mandag den 27. februar 2012

Så så man lige mig!

Nå men... aheemn... jeg har været ude at løbe i dag (allerede her en sandhed med modifikationer, for er begrebet "at løbe" i virkeligheden det korrekt dækkende for den prustende, slaskende, blævrende og vraltende fremdrift jeg begav mig ud på i formiddags? Jeg lader spørgsmålet henstå udbesvaret.. af mig i hvert fald!). Bemærk i øvrigt at jeg IKKE skrev: "er begyndt at løbe". På den måde kan jeg nemlig undgå fremtidige fiaskoer ved ikke at have påstået, at det er en hobby jeg havde tænkt mig at tage op og drive vidt, men i stedet muligvis bare et anfald af overmod - sindssyge i gerningsøjeblikket om man vil.

Men altså - så så man lige mig i fuld firspring, med lunger faretruende tæt på bristepunktet begive mig afsted, over stok og sten ud i regnvejret. Så vidt vides er ingen omkommet af grin efter at have spottet mig på min rute, hvilket i sig selv må siges at være en succes. At jeg kom afsted regner jeg ligeledes for en sejr. Jeg var undervejs i fulde 30 minutter og gør det igen på onsdag. Sgu!

Er ikke så lidt stolt af mig selv og har derfor fejret det med hot dogs til aftensmad. Det harmonerer i øvrigt dårligt med mit mål om at have tabt 20 kg inden 1/7, men nu havde jeg jo sparet op både ved løbetur og 8 km gang i raskt tempo for at hente/bringe overstadig tumling til dagplejemor, Anne-Marie. Så jeg måtte godt.. jo jeg måtte!

6 kommentarer:

  1. LOL det lyder sgu som mig det der! Jeg har efterhånden meldt mig ind i træningscenter og ud igen at jeg den anden dag tog mig selv i at forære væk af de der reklamesportstasker man får ved indmelding men hey knægtens fodboldkammerat blev glad!

    Hatten af for at du kom afsted og så i regnvejr!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, du må også have opbygget noget af et lager så! Men bare de gør glæde et eller andet sted, så er det vel ligemeget om det er hos dig eller knægtens kammerat?

      Slet
  2. kan du evt indsætte et kort over din løberute, så man kan møde op med en lille campingklapstol og et flag og heppe? så kan vi mødes ved pølsevognen til sidst og drukne os i congobajere....METTE HVAD TÆNKER DU PÅ?! det er sgu da farligt at løbe, jebus!! ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. NIX! Ikke noget kort - det er en tophemmelig rute der ellers kun er kendt af hundeluftende pensionister! Men en date til congobajer og en indianer i kano er jeg til gengæld frisk på

      Slet
  3. Mette, hvor er det sejt! Kan du ikke komme og give mig et spark bagi, så jeg også kan komme i gang? :D Det er virkelig tiltrængt, men jeg synes ikke rigtigt der sker noget, selvom både tøj og sko står og glor pænt på mig ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Men hvis det bliver stående og glor, tøjet, så fylder det heller ikke i vasketøjskurven efter endt løbetur! Og det er jo også en slags fordel, for det er dælme ellers efterhånden et fuldtidsjob at ordne vasketøjet

      Slet