onsdag den 22. december 2010

Driving home for christmas... Lige om lidt!

Nu er det virkelig snart jul! Dette år har december i mit univers overtrådt alle fartgrænser, og på rekordtid er vi nået til d. 22. december. Det har bl.a. betydet, at jeg først i dag har fået købt den sidste julegave - det plejer jeg ellers at have overstået (eller uddeligeret) senest midt i december.
   Jeg gætter på, at decembers voldsomme fremmarch kan begrundes med babys snarlige ankomst og eksamenspres. For at tage det sidste først: min eksamen d. 15. - 16. gik rigtig godt. Til trods for preammehjerne og søvnunderskud fik jeg hevet et 10-tal hjem, så det må siges, at være godkendt. Den anden eksamen har jeg imidlertid udskudt på ubestemt tid. Den må jeg finde frem igen når jeg får mere overskud... om 18 år? Men alt i alt betyder det, at jeg nu har juleferie og barsel og derfor holder fri og slapper af med god samvittighed. Så i stedet for at stresse over at det snart er jul og babys fødselsdag, kan jeg nyde at skulle se familie og venner mellem jul og nytår, inden det bliver januar og dermed også måneden hvor to bliver til tre, og Lillefisen melder sin ankomst. Jens er til gengæld sprunget i den modsatte grøft. Han har igen i år valgt at fejre sin juleferie med et hektisk arbejdsskema hos slagteren, omgivet af ænder, gæs og glødende dankort - "bare på beløbet". Han har fået smidt en hel del ekstra vagter oveni handlen, da vores slagtersvend, Mathias, er blevet far i lørdags og derfor har 14 dages barsel hen over jul og nytår - det er da godt planlagt hvis i spørger mig :)
   Og så til baby! Han er et stædigt lille asen og noget så usamarbejdsvillig i hænderne på hospitalspersonale. I går, tirsdag, var vi endnu engang en tur på Skejby - denne gang med tid til et vendingsforsøg. Inden vi kom ind til lægen, fik vi kørt endnu en CTG-strimmel, som afslørede en aktiv lille fyr med helt fin hjertefrekvens. Det betød, at lægen gerne ville forsøge at vende ham. Så jeg lagde mig på briksen, hun scannede os, og ganske som forventet havde han ikke vendt sig siden sidst. Så hun tog fat... Med højre hånd forsøgte hun at skubbe hans lille bagdel op af bækkenet, mens hun med den venstre forsøgte at tvinge ham til at slå en kolbøtte. Og det ville han bare ikke. Hun lagde ellers alle sine kræfter i (og det var saftsusemig mange!), og hun kunne flytte ham ca. 5 cm, hvorefter han smuttede tilbage i den position, han kom fra. Efter 5- 7 minutters asen og masen fra lægens side og en hel masse grimasser, prusten og smertesudbrud fra min side, gav hun op - han var ikke til at flytte med. Vi fik nu tilbudt enten et kejsersnit eller endnu et vendingsforsøg - det var vores valg, og hun ville lade os gå hjem og tænke over det. Inden vi gik derfra, skulle vi have kørt endnu en CTG-strimmel for at dobbelttjekke, at alt var, som det skulle være. Den afslørede Lillemandens reaktion på vendingsforsøget - han hikkede sig igennem de første 10 minutter for så at falde i søvn. Det er hårdt at blive skubbet så meget rundt!
   Så vi tog hjemad - Jens mod Risskov og jeg mod Søndre Ringgade. Vi har bestemt os for et kejsersnit. Lægen vurderede, at muligheden, for at han kunne vendes, ville være ca. 30%. Andet vendingsforsøg ville foregå på stort set samme måde, men jeg ville skulle have et stik med noget muskelafslappende, der skulle gøre livmoderen mere slap. Det ville dog give mig hjertebanken, men ikke have nogen effekt på den lille. Det synes jeg bare overhovedet ikke lød rart, ligesom vendingsforsøget i sig selv var rigtig, rigtig ubehageligt. Det, sammenholdt med den lave succesrate, gjorde udslaget - vi vil gerne give ham fred for nu og have et planlagt kejsersnit. Det skal jeg så til samtale om i morgen, hvor jeg regner med at få en præcis dato at vide. Den vil dog forblive hemmelig. Vi vil nemlig stadig gerne kunne ringe hjem og sige, at "nu har vi født" som en overraskelse. Vi kan dog afsløre, at de lægger planlagte kejsersnit i ugen op til termin (som jo er d. 13. januar) - så må i gætte alt det i vil så længe! Da jeg efter reglerne (hvis man da kan tale om sådan nogle i forbindelse med fødsler?) må føde fra i morgen, kan der i princippet ske ting og sager inden den planlagte dato. Hvis fødslen skulle gå i gang af sig selv, ender det alligevel med et kejsersnit. Som førstegangsfødende får jeg ikke lov til at føde almindeligt (med mindre jeg selvfølgeligt holder virkelig stædigt på det - og det gør jeg ikke!), så vi har nu indstillet os på et kejsersnit. Det giver faktisk en vis ro - vi ved, at vi har gjort, hvad der kan gøres for at vende ham, og at vi ikke bare har valgt et kejsersnit, fordi det var den nemmeste løsning. En anden fordel er, at jeg nu i hvert fald ikke kommer til at gå 14 dage over tid - det er da en bonus, der vil noget!
   Så efter samtale i morgen er jeg klar til at tage hjem til jul. Min far kommer kørende direkte fra Herning i morgen med barnevogn og tremmeseng bag i golfen. Det bliver så læsset af og skiftet ud med julegaver, vasketøj og Jens, Thomas og mig + mave, hvorefter turen går nordpå i det tempo, som forholdene tillader. Jeg er lidt spændt, da de har lovet noget rigtig træls vejr i det meste af landet, men umiddelbart ser det ud som om, vi slipper ret billigt i de områder, vi skal færdes. Vi burde kunne komme hjem til jul - også helst uden om snedriver og trafikpropper.
Det' sørme, det' sandt, december! Og snart er det endda helt ovre igen for i år. Her et billede af adventskransen med fire lys - det ER snart jul!















Og til jul hører gaver - her et udpluk af dem vi vil slæbe med hjem her fra Århus. Der gemmer sig nemlig flere i et "hemmeligt" skab i soveværelset, som jeg ikke må kigge i.
   Lillemanden og jeg har pakket ind og pyntet her til aften imens far arbejder, så nu glæder vi os til at komme hjem og dele dem ud.







Før vi nåede til gaveindpakningen begav mor og Blyb sig ud på de sidste gaveindkøb. Vi travede afsted for at finde en gave til den kommende morfar. Det var hundekold, men helt fantastisk smukt med den høje, blå himmel og den sneklædte Smilets By. Billedet her er taget ud over Ringgadebroen af et ellers ikke særligt pænt motiv - banegård og industri - men på en dag som i dag tager det sig alligevel maleriskt ud.





Og så lige til sidst: babyforberedelserne er ved at være på plads, og som noget af det sidste har vi vasket den lilles tøj, så det er klar til brug. Jeg har aldrig hygget mig så meget med vasketøj, som jeg har denne gang, og jeg er tit hørt i udbrud som "nej, men prøv lige at se hvor søøøød den er!". Det handler især tit om små bitte strømper, som helt klart ligger øverst på min nåårh-hvor-er-det-fint-liste. Billedet her ilustrerer hvor små strømper, der er tale om - og så bruger Jens endda kun str. 42 og har altså på ingen måde store fødder (kun lange tæer)


/Mette

fredag den 17. december 2010

Som lovet ...

... en tilbagemelding efter samtale med fødselslæge!
I morges ringede jeg til svangreambulatoriet for at få en tid til samtale med med fødselslægen. Heldigvis havde de en tid kl. 11.20 i dag, og således hoppede vi på bussen og drog afsted. Velankomne på Skejby blev vi hurtigt kaldt ind til de to (!) kvindelige læger, som skulle stå for samtalen. Sådan som jeg forstod det, kunne vi vælge imellem at tage imod et vendingsforsøg eller blive skrevet direkte op til et kejsersnit. Tanken om det sidste var tillokkende i den forstand, at vi så ville have guldklumpen i armene om kun to - tre uger. Vi er ved at være rigtig utålmodige og vil bare gerne møde ham NU! Alligevel har vi (måske mest mig?) hele vejen igennem gerne villet føde selv. Derfor fik vi os en god snak med lægen om for og imod ved vending og kejsersnit.
   Der er ingen risici forbundet med et vendingsforsøg. Det er aller højest ubehageligt for mig, og det værste der kan ske er, at han ikke er til at flytte med. Det foregår på den måde, at de uden på maven tager fat om hans lille numse og forsøger at tvinge ham til at slå en forlæns kolbøtte. Hvis han har skruet numsen ned i bækkenet, kan det ikke lade sig gøre, og så stopper de efter et forsøg. Hvis de til gengæld fornemmer, at han bare er lidt genstridig på dagen, kan de give det endnu et forsøg et par dage senere.
   De anbefalede os at forsøge at vende ham. Dels fordi han er fin og gennemsnitlig i størrelse og har masser af fostervand (og altså burde være til at flytte med), og dels fordi et kejsersnit kan gøre, at jeg danner arvæv, som kan besværliggøre eventuelle kommende fødsler. Det kan betyde, at selvom en almindelig fødsel går godt, kan en bristning i livmoderen resultere i akut kejsersnit, og det er sjældent nogen rar oplevelse.
   Vi bestemte os for at sige "ja tak" til et vendingsforsøg. Lægen sagde, at der jo ikke var nogen garanti for succes, og at vi stadig kunne ende med et kejsersnit, men på denne måde ville vi i hvert fald have givet vendingen et forsøg. Samtidig fik hun manet en del af mine bekymringer i forbindelse med et kejsersnit i jorden. De par gange jeg er blevet opereret for graviditeter uden for livmoderen, har jeg været fuldstændig ødelagt bagefter. Jeg har været træt, træt, træt og følt det som om, jeg var blevet ramt af et tog i maven. Derfor var jeg også ret nervøs for, hvordan jeg ville have det efter et kejsersnit - selvom det er en rutineoperation for dem, er det jo stadig en operation og et rimelig stort sår, der skal hele bagefter. Lægen pointerede, at jeg jo de andre gange har været syg, og at min krop i den grad har været stresset. Dette vil være helt anderledes under et planlagt kejsersnit, der i langt de fleste tilfælde vil foregå i god ro og orden. Der udover havde jeg været nervøs for amning og for ikke at kunne knytte mig til barnet, fordi kroppen ikke får udløst de samme hormoner under et kejsersnit som ved en almindelig fødsel. Også her kunne hun berolige mig, og tanken om et kejsersnit er ikke længere så skræmmende. Det involverer ikke længere indlæggelse end ellers (to overnatninger), og man er oppe at gå samme dag. Og der fødes jo børn ved kejsersnit hver dag, jeg er IKKE den første i historien, som det ville ske for... tænk engang!
   Nå, men - vi sagde altså ja til vendingsforsøg, og hun havde tid med det samme. "Skønt" - tænkte vi, "så skal vi måske alligevel ikke tilbringe d. 24. på Skejby!" Først skulle vi dog have kørt en CTG-strimmel. Det gør de for at måle den lilles hjertefrekvens og dermed tjekke, om alt er som det skal være. Det foregik på den måde, at jeg fik spændt nogle måledimser på maven, som sendte signal til en maskine, som udskrev hjertefrekvensen i en graf på en lang strimmel papir. Det tager normalt ca. 20 minutter og skal helst vise nogle udsving, men samtidig gerne ligge mellem 120 og 140 slag i minuttet. Lillemanden startede ud på 180, og sygeplejersken så lidt betænkelig ud. 10 minutter senere dykkede hjertelyden pludselig for så at forsvinde helt. Vi blev lidt forvirrede og forstod ikke så meget. Sygeplejersken fik til gengæld travlt, hev dimserne af min mave, og vi fi kbesked på at følge med tilbage til scanningsapperatet. Her blev vi scannet og overvåget af to læger + sygeplejersken. I nogle meget lange minutter var der helt stille.... meget stille... jeg kunne ikke rigtig se skærmen og er jo heller ikke trænet i at kigge på den, så jeg observerede i stedet nogle bekymrede miner hos personalet. Heldigvis åndede de lettet op og siger noget i retningen af "nå, der var nok nogen (=den lille), der havde brug for lidt ekstra opmærksomhed". Så tilbage til CTG-dimsen og få kørt en ny strimmel - denne gang en hel time. Herefter kom vi tilbage til lægen, som forklarede os, hvad det var sket. Hun viste os begge strimler, og vi kunne tydeligt se en forskel. Den første lå som sagt på 180 slag i minuttet i de ti minutter, den havde kørt. Herefter faldt den drastisk og forsvandt faktisk næsten helt. Hun sagde, at man kan være i tvivl om, om det er fordi han flytter sig, og de så i stedet kommer til at mærke mit hjerteslag, men at det i dette tilfælde er ham, de har målt. Heldigvis viste scanningen ret hurtigt, at der var gang i det lille hjerte. Hvad der var gået galt, sagde de ikke, men sygeplejersken nævnte, at de små kan komme til klemme på deres egen navlestreng. Den anden strimmel var til gengæld et fuldstændig perfekt skoleeksempel på, hvordan en fin hjerterytme skulle være. De havde kørt den så lang for at få muligheden for at se eventuelle udsving, og der var ikke noget at komme efter. Vi fik en scanning mere, hvor de tjekkede blodgennemstrømningen i hjerte og hjerne - igen var det hele, som det skulle være. Resultatet af Babys stunt blev dog, at de ikke ville forsøge at vende ham i dag alligevel. For at de ville gøre det skulle strimlen have været helt fint i første omgang - de ville ikke risikere at stresse ham. Så vi fik en ny tid til vendingsforsøg på tirsdag kl. 9.
   Vi blev sendt hjem for at slappe af, og jeg skal være ekstra opmærksom på, om jeg mærker liv, som jeg plejer. På grund af den fine anden strimmel var de ikke nervøse, og det er vi som sådan heller ikke. Men det er da en ret ubehagelig oplevelse at kunne høre hjertelyden forsvinde helt, så jeg håber, at den strimmel, vi skal have kørt på tirsdag, er perfekt som udgangspunkt.
   Så nu sidder jeg så her i sofaen efter en dag med nerverne og maven uden på tøjet. Jeg er ligeså træt som et helt alderdomshjem og skal helt afgjort tidligt i min seng. Jens er ude og fejre sin nyerhvervede juleferie og praktikplads, der nu endelig er i hus. Helt præcis hvad det går ud på, må i hellere lige selv spørge ham om, men den er i hvert fald sikret, og hele gruppen var meget lettede og glade. Tillykke til dem!
   Jeg vil nu bruge resten af aftenen på at glæde mig til trodsalder og teenageår, når vi starter ud på den her måde med et fuldstændig autonomt, stædigt og utilregneligt barn, som ikke engang er født endnu. SKØNT!

/Mette, som endnu engang ikke kan lægge billeder ind, men i stedet vil henvise til scanningsbilledet fra i går - det kan vist godt tåle et gensyn. Hvem kan stå for de kinder??!

torsdag den 16. december 2010

Netop hjemvendt fra Skejby ...

Så er vi hjemme igen efter besøg og scanning på Skejby. Desværre var forhåbningerne til Lillefisens akrobatiske evner sat for højt - han har ikke rykket sig det mindste, siden jordemoderen havde fingrene i ham d. 9. Det betyder, at jeg i morgen formiddag skal ringe ind og have en tid til en samtale med en fødselslæge. Her skal mulighederne for vendingsforsøg og et eventuelt kejsersnit diskuteres. Samtalen kommer højst sandsynligt til at ligge i starten af næste uge. Vi har nemlig lidt travlt, hvis vi skal nå at vende ham, inden han bliver for stor. Heldigvis vurderede sygeplejersken ham til at veje 2850 g (= fuldstændig gennemsnitlig) og til at have fint med fostervand - begge dele optimerer mulighederne for en succesfuld vending. Men nu må vi se - jeg er pt. lidt forvirret og trænger vist til sådan en samtale med fødselslægen, så vi håber på at komme hurtigt til.
Vi fik et fint 3D billede med hjem af den lille. Her kan man se runde babykinder og en lille trutmund. Det var så sjovt at se på skærmen - man kunne helt tydeligt se, hvordan han lå og smaskede og faktisk så ud som om, han var lidt fornærmet over at blive forstyrret derinde. Men så må han jo bare vende sig, så han kan få fred!
Vores lille fis! Billedet er lidt utydeligt, men det nederste af ansigtet kan sagtens anes. Det grumsede i højre side er navlestreng mv. som han ligger og putter i.










Nå, det blev lige til en kort opdatering - vi vender tilbage med mere efter samtale med fødselslægen
/Mette som GLÆDER sig til at blive mor til verdens 8. vidunder og til at opleve mødet mellem sine to yndlingsmænd

søndag den 12. december 2010

Temadag!

Hermed endnu en opdatering fra Århus C - denne gang fra en noget eksamenspresset og -stresset kommende mor. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor jeg HVERT ENESTE ÅR omkring jul lader mig overrumple af den enorme læsebyrde, der er forbundet med det eksamenshelvede, der udspiller sig i december og januar. Denne gang er jeg ekstra hårdt ramt, da jeg frivilligt har bedt om at komme tidligt op til en mundtlig eksamen, der ellers ligger sidst i januar. Da jeg forhåbentligt er beriget med et skønt drengebarn til den tid, har jeg altså søgt og fået bevilget en tidlig eksamen, som løber af stablen over 24 timer fra onsdag til torsdag i næste uge. Rart at det kan lade sig gøre, knapt så rart at jeg så rent faktisk skal til eksamen lige om lidt. SUK! I mit næste liv vil jeg uddanne mig til noget der ikke tager 5 år, hvor alting ikke kan diskuteres, hvor 2 + 2 = 4, og hvor man helt præcis ved, hvad man kan blive, når man er færdiguddannet.
   Nå, tilbage til overskriften som egentlig er anledningen til denne opdatering. I torsdags havde vi babytemadag. Vi skulle nemlig både til jordemoder, have besøg af sundhedsplejersken og til fødselssamtale hos jordemoderen sammen med resten af mødregruppen.
   Inden afgang til jordemoderen torsdag formiddag havde jeg tænkt og overvejet, hvad der ville være gode spørgsmål at stille, når vi kom til. De andre tre gange vi har været der, er vi gået halvskuffede derfra med en fornemmelse af, at vi ikke har fået det ud af besøget, vi kunne. De har alle gange været noget forsinkede, så det har føltes som om, vi bare har skullet så hurtigt ud af døren som muligt, så de kunne indhente lidt af den tabte tid. Derfor ville jeg denne gang være godt forberedt med relevante og velovervejde spørgsmål, så jeg i hvert fald ville få mere at vide end "det er en god idé at dyrke motion" (Jow tak, det har vi fattet).
   Altså mødte vi bevæbnede med intelligente spørgsmål op i jordemodercentret præcis kl. 10.50 og blev straks kaldt ind (!) af en ung kvinde, som præsenterede sig som Elisabeth, jordemoderstuderende. Det var hende, der den dag skulle lede konsultationen, flankeret af en erfaren jordemoder. Elisabeth var bare SÅ god! Hun startede ud med at spørge, hvordan det gik og så ud som om, hun rent faktisk var interesseret i svaret. Vi snakkede frem og tilbage i 10 - 15 minutter, og hele vejen igennem var hun nærværende og spurgte ind til de svar, vi gav. Der udover spurgte hun til Jens også, det har vi heller aldrig prøvet før. Så skønt! Fordi vi havde indtrykket af, at hun spurgte af interesse, og ikke bare fordi hun skulle og samtidig lyttede til svarerne i stedet for at overveje, om hun skulle have boller i karry eller spaghettig kødsovs til aften, havde vi også meget mere lyst til at fortælle, at det faktisk ikke er helt vildt sjovt at være gravide lige i tiden, at vi har rigtig, rigtig travlt, og at jeg glæder mig til barsel som et lille barn til juleaften.
   Der udover fik jeg tjekket vægt og blodtryk - begge dele fint, lige som der hverken er tegn på graviditetsbetinget sukkersyge, blærebetændelse osv. Inden afgang var vi noget nysgerrige efter at finde ud af, hvor stor han mon havde vokset sig derinde siden sidst. Som i måske husker, var det sidste besøg hos jordemoderen, hvor vi fik varslet en kæmebebs. Derfor var det med lige dele nysgerrighed og nervøsitet, vi lod hende måle maven. Heldigvis har den lille stoppet sin abnorme vækst og har bevæget sig tilbage i normalskalen. Begge jordemødre skønnede ham til at veje ml. 2500 og 2600 gram. En fin, fin størrelse som hverken er for stor eller lille - dejligt!
   Ved lægen for et par uger siden fik vi jo at vide, at han ligger i UK (underkropsstilling = med fødderne og numsen ned mod mit bækken). Det skulle helst have ændret sig på nuværende tidspunkt, for han har så godt som ingen plads at vende sig på mere. Men ak! Det lille pus hygger sig åbenbart med hovedet presset op mod mine ribben, og han har således ikke rykket sig en milimeter siden sidst. Det betyder, at vi nu har fået en tid til en scanning på Skejby på torsdag d. 16. Hvis han til den tid stadig ikke har vendt sig, bliver vi tilbudt nogle vendingsforsøg. Jeg har set det gjort på tv (ikke drama, men dokumentar), og det ser simpelthen så ubehageligt ud. Jeg håber, at det lykkes ham at slå den kolbøtte, det føles som om, han øver sig i, men hvor han bliver bremset på halvvejen af min ribben. Hvis det hverken lykkes ham eller jordemoderen at få ham vendt 180 grader, må vi vinke farvel til naturlig fødsel og indstille os på et kejsersnit. Det har hele tiden været min værste frygt. Både fordi jeg gerne selv vil føde, men også fordi de efterfølgende gener ved et kejsersnit er så store. Selv i bedste fald er det et stort sår i maven, som kommer til at være ømt længe efter. Man må fx ikke løfte mere end baby i 8 uger bagefter. Da Jens har eksamen og praktikopstart i januar, vil det derfor være drøn upraktisk at skulle være rimelig nyopereret med en nyfødt, når hverken eksamen eller praktik er omfattet af 14 dages barselsorlov til faren. Men nu ser vi - jeg har i hvert fald store forventning til den lilles akrobatiske evner og satser på en kolbøtte af dimensioner inden torsdag. Det vigtigste er trods alt, at han er stor, sund og rask, at hans lille hjerte slår som det skal, og at vi stadig kan se og mærke masser af liv der inde fra.
   Temadagen fortsatte med et hjemmebesøg af sundhedsplejersken. Det er et ekstratilbud, der kører som et forsøg i vores del af Århus (lige som mødregrupper inden fødslen), og som vi selvfølgelig har sagt ja tak til. Sundhedsplejersken hedder Grethe og er ca. 60 år, vil jeg gætte på. Det passede mig helt fint - det betyder, at hun har masser af erfaring, og at hun også har været sundhedsplejerske før verden gik af lave (den gang hvor man opfordrede ammende mødre til at drikke et glas rødvin om dagen, for så sov baby meget bedre osv). Jeg synes nemlig, der er lige rigeligt med løftede pegefingre rettet mod gravide i disse tider. Der er jo nærmest ingenting vi må! Igen og igen hører vi at "graviditet jo ikke er en sygdom", men samtidig er der SÅ mange restriktioner, at det nærmest er umuligt ikke at komme til at slå sit barn bare lidt ihjel allerede inden,  det er født! Ingen alkohol, narkotika eller rygning (helt fint - ret store skadesvirkninger er bevist), ingen hovedpinepiller, ingen sukkerfri sodavand, ingen almindelig sodavand - faktisk ingenting med sukker i det hele taget, ingen rovfisk (laks og tun fx), ikke noget rødt kød, ingen bløde oste, ingen skimmeloste, ingen make up, ingen parfumer, ingen kunstige farvestoffer, ingen parabener, ingen farven hår, ikke for meget motion, ikke for lidt motion, ingen vejrtrækning i store byer osv. osv. osv. Jeg forestiller mig derfor at Grethe har set at der fødtes rimeligt normale børn før alt dette opdages og at hun derfor knapt så let hopper med på sidste nye modedille og i stedet begrunder sin råd på dejligt mange års erfaring i stedet for "ny, banebrydende forskning fra USA".
   Nå, men vi fik en god lang snak med hende. Hun gjorde meget ud af at finde ud af hvilket bagland, vi kom fra, hvad vi lavede, og hvem vi i det hele taget var. Der udover spurgte hun til forventninger til den første tid, og det kom ret naturligt at sige, at min største bekymring er i forbindelse med, at man ikke kender sig selv i de ekstreme situationer, vi uden tvivl vil blive kastet ud i - for hvordan reagerer man på spædbarnsgråd på tredje time, når man selv er i stort søvnunderskud osv? Hun var super god til at svare på den slags spørgsmål uden at male idylliske billeder eller fratage os troen på, at det kan vi godt klare. Efter samtalen er vi i hvert fald 100% trygge ved, at hun kun er et opkald væk i tilfælde af kolik, problemer med amning osv.
   Afslutningen på temadagen var en 1½ times fødselssamtale med resten af mødregruppen + deres partnere. Her gennemgik vi et almindeligt fødselsforløb, hvornår man skal kontakte fødegangen, ophold på fødsels- og barselsgang, hvilke muligheder for smertelindring der er på Skejby osv.. Der blev desuden understreget igen og igen, at det er vores fødsler, så vi skal sige til og fra, sige vores ønsker højt osv. for at få et så godt forløb som muligt. Det hele kom til at lyde lidt som et hotelophold, indtil vi nåede til smertelindring. Så gik det lige så stille op for de tykmavede hormonellaer rundt om bordet, at det rent faktisk var for alvor det her - det kommer til at gøre helt vild ondt. Det er meget mærkeligt at glæde sig til at få lov til at føde,  når jeg nu ved at det kommer til at gøre afsindigt ondt. Hvordan kan man nogensinde glæde sig til så meget smerte? Igen synes jeg simpelthen kroppen er SÅ smart. Den kan selv føde! Hvor vildt er det lige? Jeg ved godt at spædbarnsdødeligheden var meget højere dengang, men man har jo også født børn for 100.000 år siden. I vores moderne og højteknologiske verden er reproduktion stadig (som oftest) bundet tæt op på oldgamle urinstinkter. Og for at forberede os til den kommende  fødsel er vores kroppe indstillet så praktisk at den sidste del af graviditeten er så ubekvem og træls, at man hellere vil føde end bære rundt på den her kæmpe mave længere end aller højst nødvendigt. Det fysiske ubehag gør altså at man mentalt forbereder sig på og ser frem til endnu mere ubehag - det er sgu da smart!

Nå, jeg tror, jeg vil stoppe for nu. Selvom blogopdatering er en fantastisk overspringshandling, gør det mig nok desværre ikke bedre rustet til at overleve 30 minutter mundtlig eksamination i "Prostitution i København fra 1850 - 1910" på torsdag.
   Næste temadag bliver for øvrigt den torsdag, og overskriften bliver "Skejby". Efter endt eksamen står den nemlig på rundvisning på fødegangen. Det er et tilbud der gives for at mimimere mulighederne for at fødende og deres stakkels mænd farer forvildet rundt som høns uden hoveder når de med veer og vandafgang møder op på fødeafdelingen - klar til at byde baby velkommen til verden. Senere torsdag vender vi som sagt tilbage til Skejby for at få scannet den lille og forhåbentligt få bekræftet at han har vendt sig og at vi derfor kan nøjes med et dejligt gensyn med ham inde i maven. Det er jo efterhånden rigtig længe siden vi har set ham sidst.
   Heller ikke denne gang bliver det til opdatering med billeder. Jeg må tage revance med kameraet snarest - leder med lys og lygte efter passende motiver!

/Mette