Max billedspam og en lille smule opdatering!

Så er der nyt fra Århus C - eller Aarhus C som det jo nu så smart hedder! Lad mig starte med at lufte min undren over behovet for at ændre stavemåden i bynavnet og dermed en ekstra udskrivning for kommunen, som ellers burde være spændt hårdt nok for økonomisk... men lad nu det ligge!

Som overskriften måske afslører, kommer dette indlæg til at bestå mest af billeder. En lille statusopdatering inden i skal kvæles i fotos af vores guld slipper i dog ikke for!
   Da Laurits var ca. 5 uger gammel skulle han til tjek hos lægen. Jeg havde fodret og fodret den lille ædedolk inden afgang fra hjemmet for at undgå overdrevet hyleri på vejen. De resulterede i super søvnig baby, som snorkede hele vejen ned til lægen - så langt, så godt! Vel indendøre meldte vi vores ankomst ved skranken, og jeg følte mig som den vildeste overskudsmor, som var mere præcis end lægen, og hvis englebarn oveni købet boblede derudaf og overhovedet ikke gjorde væsen af sig. Et kvarter forsinkede blev vi kaldt ind til lægen, som selv var nybagt far og derfor vidste lige præcis hvor i vores liv, vi befandt os. Han var vældigt tilfreds med vores nu knapt så lille søn. I en alder af knapt 6 uger var han vokset 7 cm og havde taget 2,1 kg på ... (pause til imponerede og undrende udbrud). Laurits var til gengæld knapt så imponeret over lægen som omvendt. Fra at have siddet i sin autostol i sin varme flyverdragt og sovet, blev han vækket, trukket af tøjet, lagt på en kold briks med masser af lys, prikket til og hevet i osv. osv. Følelsen af overskud forsvandt som dug for solen, da den lille stak i et hyl af en anden verden, og jeg bandede mig selv og min "han græder faktisk næsten aldrig"-udtalelse hen hvor peberet og lægebesøg gror. Jeg fik ham pakket sammen og med skrig og skrål stod vi igen i venteværelset. Når lillefisen er i dét humør er der kun et middel, der virker - madkasserne! Så på trods af alle mine halvnegative følelser omkring at amme i offentlighed, måtte skrappe midler tages i brug - og så var der ro, og vi kunne efter en heftig omgang smasken og bøvsen bevæge os hjemad i ro og mag.
   Noget siger mig, at offentlig amning og dermed luftning af mælkejungerne (som Jens så poetisk kalder dem) er noget, jeg må vænne mig til. Jeg synes ellers, at vi forsøger at gøre det så diskret som muligt, men nogle mennesker forstår åbenbart ikke en hentydning. Ex: Vi var på hospitalet for at få scannet Laurits' hofter (rutine for børn som har ligget i sædestilling, da deres hofter kan have taget skade af at sidde fast i bækkenet. Laurits var helt fin, og det havde vi også regnet med, for han sad ikke fast, men svømmede rundt i sin mors Lalandia af en mave med tilhørende fostervand/spa) og efter endt session, fik vi lov at sidde i et lidt aflukket hjørne og amme ham inden turen gik til banken. Vi have parkeret barnevognen helt tæt op ad os, så den kunne skærme lidt, og samtidig have jeg gemt mig godt bag dynen og stofbleer. ALLIGEVEL lykkes det en fuldstændig fremmed kvinde at suge maven og hagen ind, kante sig forbi barnevognen, hinke forbi en pæl, lave en hældrejning forbi en tom hospitalsseng, trække dynen til side og stikke hovedet helt ned til ham for at konstatere, at han da ikke var ret gammel?!?!?  Det var på alle måder grænseoverskridende for meget. Jeg har intet imod af familien ser på, når jeg ammer ham, men fremmede mennesker, som ikke engang spørge om lov skal simpelthen holde sig på lidt længere afstand. Vi var begge to helt paf og sagde ikke rigtig noget, så hun forduftede heldigvis rimelig hurtigt igen. Men jøsses!
   Bortset fra det er der stortset intet nyt fra Østfronten. Han er dog meget mere vågen og vi kan så småt begynde at lege lidt med ham. Han smiler mere og mere og vores hjerter vokser i takt med hans udvikling. Selvom moren kan være halvknotten når han skriger kl xx om natten, er det alligevel det heleværd når han pludrer til koen som spiller musik på puslebordet og sender et stort, tandløst smil. Smilet er dog begrænset til liveoptrædender og er så godt som umuligt at fange med et kamera - vi arbejder på sagen!

Og så til de lovede billeder!
/Mette

Vi har prøvet at øve os i sutteflaske, så far også engang imellem kan stå for maden, men som med sutten forstår han ikke rigtig pointen. Han var rimelig uinteresseret i sutteflasken som kun allernådigst fik et trut indimellem. Men far var sjov!

Her en lille badenymfe, just fisket op af badet - så hygger vi på puslebordet med koen som spiller musik

Her på første tur i egen vogn - tilpas uimponeret og i dyb søvn!

Træt mor og søn - sidstnævnte iført sit konattøj som morens fætter Claus rimeligsikkert er misundelig på ikke laves i en voksenstørrelse

Det er sjovt at være i bad, synes både far og søn. Badeand og natursvamp på babys hoved kan således tilskrives morsom far. Badeænderne lever i øvrigt et farligt liv i rørte vande, hvor de bliver tacklet på det voldsomste af ivrige babyspjæt.

Efter endt bad er det tid til personlig pleje. Det indebærer bl.a. en frisering som efterlader det fine babyfehår i en fin frisure.

Laurits har fået et lækkert legestativ med flotte farver - det er ganske spændende og han kigger og kigger og kigger på det

Han er rigtig dygtig til at holde hovedet,når han ligger på maven (moren er bare for langsom med kameraet, men det er jo ikke hans skyld). Samtidig bliver han utroligt ivrig og udstøder en hel masse anstrengte stønnelyde, så man rigtig kan høre,hvor mange kræfter han lægge i arbejdet. Det er simpelthen SÅ sjovt!

Ikke længe efter må han dog give op, og så ligger han i stedet og slikker på puslepuden. Men den er da også meget lækker?

Det tætteste vi endnu er kommet på at fange et smil med kameraet - vi fortsætter det hårde arbejde og kilder hager og knipser løs

Ligeså svært det har været at fange et smil på foto, ligeså nemt har det været at fange det modsatte. Her har han lige slået en prut så stor, at han selv vågnede af det - og så bliver man helt forskrækket! Den supersøde bjørnejakke er en gave, som vi også er RIGTIG glade for - den er perfekt til at skulle på tur i bilen med, når man samtidig er iført lækre hjemmestrikkede strømper!

 Som sagt er han ikke ret god til at bruge sut. Når han endelig overgiver sig, kan han sutte sig selv i søvn. Desværre spytter han den ud, så snart han falder hen, og så vågner han med et spjæt, og vi kan starte forfra på at putte ham. Jens har derfor fundet en løsning, der er hyggelig for alle parter. Her putter far og søn - sutten holdes på plads af fars næse. I mellemtiden har mor lidt fred som bl.a. kan udnyttes til at knipse løs og håbe på at blitzen ikke vækker dem.

En invitation, der minder om denne, vil være dumpet  ned i postkassen hos familien på nuværende tidspunkt (er den ikke, må i lige sige til!). Vi holder barnedåb i Breum d. 24/4 - påskedag og vi glæder os til at se jer!