søndag den 5. februar 2012

Back to reality

Jeg undskylder fraværet af indlæg den sidste måned - jeg har haft travlt med at lave ingenting! Laurits har hygget i dagplejen, Jens har været på arbejde, og jeg har ikke udrettet noget som helst. MEN! Jeg er lovligt undskyldt - lige om lidt rammer virkeligheden mig som en mursten i ansigtet, og jeg har brug for at spare energi op på forhånd. Jeg skal starte på uni igen på tirsdag. That is - om to dage og altså liiige om lidt. Det betyder:

A) At der nu igen på dagligt basis skal læses tekster med et marginalt højere lixtal end Bilkas ugentlige reklamebibel, og

B) At jeg er nødt til at ændre teksten om "Blogger" fordi  "tæt på aldrig" er blevet til "nu".

C) At jeg ikke længere kan se både første OG anden omgang af Go'Morgen Danmark hver dag - pokkers!

Min barsel er slut, færdig, ovre, historie - find selv på flere ord der beskriver denne hedengangne tilstand der effektivt lukker al virkelighed ude - BAR-SEL. Bum! Og hvad fik jeg så udrettet? Altså det er jo lykkes os at holde liv i ungen, hvilket må siges at være mål numero uno. Stoltheden er til at tage og føle på - vi klapper os selv på skulderen og dunker hinanden i ryggen. Nicely played! Der udover er nævneværdige resultater en mangelvare på lige fod med tålmodighed og medmenneskelighed i en udsalgskø. Jeg havde ellers en hel masse planer for min barsel - jeg skulle læse masser af bøger, strikke, hækle, lave en fotobog med alle billeder på computeren, læse lidt forud til studiet, skrive to opgaver og måske få en genial ide til specialet, tabe mig en masse kilo osv. Jeg har læst 1½ bog, ikke strikket, hæklet 1½ tæppe, lavet en halv fotobog, skrevet én opgave, fået en halvdårlig måske-starten-på-en-speciale-ide og ikke tabt mig noget som helst. Altså ehm.. det er vist ikke helt godkendt? Til gengæld har jeg kysset og krammet Laurits en masse, grinet af ham, kildet ham, kastet ham op i luften, puttet med ham, nusset ham og nydt ham. Den del er helt klart godkendt!
   Nå, men min barsel er altså ovre. Eller - det var den faktisk officielt allerede d. 18/11 - 2011 og påståelige hoveder vil derfor mene, at jeg burde have vænne mig til tanken. Alligevel har studiestart sneget sig ind på mig som en tyv i natten. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg er skræmt, eller om jeg glæder mig. Når nu alligevel hverdagen banker på, kan jeg lige så godt frembringe et par ønsker:

1. Ammehjernen skal bringes op i almindelige omdrejninger, så jeg fx ikke koger flere æbleskiver eller slår "reality" op i ordbogen for at være sikker på, at jeg staver det rigtigt.

2. At der snart dumper et job ned i skødet på mig, når jeg nu både har tid, lyst og brug for et. Og nej - jeg ved godt at det ikke kommer af sig selv. Bare rolig - HAR sendt ansøgninger ud!

Men altså... man bliver jo aldrig færdiguddannet af at gå på barsel, så måske er det alligevel fint nok at barselsboblen brister? Tror jeg nok... Bvadr! Hverdag... GYS!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar