Laurits - et dagplejebarn

Nå eehm... Laurits er altså startet i dagpleje. Sådan rigtigt. Han er der nu. Alene. Uden sin moar. Han savner hende stensikkert. Han sidder nok ved vinduet og venter og venter. Han ser garanteret ca. sådan ud...

 

Når jeg henter ham om 125 minutter, kan han måske slet ikke kende mig. Han er sikkert sur og skuffet over, at jeg har forladt ham. Måske er dette den direkte løbebane ud i ungdomkriminalitet og stofmisbrug? Om 18 år vil man ryste bedrøvet på hovedet over hans udskejelser, kigge bedrevidende på hinanden og undskyldende blive enige om at "han var sådan en god dreng, men forældrenes tidlige omsorgssvigt gjorde det umuligt for ham at leve et godt, sundt og normalt liv." Når vi går hjem falder han udmattet i søvn efter at have grædt og hulket uafbrudt siden jeg gik - forlod ham.

Suk!

Eller også hygger han sig bare helt vildt og ser sådan her ud:

                  

Han startede i mandags hvor vi var hos Anne-Marie i en time sammen. Han tumlede, legede og kluklo af legetøj, han ikke havde set før. Han tjekkede lige ind hos mig engang imellem og fik et lille kram. Han ville ikke sidde hos mig, men ville meget hellere lege på gulvet. Efter en time var han træt, så vi sagde tak for i dag, puttede ham i barnevognen og trillede hjem. Han snorksov i tre timer.
   I går var han der en time alene, hvor moren til barnet skulle gå en lille tur og komme tilbage. Det gik også rigtig fint. Han græd ikke da jeg gik, ja ænsede det knapt nok, for de tre andre unger sad bænkede omkring bordet, klar til at indtage formiddagsmaden. Da jeg kom tilbage en time senere var han puttet i overtøjet og klar til at komme ud at sove. Han havde pylret lidt, men ikke noget særligt, og havde i det hele taget bare nydt det rigtig meget.
  I dag afleverede jeg ham kl 8. Jeg var lid nervøs for han har ikke haft den bedste nat og var ret pjevset her til morgen. Han pylrede videre da han kom i overtøjet og i barnevognen. Hele vejen på vej ud til Anne-Marie kom han med klagende lyde, dog dæmpet lidt af sutten som mor for engangs skyld ikke måtte få. Lige syv minutter før ankomst spyttede han sutten ud og begyndte at råde og pludre "didididididi BABABABA". Sådan gik det resten af vejen. Da vi trådte ind af døren kom han med det samme over til Anne-Marie - ganske uden problemer. Her ålede han sig ivrigt for at komme fri. Ikke for at komme over til mor, nej nej, men for at komme ned og lege med de andre. Jeg vinkede farvel, og han kiggede sådan lidt mærkeligt på mig: "Hvorfor gør du egentligt det mor?". Og så.... stilhed. Ikke så meget som et enkelt piv, klynk eller en lille krokodilletåre kunne han ofre på mig - sin mor! Mig der ellers har båret ham først i ni lange måneder på indersiden af maven, for dernæst at mandsopdække ham i yderligere et år uden for maven. Kunne han så ikke i det mindste lige være lidt ked af det, da jeg gik?! Nænæ, han har i virkeligheden tænkt "thank GOD! Så fattede hun det endeligt! SMUT mor!"

Er det takken, spør' jeg bare?! Gad vide om jeg overhovede GIDER at hente ham om.... 50 minutter? Hmmm... Nix! Eller... måske.. tjoh... jo, jeg tror, jeg gør det. Ellers bliver Jens bare sur...

Fødselsdag vol. 1: Bye bye baby!

I går fejrede vi Laurits' 1 års fødselsdag. Han er nu officielt en tumling og ikke længere en baby. Det er gået vanvittigt stærkt, og jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne spole tiden lidt tilbage. Bare en lille smule! Jeg har været mere end almindelig rørstrømsk de sidste dage. Har jeg nydt vores baby nok? Nusset ham nok? Kysset ham nok? Kysset ham for meget? Er jeg overhovedet klar til at være mor til en tumling i stedet for en baby? Hvor er facitlisten, så jeg kan se, om det sidste års benhårde, men  fuldstændigt fantastiske arbejde er bestået?

Når jeg tænker mig om, ved jeg det jo godt. Foran mig kravler den dejligste, sødeste, kærligste, sjoveste (find selv på flere superlativer, alt der er positivt ladet passer på min søn!) lille dreng, der smelter alle hjerter. Han er en selskabspapegøje, morsdreng og grinebidder. Han trives og er fint med i sin udvikling. Han skaber sig, griner, hoster, råber og græder for at få opmærksomhed. Han bliver helt salig, når han bliver nusset og putter sig i vores arme, når han bliver træt og pylret. Han kaster med alt og vil helst lege med en rød eller gul melaminskål fra køkkenskabet. Han kan ikke lide mælk, men elsker sovs og kartofler. Hans seng står stadig i vores soveværelse, men han vil helst sove imellem os. Han skal starte i dagpleje på mandag. Han bliver så stor og dygtig!

Vores babyarbejde må være godkendt. Man kan ikke få så dejlig en dreng og samtidig være dumpet i forældreskab, det tror jeg ikke på!

Nå, men dagen i går forløb rimelig stille og roligt. At dømme efter vejret har Laurits opført sig tæskeelendigt det sidste år. Da jeg har lidt svært ved at genkende den opførsel, vælger jeg at tro, at vejret må tilskrives en anden. Er sikker på at kl. 12.21 skinnede solen fra en skyfri himmel over afdeling Y2 på Skejby.
   Laurits vækkede os kl. 7.30, og vi stod søvndrukne op og puslede og lavede havregrød til fødselsdagsbarnet. Efter at have fyldt den lille mave, pakkede han gaver op. Vi havde været dødkedelige praktiske i vores gaveindkøb, så der var strømper, sengetøj og andet brugbart i pakkerne. Ikke så meget som en eneste lille ting fra Fætter BR havde sneget sig ind. Laurits var ligeglad, for der var gavepapir og -bånd, så festen var sikret ligemeget hvad.
   Vi kørte til Mors for at spise frokost og køber lamper, så bedstefar og bedstemor fik også chancen for at sige tillykke til den lille supermand, der vanen tro lige tjekkede under tæpperne om bedstefar havde gjort ordentligt rent.
   Til aften fik vi fødselsdagsmenu bestående af bl.a. sovs og kartofler. Fødselsdagsbarnet var himmelhenrykt og underholdt flittigt ved bordet ved fx at blæse sovsebobler.
    Han fik lov til at være længe oppe og hyggede videre til tvet med rosiner og smoothie.

Det har været en dejlig, dejlig dag. Jens og jeg har kigget på hinanden SÅ mange gange og sagt "det er for vildt, tænk at der er gået et år allerede?!". Hele tiden har vi kigget på uret og sagt: "for et år siden ventede vi på at komme ind" "For et år siden fik jeg lagt epiduralblokade" "For et år siden blev han født" "For et år siden ringede vi hjem". I mit tilfælde: "For et år siden tudede jeg" - den kunne jeg så bruge fire-fem gange i løbet af dagen, og kan sådan set stadig i et par dage fremad. Jøsses som jeg tudede! Det var så overvældende stort, udmattende, opløftende, nervepirrende, beroligende, dejligt, voldsomt, befriende, forløsende, ALT!

Og nu er han så et år... I får en voldsom omgang billeder af fødselsdagsbarnet, som i dag har været til 1 års undersøgelse hos lægen: 75 cm, 10,4 kg og otte bisser. Der er altså 25 cm og 7.3 kg lækkerhaps mere i dag end for 1 år siden. Det er så stort. Han bliver så dygtig og der sker så meget lige nu. Jeg GLÆDER mig til det næste år og er spændt på hvad det vil bringe. I første omgang en fødselsagsfest på søndag og dagplejestart på mandag. Ih <3

Nå, det var de der billeder, vi kom fra...

Selvom man har fødselsdag ånder alt ikke idyl - det viser sig nemlig, at man også skal have strømper på, når man er fødselar!

En lille fødselsdagssang til havregrøden

Så er han frisk igen

Uh gaver! Jeg prøvede at tage et billede af gaverne alene, men de var uimodståelige for en lille pilfinger. Det var sådan set også ok - de var jo til ham

Den ser bedst ud!

Pakke, pakke op!

Så gik der hul på bylden, om man så må sige...

Er det virkelig bare kedelige hjemmesko eller er det snydefuttere som i virkeligheden er lavet af slik?

Hit med flere PAKKER!

Og det fik han så...

Skægt papir, kedeligt indhold

Den samlede, praktiske høst som man slet ikke kan lege med

Store drenge spiser med gaffel (og kyler den et splitsekond senere på gulvet)

Se mig far, jeg er sød!

Danse, danse hos bedsterne. Den er sjov den her!

Tjek! Bedstefars rengøring er godkendt

Far og søn deler en pakke rosiner efter en hård, men dejlig fødselsdag.

Og sidst lidt musik til de nostalgiske

Dansevise

Laurits er fuld af rytme, og nu hvor benene er ved at være nogenlunde stabile, danser han også gerne en lille dans. Se bare her (og undskyld julemusikken - det er åbenbart ikke ovre alligevel?)

Julen varer lige til påske

I mit univers varer julen ikke til påske, og faktisk plejer jeg at være mere end træt af jul, når vi når til nytårsaften. I år har pynt og glitterstads fået lov til at blive hængende lige nøjagtig til i dag. Der var en eksamensopgave, som skulle ekspederes før jeg kunne finde tid til at dejule lejehuset. I dag er det Hellig Tre Konger, og det skulle markere afslutningen på julen. Den tradition har jeg tænkt mig at holde i hævd, så nu er det slut - ikke mere jul før 1. december 2012.

Og dog....

I får lige lidt ekstra jul i billedform!

Hermed det sidste "Glædelig jul!" i rigtig, rigtig lang tid...

En lille drillenisse

Flødeskum til ris a la mande smages til

Den lille familie i juleklæder

Ih hvad mon det er?

Smart i tøjet

Jeg tjekker lige om den her pakke kan tåle at komme under træet

Et lille udpluk af aftenens udbytte... til sønni forstås

Årets sidste indlæg

Efter en veloverstået jul og med udsigten til en bragende hyggelig nytårsaften kommer her et enkelt billede med lovning om flere, når overskuddet vender tilbage efter eksamensopgaven er færdigfabrikeret og skudt afsted.

En forsinket glædelig jul til alle og med ønsket om et godt og lykkebringende nytår...

Juleferie? Bah...

Når man er på barsel, holder man ikke juleferie. Når man er på barsel og skriver eksamensopgave, holder man overhovedet ikke juleferie. Når Laurits sover dårligt om dagen, skriver man dårlig opgave. Det betyder, at man hverken har juleferie eller færdig opgave, og det er sådan set en møgdårlig cocktail, hvis tømmermænd udmønter sig i voldsomt stress. At nogen påstår at de arbejder bedst under pres, er jeg stensikker på er noget vrøvl, som de er nødt til at klamre sig til, fordi de endnu engang har malet sig op i et hjørne, hvor en opgave ikke kan udskydes længere. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Og det hjørne er jeg ved at være bakket op i - ganske ufrivilligt! Når lille L kun sover en halv time ad gangen, er det dælensprøjtemig svært at få fabrikeret noget der tilnærmelsesvis kan gøre det ud for en kandidatopgave fyldende 20 ECTS-point ( hvilket er 5 mere end bachelor-opgaven eller 2/3 et speciale). Der er dog håb endnu... og det bygger jeg udelukkende på det faktum at afleveringsdatoen er 4/1 og derfor først næste år. Den psykologiske effekt er STOR!

Nå, men nyt om ungen kan i få, når nu opgavestatus er nogenlunde status quo (altså ikkeeksisterende). Han har fået dagplejeplads og i sidste uge var vi på besøg hos Annemarie. Hun bor to km væk og altså i nogenlunde gåafstand, så det er fint. Hun var supersød og hendes unger var helt vilde med hende. De klatrede rundt på hende og ville kramme - det var skønt at se. Laurits var først ikke alt for vild med alle de fremmede. Men han blev sat for bordenden i en høj stol, fik et par vindruer og noget legetøj og rimelig hurtigt tøede han op. Så blev han højtråbende og kommanderende og kastede ting på gulvet - med andre ord sit eget charmerende selv. Da alt med underholdsningsværdi alligevel var endt på under bordet, kom han ned på gulvet for at lege med de andre. Det var en bragende succes. Bl.a. delte han en kiks med Villum, som de skiftedes til at hive ud af munden på hinanden for at tage en bid. Han kravlede også over til Annemarie for lissom at tjekke hvad det nu var de andre børn var så vilde med. Så han kom op på skødet og indkasserede endnu flere vindruer. Det må have været kærlighed ved første blik!
   Hun har fire børn i alt. Den ældste 1,5 år og den yngste 10 mdr - to piger og to drenge. Det er med andre ord en perfekt blanding. Vi har SÅDAN en god mavefornemmelse, og glæder os bare til at han skal starte. Det bliver skønt for ham med nogle børn at lege med, for det kan godt blive liiiidt kedeligt at gå hjemme ved dumme mor hver dag. Vi håber desuden, at dagplejestart vil have den bonuseffekt, at han vil få en fastere døgnrytme. Når han bare går hjemme med mig, er det ikke noget problem (bortset altså fra når jeg skriver opgave), for så tager vi bare dagene en ad gangen, men når man skal have søvn til at gå op med tre andre børn, legestue og udflugter dur det ikke, hvis Laurits vil sove tre timer om formiddagen, hvor de ellers skulle have været i skoven.
   Han starter mandag d. 9/1 - en opdatering vil følge!

Til sidst lidt billeder ...

Lejehusets juletræ - det var egentligt som udgangspunkt pænere, men det viser sig, at selvom man er lavet af døde grene, kan det godt være svært at overleve en julefrokost for gutterne?

Hvis jeg så liiiige bakker lidt, så sidder jeg stensikkert fast, og så kommer der nok nogen og redder mig

Hvad?

Laurits har fundet julegaverne og er begyndt at pakke op. Indil videre (7-9-13) er alt papir stadig helt og der er kun gavebåndet der er blevet udsat for træk og slip

Kært barn har mange udryk, Laurits har endnu flere. De næste tre billeder er taget inden for 30 sekunder

Thi-hi fnis - far synes det sviner når jeg spiser i barnevognen, men jeg gør det alligevel når han ikke kigger

...Og den skal være der og den skal være der og den skal være ... der! Sådan - så har jeg lige tømt skuffen for dig, mor!

Og så kan jeg også lige tømme mormors kurv med julepynt når jeg nu er i træning.

Find babyen

Hva' mon det er?

Mmmm kanel!

Når ordensmagten også blir (for-) dømmende

Magtens tredeling blev nedfældet i Grundloven af 5. juni 1849. Den skulle blandt andet sikre individets personlige frihed og forhindre politiets arbitrære myndighed. I 2011 kan man dog stadig opleve tilnærmelsesvist grundlovsstridige fordømmelser i en omend lille skala - hør bare hvordan ...

Jeg ELSKER bare at bo til leje (ironi kan være anvendt)! Det er bare mega niZe med hul i taget og utætte vinduer, som lissom bare får lov til at passe sig selv, fordi udlejeren åbenbart har glemt os. Vi synes jo ellers han burde blive mindet om vores eksistens af den pæne portion penge, der dukker op på hans konto hver måned med vores navn i afsenderfeltet (altså husleje ikk?). Men næh...
   Icing on the cake er topumulig tidligere lejer som i princippet slet ikke har noget med os at gøre, men som vi igenigenigenigen får muligheden for at hidse os grundigt op over. Oh what a joy... (endnu engang - et ironisk strejf fornægter sig næppe).
   Som i måske husker modtog vi et hus i mildest talt ringe rengøringsmæssig stand og med en hel del af den tidligere lejers lort habbengut spredt med lind hånd ud over hus/skur/have/læhegn. Der lugtede fælt af våd hund, men der var vist heller ikke noget sted i huset, hvor der ikke havde været en hund. Fx var den ene fløj i klædeskabet stopfuldt af hundehår, så jeg gætter på at det har været fungeret som en slags hundekurv - hundeskab, om man vil.
   I de første par uger efter indflytning modtog vi den ene bunke regninger efter den anden til de tidligere lejere. Vi måtte skrive "ukendt på adressen" og sende brevene tilbage til posthuset. Så holdt der op med at dukke post op, der ikke var til os, og vi tænkte, at så fik vi nok ikke mere bøvl med dem.
   Men nix, nix - den fede dame har overhovedet ikke sunget endnu! Først dukkede der en mand op fra EnergiMidt for at lukke for strømmen, som åbenbart ikke er gratis og derfor var det et problem, at den tidligere lejer ikke havde betalt for strømmen (Nej, jeg hed ikke Lone, og nej det var ikke mig, der boede her før)
   Dernæst fik vi besøg af mand fra en eller anden grusgrav i nærheden som også spurgte, om jeg hed Lone? Det gjorde jeg så stadig ikke, kunne jeg forklare ham med sådan rimelig stor overbevisning. Nå, men det var fordi, hun ikke havde betalt for det sorte granitgrus, der ligger rundt om huset, og om jeg så i det mindste vidste hvor hun boede nu? Endnu engang måtte jeg skuffe den ellers nydelige mand i pænt tøj af mærket Kansas - nej det vidste jeg ikke.
   Herefter dukkede der med jævne mellemrum folk op ved vores dør, som gerne ville have penge. Altså - ikke sådan nogle rockertyper, men pæne mænd i jakkesæt med mapper under armen og nydelige overskæg med grå stænk. De kom alle mulige steder fra - benzinselskaber, retten i Viborg osv. Fælles for dem var, at de gerne ville snakke med Lone eller Mikael. Fælles for os er, at det hedder vi ikke og vi ved ikke hvor de er flyttet hen. Et par gange har vi også haft besøg af lægevagten kl. sent om aftenen som skulle aflevere noget lægeordineret morfin - stadig ikke til os.
   Ham, der kom fra Retten i Viborg, var noget mere snaksagelig end de andre og tydeligt irriteret over at skulle spilde sin tid på sådan en idiot den tidligere lejer. Han kunne så informere os om, at de åbenbart stadig har adresse i huset, og at det nok rimelig sikkert er derfor, man bliver ved med at lede efter dem her....

Øhmm, hvad????

Ja, de har så simpelthen ikke skiftet adresse, og bor her altså stadig. Det forklarer så også meget mystisk brev fra kommunen hvor de spørger OS om de, sammen med Laurits' oplysninger fra Århus Kommune, må indhente Benjamin og Karinas. Hvem filan er Benjamin og Karina?!

Jebus!!

Så måtte jeg gribe knoglen og ringe til kommunen for lissom at informere om, at vi kun har et barn, som hedder Laurits, at vi altså IKKE hedder Lone og Mikael, og at de er flyttet fra adressen i august/september.
Eftersom jeg ikke hørte yderligere fra folkeregisteret gik jeg ud fra, at det nok var bragt i orden og at Mikael og Lone nu var flyttet once and for all.

Men NEJ!
 
I går havde jeg ad flere omgange forsøgt at putte Laurits i barnevognen indenfor, fordi det blæste og styrtregnede. Et par gange var vi blevet forstyrret af postbudets ivrige stemmen af vores dørklokke (alm. post + pakkepost). Da Lille L endelig faldt i søvn bankede det på døren... bagdøren. Jeg blev sådan riiiimelig forvirret, for der er ingen der ville gå til bagdøren i stedet for fordøren. Den eneste jeg kan komme i tanke om er min mor, og hende var jeg ret sikker på var på job eller i det mindste ville have sagt til hvis hun var på vej. Jeg gik en lille smule nervøst ud i gangen imens tusind ulogiske tanker fløj igennem mit hoved. Hvem pokker kunne det være?
   Døren har glasruder, så mysteriet blev hurtigt løst - uden for stod en politimand i fuld uniform!?!? Jeg blev endnu mere forvirret - hvad pokker dukkede han op for? Og så ved bagdøren? Er der nogen der er død? Har jeg gjort noget? Har Jens gjort noget? HVA' DÆLEN SKER DER? Og så falder ti-øren...

"Træffer jeg Mikael?"

NEJ!!! For han bor her IKKE! Han har åbenbart stadig adresse her, og derfor er det også her ordensmagten kommer og leder efter ham. Ork mand hvor er det irriterende... Har ringet til kommunen igen i dag og de har lovet at nu sker der noget, selvom de ikke bare kan flytte ham - for hvor skal de flytte ham hen? Bare væk herfra er mit umiddelbare svar...

Nå, men efter den ellers flinke, letsplejsede og overhovedet ikke lækre på mænd-i-uniform-måden politimand var gået igen, gik det op for mig hvilket syn, der har mødt ham (efter han har parkeret sin politibil langt væk og sneget sig rundt om huset, så jeg ikke skulle opdage ham): Overvægtig ung mor, hjemme midt på dagen, iført sit væg-til-væg velourhyggehjemmesæt, med uglet hår (efter bad), med make up-rester i kager under øjnene og ned ad kinderne (efter bad, men inden make up fjerner) i baggang med beskidt gulv efter at barnevognen er kørt ind, som samtidig huser resterne af Jens + kammeraters ølreserver fra nyligt overstået julefrokost, ligesom der på trappen uden for døren står en hel kasse med tomme ølflasker...

Alt ved min og mit hjems fremtræden har signaleret "social taber", og jeg kunne lige så godt have et neonskilt med skriften "VI VIL FORSØRGES AF DET OFFENTLIGE" blinkende på taget.

Hvis han har dømt mig bare en lille, bitte smule, så forstår jeg det godt!