsdag den 11. oktober 2011
Noget om Laurits
Så har internetsnylteren endnu engang fået nasset sig til lidt internettid og denne gang også medbragt kabel til telefonen, så jeg kan få sendt billeder ud til jer!
De er endnu engang af Laurits. 9 mdr gammel (godt og vel), 73 cm. og ca. 9,5 kg lækkerhaps - lige til at spise. Han kan sno os om sin lillefinger i en sådan grad, at vi vist snart skal have os sat ned og lagt nogle planer for opdragelse, hvis vi ikke skal ende med en møgunge, som ingen gider lege med. Han har travlt som aldrig før! Han møver afsted over stok og sten, men har endnu til gode at lære at kravle rigtigt. Men hvorfor skulle man også det, når det andet nu går strygende? Han har lært at sætte sig op, og der er således (stort set) ingen forhindringer når han skal på opdagelse rundt i huset. Om natten er søvnen også urolig, fordi den lille krop oplever så meget i løbet af dagen. Vi har derfor fyldt hans seng med ekstra puder, så han ikke kan komme til at trille om på maven i søvne, for så enten sætter han sig op eller rejser sig på alle fire - og så vågner han altså på et tidspunkt. Han her netop poppet sin 3. tand - til venstre for den ene fortand og har endnu to på vej i nærmeste fremtid. Han er mere eller mindre altædende. Han vil helst spise, hvad vi spiser, og hvis han kan komme afsted med det, vil han også helst selv proppe i munden. Eneste problem er så, at han er virkelig dårlig til det. I dag ville han fx kun spise sine rugbrødshapsere, hvis han selv fik lov at køre ind. Det betød, at han fik spist en masse makrel og smørreost, men ikke ret meget brød. Det blev i stedet kastet i alle mulige retninger - ned på gulvet, ned på fodstøtten på stolen, så man kan trampe i det, op på bordet og om på ryggen. Men altså - jeg har hørt at øvelse gør mester. Vi håber at det også i dette tilfælde er sandt. Han er glad og og fuld af fis. Han kan sagtens ligge for sig selv på gulvet og lege og pludselig bryde ud i kluklatter. Han har et helt kuld ræve bag øret, og man er slet ikke i tvivl om, at han bliver en rigtig lille røver. Navnet "Emil" ville have passet glimrende! Han snakker, råber og hviner så en flok tøser fra 3. klasse ville blive dybt imponerede, og vi er ganske tilfredse med ikke at ligge inde med en stor og kostbar krystalsamling. Den var nok gået til!
Og så til billederne! Kvaliteten er svingende, men jeg håber i kan klare det! Har så mange gode billeder, der er lidt uskarpe, men jeg synes altså ikke i skal snyde.
/Mette
De er endnu engang af Laurits. 9 mdr gammel (godt og vel), 73 cm. og ca. 9,5 kg lækkerhaps - lige til at spise. Han kan sno os om sin lillefinger i en sådan grad, at vi vist snart skal have os sat ned og lagt nogle planer for opdragelse, hvis vi ikke skal ende med en møgunge, som ingen gider lege med. Han har travlt som aldrig før! Han møver afsted over stok og sten, men har endnu til gode at lære at kravle rigtigt. Men hvorfor skulle man også det, når det andet nu går strygende? Han har lært at sætte sig op, og der er således (stort set) ingen forhindringer når han skal på opdagelse rundt i huset. Om natten er søvnen også urolig, fordi den lille krop oplever så meget i løbet af dagen. Vi har derfor fyldt hans seng med ekstra puder, så han ikke kan komme til at trille om på maven i søvne, for så enten sætter han sig op eller rejser sig på alle fire - og så vågner han altså på et tidspunkt. Han her netop poppet sin 3. tand - til venstre for den ene fortand og har endnu to på vej i nærmeste fremtid. Han er mere eller mindre altædende. Han vil helst spise, hvad vi spiser, og hvis han kan komme afsted med det, vil han også helst selv proppe i munden. Eneste problem er så, at han er virkelig dårlig til det. I dag ville han fx kun spise sine rugbrødshapsere, hvis han selv fik lov at køre ind. Det betød, at han fik spist en masse makrel og smørreost, men ikke ret meget brød. Det blev i stedet kastet i alle mulige retninger - ned på gulvet, ned på fodstøtten på stolen, så man kan trampe i det, op på bordet og om på ryggen. Men altså - jeg har hørt at øvelse gør mester. Vi håber at det også i dette tilfælde er sandt. Han er glad og og fuld af fis. Han kan sagtens ligge for sig selv på gulvet og lege og pludselig bryde ud i kluklatter. Han har et helt kuld ræve bag øret, og man er slet ikke i tvivl om, at han bliver en rigtig lille røver. Navnet "Emil" ville have passet glimrende! Han snakker, råber og hviner så en flok tøser fra 3. klasse ville blive dybt imponerede, og vi er ganske tilfredse med ikke at ligge inde med en stor og kostbar krystalsamling. Den var nok gået til!
Og så til billederne! Kvaliteten er svingende, men jeg håber i kan klare det! Har så mange gode billeder, der er lidt uskarpe, men jeg synes altså ikke i skal snyde.
/Mette
 |
| Nedstigningen til flyttekassehelvedet begyndte og Laurits hjalp med at pakke - sådan da! |
 |
| På tur i Bilka med onkel Thomas. Samme dag kommer grankusine Laura til verden. |
 |
| Nej tak far, det gider jeg faktisk overhovedet ikke - spis det selv! |
 |
| Hallo far, vi leget - du kan se TV en anden gang! |
 |
| Laurits har fået vinterjakke, så nu kan vinteren bare komme an... men altså først til december, ikk? |
 |
| Stunt på stengulv giver buler |
 |
| Altså egentligt havde jeg jo åbnet munden og var klar til yoghurt, men så fik jeg lige øje på mine fødder, og de var ret spændende, så dem ville jeg kigge nærmere på! |
 |
| Frank har ladt gulvsliberen ude af syne... mon jeg kan nå hen og pille lidt før hun fanger mig? |
 |
| Hihi, jeg leger med fars playstationspil når han ikke er hjemme! |
 |
| I det nye køkken. Lågerne er pillet af for at blive malede, så far og jeg kigger lige på hvad der gemmer sig i skabene |
 |
| Sommer i oktober giver mulighed for at indtage den nye plæne. Græs er fedt og jeg spiste alt det jeg kunne komme til når mor og far ikke lige kiggede! |
 |
| Man kan godt blive træt af at sidde op og lege - men så kan man jo bare tippe til den ene side og lege videre |
 |
| Mor er godt nok glad for at jeg hjælper hende med at tømme opvaskemaskinen. Dyyyygtige mig! |
 |
| Kys! |
 |
| Lille Laurits og stor hagesmække |
 |
| ZzzZZZzzzZZZzzzzZZZzz |
 |
| Ih makrel er FEDT! |
søndag den 9. oktober 2011
Alt er relativt - åbenbart
Jeg har sagt det tit i forskellige sammenhænge - hvis jeg fx ikke har forstået de valg, der træffes eller prioriteringer omkring mig. Jeg har sagt det for at minde mig selv om, at ikke alle er ens - og det gør (måske?) ikke noget. Alt er relativt, alt kan sættes i forhold til hinanden. Jeg oplever i disse dage Albert Einsteins ordsprog definere sig selv for øjnene af mig. Jeg oplever i høj grad, hvordan begrebet "tid" er relativt. Hvordan? Laurits er blevet ni måneder.
9 måneder - lang tid
Mennesket er et af de pattedyr hvis drægtighedsperiode er aller længst. Ni lange måneder hvis man ellers er så heldig at få fuld valuta for de penge man enten har brugt på en drink i baren i stedet for præventionsmidler, graviditetstests i overflod eller fertilitetsbehandling. Ni lange måneder hvor man har set sin krop ændre sig fra sit velkendte og alligevel blot udholdelige selv til en hvalroslignende tilstand, der medfører vralten, strækmærker i alle regnbuens farver og væskeophobninger, der får dialysepatienter til at sende medfølende blikke. Ni lange måneder hvor humørbarometeret dagligt svinger fra iskold storm, over regnfulde kastevinde til varme og blide sommerbriser. Ni lange måneder hvor skærpede sanser har krævet bestemte madvarer fjernet fra et ellers velassorteret køkken og i stedet levnet plads til nye mærkelige typer mad, som man nu ikke kan komme igennem natten uden. Ni lange måneder hvor følelsesregistret så småt begynder at udvide sig og langsomt gøre klar til den endnu ukendte og måske endda uventede eksplosion, der vil komme til at sprænge skalaen for følelser og beskyttertrang for et andet menneske. Ni lange måneder hvor man lærer et lille nyt liv at kende fra man ser der på skærmen hos scanningssygeplejersken første gang, til man dagligt mærker spark og møven, så man forventer at alle de indre organer er så ommøblerede, at selv ikke den mest erfarne kirurg vil kunne finde op og ned på noget som helst. Ni dejlige måneder hvor man utålmodigt glæder sig til at møde den lille, som man måske allerede har givet et navn, tildelt en karriere eller forestillet sig udseende og personlighed på. Og efter hvad der føles som de længste ni måneder i hele ens liv, får man endelig lov til at møde personen bag alt påstyret - den lille varme klump, som er så 100% afhængig af dig, at dit liv aldrig bliver det samme igen. Og så sker det - forholdet til "tidens gang" ændrer sig.
9 måneder - kort tid
For så begynder hverdagen med et nyt lille liv i hjemmet, og før man får set sig om, er der gået endnu ni måneder. Den lille baby er blevet til et barn, der spiser rugbrød i stedet for modermælk, sover i tremmeseng i stedet for mellem mor og far, suser rundt i bedste jægersoldatstil mens han forcerer dørtrin, legetøj og andre forhindringer, stopper og sætter sig op hvis der er noget, der kræver større interesse end hvad der kan gives fra liggende tilstand, i stedet for at ligge trygt og slumre på armen hos forældrene. Et barn med fast døgnrytme i stedet for en baby, der ikke kender forskel på dag og nat. De ni måneder stryger forbi, og i skyndingen er det nemt at glemme at nyde, men bare ride med på bølgen og lad en dag tage den næste. Livet på barsel leves i en forræderisk boble, der, i det øjeblik man træder ind i den, virker ubrydelig og tommetyk, men hvor virkeligheden langsomt, men sikkert sniger sig ind på en og rammer dig i ansigtet med 100 km/t - der er et liv på den anden side, boblen er tynd og forgængelig. Et liv med dagpleje og pasningsgaranti pr. 1/1 -2012. Hvor uerfarne forældre skal sende deres dyrebareste eje ud i den virkelige verden. Et liv hvor man ikke bare kan gå hjemme og stirre forelsket på sit barn til det flytter hjemmefra som 30 årig, men stadig kommer hjem til mor og spiser tre gange i ugen. SUK!
Sådan går altså 2x9 måneder. Den første halvdel slæber sig i et tempo som føles så langsomt, at man bliver yngre af det. Den næste halvdel blæser forbi så hurtigt, at man helt glemmer smerter ved amning, skrigeture og bleskift i måneskær. Tilbage sidder man med det dejligste lille menneske i verden, med de smukkeste brune øjne, den dejligste latter og de sjoveste grimasser. Et lille menneske man slet ikke kan se sig mæt i, og som man savner, bare det ligger og sover i et andet rum.
Så nu hvor vi har kendt lille Laurits længere tid uden for maven end inde i maven, er vi vist så tilpas tilfredse med resultatet, at vi snupper ni måneder mere!
/Mette, som sætter billeder ind så snart hun har mulighed for det. Nedtælling til internet er begyndt - 17 dage tilbage!
Jeg kunne
9 måneder - lang tid
Mennesket er et af de pattedyr hvis drægtighedsperiode er aller længst. Ni lange måneder hvis man ellers er så heldig at få fuld valuta for de penge man enten har brugt på en drink i baren i stedet for præventionsmidler, graviditetstests i overflod eller fertilitetsbehandling. Ni lange måneder hvor man har set sin krop ændre sig fra sit velkendte og alligevel blot udholdelige selv til en hvalroslignende tilstand, der medfører vralten, strækmærker i alle regnbuens farver og væskeophobninger, der får dialysepatienter til at sende medfølende blikke. Ni lange måneder hvor humørbarometeret dagligt svinger fra iskold storm, over regnfulde kastevinde til varme og blide sommerbriser. Ni lange måneder hvor skærpede sanser har krævet bestemte madvarer fjernet fra et ellers velassorteret køkken og i stedet levnet plads til nye mærkelige typer mad, som man nu ikke kan komme igennem natten uden. Ni lange måneder hvor følelsesregistret så småt begynder at udvide sig og langsomt gøre klar til den endnu ukendte og måske endda uventede eksplosion, der vil komme til at sprænge skalaen for følelser og beskyttertrang for et andet menneske. Ni lange måneder hvor man lærer et lille nyt liv at kende fra man ser der på skærmen hos scanningssygeplejersken første gang, til man dagligt mærker spark og møven, så man forventer at alle de indre organer er så ommøblerede, at selv ikke den mest erfarne kirurg vil kunne finde op og ned på noget som helst. Ni dejlige måneder hvor man utålmodigt glæder sig til at møde den lille, som man måske allerede har givet et navn, tildelt en karriere eller forestillet sig udseende og personlighed på. Og efter hvad der føles som de længste ni måneder i hele ens liv, får man endelig lov til at møde personen bag alt påstyret - den lille varme klump, som er så 100% afhængig af dig, at dit liv aldrig bliver det samme igen. Og så sker det - forholdet til "tidens gang" ændrer sig.
9 måneder - kort tid
For så begynder hverdagen med et nyt lille liv i hjemmet, og før man får set sig om, er der gået endnu ni måneder. Den lille baby er blevet til et barn, der spiser rugbrød i stedet for modermælk, sover i tremmeseng i stedet for mellem mor og far, suser rundt i bedste jægersoldatstil mens han forcerer dørtrin, legetøj og andre forhindringer, stopper og sætter sig op hvis der er noget, der kræver større interesse end hvad der kan gives fra liggende tilstand, i stedet for at ligge trygt og slumre på armen hos forældrene. Et barn med fast døgnrytme i stedet for en baby, der ikke kender forskel på dag og nat. De ni måneder stryger forbi, og i skyndingen er det nemt at glemme at nyde, men bare ride med på bølgen og lad en dag tage den næste. Livet på barsel leves i en forræderisk boble, der, i det øjeblik man træder ind i den, virker ubrydelig og tommetyk, men hvor virkeligheden langsomt, men sikkert sniger sig ind på en og rammer dig i ansigtet med 100 km/t - der er et liv på den anden side, boblen er tynd og forgængelig. Et liv med dagpleje og pasningsgaranti pr. 1/1 -2012. Hvor uerfarne forældre skal sende deres dyrebareste eje ud i den virkelige verden. Et liv hvor man ikke bare kan gå hjemme og stirre forelsket på sit barn til det flytter hjemmefra som 30 årig, men stadig kommer hjem til mor og spiser tre gange i ugen. SUK!
Sådan går altså 2x9 måneder. Den første halvdel slæber sig i et tempo som føles så langsomt, at man bliver yngre af det. Den næste halvdel blæser forbi så hurtigt, at man helt glemmer smerter ved amning, skrigeture og bleskift i måneskær. Tilbage sidder man med det dejligste lille menneske i verden, med de smukkeste brune øjne, den dejligste latter og de sjoveste grimasser. Et lille menneske man slet ikke kan se sig mæt i, og som man savner, bare det ligger og sover i et andet rum.
Så nu hvor vi har kendt lille Laurits længere tid uden for maven end inde i maven, er vi vist så tilpas tilfredse med resultatet, at vi snupper ni måneder mere!
/Mette, som sætter billeder ind så snart hun har mulighed for det. Nedtælling til internet er begyndt - 17 dage tilbage!
Jeg kunne
torsdag den 6. oktober 2011
Når intet nyt er godt nyt
Der har været mere end almindeligt stille her på bloggen i den seneste tid, og nogen vil måske føle sig fristet til at starte en indsamling til fordel for ofrerne for indlægstørken. Det mest sultne offer er forfatteren selv, der brænder inde med og bobler over af hyggelige historier, fiffige fortællinger og nærværende nyt, som hun gerne vil dele med jer alle - skulle interessen være der for det. Det håber jeg den er, det har varet så længe, der er så meget nyt - jeg tørster efter at berette.
Vigtigst og størst: vi har forladt Århus. For mig var afskeden med Smilets By med en lille tåre i øjenkrogen, og selvom vi jævnligt vil vende tilbage, føltes det alligevel definitivt. Livet som Urban Mom med storbyfamilie er slut. Vi er rykket vest på, til Udkantsdanmark, til Skive, i mange sammenhænge - hjem. Vi er nu ikke længere århusianere, men skibonitter. Vi behøver ikke længere krumme tæer over vittigheder der indledes med: "det var en århusianer og en fynbo og en københavner som var ude at...". I stedet kan vi nu smile og måske også grine bittersødt over Frank Hvams sammenligning af skibonitter med små nisser, som man ikke kan være sur på. Skibonitter.
Beslutningen om at flytte blev truffet nemt og hurtigt. Der skal ikke meget overtalelse til, når man sidder alene aften efter aften henholdsvis på Mors og i Århus, og når den lille ovenikøbet som reaktion på at se sin far så sjældent med al tydelighed viser, at det kun er mor, der dur - så er betænkningstiden kort. Den nye bolig i Skive var fundet før lejligheden i Århus var sagt op, og så var det officielt - vi skulle flytte fra lejlighed til hus, fra Århus til Skive.
Selve processen "flytning" viste sig imidlertid at være mere besværlig end beslutningen.
- Step 1: Pak lejlighed ned!
Besværlig fordi: Hoooold op vi har meget skrammel! Noget nyttigt, noget til pynt, noget til den arbejdsomme, eftertænksomme eller kreative, men mest bare ROD. Og det fylder! Til gengæld mestrer jeg nu diciplinen "flyttekassefoldning" til perfektion og stiller gerne op, når det engang bliver anerkendt som olympisk sport. Desuden bliver nedpakning ikke nemmere af lille Laurits, der, alle gode intentioner til trods, bare ikke er ret god til at pakke ned.
- Step 2: Flyt fra A til B
Den nemmeste del af flytningen. Bliver dog besværliggjort at store, tunge møbler og for få flyttemænd. Heldigvis ser Jens det at slæbe møbler, forstå det hvem som kan, som gratis træning, og med den indstilling og hjælp fra min bror Rasmus, fik vi flyttet møbler, kasser, baby og diverse fra Århus til Skives land.
- Step 3: Pak ud!
Besværligt fordi: Den tidligere lejer har taget benene på nakken og er flygtet i stedet for flyttet fra huset. Hun har således efterladt et svineri uden lige, halvdelen af alt sit indbo (som om vi ikke selv har rod nok?) og bjerge af ubetalte regninger. Derfor burde Step 3 i virkeligheden hedde "Mug ud" i stedet for "Pak ud". For selvom udlejeren havde forberedt os på at "han ikke havde nået at gøre det hele rent", havde vi alligevel ikke overvejet at vi under køkkenbordet ville finde gamle hundetyggeben, at emhætten ville være flydende af gammelt fedt eller at risten i bruseren ville være stoppet af gamle og klamme hår. Derfor skulle der først gøres rent inden vi kunne tømme kasser - så tak til ihærdige forældre og svigerforældre med varmt vand, knofedt og Ajax - masser af Ajax.
- Step 4: Syn lejlighed i Year House
Besværligt fordi: Der bare er langt fra Skive til Århus og fordi det bare tager meget længere tid at gøre sådan en lejlighed ren end man lige skulle regne med. Det kom også en smule bag på Jens, der drog mod Århus med kost og spand og en liste over alt hvad der skulle gøres rent - udarbejdet af udlejeren og derfor meget detaljeret. Den gode mand valgte dog at tage det som et diskussionsoplæg i stedet for en facitliste, hvilket medførte en håndfuld reprimander da lejligheden skulle afleveres. Men nu er det gjort, maleren har ordnet vægge, gulve, lofter og dørkarme. Pris: 16.500 kr ... ! .... Den lader vi lige stå et øjeblik.
- Step 5: Efterdønninger
Med en tidligere lejer der lader meget tilbage at være ønsket, dukkede der lige så stille en hel del udfordringer op. Her kan blandt andet nævnes tomt oliefyr og ubetalte el-regninger. Således stod jeg en formiddag og rokkede barnevognen med træt baby, da det ringede på døren. Det var fra EnergiMidt - de ville gerne have lov til at lukke for strømmen. A hvad? Jamen den tidligere lejer havde ikke betalt sine regninger og derfor kom han nu for at lukke for strømmen. Øh... nej tak? Så fik jeg meldt flytning der i det mindste.
Og sådan er der så meget ... Nu håber vi at være sluppet af med alle problemerne og begynder forsigtigt at se fremad, mens vi krydser fingre for at der ikke viser sig flere komplikationer med denne flytning.
Det er præcis et år siden at vi flyttede fra den lille lejlighed på 36 m2 til den store på 81 m2. Vi følte at vi var flyttet i et slot, men var på ingen måde indstillede på at skulle flytte igen i overskuelig fremtid. Tjah - man har vel et standpunkt til man tager et nyt? Denne gang ville jeg være mere end glad om jeg ikke skulle fylde en flyttekasse igen NOGENSINDE! Jeg har på fornemmelsen at det nok ikke bliver virkeligheden. Men nu bliver vi her... i hvert fald lidt endnu.
Billedløs update fra Mette, der nu udgiver dette - så må jeg fortælle videre i et andet indlæg, når tid, lejlighed og internet melder sig igen.
På forhåbentlig snarligt gensyn!
Vigtigst og størst: vi har forladt Århus. For mig var afskeden med Smilets By med en lille tåre i øjenkrogen, og selvom vi jævnligt vil vende tilbage, føltes det alligevel definitivt. Livet som Urban Mom med storbyfamilie er slut. Vi er rykket vest på, til Udkantsdanmark, til Skive, i mange sammenhænge - hjem. Vi er nu ikke længere århusianere, men skibonitter. Vi behøver ikke længere krumme tæer over vittigheder der indledes med: "det var en århusianer og en fynbo og en københavner som var ude at...". I stedet kan vi nu smile og måske også grine bittersødt over Frank Hvams sammenligning af skibonitter med små nisser, som man ikke kan være sur på. Skibonitter.
Beslutningen om at flytte blev truffet nemt og hurtigt. Der skal ikke meget overtalelse til, når man sidder alene aften efter aften henholdsvis på Mors og i Århus, og når den lille ovenikøbet som reaktion på at se sin far så sjældent med al tydelighed viser, at det kun er mor, der dur - så er betænkningstiden kort. Den nye bolig i Skive var fundet før lejligheden i Århus var sagt op, og så var det officielt - vi skulle flytte fra lejlighed til hus, fra Århus til Skive.
Selve processen "flytning" viste sig imidlertid at være mere besværlig end beslutningen.
- Step 1: Pak lejlighed ned!
Besværlig fordi: Hoooold op vi har meget skrammel! Noget nyttigt, noget til pynt, noget til den arbejdsomme, eftertænksomme eller kreative, men mest bare ROD. Og det fylder! Til gengæld mestrer jeg nu diciplinen "flyttekassefoldning" til perfektion og stiller gerne op, når det engang bliver anerkendt som olympisk sport. Desuden bliver nedpakning ikke nemmere af lille Laurits, der, alle gode intentioner til trods, bare ikke er ret god til at pakke ned.
- Step 2: Flyt fra A til B
Den nemmeste del af flytningen. Bliver dog besværliggjort at store, tunge møbler og for få flyttemænd. Heldigvis ser Jens det at slæbe møbler, forstå det hvem som kan, som gratis træning, og med den indstilling og hjælp fra min bror Rasmus, fik vi flyttet møbler, kasser, baby og diverse fra Århus til Skives land.
- Step 3: Pak ud!
Besværligt fordi: Den tidligere lejer har taget benene på nakken og er flygtet i stedet for flyttet fra huset. Hun har således efterladt et svineri uden lige, halvdelen af alt sit indbo (som om vi ikke selv har rod nok?) og bjerge af ubetalte regninger. Derfor burde Step 3 i virkeligheden hedde "Mug ud" i stedet for "Pak ud". For selvom udlejeren havde forberedt os på at "han ikke havde nået at gøre det hele rent", havde vi alligevel ikke overvejet at vi under køkkenbordet ville finde gamle hundetyggeben, at emhætten ville være flydende af gammelt fedt eller at risten i bruseren ville være stoppet af gamle og klamme hår. Derfor skulle der først gøres rent inden vi kunne tømme kasser - så tak til ihærdige forældre og svigerforældre med varmt vand, knofedt og Ajax - masser af Ajax.
- Step 4: Syn lejlighed i Year House
Besværligt fordi: Der bare er langt fra Skive til Århus og fordi det bare tager meget længere tid at gøre sådan en lejlighed ren end man lige skulle regne med. Det kom også en smule bag på Jens, der drog mod Århus med kost og spand og en liste over alt hvad der skulle gøres rent - udarbejdet af udlejeren og derfor meget detaljeret. Den gode mand valgte dog at tage det som et diskussionsoplæg i stedet for en facitliste, hvilket medførte en håndfuld reprimander da lejligheden skulle afleveres. Men nu er det gjort, maleren har ordnet vægge, gulve, lofter og dørkarme. Pris: 16.500 kr ... ! .... Den lader vi lige stå et øjeblik.
- Step 5: Efterdønninger
Med en tidligere lejer der lader meget tilbage at være ønsket, dukkede der lige så stille en hel del udfordringer op. Her kan blandt andet nævnes tomt oliefyr og ubetalte el-regninger. Således stod jeg en formiddag og rokkede barnevognen med træt baby, da det ringede på døren. Det var fra EnergiMidt - de ville gerne have lov til at lukke for strømmen. A hvad? Jamen den tidligere lejer havde ikke betalt sine regninger og derfor kom han nu for at lukke for strømmen. Øh... nej tak? Så fik jeg meldt flytning der i det mindste.
Og sådan er der så meget ... Nu håber vi at være sluppet af med alle problemerne og begynder forsigtigt at se fremad, mens vi krydser fingre for at der ikke viser sig flere komplikationer med denne flytning.
Det er præcis et år siden at vi flyttede fra den lille lejlighed på 36 m2 til den store på 81 m2. Vi følte at vi var flyttet i et slot, men var på ingen måde indstillede på at skulle flytte igen i overskuelig fremtid. Tjah - man har vel et standpunkt til man tager et nyt? Denne gang ville jeg være mere end glad om jeg ikke skulle fylde en flyttekasse igen NOGENSINDE! Jeg har på fornemmelsen at det nok ikke bliver virkeligheden. Men nu bliver vi her... i hvert fald lidt endnu.
Billedløs update fra Mette, der nu udgiver dette - så må jeg fortælle videre i et andet indlæg, når tid, lejlighed og internet melder sig igen.
På forhåbentlig snarligt gensyn!
onsdag den 17. august 2011
Så' der billeder!
Her hen over sommeren har vi fået taget en hel del billeder. Det i sig selv er jo ikke ret meget værd, hvis jeg ikke får delt dem med jer. Det vil jeg så nu råde bod på nu! De kommer hulter til bulter og er på ingen måde sorterede på nogen snedig måde. Håber i kan klare en så massiv billedspam - ja, jeg har da aldrig kendt magen! Så stop mig dog! Men han er nu så sød, ham den bette Laurits, som i dag har lært at møve sig fremad i stedet for kun at bakke rundt. Han har været småsyg i en uge, men nu aner vi lys og nattesøvn for enden af tunnellen.
Nå, det var de der billeder, jo...
Værs'go'!
Nå, det var de der billeder, jo...
Værs'go'!
 |
| Bakket ind under sofaen, men derfor kan man jo stadig godt lege! |
 |
| Ih! Nogen som tager billeder af mig! Her er vi lige kommet tilbage til Århus efter en dejlig dag med faster og kusine Julie. Vi sluttede af med en perfekt grillet flæskesteg. Grillmesteren John får topkarakter i den disciplin! |
 |
| Er det street? Hatten er udelukkende til ære for fotografen, da det som resten af påklædningen indicerer faktisk er både sommer og varmt (åh jo - det var det faktisk), og derfor slet ikke nødvendigt med hue. Men det må man finde sig i så længe man er så lille at man 100% er underlagt sin mors påklædningsluner. Ha! |
 |
| Prosit! Først kløede næsen, så kom der et kæmpe ny og nu ... ja nu ser det så sådan ud |
 |
| Tour de France ... ja, det var vist det, der var at sige til det! |
 |
| De smager mindre surt, når de lige er blevet vaskt! Behøver jeg skrive, at vi nu har droppet badestolen? Han blev liiiige akrobatisk nok til at jeg tør lade ham balancere i den. |
 |
| ZzzzZZzzzZZzzz Så søde de er! |
 |
| I fint nyt tøj til mors onkel Oles 60 års fødselsdag. Badeanden lod vi blive hjemme |
 |
| Sidder lige og spiser en kikseagtig ting hos Charlotte fra mødregruppen. Spændende med mad man selv kan putte ind i munden! |
 |
| Oooork den er sjov, den her! Godt Moster PP kan holde ved, ellers var knægten drattet af i bare begejstring |
 |
| Vi hygger altid når Moster PP er på besøg. Her træner vi fx hendes armmuskler, så jeg har hoppet ti minutter i træk - mega sjovt! |
 |
| Må jeg ikk' godt be' om noget andet mad, mor? |
 |
| Nu skal vi ud og tømme Onkel Rasmus og (Skrappe) Tante Sofies postkasse! Vi glæder os til de flytter rigtigt til Århus - så skal vi også træne deres armmuskler! |
 |
| Selvom det er sommer skal man pakkes godt ind inden man skal ud på tur i barnevognen - det er jo hundekoldt! |
 |
| Svømme, svømme ... eller ... nå nej, det er jo ikke vand! Laurits laver svømmebevægelser, når han ligger på maven på gulvet. Hvordan skal man også kunne gætte at det kun virker fremaddrivende i svømmehallen? |
 |
| Jeg hjælper lige mor i køkkenet, så jeg er sikker på at maden bliver som jeg helst vil have den! |
 |
| Laurits har fået en almindelig, blød tebolle at spise ... spise er måske så meget sagt. Findelt blev den i hvert fald! |
 |
| Hva' dælen?! MOR! Der er nogen der har krummet i sofaen! |
 |
| Heeeey piger! |
 |
| I juli var vi i sommerhus med mine forældre. Det var rigtig dejligt! Vi havde noget ret blandet vejr, men sådan er den danske sommer åbenbart. Her arbejdes der hårdt i køkkenet ... eller noget! |
 |
| Uh, lækker mad! Især salaten - den var virkelig, VIRKELIG god! Host host ... gæt selv hvem der var kokken bag den |
 |
| Men sommerhustur er ikke kun fest og ballade. Laurits, den lille stakkel, pådrog sig en omgang mellemørebetændelse med tilhørende høj feber. Derfor tilbragte han en del tid i ikke ret meget tøj. Heldigvis gik der kun et par dage med sygdom, så var han frisk igen og vi hyggede videre. |
 |
| Vi tog bl.a. i Skandinavisk Dyrepark. Det småregnede og var gråvejr, så der var ikke ret mange mennesker. Vi havde en god dag alligvel og fik set en masse dyr. Solhatten måtte så agere sydvest for en dag. Det gik ok, selvom bomuld ikke ligefrem er vandafvisende |
 |
| I dyreparken var der store og vilde dyr ... |
 |
| ... og mindre og knapt så vilde dyr (måge på pind) |
 |
| ... og store, mærkelige dyr. Man kan godt forstå de allesammen kører Volvo i Sverige, hvis det er sådanne størrelser de risikerer at få op at køre på motorhjelmen. Jøsses ... |
 |
| Hva' filan er det du prøver at gi' mig mor!? (VANDMELON - lækkert!) |
Tina D. synger Steffen B.
Jeg faldt lige over dette nummer og måtte bare dele det med jer! Den eneste kvinde jeg vil dele Jens med (udover svigermor) i hele verden. Hun er simpelthen skøn!
Abonner på:
Opslag (Atom)